Hjælp med til at overvinde den legaliserede diskrimination i Israel

Mitchell Plitnick, Jewish Voice for Peace

Hjælp med til at overvinde den legaliserede diskrimination i Israel

Mitchell Plitnick, Jewish Voice for Peace, 28.07.2007

Knesset har overstået den første af tre behandlinger af et lovforslag, som vil tillade ILA (Israeli Land Authority) kun at udleje de jorder, som den administrerer for JNF (Den Jødiske Nationalfond) til jøder. Dette vil ikke tage hensyn til en beslutning fra justitsminister Menachem Mazuz tidligere i år, der satte en stopper for en sådan diskrimination, og vil også foregribe en sag der kommer for Højesteret, hvor denne diskrimination vil blive udsat for angreb.

Mazuz prøvede faktisk at fastholde JNF’s mulighed for at reservere land til jøder. Hans kompromisforslag gik ud på, at staten skulle overlade et lige så stort landområde til JNF som de landområder, der blev udlejet eller solgt til Israels arabiske borgere. Men nogle medlemmer af Knesset fandt det utilfredsstillende.

Den indledende afstemning i Knesset er ikke nødvendigvis et varsel om en endelig vedtagelse. Kun 80 af Knessets 120 mandater stemte overhovedet ved forelæggelsen af dette forslag og stemmetallene var 64 – 16. I Knesset er det ikke usædvanligt, at stemmetallene ændrer sig markant ved efterfølgende afstemninger. Så dette er en sag, hvor de, der mener, at Israel ikke må blive en diskriminatorisk stat, kan få en betragtelig indflydelse.

Den standende diskussion vedrørende JNF-jorderne skyldes det faktum, at staten administrerer dem. Meget lidt (ca. 7%) af Israels jord er privatejet (og nogenlunde ligeligt fordelt mellem jøder og arabere) og der findes ikke noget reglement for den. Men ifølge Israels Basale Lov om Menneskelig Værdighed og Frihed har ILA forbud mod at diskriminere i forbindelse med udbud af jorder.

Det forhindrer naturligvis ikke diskrimination ved udlejning af jorder, men det betyder, at en sådan diskrimination er illegal og kan indbringes for retten. Undtagelsen herfra har gennem lang tid været JNF-jorderne.

JNF blev oprettet af den 5. Zionistkongres i 1901, under stærkt indtryk af en lidenskabelig tale af Theodor Herzl. JNF’s formål har været at opkøbe og dyrke land i Palæstina og siden Israel til brug for jødisk bosættelse. I de senere år er Fonden måske mest kendt for sin kampagne for plantning af træer i Israel, hvilket forekommer en kende besynderligt i lyset af Israels massive praksis med at rykke palæstinensiske træer op med rode.

Mange mener, at JNF har opfyldt sit formål, at hvis Israel nogensinde skal nå frem til at have en normal eksistens, må det afskaffe diskriminerende politik og leve op til princippet i sin uafhængighedserklæring om at være “en stat for alle sine borgere”. Opløsningen af JNF er dog ikke noget der aftegner sig i den forudseelige fremtid. Så problemet består stadig.

Der er ingen der fremfører argumenter om at private jordejere kan blive underkastet reguleringer i denne henseende. Men JNF er egentlig ikke en privat jordejer. Ikke blot bliver dens jorder administreret af staten, men omkring 2/3 bedrifterne blev af staten i 1949 og 1950 solgt til JNF til en væsentligt nedsat pris, fordi disse jorder faktisk var palæstinensiske flygtninges ejendomme, og Israel ønskede at få dem ført over på private hænder, så der ikke kunne bliv tale om, at flygtninge ville gøre krav på offentligt ejet jord.

Men i 1960 overtog ILA administrationen af de fleste JNF-jorder (men ikke skovene. Hvilket er en grund til at JNF’s kampagne dengang fokuserede på “plantning af træer i Israel”). Da trådte så staten igen ind på scenen. Gennem årtier sagde ILA, at den simpelthen administrerede jorderne, mens reglerne der lå til grund for deres fordeling var JNF’s gebet. Den nylige kendelse satte en stopper for den slags retorisk sofisteri.

En valgmulighed for JNF er atter på privat bais at overtage administrationen af jorden. Den, ikke staten, ejer nemlig stadig jorden. Argumentet for at opretholde JNF’s ejerskab og håndhæve JNF-regulativer for jorden er, at dette land blev købt af jøder til jøder med mange års donationer og som sådan er privat ejendom og ikke omfattet af israelske love mod diskrimination. Dette argument er åbenlyst ikke holdbart, hvis regeringen administrerer og faktisk kontrollerer udlejningen af disse jorder.

Hvorvidt JNF bør eller ikke bør fortsætte i denne rolle er en debat værd, men er uden forbindelse med den nuværende diskussion. Hvad der er særdeles nedslående er, at Israel snarere end at prøve at slippe af med en sådan oplagt diskrimination prøver at legalisere den. Som juraprofessor Amnon Rubinstein fra Herzliya Interdisciplinary Center skrev i et brev til premierministeren “er lovforslaget i strid med den Basale lov om Menneskelig Værdighed og Frihed og er til skade for staten Israels basale værdier”.

Jøder fra hele det politiske spektrum bør blive enige om dette, bortset fra dem, der skamløst går ind for racisme. Dette lovforslag er udtryk for lige præcist det som Israel har foretaget sig med alle disse semantiske og juridiske arm- og knæbøjninger for at undgå åbenlys racisme. Nu skal gildet betales.

Israel kan ikke længere foregive, at ILA’s praksis på dette område ikke er en krænkelse af dets egne love imod diskrimination, endsige normer imod en sådan diskrimination i ethvert demokratisk samfund. Det står over for valget mellem at forbedre sig eller kaste masken og være åbenlyst racistisk. Ved førstebehandlingen af lovforslaget faldt valget på den sidstnævnte mulighed, men det behøver på ingen måde være det sidste ord i den sag. Og vi kan hjælpe israelerne med at nå frem til en mere rationel, værdig og medmenneskelig konklusion.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

JNF-lovforslagets baggrund

Jewish Voice for Peace, Mitchell Plitnick 05.08.2007

I sidste uge fortalte jeg om en opfordring der var i omløb mod et lovforslag i Knesset , som ville bekræfte ILA (Israel Land Authority)’s praksis med kun at udleje JNF(Jewish National Fund)-jord i Israel til jøder. Her kommer nogle baggrundsinformationer om den sag.

Det bliver ofte sagt, at et meget klart tegn på diskriminationen imod arabere i Israel er, at de ikke kan købe jord. Det er vigtigt at være opmærksom på, at det kan jøder heller ikke. Undtagelsen er de 7 % af jorden, der er i privateje (Hvoraf omkring halvdelen er ejet af arabere og halvdelen af jøder) om end disse jorder sjældent skifter ejere. Derimod er praksis for de øvrige 93 % af jorden, at den bliver udlejet i perioder, der kan være kortvarige eller op til 99 år.

I praksis bliver udlejningen naturligvis i sidste ende diskriminatorisk, men på papiret har arabere samme ret til og mulighed for at leje jord. Undtagelsen har været JNF-jord. Det er dette spørgsmål, der de senere år er blevet rejst af arabiske borgere i Israel, som har anlagt sag mod staten for at gøre det muligt for arabere at konkurrere om udliciteringstilbud af JNF-jord.

Påstanden er, at eftersom ILA administrerer disse jorder, er den omfattet af den Basale israelske Lov som forbyder diskrimination mod nogen borger i landet. Justitsministeren var enig og bestemte, at udbud af JNF-jord skal være åbent for alle. Højesteret har endnu ikke afsagt kendelse, men det forventes i brede kredse, at den vil være enig i justitsministerens afgørelse.

Det er derfor, at det aktuelle lovforslag, som fastsætter, at JNF-jord skal administreres ifølge JNF’s retningslinjer (der fastslår, at jorden blev købt til jøders brug) nu bliver fremmet i parlamentet. Det er et forsøg på at omgå Højesteret og justitsministeren.

Anti-arabisk fjendtlighed i Israel er ikke noget uventet fænomen, ikke alene på grund af historien, men fordi det er typisk for behandlingen af minoriteter i multietniske samfund. I den henseende er der ikke nogen forskel fra racemæssig eller etnisk diskrimination i mange andre lande, ikke mindst USA.

Anklagen fra mange af palæstinensernes støtter om, at arabere ikke kan købe jord er falsk og overdrevet. Men på samme måde er enhver påstand om, at arabere på lige fod har adgang til jorden (selv om blot det at leje en lejlighed er et meget vanskeligt forehavende for arabere) fuldstændigt løsrevet fra virkeligheden.

Ligesom staten selv sælger JNF ikke sin jord. JNF’s egne bestemmelser forbyder salg af jord, fordi JNF-jord bliver købt som “det jødiske folks nationale jord”. Da ILA overtog administrationen af denne jord, vedtog Knesset en lov, der sikrede denne bestemmelse. Faktisk blev hele idéen om statsligt ejerskab af næsten al jord i Israel inspireret af JNF.

JNF overlod al administration af sin jord til ILA, med undtagelse af de jorder, der var sat af til skovplantning (som pr. definition er irrelevant i forbindelse med denne kontrovers, eftersom ingen – jøde eller ikke-jøde – vil slå sig ned på dem). JNF er naturligvis fortsat involveret i processen i forbindelse med udlejning, men det er ILA, som faktisk forestår den. Det er i virkeligheden kun fordi ILA administrerer jorden, at lovforslaget overhovedet er relevant. Nærmere forklaring ….

Hvis JNF var en privat jordejer, ville den frit kunne gøre med jorden hvad den fandt for godt. Den lille del af jorden i Israel, der er i privateje, er ikke underlagt nogen regulativer. Den kan i henhold til lovens bestemmelser frit erhverves af enhver køber og bliver ikke overvåget angående diskrimination i forbindelse med salgsproceduren.

Fordi ILA er et regeringsagentur, er det omfattet af begrænsningerne i den Basale Lov, som forbyder diskrimination i forbindelse med udlejning af jord. Der er derfor en iboende modsætning mellem de bestemmelser, hvorunder ILA fungerer og dens aftale med JNF om at administrere JNF-jord ifølge JNF’s retningslinjer.

Det bør bemærkes, vil jeg skynde mig at tilføje, at trods den kendsgerning, at JNF er specifikt oprettet for at opkøbe jord til brug for jøder, bliver dens jorder sommetider kortvarigt udlejet til israelske arabere.

Det sker også nogle gange at JNF-jord langvarigt bliver udlejet til arabere, når denne jord først bliver handlet med staten ved en udveksling med anden statsejet jord, som derved bliver JNF-ejendom og anvendes til jødiske udviklingsprojekter.

Det er en besværlig proces, så den bliver ikke meget anvendt, og ingen af disse undtagelser er almindelig praksis. Ved åbent udbud af JNF-jord får kun jøder lov til at deltage.

Det er denne modsigelse mellem Israels antidiskriminationslove og JNF’s retningslinjer, som er kommet op for Højesteret og har givet anledning til justitsminister Mazuz’s beslutning. Lovforslaget er udformet med henblik på at omgå Mazuz’s beslutning og den forventede afgørelse i Højesteret om, at et regeringsagentur ikke må diskriminere på denne måde.

JNF blev oprettet i 1901. Dens formål var at indsamle godgørende bidrag fra jøder over hele verden for at opkøbe jord i Palæstina af det otteomanske imperium. I årenes løb blev de blå “pushes” (indsamlingsbøsser), som JNF satte i omløb, symboler på Israel. Anseelige godgørende beløb tilflød JNF, og den købte så meget jord, som den kunne, i Palæstina.

Men de største erhvervelser af jord var to opkøb på hver 1.000.000 dunam (1000 kvadratkilometer, o. a.) i 1949 og 1950. Det var de jorder, som den nye stat havde tiltaget sig kontrol over efter de palæstinensiske ejeres flugt.

Eftersom de palæstinensiske flygtninges situation stadig var uafklaret på det tidspunkt, solgte staten Israel med en kraftig rabat disse jorder til JNF for at gøre det vanskeligere for palæstinenserne at gøre krav på dem. I 1960 overlod JNF administrationen af sine jorder til ILA på de betingelser som er blevet opretholdt indtil nu.

JNF argumenterer derfor med, at den indsamlede penge til køb af sin jord hos jøder overalt i verden, og disse penge blev doneret ud fra den forståelse, at de ville blive brugt til at udvikle jødiske lokalsamfund i Israel. Derfor burde den få tilladelse til og endog blive støttet af staten i at opfylde denne forpligtelse.

Sagen, som er bragt for Højesteret og til justitsministerens opmærksomhed argumenterer med, at JNF ikke kan påberåbe sig at være en privat organisation og samtidig nyde godt af fordelene ved at indgå begunstigede handler med regeringen og endog få regeringen til at administrere jorden. Loven støtter dette argument som justitsministeren og sandsynligvis Højesteret ser det (formodning på baggrund af en tidligere afgørelse)

Det ny Knesset-forslag er nødvendigt for dem der ønsker at fremme eksklusiv jødisk adgang til JNF-jord, fordi den diskriminatoriske praksis bygger på ILA’s samtykke i at rette sig efter JNF’s retningslinjer, ikke på israelsk lov. Så hvis loven og aftalen er i strid med hinanden, er det klart nok loven der har forrang.

Derfor, lovforslaget tager specifikt sigte på JNF-jorder administreret af ILA. Forslaget vil skabe en undtagelse for JNF-jorder fra Israels Basale Lov imod diskrimination ved udlejning af jord. Hvis forslaget ikke vedtages, og Højesteret bestemmer at ILA ikke må diskriminere, kunne JNF sammen med regeringen finde en formel for tilbageførsel af administrationen af jorden til JNF. Det ønsker JNF åbenbart ikke at gøre, fordi det at tage administrationen tilbage involverer betragtelige omkostninger såvel som mulighed for andre problemer.

Angående hvilke jorder, der er JNF-jorder, er skillelinjen helt klar. Specifikke jorder blev af JNF opkøbt forud for Israels oprettelse. Efter oprettelsen solgte den spæde stat en stor portion jorder, der ejedes af “fraværende” (dvs. fordrevne, o.a.) med en kraftig rabat for at forhindre, at staten skulle kunne blive tvunget til at give disse jorder tilbage til deres palæstinensiske ejere.

Yaakov Shimshon Shapira, Israels første justitsminister, satte spørgsmålstegn ved lovligheden af disse salg, men Loven om Fraværendes Ejendom gjorde dem lovlige. Så der foreligger skøder i JNF’s besiddelse på jorder, som den eksplicit og specifikt opkøbte, før staten blev oprettet, og købte af staten i den første tid efter oprettelsen. Og de er kun blevet ændret, når ILA ønskede at udleje JNF-jord til arabere og udvekslede den med anden jord, som allerede nævnt.

Som et post scriptum vil jeg blot bemærke, at JNF-jorder er nogle af de allerbedste i Israel, af historikeren Michael Oren beskrevet som “creme de la creme”, da han klagede over, hvorledes JNF fik de bedste jorder og overlod al den klippefyldte og uopdyrkede jord til staten. Det bør også bemærkes, at ILA og JNF ifølge reportager i 2005 havde arbejdet på en plan om at slå en handel af for at undgå hele denne kontrovers. Hvorvidt denne plan er blev udviklet eller er blevet genoptaget nu, kan jeg ikke sige noget om.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.