Fatahs konference løste ingen problemer

Helena Cobban, The Electrinic Intifada

Fatahs konference løste ingen problemer

Med afholdelsen af den første generelle konference i Fatah siden 1989 – i august 2009 i Betlehem på Vestbredden – er magten i Fatah bevægelsen endelig skiftet fra diasporaen til Vestbredden.

Men er der sket en fornyelse efter valget med en ny generation Fatah ledere fra Vestbredden?

Kan ledelsen finde frem til en samarbejdsregering med Hamas, der kan føre troværdige, palæstinensiske forhandlinger med Israel om ophævelsen af besættelsen og oprettelsen af en to-statsløsning?

Og vil den nye centralkomite overhovedet kunnefungere med deltagelse af både en Marwan Barghouti og en Muhammed Dahlan?

Mahmoud Abbas, den 74-årige leder af den palæstinensiske Fatah bevægelse har markeret sig markant ved at afholde en generel konference i Betlehem på Vestbredden i denne uge.

Men garvede palæstinensiske observatører siger, at Abbas største interne politiske udfordringer stadigvæk ligger foran ham, og mange af disse udfordringer, siger de, stammer direkte fra de kompromisser  han var nødt til at indgå for overhovedet at kunne samle en konference- samt sikre sig, at den fremstod som en succes i form af en politisk platform og et valg af ny ledelse

Konference på Vestbredden.

Et af de største kompromisser er kædet sammen med beslutningen om at afholde konferencen inde på den israelsk besatte Vestbred . Dette betød nemlig, at adskillige Fatah aktivister fra den demografisk tunge palæstinensiske diaspora – samt det indesluttede Gaza – var afskåret fra at deltage af Israel.

Derudover blev de 470 medlemmer fra Gaza yderligere forhindret i at deltage af den islamiske bevægelse Hamas, som nu kontrollerer Gaza: Hamas sagde, at man kun ville tillade Fatahs delegerede at rejse til Betlehem, hvis Fatah løslod de utallige Hamas medlemmer, som sidder fængslet på Vestbredden.

Dette blev afvist af Fatah.

Fatah medlemmerne i Gaza måtte således nøjes med at deltage i konferencens valg af  lederskab via telefon og email.

Valg af ny ledelse.

Det var derfor ikke særlig overraskende, at det store flertal af konferencens 2241 deltagere endte med at komme fra Vestbredden.

For en bevægelse som blev grundlagt – for ca 50 år siden- i den palæstinensiske diaspora, og som var baseret på påtrængende politiske krav fra de eksilerede palæstinensere, var denne magtkoncentration på Vestbredden en voldsom politisk manifestation.

Det massive skift til Vestbankens dominans i bevægelsen var tydeligt allerede i den første runde af valg. Af de 19 personer – alle mænd – der blev valgt til centralkomiteen (CC) var 1 fra Gaza og 2 fra diasporaen. Resten var fra Vestbredden.

Mahmoud Abbas blev tidligt i valghandlingerne genvalgt som leder af Fatah i en afstemning, hvor der ikke var opstillet modkandidater.

Det gamle Fatahs reaktion

Ved de første indledende resultater af afstemningen til CC udløstes en storm af vrede fra mange gamle Fatah medlemmer og aktivister, der antydede valgsvindel og tog en række initiativer for at påvirke de resterende afstemninger.

Det nye Fatah

Mange vestlige kommentatorer understregede, hvorledes valget til CC afspejlede, at magten nu var gledet over til en ny generation. Dette forhindrede dog ikke Muhammed Ghneim, 71 , som hørte til de tidligste ledere omkring Arafat, i at samle det største antal stemmer blandt de valgte, 1368. Derudover udgjorde den gamle garde fra Fatah stadigvæk omkring halvdelen af de valgte, samtidig med at flertallet af de unge indvalgte medlemmer i CC viste sig at være i 50’erne og 60’erne . Udsigten til en foryngelsesproces syntes således ikke at være særlig stor.

To nye magtfulde medlemmer af CC

To medlemmer af den ’nye unge generation i CC’ er velkendte i vesten, nemlig Marwan Barghouthi,50, der for øjeblikket afsoner 5 livstidsdomme i et israelsk fængsel og Mohammed Dahlan, 47, Fatahs sikkerhedschef, som i mange år har arbejdet tæt sammen med USA og den israelske sikkerhedstjeneste.

Barghouthi blev nummer 3 i afstemningen med 1063 stemmer og Dahlan blev nummer 10 med 853.

Disse mænds mange støtter havde håbet, at de ville ende allerøverst på valglisten, og udfaldet var derfor en stærk skuffelse. Ifølge visse rapporter kom Dahlan kun med på listen over vinderne, fordi der i sidste øjeblik blev indgået aftaler med Abbas og andre politikere.

Derudover er det et problem for det nye CC , at Barghouti og Dahlan, selvom de tilhører den samme generation, repræsenterer meget divergerende holdninger til mange problemer.

Forsoning med Hamas?

I det meget centrale spørgsmål om hvorvidt Fatah skal forsone sig med Hamas og på hvilke betingelser, er Barghouti , lige som de fleste Fatah fanger i de israelske fængsler, en stærk fortaler for og udøver af en forsoningspolitik, mens Dahlan er en stærk anti-Hamas høg.

I 2007 var Dahlan en nøglespiller i den USA støttede plan om at vælte Hamas regeringen i Gaza med magt. Forsøget mislykkedes. Siden da har han været en højst kontroversiel skikkelse i palæstinensisk politik—også indenfor Fatah, – hvor der er nogle, der kritiserer hans mislykkede anti-Hamas kup og andre, der kritiserer, at han overhovedet gjorde forsøget.

Fatahs struktur giver ikke plads til ændringer

Hussein Agha, en af veteranerne blandt palæstinensiske kommentatorer baseret i London, bemærkede, at selvom CC’s ’unge garde’ måske kan blive enige med hinanden om, hvordan de ønsker at revitalisere Fatah, ville de alligevel få det svært.

”Bevægelsen har ikke endnu den slags interne struktur på plads, der ville give dem mulighed for at gennemføre et virkeligt skifte”, sagde han. Han tilføjede imidlertid, at et resultat af den succesrige konference vil være, at Abbas fremover vil være nødt til at være meget mere opmærksom overfor det nye kollektive lederskab samt være mere proaktiv i at skaffe sig støtte her, end han nogensinde har været i det tidligere CC. Hvor han tidligere afviste ønsker om større gennemsigtighed indenfor ledelsen, har han

både i forbindelse med konferencen og nu bagefter vist en ny opmærksomhed overfor stemningen i Fatahs base.

Abbas programerklæringer i Betlehem

I sin tale til konferencen undlod Abbas at rette nogen kritik mod Fatahs sejre og nederlag siden sidste konference i 1989.

I stedet balancerede han på en tynd line i spørgsmålet om, hvorvidt Fatah skal støtte en aktiv, formodentlig militær modstand mod den israelske besættelse. Han sagde, at selvom ” legitime former for modstand forblev en palæstinensisk ret”, ville Fatah alligevel fortsætte sit arbejde med at forhandle fred med Israel.

Hans bemærkning om ”legitim modstand” har vakt en forudsigelig vrede hos de israelere, der ikke ønsker at forhandle en fredsaftale med palæstinensiske ledere, uanset hvor moderate de måtte være.

I sin rapport understregede Abbas også, at palæstinenserne kun skulle genoptage de endelige fredsforhandlinger med Israel, hvis Israel standser sit bosættelsesprogram på Vestbredden og løslader alle de 11.000 politiske fanger, som på indeværende tidspunkt er fængslet.

Det er en kendsgerning, at Fatahs holdning til de store diplomatiske spørgsmål – på papir, dermed er kommet meget tæt på Hamas holdning.

Forsoningsforhandlinger

Forsoningsforhandlingerne i Cairo finder sted i slutningen af august, men palæstinensiske kommentatorer bemærker, at Abbas , i modsætning til visse medlemmer af  Fatahs nye CC, stadig modsætter sig en sådan forsoning. De vurderer, at der ikke er stor sandsynlighed for, at Cairoforhandlingerne vil skabe en koalition af de to parter, der er i stand til at repræsentere alle palæstinensere i en genoptaget fredsforhandling— med mindre Abbas underkastes et langt hårdere pres fra Washington for at opnå dette.

Hussein Aghas vurdering

”Vil kongressen styrke Fatah?”

Agha gav et nuanceret svar. ”  Den gjorde alle deltagerne i mødet meget lykkelige”, sagde han.” Husk at mange af dem ikke har set hinanden i mange år. Så ud fra den synsvinkel var konferencen en virkelig succes for Abu Mazen (Abbas)”. Men han tilføjede, ” Der var overhovedet ingen rigtige politiske diskussioner i Betlehem. Ingen af Fatahs mange problemer blev løst eller overhovedet taget op. Så følelsen af lykke vil ikke vare længere end 2-3 måneder – højst.

Oversættelse og redigering: Marianne Risbjerg Thomsen

Comments are closed.