Landbrug under beskydning

Eva Bartlett, The Electronic Intifada

Landbrug under beskydning

 

Af Eva Bartlett, The Electronic Intifada, 7. april 2009

 

KHAN YOUNIS i den besatte Gazastribe (IPS)

 

“De skyder altid på os”, siger den 19-årige Alaa Samour og trækker skjorten til side for at vise et ar på skulderen. Samour fortalte, at han blev beskudt 28. december sidste år af israelske soldater, der var udstationeret langs med grænsehegnet tæt på landsbyen New Abassan øst for Khan Younis i den sydlige Gazastribe.

 

“Vi var i gang med at høste persille lige som vi gør næsten hver dag da soldaterne begyndte at skyde. Vi begyndte at kravle væk. Da jeg kom ud af skudlinjen  opdagede jeg, at min skulder blødte og at jeg vat blevet ramt”.

 

En måned senere var Samour nødtvungent igen ude på markerne. Lige som mange andre forarmede arbejdere fra Khan Younis-området er Samour ansat af  bønder, der høster persille, spinat og kikærter i den frugtbare østlige region. Han tjener 20 Shekels ($ 5.-)  for en dags arbejde , hans bidrag til familien, hvor familiefaderen ikke kan tjene nok til at dække familiens behov for madvarer.

 

Sayed Abu Nasereh arbejder på den samme jord. Han er vant til beskydningen fra de israelske soldater ved grænsen og forklarer hvorledes bønderne på marken kravler hen til et “sikkert” område – en lille sænkning på marken – når beskydningen begynder. Liggende med ansigtet nedad er de   midlertidigt i sikkerhed, skønt de stadig må vente på at beskydningen skal ophøre og soldaterne fjerne sig, før de kan krybe ud fra det sikre område.

Marken er beliggende halvvejs inde på en kilometer bred  landstrimmel, der løber langs med  Gaza-siden af grænsen til Israel , et område som de israelske myndigheder ensidigt betegner som “stødpudezone” eller på det seneste som “no-go zone”. For et årti siden var “stødpudezonen” et 150 meter bredt bælte, der løb langs grænsen fra syd til nord. I dette område kunne palæstinensere ikke færdes, bo eller arbejde på grund af hvad Israel beskrev som “sikkerhedsgrunde”. Det blev øde land, skønt det var overordentligt frugtbart.

 

I forlængelse af Israels tre uger lange angreb på Gaza fra slutningen af december 2008 til midt ind i januar 2009, som krævede flere end 1450 dræbte og flere end 5000 i mange tilfælde alvorligt sårede, dekreterede de israelske myndigheder en udvidelse af “stødpudezonen” til hvad de kaldte en “no-go zone” og eksproprierede endnu mere land fra bønderne og civilbefolkningen i området.

 

Forud for angrebene på Gaza rapporterede PARC (Palestinian Agricultural Relief Committees) at af de 175.000 dunams* (42.000 acres) opdyrkelig land i Gazastriben var 50.000 dunams (12.000 acres) blevet beskadiget af den israelske hær.

 

Der er tale om de mest frugtbare og produktive landbrugsområder, Gazas “brødkurv”, beretter gruppen. Efter angrebene på Gaza vurderede internationale organer omfanget af ødelagt land til at være meget større: 60.000 – 75.000 dunams landbrugsjord er nu beskadiget eller ubrugeligt, siger den.

 

I begyndelsen af februar rapporterede the Guardian om det alvorlige slag mod Gazas landbrugssektor. The Guardians artikel citerede repræsentanter fra the World Food Program and Agricultural Organization for at sige, at hvad som helst mellem 35% og 60% af landbrugsindustrien var blevet ødelagt af Israels angreb på Gaza og at meget af den ikke ville kunne komme i anvendelse igen på grund af de anrettede skader.

 

Selv  før  angrebene var Gazas landbrugssektor blevet ødelagt i alvorlig grad af den forkrøblende blokade mod Gaza. Mens Gaza tidligere havde produceret halvdelen af sit behov for landbrugsvarer, havde kombinationen af belejring og krig mod Gaza ført til “ødelæggelsen af alle midler til opretholdelsen af liv”, herunder ødelagt landbrugsjord med hundreder af drivhuse, hundreder af brønde og landbrugsudstyr.

 

Evnen til at producere fødevarer er af vital betydning for at  kunne bekæmpe det chokerende niveau af fejlernæring i Gazas, en region, der er blevet forarmet af Israels blokade

og de deraf følgende skyhøje arbejdsløshedstal. Ifølge PARC bevirker det israelske forbud mod import af kunstgødning, såsæd, plastfolie til drivhuse, og rør til kunstvanding blandt mange andre ting, at der har fundet en stadig afskrivning sted af en kvalitativ og produktiv landbrugspraksis: Nu planter bønderne afgrøder, der kræver mindre pleje, så som hvede og byg i stedet for den brede vifte af grøntsager, der tidligere blev dyrket.

 

Mange, som Jaber Abu Rjila, mener at Israels virkelige hensigt er at videreudbygge kontrollen og tyveriet af jord. Abu Rjila bor på en bedrift under 500 meter fra grænsen  i al-Faraheen lidt syd for Abassan. Han og hans naboer havde i fællesskab dyrket 300 dunams jord mellem hans hjem og grænsehegnet:  En bred vifte af afgrøder deriblandt hvede, kikærter og forskellige grøntsager, der krævede drivhus, Men nu, siger han, arbejder han kun på 4 dunams jord.

 

Siden november 2008 har Abu Rjila, han kone og deres 6 børn ikke kunnet bo hjemme. Huset, der er mærket af et utal af kuglehuller på den mur, der vender mod grænsen blev genstand for regulær beskydning fra den israelske hær forud for de nylige 22 dages angreb på Gaza.

 

I maj 2008 blev alle bortset fra 500 af Abu Rjilas 3000 kyllinger dræbt af invaderende israelske soldater. Samtidigt ødelagde soldaterne også hvad Abu Rjila fortalte var en høstmaskine til $ 12.000 og en traktor til $ 8.000. Asbesttaget, der dækkede kyllingestalden blev splintret af eksplosionerne på jorden, som væltede staldens mure og dræbte fjerkræet.

 

Ifølge Abu Rjila ødelagde de israelske soldater to vandpumper til hans cisterne og brugte bulldozere til at rasere kostbare kunstvandingsrør og omkring 2000 forskellige frugt- og oliventræer og flere end 150 dunams kornmarker. Det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder (PCHR)´s rapport om invasionen bemærker, at 225 dunams landbrugsland i området var blevet raseret.

 

PCHR gør opmærksom på, at ødelæggelse af civil ejendom, herunder landbrugsjord og målrettede aktioner mod civile er ulovlige under international menneskerettighedslov, herunder  den Fjerde Geneve Konvention.

 

Belejringen bekymrer uomtvisteligt palæstinenserne, men for bønderne i “stødpudezonen” er det den regelmæssige og pågående beskydning fra israelske soldater, der trænger sig på i deres bevidsthed. Deres bekymringer er rimelige: Mindst to bønder er blevet dræbt af skud og mindst fem flere er blevet såret af israelske soldaters beskydning, alt sammen siden Israel erklærede våbenhvile 18. januar.

 

Maher Abu-Rajileh (24 år) fra landsbyen Huzaah, øst for Khan Younis blev dræbt den dag, da han sammen med sine forældre og sin broder vendte tilbage til landbrugsland 400 meter fra  grænsen til Israel efter at Israel havde erklæret våbenhvile. Kl. 10 om formiddagen, efter at han i et par timer havde  ordnet den jord, som var blevet hærget af israelske bulldozere og tanks, åbnede israelske soldater ild og ramte ham i brystet. Han døde øjeblikkeligt.

 

20. januar beskød israelske soldater indbyggere i al-Qarara, tæt på Khan Younis, og ramte Waleed al-Astal (42 år) i højre fod. Soldater åbnede ild mod landsbyen Khuzaa, øst for Khan Younis 23. januar og ramte Nabeel al-Najjar i venstre hånd. 25.januar skød israelske soldater den 55-årige Subhi Qudai i ryggen, da han befandt sig på landsbyens Khuzaas landbrugsjord. 27. januar, lige uden for al-Farasheen, også øst for Khan Younis, dræbte Israelske soldater Anwar al-Buraim på 26 år mens han samlede grøntsager på jord, der lå omkring 500 meter grænsen til Israel.

 

 3. februar var Ismail Abu Taima sammen med en håndfuld bønder i færd med at indsamle persille på sin jord nær ved grænsen. “Planterne var ikke blevet vandet i seks uger” sagde Abi Taima, mens han samlede ventiler og stumper af kunstvandingsrør op. Kunstvandingsrør, der blev ødelagt  under en israelsk hærinvasion forud for kriger mod Gaza, men er blevet værdifulde i et område hvis grænser er forseglede og hvor reservedele til de fleste ting ikke kan skaffes eller er umådeligt kostbare.

 

I løbet af et år investerer Abu Taima $54.000 i tilplantning, kunstvanding og pleje af afgrøderne på sin jord. På baggrund af denne investering kan han, hvis alt går godt og afgrøderne bliver høstet hver måned tjene $ 10.000 om måneden, hvilket er nok til at afbetale investeringen og støtte de 15 familier, der er afhængige af høsten. “Grænserne er lukkede. Vi har ikke noget foder til vores dyr” siger Abu Taima og peger på et ensomt æsel der græsser i noget vegetation tæt ved grænsehegnet.

 

Før  eftermiddagens arbejde var overstået blev vi udsat for omkring 45 minutters intens beskydning fra tre eller fire soldater, der var synlige på en høj mindre en 200 meter borte mens kuglerne ramte inden for meter fra bøndernes hoveder og fødder.

 

 17. februar gik bønderne på ny ud for at høste på  et stykke jord der ligger omkring 500 meter fra grænsen til Israel, hvor Anwar al-Buraim blev dræbt af skud nogle uger tidligere. Da bønderne var på vej hjem fra marken sigtede israelske soldater på Muhammad al-Buraim, en døv 20-årig fætter til Anwar. Muhammad gik sammen med en gruppe på omkring 10 bønder, der skubbede deres pickup vogn, der var gået i stå og var lastet med høsten, da israelske soldater begyndte deres snigskytter og ramte Muhammad i den højre ankel og blev ved med at skyde efter bønderne mens de omgivet af internationale menneskerettighedsobservatører forlod marken og søgte beskyttelse bag et nærliggende hus.

 

Episoden var tilstrækkelig til at afskrække bønderne fra at vende tilbage i den næste måned. Da Mazen Samour og Sayed Abu Nasereh 19. marts vendte tilbage til den jord de havde dyrket i rundt regnet to år, var det ikke for at høste men for at fjerne de kunstvandingsrør af plastic, som de omhyggeligt havde anbragt nogle måneder tidligere. Til en pris af rundt regnet $70.- pr. 250 meter-bundt var de 30 bundter, der dækkede markerne for stor en investering til simpelthen at efterlade.

 

“Vi har ikke været her igen siden Muhammad blev ramt”, sagde Abu Nasereh. Nu er de bange for også at blive ramt af israelske grænsesoldaters kugler og afskriver området til fordel for  sikrere jorder længere inde i Gazastriben. Samour var til stede, da hans nevø Alaa Samour blev skudt i december, såvel som da Anwar al Buraim blev alvorligt såret. “Vi kan leje jord meget længere væk fra grænsen” siger han.

 

På den anden side af grænsen, på den israelske side, kan man se traktorer og kunsrgødningssprøjtere arbejde på og over jord, der ligger umiddelbart op til grænsen.  “Stødpudezonen” gennemtvinges kun på den palæstinensiske side.

 

Disse østlige områder i Gazastriben bliver lagt øde, landet bliver mere og mere goldt fordi bønderne, som for manges vedkommende har drevet landbrug i området i generationer,  nu er for skræmte til at bo og arbejde på deres egen jord. Grænserne til Gazastriben, der er blot 40 kilometer lang og 10 kilometer bred bliver indskrænket yderligere af uophørlige israelske invasioner, af påtvingelsen af en arbitrær og voksende “stødpudezone” og af målrettede aktioner mod  civile og bønder,  der prøver at leve på og tjene til livets ophold på deres egen jord.

 

*1 dunam = 1.000 kvadratmeter

 

Eva Bartlett er aktivist og journalist. Hun kom til Gaza i november 2008 på det tredje Free Gaza-skib. Sammen med mange andre internationale vidner var hun sammen med bønderne til stede ved mange af de rapporterede skudepisoder.

 

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.