Alvaro de Soto – ”End of Mission Report” – June 2007
(uddrag i dansk oversættelse)
FN General Sekretærens særlige udsending, Alvaro De Soto skrev ved sin afgang i maj/juni 2007, en intern såkaldt ”End of Mission Report”.. Alvaro de Soto var FNs repræsentant i Kvartetten i godt 2 år. Hans afsluttende rapport blev lækket til pressen og offentliggjort i The Guardian d. 13. juni 2007 umiddelbart før Hamas´s magtovertagelse i Gaza (se bl.a. http://www.guardian.co.uk/world/2007/jun/13/usa.israel)
Indeværende artikel blev bragt i det danske tidsskrift Palæstina Orientering, forår 2008. Artiklen indledes med en kommentar og introduktion til teksten af Palæstina Orienterings, Lars Ploug. Oversættelsen af Alvaro de Sotos egen tekst starter nedenfor med afsnittet ”Konfliktens forvandling”. Paragraffernes nummerering og overskriftene er rapportens.
Udiplomatisk
Af Alvaro de Soto
……………
”I forsøget på at fuldføre min mission under disse omstændigheder har jeg ofte følt mig som den sorte ridder i ”Monty Python & The Holy Grail” (”Monty Python og de Skøre Riddere”, red.) som, efter at have fået begge arme og ben hugget af af kongen (Arthur, red.), stadig beskylder sin modstander for kujonagtighed og truer med at bide ham. I bedste fald har jeg været ”FN´s Særlige Koordinator for Fredsprocessen i Mellemøsten” af navn alene, og siden valget af Hamas har jeg været ”Generalsekretærens Personlige Repræsentant til Det Palæstinensiske Selvstyre” i mellem ti og femten minutter, i to telefonsamtaler og et håndtryk.”
At mennesker, der forsøger at følge med i den særlige logik, der karakteriserer bestræbelserne på at etablere en fredelig løsning på stridighederne mellem Israel og palæstinenserne, kan føle sig hensat til en film med de gakkede britiske komikere, der huserede i 70´erne, kommer næppe som en overraskelse for læsere af Palæstina-Orientering. Men at en topdiplomat som Alvaro de Soto offentligt fortæller om sine oplevelser som FN´s udsending i den såkaldte Mellemøst-kvartet, der udover FN består af USA, EU og Rusland, er usædvanligt.
Citatet forekommer da også i de Soto´s hemmeligt-stemplede ”End of Mission Report” fra maj sidste år, oven på hans tid som øverste FN-udsending til kvartetten; og det var efter alt at dømme ikke meningen, at hans kvababbelser over sine arbejdsbetingelser skulle komme andre end kolleger og overordnede indenfor FN-diplomatiet for øje.
De Soto ræsonnerer og skriver som en diplomat, med mange indskudte sætninger og forkortelser, og vi vil derfor i erkendelse af, at vi ikke behersker jargonen på dansk, tage forbehold for sproglige unøjagtigheder og tillempelser i oversættelsen af centrale afsnit i rapporten. Den er et stykke Mellemøst-litteratur af høj klasse, og et must for dem, der vil erhverve sig indsigt i de vanskeligheder, der stiller sig for FN-diplomater, der vil andet end at finde sig i israelsk magtarrogance, hæmningsløs amerikansk partiskhed og vammel europæisk servilitet. Derfor vil vi på Palæstina-Orientering anbefale, at vore læsere henter hele rapporten på Internettet og nøjes med at bruge nedenstående udvalg som en appetitvækker.
Udvalget handler, som det fremgår af de Soto´s egen indledning nedenfor, om tre begivenheder, der fra hans udsigtspunkt som øverste FN-udsending til kvartetten repræsenterer en omkalfatring af konfliktens logik, styrkeforholdet mellem parterne og betydningen af internationale aktører.
Konfliktens forvandling
7. Det første punkt, jeg vil lægge vægt på, er, at en række begivenheder i den palæstinensisk-israelske konflikt fundamentalt ændrede situationen. Det drejede sig dels om den israelske tilbagetrækning fra Gaza og dele af den nordlige Vestbred (i august 2005), dels om Sharons forsvinden fra den politiske arena (i januar 2006) og endelig om Hamas’ valgsejr (januar 2006). Hver af disse tre begivenheder ville i sig selv have haft vidtrækkende betydning for udsigten til en israelsk-palæstinensisk fredsaftale og for forløbet af ”fredsprocessen”. Tilsammen kom de til at få betydning, ikke bare for konflikten mellem israelere og palæstinensere, men også for den generelle problematique i regionen.
Selvom hver enkelt af disse begivenheder er blevet udtømmende rapporteret af UNSCO (The Office of the United Nations Special Coordinator, red.), vil jeg dvæle lidt ved dem for at give dem, der efterfølger mig, en bedre forståelse af, hvad der skete, og som baggrund for mine konklusioner og anbefalinger imod slutningen af dette dokument.(…)
Tilbagetrækningen fra Gaza
15. Sharon havde læst i kaffegrumset, men han ville vanen tro gøre tingene på sin egen måde. I en kort og følelsesladet henvendelse til nationen kort før tilbagetrækningen talte han med usædvanlig ligefremhed om den grænseoverskridende betydning af tilbagetrækningen fra Gaza. Han udtrykte sin smerte over at være nødt til at fjerne bosættelser, som han havde håbet, at Israel havde kunnet beholde altid. Han forklarede, at internationale, regionale og nationale forandringer havde tvunget ham til at træffe beslutningen.
Men selvom han jo altså refererede til mange sådanne forandringer, tror jeg, at den vigtigste bestod i det forhold, at det zionistiske Aliyah-projekt – jødisk tilbagevenden til og bosættelse i Israel – ikke lykkedes i det omfang, som Sharon oprindeligt havde forestillet sig, da han udviklede bosættelsespolitikken flere tiår tilbage: To tredjedele af verdens jøder bor stadig udenfor Israel, og selv højrefløjen har set sig tvunget til at acceptere, at jøder aldrig vil blive en majoritet i de områder, som Israel erobrede i 1967, for slet ikke at tale om områderne ”mellem havet og floden” (Middelhavet og Jordanfloden, red.). Situationen i Gaza – de 8.000 succesrige bosættere, beskyttet af den israelske hær i 30 % af Gaza-striben, over for den stadigt voksende palæstinensiske befolkning, der ”levede i had og skidt”- var derfor uholdbar.
Situationen fordrede af Israel, at bosætterne blev bragt ”hjem”, og at det samme begyndte at ske med bosætterne på Vestbredden, sådan at de kunne ”samles” på den israelske side af skillelinjen, (som ville blive ensidigt bestemt af adskillelsesmurens forløb).
Det er blevet sagt, at Sharon af sine rådgivere (inkl. Olmert) blev opfordret til at gå længere end Gaza og de fire landsbyer på Vestbredden, som han evakuerede, og forlade meget store områder på Vestbredden; en anden version går ud på, at det ikke var tilfældet, men at det snarere var USA, der pressede ham til at inkludere den nordlige Vestbred for at markere, at det ikke drejede sig om kun at opgive Gaza og så beholde alt det andet.
Men uanset hvorfor, så var beslutningen vidtrækkende derved, at den repræsenterede det første eksempel på tilbagetrækning af bosættere fra palæstinensisk territorium, og den rystede for altid det israelske højres illusion om for altid at kunne beholde hele Eretz Israel (”Israels land”).
16. Selv i lyset af dette tror jeg ikke, at tilbagetrækningen markerede, at Sharon tilsluttede sig idéen om en levedygtig og uafhængig palæstinensisk stat – tværtimod! Det var et bemærkelsesværdigt træk, der tog livet af fredsprocessen og placerede vejkortet (The roadmap, herefter kaldet køreplanen) ”i formaldehyd”, for nu at citere Sharons nøgle-rådgiver (Dov Weissglas, red.). Sharon brugte tilbagetrækningen til at opnå vigtige indrømmelser fra USA – herunder det brev, hvor Bush lovede, at Israel kunne beholde (en række) bosættelsesblokke, og at der ikke ville blive tale om tilbagevenden af palæstinensiske flygtninge. Alt det samtidig med, at Israel fortsatte bygningen af (adskillelses-) barrieren og bosætteriet på Vestbredden. (…)
21. Som palæstinenserne ser det, er Gaza fortsat et friluftsfængsel med alle grænser direkte kontrolleret af Israel inkl. havet, som patruljeres nidkært af den israelske flåde; og indirekte grænsen til Egypten ved Rafah, som Israel kan forhindre åbningen af ved at forbyde det europæiske overvågningspersonale at indtage deres poster ved grænseovergangen. Passage gennem Rafahovergangen er sporadisk og kaotisk og, ifølge mange palæstinenseres vidnesbyrd, en ydmygende oplevelse.
Skønt der på det seneste har været forbedringer i Karni (overgang til Israel i det nordøstlige Gaza, red.), kommer disse forbedringer efter mange måneders spredte angreb og massiv fordærvelse af landbrugsprodukter på grund af israelske sikkerheds-foranstaltninger (uendelige ventider, red.); for slet ikke at tale om de vanskeligheder, som FN-organisationer og -programmer må se sig stillet overfor, når de ønsker at få bragt forsyninger igennem.
Erez-overgangen, bestemt for passage fra og til Israel og Vestbredden, er næsten irrelevant for palæstinenserne, eftersom Israel har lukket fuldstændigt for palæstinensisk arbejdskraft. Antallet af palæstinensere fra Gaza, der tidligere arbejdede i Israel, udgjorde 100.000, men er nu reduceret til nul.(…)
22. Den almindelige opfattelse i Israel er, at “vi har gjort en ende på besættelsen af Gaza”, og at palæstinenserne har sig selv at takke for deres aktuelle prøvelser og helt og holdent er ansvarlige for de raketter, der affyres mod nærtliggende israelske mål. (Palæstinenserne svarer imidlertid, at Israel ikke på en og samme tid kan slå militante palæstinensere ihjel og samtidigt forvente, at palæstinensere forholder sig i ro). I dag er der i Israel utilfredshed med resultatet af tilbagetrækningen fra Gaza. Den havde, da den blev gennemført, støtte fra flertallet, men betragtes nu, set i bakspejlet, som en fejltagelse.
Sammen med den anden Libanon-krig, sommeren 2006, som i brede kredse anses for at være et resultat af de løse ender, som lå tilbage efter Israels unilaterale (men ganske vist FN-koordinerede) tilbagetrækning i 2000, led politikken med ensidig (israelsk) tilbagetrækning, der var central på partiet Kadima´s dagsorden, et alvorligt tilbageslag. Planerne om ensidig tilbagetrækning, som var et svar på det israelske behov for hurtigt at fastlægge grænserne, inden den palæstinensiske befolkning voksede sig for stor, blev skrinlagt.
Men de blev imidlertid ikke erstattet af fornyet fokus på nødvendigheden af en forhandlingsløsning, men af en gør-ingenting politik, der afspejlede både den israelske regerings svaghed og uvilligheden til at acceptere, at 67-grænserne skulle udgøre grundlaget for en aftale. Det er i sandhed rimeligt for PLO at spørge, om Israel er en relevant forhandlingspartner.
Sharons exit og Olmerts prøvelser
23. Hen imod slutningen af 2005, mens Sharon solede sig i det, der dengang stadig så ud til at være en succesfuld tilbagetrækning og havde blikket rettet mod valgene i første halvdel af 2006, besluttede han at skille sig af med dem i Likud, der bed ham i haserne, ved at stifte et nyt parti, Kadima (”Fremad”). Han skummede fløden fra Likud og efterlod kadaverne til Binyamin (”Bibi”) Netanyahu.
Det ny parti havde intet politisk program bortset fra Sharon selv; samt den indforståede opfattelse, at han var til at stole på og ville lede Israel mod flere unilaterale tilbagetrækninger fra store dele af Vestbredden, samtidig med at han strammede grebet om de dele, han ville beholde – et forenet Jerusalem, de store blokke af bosættelser og (muligvis ved hjælp af sikkerheds-arrangementer) Jordan dalen.
Centrale ledere i Arbejderpartiet sluttede sig til ham, inkl. Shimon Peres og Haim Ramon, en af arkitekterne bag tilbagetrækningen. Ehud Olmert, der var erfaren tidligere borgmester for Jerusalem og havde forskellige ministerielle porteføljer i bagagen, blev hans næstkommanderende. Men kommende udenrigsminister Tzipi Livni, en ”Likudprinsesse”, var som datter af en ”frihedskæmper” i Irgun (jødisk terrorgruppe, red.) under mandatet (1920-1948, red.), mere prominent placeret ved Sharons side. Men d. 4. januar 2006 blev Sharon, efter længere tids sygdom og med en enorm overvægt, skyndsomt transporteret fra sin ranch i Negev til Hadassah hospitalet, hvor han gik i en koma, som det i brede kredse anses for usandsynligt, at han vil vågne fra.
24. Olmert udnyttede forvirringen, der fulgte caudilloens exit, ved hurtigt at tage over som provisorisk leder og fungerende premierminister. Da Sharon gik i koma, udgjorde støtten til Kadima, målt i det antal pladser i Knesset, som partiet ville få, hvis der blev holdt valg på det tidspunkt, 44. Olmert blev valgt i sin egen ret, men fik kun 29 pladser (valget d. 28. marts 2006, red.). Men det lykkedes ham at samle en bred koalition, der trods den mindre støtte stadig er ved magten, mest fordi medlemmerne ønsker at den fortsat skal være det (…)
25. Hamas´ sejr ved valget til den palæstinensiske regering d. 25. januar 2006 var et alvorligt tilbageslag for Olmert. Selvom han hævder at være tilhænger af den konsensus, der støtter Abu Mazen, har han gjort lidt, og det uvilligt og sent, for at styrke ham. Han har nægtet at forhandle om det substantielle med Abu Mazen, der som leder af PLO har mandat til at forhandle på vegne af palæstinenserne. Olmert har også indefrosset den moms og told, som Israel opkræver (på selvstyrets vegne) fra palæstinensiske im- og eksportører, i overensstemmelse med Paris Protokollen, som Israel har underskrevet sammen med PLO i forbindelse med Oslo-aftalerne (d. 29. april 1994, red.).
Beløbsmæssigt udgør disse indsamlede midler normalt en tredjedel af Selvstyrets indtægt, og der blev ikke udbetalt lønninger til Selvstyrets ansatte i månedsvis. Det gjaldt ikke alene lønninger til sikkerhedsmyndighedernes personale, men også læger, sygeplejersker og lærere. Israel lagde desuden alvorlige begrænsninger på kommunikationen mellem Gaza og omverdenen og kvalte muligheden for varers og menneskers frie bevægelse ind og ud af Gaza. Dette selv ved Rafah, den EU-overvågede grænseovergang til Egypten.
Den økonomiske aktivitet i Gaza blev sat i stå, og økonomien blev en overlevelses-økonomi. Hjælpen fra det internationale samfund skiftede fra at støtte de palæstinensiske myndigheder, der er ansvarlige for tilfredsstillelsen af befolkningens fundamentale behov (inklusive sundheds- og uddannelsesvæsen), til at være humanitær hjælp.
Affyringen af raketter fra Gaza førte til israelske militære aktioner ind i Gaza. De målrettede drab på palæstinensiske politikere fortsatte – så vidt, jeg erindrer, rapporterer vore briefinger til Sikkerhedsrådet omkring 40 drab på palæstinensere i løbet af en enkelt måned. Tingene udviklede sig fra slemt til katastrofalt i juni 2006, efter at palæstinensiske militante, der gennem tunneller havde nået den israelske militærbase ved Kerem Shalom, dræbte nogle israelske soldater og tog korporal Gilad Shalit til fange.
Tre (palæstinensiske, red.) organisationer tog efterfølgende sammen ansvaret for operationen, men hvem der står bag, er stadig uklart i dag, efter at Shalit har været i fangenskab i 10 måneder. Den israelske hærs aktioner i Gaza intensiveredes og inkluderede et bevidst og uberettiget angreb på det eneste palæstinensisk ejede elværk; en aktion, der efterlod store dele af den civile befolkning i en elendig situation.
Overlydsbragene fra israelske jagerfly terroriserede den palæstinensiske befolkning på forskellige tidspunkter, og hver eneste dag. Ganske som Libanon-krigen, fejlede operation ”Summer Rain” i forhold til sit erklærede mål om at stoppe affyringen af raketter og befri den tilfangetagne soldat.
26. Libanonkrigen begyndte få uger efter tilfangetagelsen af Shalit (d.26.juli 2006, red.). Med Israels militære indsats fokuseret sydpå, krænkede Hizbollah den israelske suverænitet ved at overskride den Blå Linie (grænsen mellem Libanon og Israel, red.), tage to israelske soldater til fange og dræbe adskillige andre, samtidig med at de som afledningsmanøvre affyrede en sværm af raketter. Olmert reagerede umiddelbart og voldsomt ved at bombe mål langt inde på libanesisk territorium. Hizbollah gengældte ved at affyre mere end et hundrede missiler om dagen mod civile mål i det nordlige Israel (en del mod militære mål, red.). Krigen varede en måned og endte, uden at Israel havde nået sin erklærede hovedmål, undtagen ønskerne om indsættelse af den libanesiske hær syd for Litani floden, tilbagetrækning af væbnede Hizbollah-personel fra området og – i det store og hele – et ophør af træfninger langs den Blå Linie. Krigens forløb, sammen med det forhold, at den blev indledt, er blevet gjort til genstand for undersøgelse i Israel med udpegningen af en kommission under forhenværende Højesteretsdommer Eliahu Winograd. D. 30. april (2007, red.) offentliggjorde Winograd kommissionen en 200 siders rapport, som uddeler skarp kritik til den israelske hærchef (der siden er trådt tilbage), til forsvarschefen, der får et ufordelagtigt skudsmål, og til premierministeren, hvis evne til fortsat at lede landet der sås tvivl om.
27. Olmert var på det tidspunkt i søgelyset p. gr. af en særdeles favorabel handel i forbindelse med køb af et hus i en attraktiv del af Jerusalem, og for som minister at have foretaget politiske ansættelser.
28. Intet af dette har til formål at sige, at Sharon var dadelfri – tværtimod var han konstant udsat for beskyldninger om lyssky handler, og i 2005 ramlede det for Sharons søn, et medlem af Knesset, der blev idømt fængsel. Men Sharon var som dækket af teflon, fordi han var en ægte og uomstridt leder. Folk tilgav ham og stolede på, at han ville gøre det rigtige for at sørge for israelernes sikkerhed, og det uanset om hans handlinger i øvrigt fik det resultat eller ej. Olmert udsender ikke de samme tillidsvækkende signaler som Sharon, men han er en praktisk anlagt og meget erfaren politiker, som imponerer besøgende med belevenhed, skarpsindighed og overskud.
Han er streetsmart til overmål, men hverken han eller nogen anden på den israelske politiske scene kan erstatte det vakuum, Sharon har efterladt. I meningsmålingerne falder den andel af israelere, der støtter ham, til etcifrede tal og til et niveau, som han offentligt prøver at gøre en dyd af ved at tillægge sig en ”lad mig gøre mit job” attitude. Min pointe er, at han fremstår som for svag til at foretage modige skridt, og at han ikke har det, der kræves for overhovedet at omsætte modige skridt til politisk styrke.
Mens den koalition, som Olmert har bygget, er blevet ved magten trods alle konventionelle politiske normer, har Winograd-komissionen smidt en skruenøgle i mekanikken, ganske som den aktuelle mulighed for, at Labour vil forlade koalitionen, har det. Det er ikke klart, om Olmerts prøvelser eller om de mulige forandringer på nogen substantiel måde vil ændre på udsigten til forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne. Det skyldes ligningens anden side: USA´s historisk lave prestige blandt araberne i regionen, Bush-administrationens ideologiske forudsætninger (med udenrigsminister Rice som en mulig undtagelse) og det amerikanske politiske liv (…)
Hamas´ valgsejr
30. I marts 2005, to måneder efter, at Mahmoud Abbas (alias Abu Mazen) med et betragteligt flertal blev valgt til at efterfølge Yassir Arafat som præsident for Det palæstinensiske Selvstyre, forhandlede han i Cairo med Egypten som vært, en tredelt aftale på plads med de palæstinensiske fraktioner, vigtigst Hamas. Aftalen bestod for det første af en ”hudna” eller ”tahdiyah”, en pause eller en uformel våbenhvile med hensyn til angreb mod Israel. For det andet bestod aftalen i, at man skulle have valg til den lovgivende forsamling, det første siden 1996, valg, som Hamas erklærede at ville deltage i. Den tredje del af aftalen bestod af en reform af PLO´s forældede strukturer, (som Hamas ikke er en del af).
Den komponent, der handlede om valget, inkluderede en aftale om et blandet valgsystem, med 50 procents repræsentation fra nationale lister og 50 procent fra distrikterne. Ved at gå med i sådan en aftale forsøgte Abu Mazen klart at integrere Hamas snarere end at kontrollere eller undertrykke dem. Dette var – i modsætning til Israels fejlagtige læsning – i overensstemmelse med de 14 forbehold, som Israel havde taget forud for accepten af køreplanen; forbehold, som tilsagde at ”terroristiske infrastrukturer” skulle afvikles, førend Israel ville påbegynde indfrielsen af sine forpligtelser, der inkluderede nedlæggelse af uautoriserede bosættelser og fastfrysning af bosættelsesaktivitet. (Køreplanen tager højde for disse forbehold; israelske og palæstinensiske skridt skal tages samtidigt. Men ved at lade køreplanens gennemførelse være afhængig af de 14 forbehold – et af dem afviste parallelitet – blev Israels forpligtethed på køreplanen aldrig virkeligt bindende, og det internationale samfund tilbød et stort smuthul, der tillod Israel at skulke fra sine forpligtelser.)
31. Som selv israelerne indrømmede, blev hudnaen i det store og hele overholdt af Hamas (selvom det er usikkert, om organisationen brugte stedfortrædere til at bryde den, eller om de kun gjorde lidt for at forhindre andre i at bryde den).
Reformen af PLO lader stadig vente på sig og er gentagne gange blevet udsat, senest på Mekka-topmødet (februar 2007, red.), hvor det blev aftalt at danne en national enhedsregering. I tiden efter Arafat blev PLO en endnu mere usammenhængende og genstridig organisation, end den var tidligere, og mange af lederne (mest tydeligt blandt Tunis veteranerne) er tilbageholdende med at gennemføre en reform, der svarer til situationens realiteter, og som ikke ville begunstige organisationens fortidsøgler.
32. Beslutningen om at afholde valg havde imidlertid fået sit eget liv, da jeg tog over d. 1. juni 2005. Vigtigheden af valg kunne ikke undervurderes. Ikke bare, fordi det var det første i mere end ni år, men i endnu højere grad på grund af Hamas´ deltagelse. Hamas er forbundet med Det Muslimske Broderskab, men er ifølge de fleste seriøse og objektive redegørelser først og fremmest en modstandsbevægelse med et stærkt religiøst fundament, og med et netværk af sociale organisationer til støtte for de undertrykte. I modsætning til det forfald og den korruption og uduelighed, der prægede Det palæstinensiske Selvstyre under et Fatah parti, der i realiteten har mistet forbindelsen til folket, bliver Hamas betragtet som en organisation, der kerer sig om folkets behov, og i det store og hele er uplettet af korruption. Desuden har Hamas´ skepsis over – for ikke at tale om direkte afvisning af – Oslo-aftalerne, klangbund hos mange, selvom flertallet stadig synes at være for en tostatsløsning.
33. Hamas politiske beslutning om at deltage i valget til den lovgivende forsamling under overskriften “Forandring og Reform” var også et bemærkelsesværdigt vendepunkt, al den stund de havde nægtet at deltage i valgene i 1996, fordi disse fandt sted indenfor rammerne af de afskyede Oslo-aftaler. En af grundene til, at Abu Mazen gik ind for Hamas´ deltagelse, var, at han så den som en implicit accept af rammerne fra Oslo og derfor passet fint ind i hans strategi om at få dem inddraget.
Spørgsmålet, som venter på at blive besvaret, er, om Hamas´ skridt var strategisk, dvs. et skridt, der med tiden ville føre til, at organisationen integrerede sin væbnede kapacitet i det legale sikkerhedsapparat og endelig tilsluttede sig den demokratiske proces; eller om der alene var tale om et påskud for at skaffe Hamas et demokratisk image med henblik på at købe tid til at genbevæbne sig. Abu Mazen´s tilgang var klar: At gå ud fra, at der var tale om en strategisk beslutning og at arbejde på, at den vedblev med at være strategisk. Som Abu Mazen så det, var Hamas´ alternativ at blive ude i kulden, hvor organisationen altid ville have midlerne og incitamentet til at sabotere ethvert skridt, han kunne tage mod en aftale med Israel.
34. Selvom valgene (til præsidentposten og til parlamentet, red.) var planlagt til afholdelse i juli, udsatte Abu Mazen dem til januar 2006. Dette mest for dæmpe kævlet indenfor Fatah om besættelsen af kandidatposter, og i et forsøg på at vende tilbage til Cairo aftalerne med hensyn til valgsystemet. (Det skal noteres, at den ene person, der kan krediteres – eller debiteres – mest for overholdelsen af aftalen om det blandede valgsystem, er Saeb Erekat, der demonstrerede betragteligt lederskab i Jeriko, hvor Hamas ikke er en vigtig spiller).
35. Efter tilbagetrækningen fra Gaza i sensommeren 2005 nedværdigede Sharon, der ikke var nogen stor fan af FN, sig til at komme til generalforsamlingen for at høste de laurbær, han havde til gode for sin indsats. Hans budskab med hensyn til de planlagte palæstinensiske valg var entydig: Hamas er en terrororganisation, der ikke skulle have lov til at deltage, og Israel ville ikke hjælpe til med -dvs. Israel ville forhindre – afholdelsen af sådan et valg, hvis Hamas skulle deltage.
36. Efterhånden som forberedelserne til det møde i kvartetten, som generalsekretæren holder kort før debatten i generalforsamlingen, fremstod det klart, at Hamas´ deltagelse i valgene fire måneder senere var det centrale spørgsmål. Generalsekretær Annan erklærede sig enig i min vurdering, og med hans støtte forelagde jeg den for mine kolleger i kvartetten, David Welch (amerikansk vice-udenrigsminister), Marc Otte (fra Den Europæiske Union, Javier Solana´s udsending) og Alexander Kalugin (fra Rusland). De var alle enige, og der blev forberedt en erklæring, der gik på listefødder omkring spørgsmålet om Hamas´ deltagelse.
37. Efter mødet i kvartetten d. 20. september 2005 forhandlede vore foresatte og blev, efter at Abu Mazen var blevet konsulteret over telefonen, enige om en formel. Den bestod i, at generalsekretær Annan på kvartettens vegne skulle en læse passus for pressen (der ikke stod i det skriftlige statement), hvori det hed, at det kommende valg af palæstinensiske lovgivere skulle ses som et stadium i den palæstinensiske udvikling mod demokrati; og at spørgsmålet om deltagelse skulle overlades til palæstinenserne, på trods af den ”fundamentale modsætning” mellem deltagelse i valg og besiddelsen af militser. Alle (=Israel) skulle arbejde for det, som palæstinenserne besluttede. Det var et vidtrækkende skridt, kvartetten tog, for det betød, at palæstinenserne blev befriet for kravet (i køreplanens første trin) om afvæbning af militser. Abu Mazen´s inddragelses-strategi var faktisk blevet godkendt. I Israel blev det afvist som en kapitulation.
38. Abu Mazen så selvsikkert valgene nærme sig, og forsikrede besøgende om, at han med en ny regering kunne lykkes med en afvæbning af militserne. Han forudså et godt resultat for Hamas, men udtrykte ingen tvivl om, at Fatah ville bevare sit flertal.
39. Alt sammen godt og fint, men Hamas vandt. Eller rettere: Fatah tabte! Det skyldtes til dels Fatah´s egne brølere, inkl. de mange eksempler på, at flere kandidater blev stillet op til den samme plads. Det er til dels en afspejling af Abu Mazen´s ubeslutsomhed, og måske af hans magtesløshed som partileder. Medlemmer af Hamas bliver i almindelighed vurderet til at udgøre 20 procent af vælgerbefolkningen, men de opnåede 43 procent. Det betød, at mindst 23 procent af vælgerkorpset sammen med Hamas´ medlemmerne afviste Tordenskjolds soldater og stemte for et parti, hvis borgmestre i det mindste havde gjort op med korruptionen og etableret noget, der minder om en orden i forvaltningen.
40. Men uanset hvad, var denne udvikling, der efter alt at dømme var et hårdt slag mod Mazen´s strategi, for palæstinenserne, og sikkert også dem i Hamas, en fuldstændig overraskelse. Til Fatah´s establishments bestyrtelse syntes palæstinenserne opstemte over, at de ved at opføre sig som vælgere ved et europæisk valg, ”havde smidt slynglerne ud”. Desuden var der den skærpende omstændighed vedrørende afstemningen: Det var foregået frit og fair. Desuden var forløbet op til valget ikke præget af den uduelighed og hjælpeløshed, som generelt forventes hos palæstinenserne. De episoder, der faktisk forekom, kunne tilskrives israelsk sabotage i form af arrestation af Hamas-medlemmer og restriktioner i forhold til deres bevægelse. Abu Mazen var filosofisk og selvkritisk: Fatah havde begået fejl, og organisationen måtte nu omgruppere sig, angre og tænke sig om.
Kvartetten og PA-regeringen
Reaktionen på Hamas sejr
41. Men knap fem dage efter valgene d. 25. januar 2006 fik palæstinenserne et iskoldt styrtebad. Det skete i form af et forud planlagt møde i kvartetten i London d. 30. januar 2006. Hvor spørgsmålet på mødet i september 2005 var, om Hamas skulle deltage i valget eller ej, handlede det nu om, hvordan man skulle håndtere resultatet.
42. Ikke at palæstinenserne var fuldstændigt uforberedte på chokket. Der var blevet affyret varselsskud over hovederne på dem. Disse havde form af to erklæringer, begge udstedt efter telekonferencer mellem de overordnede (i kvartetten, red.) d. 28. december 2005, henholdsvis d. 26. januar 2006, dagen efter valget. I den første erklæring opfordrede kvartetten alle “der ønskede at være en del af den politiske proces” til ”at give afkald på vold, anerkende Israels ret til at eksistere og lade sig afvæbne”; og udtrykte det synspunkt, ”at en fremtidig palæstinensisk regering ikke skulle inkludere medlemmer, der ikke havde forpligtet sig til principperne om Israels ret til at eksistere i fred, og til principperne om en uforbeholden afslutning på vold og terrorisme.”
I den anden erklæring, der også blev udstedt efter en telekonference, hed det, at ”en tostatsløsning på konflikten kræver, at alle deltagere i den demokratiske proces giver afkald på anvendelsen af vold, accepterer Israels ret til at eksistere og nedlægger våbnene, sådan som det er skitseret i køreplanen”.
43. Selvom USA allerede havde besluttet sig for, hvem der var skurkene, fik jeg på et møde d. 13. januar alligevel den opfattelse, at de ikke var fuldstændigt imod den tilgang, jeg anbefalede. Denne tilgang, der baserede sig på Ruslands og FN´s fleksibilitet (de medlemmer, der ikke var lovmæssigt begrænset med hensyn til kontakter med Hamas), gik ud på at bevæge Hamas yderligere i den retning, som organisationen havde taget, da den besluttede at deltage i valgene.
44. Hvad jeg havde forestillet mig var, at FN kunne anlægge en fælles, men differentieret tilgang til Hamas og den ny regering, og jeg anbefalede til FN´s hovedkvarter, at vi undgik at binde vore hænder på måder, som vi senere ville komme til at fortryde. Jeg sagde også, at vi samtidig med, at vi anerkendte, at USA og EU havde reelle hjemlige begrænsninger, når det drejede sig om assistance til en regering med medlemmer fra en bevægelse, som de (USA og EU) havde erklæret for en terror-organisation, så burde USA og EU anerkende, at en gruppe, der står for at besætte et stort antal pladser i et parlament, ikke kan håndteres effektivt alene med pres og isolation; at Hamas havde udviklet sig og kunne udvikle sig endnu mere; at en sådan videreudvikling krævede en kanal til dialog; og at FN, hvis organisationen skulle spille en sådan rolle (som den har gjort det med succes andre steder i verden) skulle gives plads til at spille den. Jeg foreslog også, at kvartetten – uanset hvilken position den i øvrigt indtog overfor den nye palæstinensiske situation – skulle demonstrere bekymring for de kendsgerninger, som Israel skabte på jorden, og som stillede sig som forhindring for levedygtigheden af en fremtidig palæstinensisk stat; og være mere eksplicitte med hensyn til behovet for forhandlinger og enighed i forhold til køreplansprocessens endelige målsætning. (…)
46. Jeg kunne ikke slette, hvad kvartetten allerede havde sagt d. 28. december. Det var én ting at positionere sig før valgene, da alle ventede, at resultatet ville bevare Fatah´s majoritet, og en anden at positionere sig i forhold til Hamas´ sejr. Folket havde talt i frie og retfærdige valg, hvis afholdelse var blevet støttet af det internationale samfund, og dets ønsker skulle respekteres. Vi havde en ny, uforudset situation foran os, og vi stod derfor og skulle justere vores reaktion, så den var passende i forhold til den nye situation. Erklæringen fra den 26. januar undergravede helt disse hensyn.
47. D. 29. januar modtog vi et amerikansk udkast til en erklæring, der betød, at kvartetten i praksis skulle beslutte, at al assistance til den palæstinensiske regering skulle gøres afhængig af regeringsmedlemmernes vilje til at tilslutte sig tre principper: Ikke-vold, anerkendelse af Israel og accept af alle tidligere aftaler og forpligtelser, inklusive køreplanen. Jeg foreslog med generalsekretærens billigelse, at referencer til betingelserne for hjælp skulle slettes, eller at man lod beslutningen blive taget af de kvartetmedlemmer, der var donorer.
48. Jeg var ankommet til London kort før mødet for de overordnede i kvartetten d. 30. januar uden på forhånd at have fået besked af UNHQ (FN´s hovedkvarter, red.) om reaktionerne på mine anbefalinger, og jeg havde kun tid til at konsultere generalsekretæren på et ret sent tidspunkt.
49. Udsendingene mødtes klokken 10, d. 30. januar. Jeg blev udsat for heftig beskydning fra David Welch og Elliot Abrams, inkl. ildevarslende antydninger om, at det kunne påvirke amerikanske forhandlinger om bidraget til FN, hvis ikke generalsekretæren fik gjort FN-organisationernes bistand afhængige (af den palæstinensiske regerings imødekommelse af ovennævnte betingelser). Spørgsmålet løste sig, da USA fraveg kravet om, at kvartetten (i dens egenskab af kvartet, red.) skulle træffe beslutningen, og vi blev enige om en formulering – foreslået af den amerikanske juridiske rådgiver, en veteran fra Camp David og andre amerikanske Mellemøst-bestræbelser – om at kvartetten ”konkluderede” at den fremtidige bistand til en ny regering ville blive vurderet af donorerne på baggrund af dens forpligtelse på ikke-vold, på dens anerkendelse af Israel og på dens accept af allerede indgåede aftaler, inklusive køreplanen. (…)
End of Mission Report, Alvaro de Soto, Under-Secretary-General, United Nations Special Coordinator for the Middle East Process and Personal Representative of the Secretary-General to the Palestine Liberation Organization and the Palestine Authority, Envoy to the Quartet, May 2007. 52 sider. CONFIDENTIAL
Udvalgt, indledt og oversat af Lars Ploug. Paragraffernes nummerering og overskriftene er rapportens.
Rapporten kan bl.a. findes på www.docuticker.com“.