Gaza efter 3 måneders våbenstilstand: dødvande og hårdknude

IGC/Marianne Risbjerg Thomsen, International Crisis Group (IGC)

Gaza efter 3 måneders våbenstilstand: dødvande og hårdknude

Mens  tiden baregår uden ændringer i Gazas desperate situation efter krigens ophør, breder håbløshedensig sammen med ligegyldighed og forsømmelse. Efter 3 måneders våbenhvile erGaza en tikkende bombe.

Her og nu synes der ikke at være mulighed for genopbygningog en tilfredsstillende politisk ordning for Gaza,  men hvis en eksplosion skal undgås, må verdenssamfundet støtteop om mindre ambitiøse tiltag og kompromisser.

Således konkluderer den internationale tænketankInternational Crisis Group, der de sidste år har fulgt udviklingen tæt i Gazaog dels udgivet researchbaserede rapporter om situationen og dels formuleretkonkrete løsningsforslag til krisen.  D.23. april 2009 kom den sidste rapport No.85 ”Gaza´s unfinished business”.  Herfølger en redigeret oversættelse af den indledende opsummering af rapporten:

Gazas uafsluttede krise

Krigen mellem Israel og Hamas er forbi, men ingen af deproblemer, der udløste den, er blevet løst.

Her 3 måneder efter begges ensidige våbenhviler er Gazasovergange stadigvæk stort set lukkede;  genopbygningog genopretning er ikke engang påbegyndt; raketter affyres med mellemrum ind i Israel; våbensmuglingen fortsætter;  korporalShalit er stadig tilfangetaget; den sociale nød bliver stadig dybere, og palæstinenserneer dybt splittede.

Selvfølgelig er der sket noget. Mange hundreder har mistetlivet, titusinder deres arbejde og et nyt politisk landskab er dukket frem.

Men krigen bragte ingen forbedringer.  Status quo er uholdbart, og Gaza udgør endnu en  gang en tikkende bombe, der venter på at blive udløst.

Behov forkompromisser

Det tegner ikke til, at der her og nu er mulighed for en ægtepalæstinensisk forsoning og en fuldt ud tilfredsstillende politisk ordning forGaza,  men mindre skridt vil ogsåkunne mindske risikoen for en eskalering, afhjælpe den mest presserende nød ogopnå en eller anden form for intern palæstinensisk forståelse.

En fastlåstsituation

Der er gode grunde til at være bekymret: Hvis ikke belejringen hæves vil Hamas måske i sin afmagt gribe tilangreb på Israel. Eller Israel vil måske genoptage den militære offensiv modHamas, hvis ikke våbensmuglingen og raketangrebene ophører. Uden en form forintern palæstinensisk forståelse er det meget usandsynligt, at detinternationale samfund vil tillade en genopbygning af Gaza, hvis denne på nogenmåde vil være til gavn for Hamas.

Og uden en fælles formuleret, stabil våbenhvile og et bredtrepræsentativt palæstinensisk lederskab vil udsigten til en fredsaftale –der allerede er yderligere  vanskeliggjortaf den nye israelske regering –  væreendnu mere urealistisk.

Umiddelbart efter standsningen af krigshandlingerne syntesflere lokale aktører at have forståelse for situationens alvor. Egypten påtogsig en mæglerrolle mellem Israel og Hamas med henblik på en mere præcis ogklar våbenhvile.  I Sharm al-Sheikh lovede donorer stor pengebeløb til en genopbygning af Gaza. De vestlige lande der i 2007 trak tæppet væk under den palæstinensiskeenhedsregering diskuterede nu en forståelse mellem Fatah og Hamas, igen i form af en enhedsregering.

Og dog, mens tiden bare gik uden udsigt til konkreteresultater, er forståelsen af en påtrængende nødvendighed blevet afløst afligegyldighed, og ligegyldighed af forsømmelse.

Modviljen mod den demokratisk valgte Hamasregering

Der er mange forklaringer på denne hårdknude, men den væsentligstefindes i en klar modvilje hos den Ramalla-baserede palæstinensiske regering (PA),hos USA og hos Israel mod at give Hamas enhver form for belønning for at havefremprovokeret krigen.

Det er måske forståeligt, men det giver kun mening, hvisman mener at den tidligere politiske strategi, der søgte at svække Hamas vedat isolere det, og samtidig støttede Abbas ved at styrke Vestbredden, havde nogen effekt.

Men det havde den ikke, og en indrømmelse af en forkertpolitisk strategi må ikke opfattes som svaghed eller som en meningsløs indrømmelsei det nye politiske landskab i regionen.

Udfordringen er ikke af humanitær art – selvom en åbningfor handel i Gaza ville gøre underværker for befolkningen.

Dette handler som altid om politiske udfordringer. Derforskal der træffes politiske beslutninger om, hvorledes man skal forholde sig til Gaza, til Hamas og til muligheden foren ny palæstinensisk enhedsregering. 

Våbenhvile

Våbenhvileformlen  haraltid været enkel: Hamas skal ophøre med at sende raketter og forhindre andre grupper i det samme, mens Israel skal ophæve blokaden.En fangeudveksling har også længe været påkrævet, men Israels insisterenefter krigshandlingerne på,  at en sådan skal være en del af våbenhvilepakken,komplicerede processen og umuliggjorde en aftale. Det vil være politisk kostbart for Benjamin Netanyahu, Israels nyepremierminister, at ophæve denne sammenkædning og dermed fremstå somvenligere overfor Hamas end sin forgænger. Men det er helt essentielt, og det bør understreges af USA og Israelsandre allierede.

Der er beviser på en stigende vrede i Gaza, hvor indbyggerneindser, at deres livsbetingelser ikke vil blive  forbedret.  Derer måske nogle, der håber, at denne vrede vil blive rettet mod Hamas. Det erdog mere sandsynligt, at Hamas vil rette sin vrede mod Israel.

Genopbygning

Angående genopbygningen er det vigtigt, at man arbejder forat opnå et kompromis mellem Hamas´ krav om at blive involveret i processen ogdonorgruppens ønske om at afvise dette.  Oghvis Israel ikke overbevises om, at det skal åbne overgangene her og nu, vilalle højtflyvende forsikringer om hjælp til genopbygning bare væreteoretiske.  Her er der også brugfor et kollektivt kompromis.

Forsoning

Store dele af befolkningen var frustrerede over denhandlingslammelse, som den interne palæstinensiske uenighed udløste bådeunder og efter konflikten.  Alligeveler 3 runder med Egypten som mægler endt uden resultater, fordi hverken Fataheller Hamas  er villige til atopgive deres styrkepositioner.  Fatahpå Vestbredden og i PLO  , – ogHamas i Gaza.

En fuldkommen enighed om at genforene de to territorier bådegeografisk og politisk, at sammenlægge Fatahs og Hamas´ sikkerhedstjenester ogudvide medlemskabet af PLO til bl.a. Hamas og mange af de øvrige fraktionerudenfor, synes nu helt udenfor rækkevidde. Men derfor behøver man ikke udelukke en mere begrænset forståelsemellem parterne.

Hamas´styrkeposition

Hamas kan med rette prale af deres beslutsomhed, ukuelighedog voksende regionale udstrækning på Vestbredden;  de er overbevist om at krigen, – deres første rigtige kamp,hvor de har kæmpet alene  udenFatah – har styrket deres legitimitet og bekræftet deres fremgangsmåde.  Men de oplevede også  ensmertefuld virkelighed, hvor de mødte verdens uvilje mod at forholde sig tildem, også selv om det betød, at Gazas befolkning blev overladt til sig selv.

Uden en ordning med Fatah og PA vil Gazas overgange forblivelukkede. Gazas befolkning vil ikke modtage den hjælp de behøver, og folkeligutilfredshed med Hamas vil vokse.

PA´s og Fatahs krise

Men virkeligheden har også ramt Hamas´ rivaler hårdt. Selvom de ikke deltog i krigen, har hverken det Ramallah-baserede PAeller Fatah været immune over for dens efterchok. For selvom præsident Abbas havde arbejdet tæt sammen med både Israelog USA, kunne han hverken få Israel til at standse krigen eller USA til atovertale Israel dertil.  Abbas´s manglende evne til at forhindre krig blev ibefolkningens øjne lagt oven i hans manglende evne til at skabe fred. Revset af befolkningens negative reaktioner har adskillige Fatah ledereindset, at en form for aftale med Hamas er nødvendig, hvis de vil forbedrederes image og i sidste instans kunne vende tilbage til Gaza. 

Dette er en åbning, der bør udnyttes til at imødekomme bådeFatah og Hamas.  Lad dem beholdederes territorier.  Det vil ikkeforhindre dannelsen af en regering, som vil være i stand til at genopbygge Gaza, give Ramallah fodfæste i Gaza og samtidig give den størrelegitimitet til Abbas, som han behøver for at kunne forholde sig til Israel ogsit eget folk.

Den største forhindring for en forsoning har været forholdet til Israel.  Hamasvil ikke anerkende Israel, mens Fatah ser det som prisen for internationallegitimitet. Det internationale samfund  børkun forholde sig til, hvor vidt en enhedsregering vil gøre følgende : indgåen fælles våbenhvile med Israel, acceptere Abbas´ autoritet til at forhandle med Israel og respektere enfolkeafstemning om fredsforslaget.  Idenne sammenhæng er Hamas´ holdning til, hvorvidt en palæstinensisk stat vilanerkende Israel uinteressant, før en sådan palæstinensisk stat eksisterer. Indtil da er det et akademisk spørgsmål.

USA og Kvartetten

Endnu en grund til at udviklingen er gået i stå, er at alleøjne er rettede  mod præsidentObama.

Selv om hans diplomatiske initiativ i Mellemøstenunderstregede behovet for en to-statsløsning, er der stadigvæk usikkerhedomkring USA´s holdning til et troværdigt repræsentativt lederskab i Palæstina.Den nye amerikanske administration har kun angivet få præcise stikord og ikkenogen angivelse af et skift i politikken. Der er politiske begrænsninger og enangst for, at en imødekommelse af Hamas vil skade andre pragmatiske kræfter.

Men Kvartettens afvisning af forhandlinger med Islamisterne, med mindre de opfylder dens krav, behøver ikke at diktere, hvadWashington kunne gøre, hvis der skulle blive dannet en palæstinensiskenhedsregering, der overholder en våbenhvile og giver Abbas beføjelse til atforhandle med Israel, især hvis dette i modsætning til i 2007, bliver støttetaf Israels arabiske og europæiske allierede.

USA´s stilling  kunnemeget vel blive en funktion af det, som PA- lederskabet, EU og den arabiskeverden beslutter at gøre.

Derfor er det desto mere skuffende, når disse, PA, EU og dearabiske lande, synes at gemme sig bag USA´s tilsyneladende ubøjelighed.  

Oversættelse og redigering: Marianne Risbjerg Thomsen

Comments are closed.