FNs Mellemøst-politik svigter, siger FNs særlige udsendinge


FNs Mellemøst-politik svigter, siger FNs særlige udsendinge

I 2007 har flere fremtrædende FN embedsmænd og opfordret FN til at overveje sit medlemskab af Kvartetten. De mener at Kvartetten reelt støtter en ansvarsløs politik, der kalkulerer med at splitte palæstinenserne yderligere. FN burde i stedet mægle mellem alle parter og tale med alle parter.

Læs nedenfor kort resume af den ”End of Mission”, som FN General Sekretærens særlige udsending, Alvaro De Soto skrev ved sin afgang i ma/junij 2007. Alvaro de Soto var FNs repræsentant i Kvartetten i godt 2 år. Hans afsluttende rapport blev lækket til pressen og offentliggjort i The Guardian d. 13. juni 2007 umiddelbart før Hamas´s magtovertagelse i Gaza. Alvaro de Soto siger bl.a.:

”Kvartettens erklæring fra 30. januar 2006 (efter Hamas valgsejr 28. januar 2006) transformerede effektivt Kvartetten fra fire forhandlingsfremmende parter ledet af et fælles dokument (Køreplanen) til en forsamling som opstiller uopnåelige betingelser for en dialog, og var lige ved at indføre sanktioner mod en frit valgt regering for et folk under besættelse[1].”

Nedenfor desuden et kort uddrag af en rapport fra John Duggard  – den sydafrikanske dommer –  der indtil for nyligt (forår 2008) var FNs special rapporteur vedr. Palæstina.

…………………………………

Den tidligere FN-undergeneralsekretær Álvaro de Soto – som i de seneste to år har været FNs udsending til Mellemøsten og dermed medlem af Kvartetten – sagde op i maj 2007. Han afleverede samtidig en “End of Mission Report”, hvori han meget klart beskriver udviklingen af situationen i den israelsk-palæstinensiske konflikt i de sidste to år og ender med at kritisere FNs politik i regionen for at fokusere alt for meget på USAs og Israels interesser.

Den fortrolige rapport på 52 sider er en unikt dokument, der detaljeret og præcist beskriver den seneste tå års udvikling i området. Rapporten blev først omtalt i avisen The Guardian den 13. maj i år og blev i sin helhed offentliggjort på avisens hjemmeside http://www.guardian.co.uk . Kopi kan også downloades fra www.danpal.dk  Brug søgefeltet og skriv De Soto.

I rapporten gør han først opmærksom på, at i de første få måneder efter hans ankomst i sommeren 2005 skete der begivenheder i forbindelse med den israelsk-palæstinensiske konflikt som fundamentalt ændrede situationen på stedet, nemlig 1) den israelske tilbagetrækning fra Gaza og dele af den nordlige Vestbred (august 2005), 2) Sharons afgang fra den politiske scene (januar 2006) og 3) Hamas valgsejr (januar 2006). Hver af disse begivenheder ville i sig selv have vidtrækkende virkninger på udsigterne for israelsk-palæstinensisk fred og forløbet af “fredsprocessen”. De tre tilsammen, i løbet af blot fem måneder, ændrede situationen på vidtrækkende måder, der påvirker ikke blot den israelsk-palæstinensiske konflikt, men også den samlede problematik i regionen.

Om tilbagetrækningen fra Gaza anerkender De Soto, at den blev gennemført med ekstraordinær effektivitet, men han mener ikke, at den på nogen måde markerede en omvendelse af Sharon til idéen om en uafhængig og levedygtig palæstinensisk stat – tværtimod var den ifølge hans vigtigste rådgiver et spektakulært skridt, som grundlæggende dræbte og konserverede Køreplanen. Sharon brugte tilbagetrækningen til at opnå vitale indrømmelser fra USA – herunder Bush brev med forsikringer om bevarelsen af bosættelses-blokke og ingen tilbagevenden af palæstinensiske flygtninge til Israel – mens han fortsatte med konstruktionen af barrieren og tilgangen af bosættere i Vestbredden.

Med Sharons grundlæggelse af det nye parti Kadima (Fremad) i slutningen af 2005 og hans hjerneblødning den 4. januar 2006 fulgte så Ehud Olmerts overtagelse af posten som provisorisk partileder og fungerende premierminister, og hans dannelse af en bred koalitionsregering efter valget til Knesset i foråret 2006.

Hamas store sejr ved valget til Det Palæstinensiske Lovgivende Råd (PLC) i januar 2006 kom som en stor overraskelse, sandsynligvis også for Hamas selv. Der var også en graverende omstændighed ved afstemningen, nemlig at den var blevet gennemført fair og frit. Hvad der var af mislyde, kunne stort set tilskrives israelske forhindringer i form af arrestationer og begrænsning af Hamas-kandidaters bevægelse. Abu Mazen selv var filosofisk og selvkritisk om det, selv offentligt: Fatah havde sine egne svigt, og den måtte omgruppere sig, angre og tænke om igen.

De Soto beklager at han ved mødet mellem Kvartettens udsendinge den 30. januar 2006 ikke kunne komme igennem med blødere formuleringer over for Hamas-regeringen, og at FN ikke siden har haft held til at distancere sig fra den straffende tone i erklæringen. Denne erklæring transformerede effektivt Kvartetten fra fire forhandlingsfremmende parter ledet af et fælles dokument (Køreplanen) til en forsamling som opstiller uopnåelige betingelser for en dialog, og var lige ved at indføre sanktioner mod en frit valgt regering for et folk under besættelse[2][1].

De ødelæggende konsekvenser af Kvartettens position er veldokumenterede, herunder i FNs Sikkerhedsråds-indberetninger. De konsekvenser blev faktisk forudsagt af UNSCO i en artikel om de institutionelle følger af at standse den finansielle støtte til Den palæstinensiske Myndighed, som blev omdelt til Kvartet-partnerne før London-mødet. Det bratte fald i levestandard for palæstinensere, især men på ingen måde udelukkende i Gaza, har været forfærdeligt både i humanitær henseende og mht. den farlige svækkelse af palæstinensiske institutioner.

Han nævner, hvor skadeligt det har været for sundhedsvæsen og uddannelse, og hvordan det har undermineret fundamentet for en fremtidig palæstinensisk stat. Således har de skridt, der er taget af det internationale samfund med det foregivne formål at frembringe en palæstinensisk enhed der vil leve i fred med sin nabo Israel, haft præcis den modsatte virkning.

Ud over den skade der er sket med hensyn til international assistance, som jo trods alt er frivillig, er der den, som er blevet fremkaldt af Israel – skader der er forvoldt på trods af at, Israel som besættelsesmagt under international lov er forpligtet til at sørge for den palæstinensiske befolknings ve og vel. Gennem angreb og drab på civile, ødelæggelse af infrastrukturen – ikke mindst det kirurgiske angreb på Gazas eneste kraftværk- samt ved at nægte at betale moms og told til palæstinenserne har Israel voldt stor skade på det palæstinensiske samfund.

I rapporten beskriver den peruvianske diplomat Kvartetten af USA, Rusland, Den Europæiske Union og FN som “stort set en gruppe venner af USA”. “Upartiskhed er blevet knægtet til underkastelse på en hidtil uset måde siden begyndelsen af 2007”. De Soto siger, han mener, der er en tendens blandt USA-politikere “til at dukke sig for enhver antydning af israelsk mishag og at lefle skamløst for Israel-tilknyttede tilhørere”.

De Soto kritiserer Hamas, som i øjeblikket er fastlåst i en bitter intern kamp i Gaza med den rivaliserende Fatah-bevægelse, for dets charter , der går ind for ødelæggelse af Israel, såvel som Mahmoud Abbas, den palæstinensiske præsident, som han siger har et for svagt og ineffektivt lederskab.

Han siger også, at den israelske politik synes “perverst beregnet på at opmuntre fortsat handling af palæstinensiske militante”. Målet om parallelle israelske og palæstinensiske stater kan være ved at skride bort, sagde han.

Meget af De Sotos kritik er direkte rettet mod FN, hvor – siger han – “der er sat en præmie på gode forbindelser med USA og forbedring af FNs forbindelse med Israel”. “Jeg tror helt ærligt ikke, FN gør Israel nogen tjeneste overhovedet ved ikke at tale åbent til det om dets fejl med hensyn til fredsprocessen”, siger han.

De Soto roser FN for at have forbedret relationerne til Israel ved at have klare holdninger i forhold til Holocaust og antisemitisme. Det er det rigtige at gøre, siger De Soto. Men FN gør Israel en bjørnetjeneste ved ikke at kræve, at landet overholder sine internationale forpligtelser. Det handler i sidste instans også om Israels sikkerhed og identitet

…………………………………

ISRAEL, PALÆSTINA OG FREMTIDEN FOR MENESKERETTIGHEDER

Uddrag af rapport fra FNs særlige rapporteur vedr. Palæstina, John Dugard, 29. januar 2007.

Det besatte palæstinensiske territorium er af særlig vigtighed for fremtiden for menneskerettigheder i Verden. Menneskerettigheder i Palæstina har været på De Forenede Nationers dagsorden i 60 år; og specielt i de sidste 40 år siden okkupationen af Øst-Jerusalem, Vestbredden og Gaza-striben i 1967. I årevis har okkupationen af Palæstina og apartheid i Sydafrika kappedes om det internationale samfunds opmærksomhed. I 1994 kom der en afslutning på apartheid, og Palæstina blev det eneste udviklingsland i verden, der er underkuet af et med Vesten forbundet regime. Heri ligger dets betydning for menneskerettigheder i fremtiden.

Der er andre regimer, især i udviklingslandene, som undertrykker menneskerettigheder, men der er ikke noget andet tilfælde af et med Vesten forbundet regime, der nægter selvbestemmelse og menneskerettigheder til et udviklingsfolk og har gjort det i så lang tid. Dette forklarer, hvorfor det besatte palæstinensiske territorium er blevet en prøve for Vesten, en prøve på hvilken dens forpligtelse over for menneskerettigheder skal bedømmes. Hvis Vesten svigter ved denne prøve, kan den næppe forvente, at udviklingslandene vil tage menneskerettighedskrænkelser alvorligt i deres egne lande – og Vesten synes at svigte ved denne prøve.

EU betaler samvittighedspenge til det palæstinensiske folk via Den Midlertidige Internationale Mekanisme, men tilslutter sig ikke desto mindre De Forenede Stater og andre vestlige lande, som Australien og Canada, i at undlade at lægge pres på Israel for at få det til at acceptere palæstinensisk selvbestemmelse og standse dets krænkelser af menneskerettigheder. Kvartetten, bestående af De Forenede Stater, Den Europæiske Union, De Forenede Nationer og Den Russiske Føderation, er delagtig i dette svigt. Hvis Vesten, som hidtil har ført an i fremme af menneskerettigheder rundt om i Verden, ikke kan udvise en virkelig forpligtelse over for det palæstinensiske folks menneskerettigheder, vil den internationale menneskerettighedsbevægelse, som kan gøre krav på at være det internationale samfunds største fremskridt i de sidste 60 år, være bragt i fare og sat på spil.

Comments are closed.