Ændringer af krigens love

George Bisjarat, San Francisco Chrinocle

Ændringer af krigens love

 

Omfanget af Israels brutalitet over for civile palæstinensere under dets 22 dage lange stormløb mod Gazastriben kommer gradvist for dagens lys. Israelske soldater fremkommer med vidnesbyrd om slappe regler for adfærd under træfninger, der gør det ud for et licens til at dræbe. En soldat kommenterede således: “Det er det, der antageligt er så rart i Gaza: Man ser en person på en vej, følgende en sti. Han behøver ikke at bære våben, man skal ikke identificere med noget som helst og man kan bare skyde ham”.

 

Hvad der vækker langt mindre opmærksomhed er hvorledes Israel også brutaliserer international lov på måder som kan række langt videre end ødelæggelsen af Gaza. Siden 2001 har israelske militæradvokater presset på for at få omklassificeret militære operationer på Vestbredden og i Gaza  fra at være omfattet af lovhåndhævelse med mandat fra loven om besættelse til at komme ind under loven om væbnet konflikt. Ifølge den førstnævnte skal en soldat fra en besættelseshær arrestere snare end dræbe modstandere, og skal generelt anvende mindst mulig nødvendig magt for at sætte en stopper for uorden.

 

Mens militæret under en væbnet konflikt stadig er underlagt krigens love – herunder pligten til at skelne mellem kombattanter og civile – og pligten til at undgå angreb, der bevirker uforholdsmæssig skade på civilpersoner eller fysiske genstande – tillader standarden langt videregående magtudøvelse.

 

Israel pressede på for at retfærdiggøre mord på palæstinensere i de besatte områder, hvilket helt klart var en krænkelse af internationalt vedtaget lov. Israel havde praktiseret “målrettede drab” siden 1970 – og altid benægtet det – men havde for nylig optrappet hyppigheden med iøjnefaldende metoder (som luftangreb) som umuliggjorde benægtelse.

 

Den forhenværende amerikanske præsident Bill Clinton pålagde i 2001 Mitchell Komitéen  at undersøge årsagerne til den Anden palæstinensiske Intifada og at komme med anbefalinger til hvordan man kunne genoprette rolige tilstande i regionen. Israelske advokater forsvarede deres sag over for komitéen for væbnet konflikt. Komitéen svarede med at kritisere den altomfattende anvendelse over for Intifadaen. men tog ikke slet og ret afstand fra den.

I dag accepterer de fleste observatører – bl.a. Amnesty International – stiltiende  Israels håndtering af konflikten i Gaza som en væbnet konflikt, som deres kritik af Israels fremfærd hvad angår pligten til skelnen og proportionalitet viser. Denne ændrede vægtning ville, hvis den blev accepteret, opmuntre besættelsesmagter til at følge Israels eksempel og gå over til militær kontrol og tvære alt ansvar af på besatte befolkninger.

 

Israels  kampagne for at omskrive international lov til egen fordel er nøje overvejet og snu. Som den tidligere chef for Israels 20-advokats Internationale Lov-afdeling i den Militære Chefadvokats kontor, Daniel Reisner for nylig sagde: “Hvis man begår noget længe nok, vil verden acceptere det. Hele den internationale lov er baseret på den opfattelse, at en handling, der i dag er forbudt, bliver tilladelig hvis den bliver foretaget af tilstrækkeligt mange lande……..International lov gør fremskridt i kraft af krænkelser. Vi fandt på tesen om målrettede drab og vi måtte presse på for at få den accepteret. Til en begyndelse var der indvendinger, som gjorde det svært at få den ind i folden for hvad der var lovligt. Otte år senere er den centralt placeret inden for lovlighedens domæne”.

 

Under kampene i Gaza har Israel endnu en gang forsøgt at omforme international lov ved at krænke den. For eksempel gav dets militære advokater grønt lys for  bombningen af en dimissionsceremoni for politikadetter og dræbte i det mindste 63 unge palæstinensiske mænd. Efter international lov er sådanne overlagte drab på  civilt politi krigsforbrydelser. Og dog behandler  Israel  alle funktionærer i den HAMAS-ledede regering som terrorister – og altså kombattanter. Sekretærer, retsskrivere,  embedsmænd fra boligministeriet, dommere,  – alle var de set med israelske briller legitime mål for likvideringer.

 

Israelske jurister belærte også militære kommandanter om, at enhver palæstinenser som undlod at evakuere en bygning eller et område efter en advarsel var et ”frivilligt menneskeligt skjold” og således aktiv deltager i et slag og genstand for et lovligt angreb. En advarselsmetode, der blev anvendt af israelske skytter og blev kaldt ”at banke på taget” med en salve, bestod så i nogle få minutter senere at slå til mod strukturelt sårbare punkter. At forestille sig at civile Gaza-boere, af israelske tropper stuvet sammen  i den meget lille Gazasrtribe og omringet af slagets kaos – skulle forstå dette signal er i bedste fald fantasirigt.

Israel har en lang historie af ustraffede overtrædelser af international lov – blandt de mest graverende er en årtier lang kolonisering af Vestbredden. Det må anstændigvis siges, at en stor del af verdensoffentligheden har afvist at godtage Israels forbrydelser. Ulykkeligvis er vor egen [= USAs, o.a.] regering en undtagelse, der hyppigt har givet diplomatisk støtte til Israels forbrydelser. Vore diplomater har 42 gange nedlagt veto mod  FN-resolutioner for at beskytte Israel mod konsekvenserne af dets ofte illegale fremfærd.

 

Vi må nu gøre en ende på med denne  uvane – eller se international lov blive perverteret på en måde, der kan blive til skade for os alle. Vores regering er allerede blevet forledt til , i Afghanistan og andre steder – at følge Israels eksempel med  målrettede drab. Denne politik fjerner os fra civile, uskyldigt dræbte,  og sårede i disse  primitive aktioner og styrker beslutsomheden hos fjenden om  at skade os på enhver mulig måde.

 

Vi ønsker ikke, at civilt politi i USA skal blive bomberofre, ej heller at nogen skal modtage advarsler i form af ”en banken på vore tage”. For vor egen skyld og for verdens skyld , skal Israels straffrihed bringes til ophør.

 

George Bisjarat er juraprofessor ved Hastings College of the Law i San Francisco og skriver hyppigt om lov og politik i Mellemøsten. Denne artikel blev oprindeligt bragt i San Francisco Chrinocle op bringes her med forfatterens  tilladelse.

 

Oversat fra engelsk af Karl Aage Angri Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.