Margrethe Vestager tale ved demonstrationen den 13. januar 2009

Margrethe Vestager, Margrethe Vestager

Margrethe Vestager tale ved demonstrationen den 13. januar 2009

Den 13. januar 2009 afholdt Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening en stor og vellykket demonstration i København mod Israels angreb på Gaza. Blandt talerne var Margrethe Vestager hvis tale vi har fået lov til at bringe her på hjemmesiden:

Man kan ikke måle sorgen i antallet af døde. For den kvinde, som mister sin mand, for de forældre, som mister et barn, for alle de efterladte er sorgen monumental. Uoverskuelig. Ubærlig. Uanset hvor mange døde der findes.

Ved udgangen af i går, mandag, var der rapporter om 898 døde palæstinensere – mod 13 døde israelere. Dermed står det klart at de fleste efterladte skal tælles på den palæstinensiske side. Det gør at vi automatisk vender vore øjne mod Israel. Ikke fordi Hamas ikke bærer et ansvar. Et ansvar Hamas pådrager sig ved at bruge civile skjold. Men de ca. 250 døde palæstinensiske børn kan ikke bære ansvaret for Hamas ugerninger.

Statsministeren kalder kritikken af Israels angreb i Gaza for urimelig. Statsministeren er bange for at vi glemmer Hamas ansvar. Statsministeren minder os om at der skal to til en krig. Statsministeren glemmer, at Israels ansvar ikke bliver mindre af at Hamas har et ansvar.

Israels ambassadør siger at krigen er Hamas ansvar. Israel appellerer til sine venner om at huske de tab som Israel har lidt. Vi husker de tab. Men rigtige venner skylder at fortælle hinanden sandheden – særligt når sandheden er svær at acceptere. Vi er Israels venner og dette er OGSÅ Israels ansvar. Det har vores statsminister glemt.

Israel slider hårdt på sin anseelse også blandt lande, der betragter sig som venner af Israel. Den israelske aktion er båret af en overdreven og fejlagtig tro på, at man kan løse konflikter med militære midler. Det har været prøvet så tit i Mellemøsten. Det gør problemerne større og skubber en fredsløsning længere væk.

Israel har ret – og skal have ret – til at forsvare sig mod angreb. Men nogen gange er det en ringe trøst, at man har ret. For angrebene mod den palæstinensiske civilbefolkning er ikke med til at løse konflikten. Hamas svækkes militært for nu, men Israels angreb styrker støtten til Hamas. For vold avler vold. Og også palæstinenserne har ret til at forsvare sig.

De israelske militæraktioner rammer civilbefolkningen og går langt ud over, hvad der er acceptabelt ud fra et humanitært synspunkt. Når Israel selv forsømmer at hjælpe sårede palæstinensere – eller i det mindste at sikre Røde Kors adgang til at hjælpe de sårede, når så mange er døde, når både mobile lægeklinikker og en FN-skole ligger i ruiner, så tyder alt på at Israel i sit fokus på egen ret og egen sikkerhed har glemt at udvise den fornødne forsigtighed og medmenneskelighed.

Gandhi citeres for at sige at “et øje for et øje gør verden blind”. Desværre tyder meget på at både Hamas og Israel i dag er blændet af sorg og raseri – blinde for de skader de påfører andre – og blinde for at fortsat konflikt ikke er vejen til varig fred.

Det helt afgørende her og nu er at få en våbenhvile i stand og at få humanitær bistand ind i Gaza. Ikke mindst er det aldeles nødvendigt at få hjælp ind til de sårede og syge og få etableret en humanitær korridor. Men våbenhvile er ikke fred. Og nødhjælp er ikke tilstrækkeligt. Målet er at Israel kan leve i fred med sine naboer. Det kræver indrømmelser – fra begge parter. Og vi – Israels venner – Danmark, Europa og USA – har et ansvar for at være fødselshjælpere ved denne fred.

Vejen frem kræver forhandlinger, diplomati og dialog. Ikke bare mellem venner. Der er en næsten uoverkommelig gensidig mistillid mellem Israel og palæstinenserne. Som Anders Jerichow fra Politiken så rammende – og sørgeligt – har opsummeret det, så er problemet nu at Fatah ikke KAN skabe fred, at Hamas ikke VIL skabe fred og at Israel ikke TØR skabe fred. Vi skal hjælpe Israel med at turde – og Palæstinenserne med både at ville og kunne. Måske kræver det at vi i en periode skal skille parterne og stå vagt om den gensidige tillid, som ikke kommer af sig selv.

I søndags opfordrede statsministeren folketingets partier til at lægge indenrigspolitiske slagsmål til side og fokusere på at skabe en løsning på den økonomiske krise i Danmark. I dag vil jeg opfordre statsministeren til at leve op til sine egne ord, når det kommer til mellemøsten. Glem polemikken, glem al tale om, hvem der bærer det største ansvar og lad os sammen få sat gang i en fredsproces for både israelere og palæstinensere.

Jeg opfordrer statsministeren til aktivt at fremme freden i mellemøsten: dialog og diplomati med et fokus: våbenhvile, hjælp og fredsforhandlinger.

For hvis Danmark skal spille en rolle i fredsprocessen, så kræver det at vi er troværdige i vores krav til begge parter. Derfor er det på høje tid at Danmark står sammen, og retter kritikken mod dem som fortjener kritik – og giver ansvaret til de ansvarlige. Alle de ansvarlige. Det betyder at vi i dag må sige:

Stop angrebene på befolkningen i Gaza og træk tropperne hjem nu

Stop raket og morterangrebene mod Israel

Stop blokaden af Gaza.

Stop Hamas

Stop Israel

Giv freden en chance

Comments are closed.