60 år er nok! Frit Palæstina! For retten til at vende tilbage!

60 år er nok! Frit Palæstina! For retten til at vende tilbage!

Tale af Trine Pertou Mach ved Palæstinademonstration 15.maj 2008

[det talte ord gælder]

Mens store dele af verden fejrer Israels 60 års fødselsdag, markerer vi bagsiden af den medalje – nemlig Al Nakba, katastrofen, der har udviklet sig til et altomfattende mareridt for mennesker, der lever i de besatte områder af Palæstina – eller som lever som statsløse verden over.

AL-Nakba er historien om udryddelse og forflyttelse på basis af en ide om etnisk og religiøs renhed.

Jeg er blevet spurgt, hvordan denne utålelige situation for palæstinenserne fortsat kan eksistere efter 60 år. Og hvor verdenssamfundet og den danske regering er henne.

Svaret på ”hvordan” – står desværre at læse i svaret på, hvor verdens stormagter står i disse dage, hvor Israel fejrer fødselsdag.

Jeg ved ikke, hvor mange af jer, der har haft lejlighed til at læse eller høre Statsminister Fogh Rasmussens tale ved en hyldestfest for Israel forud for 60 års dagen? Det var en tale, der cementerer et dybt venskab mellem Danmark og Israel. Men som ikke levner meget til det palæstinensiske folk og de to befolkningers sammenvævede skæbner. Endsige for den betydning ”Alle konflikters Moder” har for verdens fred og sikkerhed.

Nå, men talen er utrolig ren og festlig. Altså – hvis man er israeler, zionist eller blot en af de menige borgere, som fornægter, at Israel har en vis andel i problemerne i Mellemøsten.

”Vi valgte”, sagde statsministeren, ”Vi valgte klart og tydeligt at tage et medansvar for oprettelsen af staten Israel. Et medansvar som Danmark og danske politikere har følt lige siden. Med engagement og aktivisme”

Vi må desværre konstatere, at Statsministeren ikke lever op til den kontraktpolitik, som regeringen ellers har gjort til sit varemærke.

1 –

For det første skal venner skal være ærlige. Det var Fogh jo ikke. Han sagde ikke, at det er uacceptabelt at se stort på nærmest samtlige FN-beslutninger, på folkeret, Geneve-konventioner og på grundlæggende principper om demokrati og menneskerettigheder.

Mange afrikanske lande har en historie som undertrykte kolonier, hvor krænkelser af befolkningernes rettigheder var dagens orden. Dét har aldrig været argument for ikke at være kritisk eller endog fordømmende mod en række nuværende despotiske regimer!

Og uanset de uomtvistelige grusomheder, der med nazismen blev begået mod det jødiske folk, så KAN og SKAL det aldrig være sådan, at staten Israel har frit lejde til at gøre præcis, hvad der passer den.

Staten Israel har ret til at eksistere. Det er en ret, jeg ikke vil stille spørgsmålstegn ved. Men det faktum, at så mange betvivler denne ret gør dog, at man som ansvarlig politiker må se på, hvad det mon skyldes. Det er IKKE nok at afvise, med det så velkendte slogan: ”Der er ikke noget at komme efter”.

2 –

Og det er det andet brud med kontraktpolitikken: Danmark tager ikke medansvar når vi ikke vil fordømme en besættelsesmagt, der sætter tanks og bombefly ind mod civile beboelsesområder i Palæstina. Danmark tager ikke medansvar når vi lader Israel diktere, hvem der skal repræsentere det palæstinensiske folk. Og Danmark tager ikke medansvar, når vi lader Israel fortsætte blokaderne mod Gaza med humanitære katastrofer til følge.

Det er nødvendigt at sige, at det er besættelse, bosættelser, fornægtelse af retten til at vende tilbage, der udgør truslen mod Israel! Ellermed andreord: FORUDSÆTNINGEN for Israels sikkerhed ER, at international ret overholdes, palæstinenserne får en stat og den principielle ret til at vende tilbage anerkendes.

Når Statsministeren udråber Israel til at være demokratiets forpost i Mellemøsten, så må vi spørge ham:

Hvordan kan man være en demokratiets forpost, når man siden 1967 været besættelsesmagt. I strid med FN.

Når antallet af bosættelser er fordoblet siden Oslo-aftalerne. Ja, for få dage siden godkendte man endnu en udvidelse.

Hvordan kan man være en demokratiets forpost med opførelsen af en ulovlig adskillelses-Mur?

Og vi må spørge: Hvordan kan man være en demokratiets forpost, når man ikke anerkender de 20% af sit lands befolkning, der har arabiske rødder, som ligeværdige borgere? Når man lader en fundamentalistisk og racistisk bosætterbevægelse sætte dagsordenen?

I Mellemfolkeligt Samvirkes har vi ikke anbefalet boykot og sanktioner. Men vi tager aktivt stilling for at skabe handlemuligheder for mennesker, som vil tage et medansvar for global bæredygtig udvikling. Alle mennesker har krav på indflydelse, på et værdigt liv og på fred.

Folk har ret til at bekæmpe uretfærdighed og til at fremme social og økonomisk lighed. OG vi har pligt til – til enhver tid – som samfund og som enkeltpersoner, at bekæmpe undertrykkelse, fremmedhad og racisme. Vi skal stille os op for de grupper, der forfølges og undertrykkes. Som jøder blev det i Hitlers Tyskland, som tutsier blev det i Rwanda, som homoseksuelle bliver det mange steder, som palæstinensere blev det for 60 år siden.

MEN –

og det er det store MEN: Fordrivelsen i 1948 retfærdiggør selvfølgelig ikke terrorhandlinger. På samme måde som jødeforfølgelserne og fornyet anti-semitisme i Europa ikke retfærdiggør, at staten Israel begår terrorhandlinger.

Lad mig sige det klart. Den zionistiske ideologi er i sig selv anti-demokratisk på lige fod med den islamistiske. Det bedste råd, man kan give den israelske stat er: Drop zionismen. Drop det religiøst definerede politiske fællesskab med krav om territorial suverænitet. Det er vejen til ufred, diskrimination og problemer.

Lad mig sige det lige så klart: Israel som stat gør sig dagligt skyldig i krænkelser af menneskerettigheder og fornægtelse af FN’s beslutninger. Men det gør verdenssamfundet også ved at lade stå til! Tavshed er en forbrydelse mod retfærdigheden, mod freden, mod verden.

Alle konflikters moder avler stadig mere vold, uretfærdighed, konflikt og fanatisme. Og den afsluttes KUN ved et brud med laden-stå-til-logikken.

Der er brug for en ny dansk udenrigspolitik – overfor Israel, overfor Mellemøsten. Der er brug for en ny dansk udenrigspolitik i de internationale institutioner – ikke mindst i EU, der har chancen for at spille en markant rolle.

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.