Ny analyse fra International Crisis Group

International Crisis Group/Marianne Risbjerg Thomsen


Ny analyse fra International Crisis Group

Den ansete internationale tænketank International Crisis Group har d. 26 april 2010 udsendt endnu en analyse af den israelsk-palæstinensiske konflikt. De ser et paradigmeskift i den palæstinensiske desillusion og manglende tro på de fredsforhandlinger, der i 17 år har fundet sted mellem de to ulige parter: Mellem besættelsesmagten Israel og det besatte Palæstina.

Crisis Group understreger, at set i lyset af paradigmeskiftet, er det afgørende, at de indirekte forhandlinger så vidt muligt støttes af det internationale samfund: Pres på Israel for at stoppe blokaden af Israel samt en revurdering af tilgangen til Hamas i Gaza er vigtige umiddelbare spørgsmål, som skal løses, hvis forhandlingerne skal have en reel chance og ikke ende som de mange foregående forlis.

Det var således imod Crisis Groups forventninger, at PLO godkendte de indirekte forhandlinger mellem Israel og Palæstina, monitoreret af USA, foreløbig for en periode på 4 måneder.

Uddrag fra Crisis Group rapport nr. 95

Vendepunkt?Palæstinenserne er på jagt efter en ny strategi for oprettelsen af en palæstinensisk stat: En mellemvej mellem de to hidtidige forfejlede strategier – de fredelige forhandlinger og den væbnede modstand.

Massiv palæstinensisk modstand mod genoptagelsen af fredsforhandlingerne

For de, der kender rytmen i de israelsk-palæstinensiske forhandlinger, har dette år været fuld af overraskelser. Selvom palæstinenserne lider under status quo og desperat har behov for en aftale, så stejler de overfor en genoptagelse af forhandlingerne.

17 år efter Oslo er den amerikanske præsident kun i stand til eventuelt at få overtalt parterne til at tale indirekte med hinanden.

Hvad er det, der sker? Den palæstinensiske holdning synes umiddelbart at være uforståelig eller politisk selvødelæggende. Men den er ikke uden logik.

Den skyldes næsten to årtiers fiaskoer med USA-sponsorerede bilaterale forhandlinger.

Mahmoud Abbas kovending

For mange har det største chok været præsident Mahmoud Abbas´ modstand mod at vende tilbage til forhandlingsbordet, før Israel indvilliger i en omfattende fastfrysning af bosættelserne. Dette er et voldsomt omslag for en leder, der har bygget sit politiske liv op på samarbejde med Israel , på tætte bånd til USA og på en forhandlet to-stats løsning.

Abbas har indlysende aktuelle motiver. Siden 2008 har han måttet indkassere det ene ydmygende nederlag efter det andet: krigen mod Gaza, som han kun var passiv tilskuer til; valget af en højreorienteret israelsk regering; en forandret amerikansk holdning til en fastfrysning af bosættelserne; og hans egen fatale beslutning om at udsætte FN afstemningen om Goldstone Rapporten, der anklagede både Israel og Hamas for krigsforbrydelser, – og som udløste en bølge af palæstinensisk og arabisk kritik. Og mere overordnet ser vi et sårbart Ramallah baseret lederskab , udfordret af Hamas, af grupper indenfor Fatah og af store segmenter af den offentlige opinion. Næppe et gunstigt udgangspunkt for risikable udspil.

Det er som om Abbas er den sidste i Palæstina, der til fulde anerkender det alle andre føler, nemlig den dybe, udbredte desillusion både i forhold til den fredsproces, der har kørt indtil nu og i forhold til USAs historiske rolle i konflikten.

Men hverken PLO eller dets ledelse har opgivet forhandlinger. De har investeret for meget i dem for længe, og deres egen magt er så fuldstændig afhængig af forhandlingsprocessen af de umuligt kan foretage et hurtigt og radikalt skift. De har heller ikke udviklet realistiske erstatningsstrategier.

Ulige forhandlinger

I rapporten citeres palæstinensere der argumenterer, at hvis man overlader det til Israel og palæstinenserne at føre forhandlingerne alene, betyder det, at man overlader det til Israel at bestemme, hvornår det ønsker at afslutte besættelsen. Den skæve magtbalance mellem de to parter udenfor forhandlingsrummet vil uundgåeligt blive afspejlet indenfor. De sidste 20 års bilaterale forhandlinger har således ikke været en strategi, der leder til uafhængighed. De er et forum, hvor sejrherren høster belønningerne, og de slagne gør indrømmelser.

De strukturelle mangler i Oslo har overladt det til Israel at afslutte besættelsen. Ansvaret bør i stedet lægges over til det internationale samfund.

Overvejelser om nye mellemveje til en palæstinensisk stat

Netop nu synes fokus i Palæstina at rettes mod andre og alternative handlemåder, der kan reducere afhængigheden af Israels vilje til frivilligt at afslutte besættelsen – og afhængigheden af USAs pres på Israel for at gøre det.

En mulighed er at vende sig mod den internationale arena, hvor magtbalancen synes at hælde mod en støtte til palæstinenserne. Forslaget om en FN resolution fra Sikkerhedsrådet, der skal støtte en endelig aftale eller blot anerkende en palæstinensisk stat inden for 1967 grænserne, er et vigtigt eksempel. Israelerne afviser eller frygter også andre forslag som palæstinensisk henvendelser til internationale juridiske organisationer.

Premierminister Salam Fayyad ønsker at opnå den palæstinensiske stat på en anden måde: ved omhyggeligt at opbygge statsinstitutioner fra grunden forventer han det internationale samfunds anerkendelse af en legitim palæstinensisk stat og dets pres på Israel til at ophæve besættelsen.

Endnu en strategi er den voksende ´folkelige protestbevægelse´ . Et nyligt repolitiseret civilt samfund på Vestbredden, til en vis grad støttet af det palæstinensiske selvstyre PA, fremhæver en lang række fjendtlige men stort set ikke-voldelige initiativer rettet mod Israel som en sti mellem de to hidtidige forfejlede dominerende paradigmer fra fortiden – nemlig fredelige forhandlinger og væbnet modstand.

Det er på denne baggrund at International Crisis Group fremsætter sine anbefalinger til det internationale samfund:

Det er afgørende, at de indirekte forhandlinger støttes så vidt muligt af det internationale samfund: Pres på Israel for at stoppe blokaden af Israel samt en revurdering af tilgangen til Hamas i Gaza er vigtige umiddelbare spørgsmål, som skal løses, hvis forhandlingerne skal have en reel chance og ikke ende som de mange foregående forlis.

Redigeret og oversat af Marianne Risbjerg Thomsen

Comments are closed.