Konsekvenser af en ensidig oprettelse af en palæstinensisk stat

Shlomo Aineri/Marianne Risbjerg Thomsen, Haaretz


Konsekvenser af en ensidig oprettelse af en palæstinensisk stat

Shlomo Aineri, professor i statskundskab ved Det hebraiske Universitet i Jerusalem, har i en artikel i den israelske avis Haaretz gjort sig nogle overvejelser over konsekvenserne af palæstinensernes ensidige oprettelse af en palæstinensisk stat.

Ifølge Aineris vurdering vil dette skridt i første omgang være en fordel for Israel, men på sigt vil de efterfølgende forhandlinger mellem de 2 stater få en helt anden karakter end de forhandlinger, vi har kendt mellem besættere og besatte siden Osloaftalernes sammenbrud.

Derfor håber han, at det palæstinensiske lederskab ikke vil lade sig afskrække af hans dystre scenarie.

Den palæstinensiske premiereminister Salam Fayyad meddelte for nylig, at hans regering ensidigt vil udråbe en selvstændig palæstinensisk stat i sommeren 2011, selvom der ikke er opnået en aftale med Israel.

Israelsk ubehag

Denne udtalelse udløste et tydeligt ubehag i Israel i vide kredse, ikke alene blandt tilhængerne af Benjamin Netanyahus regering, – især fordi den samtidig blev fulgt op af antydninger om, at europæiske lande, og sågar selveste EU, ville anerkende sådan en ensidig oprettelse af en palæstinensisk stat.

Israelernes ubehag og bekymringer er forståelige, men de kan godt vise sig at være fundamentalt malplacerede.

Alle, der har øjne i hovedet, må da indrømme, at selvom forhandlingerne mellem Israel og Palæstina blev genoptaget, så er udsigten til en aftale lig nul. Og dette skyldes ikke kun de standpunkter, som Netanyahus regering indtager: dens forgængere, anført af Ehud Olmert og Tzipi Livni forhandlede med det palæstinensiske selvstyres præsident Mammoud Abbas igennem to hele år, hvor de kom med meget generøse tilbud, uden de heller kunne finde frem til en aftale.

Ingen realistisk mulighed for en aftale

Det er let at se hvorfor: – på alle hovedområder – grænser – Jerusalem -flygtninge – er afstandene mellem selv de mest moderate positioner på begge sider så store, at hverken israelsk retorik eller et pågående amerikansk engagement vil være i stand til at bygge bro over dem. Alt andet er drømmeri.

Hvad ville der ske, hvis en palæstinensisk stat blev udråbt ensidigt?

Det er vigtigt, at vi seriøst overvejer, hvad der ville ske, hvis palæstinenserne gjorde alvor af at udråbe en stat og samtidig opnåede relativ stor international anerkendelse.

En win-win situation for Israel

Det er klart, at Israel ville meddele, at denne ensidige oprettelse af en stat ville nulstille alle tidligere aftaler mellem dem og palæstinenserne fra Oslo Aftalerne og frem. At de ville være frigjorte fra alle de forpligtigelser, de har påtaget sig, inklusive økonomiske forpligtigelser; og at de herefter ville forholde sig til landområder under palæstinensisk kontrol som – ”fremmed territorium”. Det er også klart, at alle de israelske forpligtigelser i forbindelse med deres militære kontrol over territorierne ville blive annullerede ifølge både israelsk og international lov. Det er ikke alle, der ville acceptere dette argument, men man ville umuligt kunne ignorere det.

Ingen evakuering af bosættelser eller afgivelse af Østjerusalem

En ensidig palæstinensisk deklaration ville ikke ændre situationen ”on the ground”. Den ville ikke medføre en evakuering af bosættelserne, lige meget om palæstinenserne accepterer bosætterne som borgere i deres stat, eller om de fortsætter med at fremføre, at bosættelserne er illegale. Den samme status quo ville være tilfældet med Østjerusalem, som palæstinenserne formodentlig vil sige, er deres hovedstad.

Men det som en ensidig oprettelse af en palæstinensisk stat vil medføre, er et fundamentalt paradigmeskift i den israelsk-palæstinensiske konflikt fra en konflikt mellem israelske besættere og palæstinensiske besatte til en konflikt mellem 2 stater.

  • Et uafhængigt Palæstina ville uden tvivl folkeretligt fremføre, at Israel har besat deres territorium. . På samme måde som Syrien gør.
  • Israel ville ikke længere have ansvar for Gazastriben, og grænsen mellem Israel og Gaza ville få status som en international grænse lige som den mellem Egypten og Gaza.
  • Følgelig ville Israel ikke være tvunget til at tillade en overgang mellem dets eget territorium og Gaza på samme måde, som der heller ikke er nogen overgang mellem Israel og Syrien. 

Alle disse konsekvenser er uoverskuelige og komplicerede, men det centrale ville være, at den israelsk-palæstinensisk konflikt ville være ændret til en mere ’normal’ konflikt – det vil sige – til en konflikt mellem 2 stater.

Dermed ville der være skabt et anderledes grundlag for vellykkede endelige forhandlinger om grænser, om besættelser, om udveksling af territorier, om Jerusalem og om alle de andre problemer .

Man må håbe, at dette scenarie ikke vil holde medlemmer af det palæstinensiske lederskab tilbage og få dem til at ændre mening.

Tværtimod bør de tage deres skæbne i deres egne hænder og konfrontere Israel som en fuldt færdig stat.

Derved ville de befri både sig selv og os for besættelsen og gøre, hvad de ikke har kunnet gøre siden 1948.

Dette er den eneste måde at realisere visionen om to stater for to folk

Oversat og redigeret af Marianne Risbjerg Thomsen

Comments are closed.