Gaza lider mens belejringen fortsætter

ynetnews

Gaza lider mens belejringen fortsætter

ynetnews 19.01.2008

Livet i Gaza-striben under belejringen: Palæstinensiske sundhedstalspersoner beretter om mangel på ligklæder; cement kan kun fås på det sorte marked, lange køer foran benzintankene. Samtidig opfordrer HAMAS omverdenen til at gribe ind.

Ali Waked

Gaza lider under fortsat belejring: Israels beslutning om fuldstændigt at lukke for Gaza-stribens grænseovergange såvel som de tiltagende palæstinensiske tab under de israelske besættelsestroppers anti-terror-operationer har skærpet den følelse af elendighed, som Gaza-boerne står overfor.

Hospitalerne og det palæstinensiske Sundhedsministerium ligesom familier, der har mistet pårørende, fortalte, at de var nødt til at begrave palæstinensere i flag og hospitalslagner på grund af manglen på ligklæder. Der er også problemer med at gennemføre begravelsesceremonier som følge af manglen på cement, der nu kun kan skaffes på det sorte marked og til femdobbelte priser, en prisforhøjelse, der også har lammet byggeriet.

Derudover har rapporter om, at Israel har til hensigt yderligere at skære ned på forsyningen af brændstof, ført til lange køer ved tankstationerne. Mange steder rundt omkring i Gaza-striben og især i den sydlige del har tankstationerne lukket efter at være løbet tør for brændstof. En tankejer fortalte AFP, at den forsyning, han fik, kun rakte til to timers salg.

Hyppigere strømafbrydelser

Ifølge rapporter er flere end 1.000.000 palæstinensere – omkring 2/3 af Gazas indbyggere – nu afhængige af FNs uddelinger af fødevarer. Elektricitet er også blevet en efterspurgt vare i Gaza, og de, der har råd, bestræber sig på at få købt en generator. Embedsmænd i Gaza-striben fortæller, at Gazas eneste kraftværk kun har brændstof nok til at levere elektricitet indtil søndag morgen. Imens er strømafbrydelserne i Gaza i de senere dage blevet hyppigere. Samtidig har HAMASs ledere på ny opfordret omverdenen til at gribe ind for at lempe belejringen af Gaza-striben.

Imidlertid berettes det positivt fra palæstinensisk side, at Israels militære establishment har godkendt overførsel af 48 alvorligt syge til behandling på hospitaler på Vestbredden og i Israel. [Men hvor mange Gaza-boere, der allerede er døde, fordi de ikke fik tilladelse til at rejse ud til medicinsk behandling? Derom siger omtalte rapport intet!]

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.