En jødisk stemme for fred

Nyhedsresumé, 5. august 2007

En jødisk stemme for fred

Nyhedsresumé, 5. august 2007

I denne uge oplevede vi den dramatiske afsløring af Bush-administrationens bebudede våbenaftale for Mellemøsten. Man kommer til at tænke på det gammelkendte republikanske refræn om at “liberale løser problemerne ved at smide penge efter dem”. I dette tilfælde smider Bush- administrationen våben ind i et konfliktfyldt område, som mangler stort set alt undtagen våben.

Den del af aftalen, som har skabt den største modstand, er det anslåede salg af våben til en værdi af 20 mia. dollars over de næset 10 år til forskellige Golf-stater, primært Saudi Arabien. Som Uri Avnery så rigtigt understreger, er sådanne salg til Saudierne og andre Golf-stater kun for et syns skyld – udstyret vil ligge og ruste op af mangel på trænet personel til at bruge det eller folk, som ved, hvordan man skal vedligeholde det.

Ideen bag dette er, at Golf-staterne har brug for at blive styrket overfor den iranske trussel. Uden tvivl har Iran planer om regionalt overherredømme, men lektien fra tidligere historie er kun alt for tydelig .Ved at øge den generelle lovløshed og kaos i Mellemøsten bliver Irans mål fremmet, ikke bremset. Hvis man oversvømmer regionen med våben, kan det let føre til, at disse våben kommer i hænderne på militante grupper, enten det sker med hjælp fra regeringen eller ikke.

For at dæmpe Israels bekymringer over våbensalget øger Bush-administrationen den amerikanske hjælp til Israel med 25 % over de næste 10år. Dette for at “fastholde Israels kvalitetsmæssige fordel”, men i virkeligheden er det unødvendigt, da Israels fordel allerede er enorm, og i alle tilfælde så er Golf staterne ikke i stand til at bruge det udstyr, de får, til maksimal udnyttelse. Hvad dette i virkeligheden løber op til, er en kæmpestøtte til den amerikanske våbenindustri, hvoraf hovedparten kommer fra de amerikanske skatteydere. Næsten 75% af den amerikanske hjælp til Israel (og dette gælder også al anden militær hjælp, inklusive de13 mia. Egypten får over de næste 10 år) skal bruges hos amerikanske selskaber.

Det er ingen tilfældighed, at samtidigt med at Bush-administrationen fremsætter denne våbenaftale, har Saudierne tilbudt at medvirke til en US-støttet fredskonference med Israel, en aftale, som Ehud Olmert har været virkelig besat af, siden den Arabiske Liga genfremsatte sit fredsforslag i foråret.

Saudierne udtalte, at deres deltagelse ville afhænge af at den skulle være reel, beskæftige sig med løsninger, ikke form. Condoleezza Rice viste sig imødekommende og tilbød både en amerikansk godkendelse af den Arabiske Ligas plan som et samtalegrundlag, samt at ville skubbe Israel hen imod flere ikke fastlagte handlinger om at styrke Mahmoud Abbas.

Dette er en fortsættelse af Bush-administrationens strategi, som går ud på at forene alle dets allierede i Mellemøsten (Saudi Arabien, Israel, Egypten, Jordan og Golfstaterne) mod den fremstormende islamistiske alliance (Iran, Hizbollah og Hamas sammen med den sekulære syriske regering samt spredte shi’itiske militser og aktivistgrupper i regionen.)

Konfrontation, ikke Diplomati

Grundlaget for Bush-dministrationens strategi er at undgå diplomati for enhver pris. Ingen tvivl om, at Hamas’ egen mangel på at indgå forlig og realistisk forhandling med Israel som en permanent faktor, hjælper denne strategi. Men det er også sandt, at afvisningen fra Hamas passer USA og Israel mere end fint, og dette er en strategi, som bliver kraftigt diskuteret, for nylig netop af tidligere Mossad-leder Efraim Halevy.

At man nægter at tale med Iran og ligeledes med Syrien (et afslag, som er gået så langt som, at USA forbyder Israel at forhandle med Syrien) er faktorer, der skubber regionen mod en større ustabilitet og hen imod krig. Det kan ikke med sund fornuft forsvares som et middel til at understøtte israelsk sikkerhed, når det klart bringer Israel og israelerne i fare.

Også Fatah er fanget i dette spil. Samtidigt med at der har været rapporter om rolige forhandlinger mellem Hamas og Fatah, har USA gjort det klart, at sådanne samtaler er totalt uvelkomne.

Hvad kan denne strategi eventuelt føre til? Palæstinensere på Vestbredden vil ikke bare glemme deres venner i Gaza. Det er en generel opfattelse, at Hamas repræsenterer et mindretal af palæstinenserne, men en vigtig del. De seneste meningsmålinger (som det blev citeret i sidste uges nyhedsbrev ) viser muligvis, at Hamas’ popularitet er faldet, men de repræsenterer stadig mellem en fjerdedel og en tredjedel af palæstinenserne. Dette kan man ikke se bort fra, og selv hovedstrømmen i den amerikanske presse bemærker, hvad der skulle være klart for enhver.

Det er simpelthen umuligt at nå frem til en aftale, som er mere værd end det papir, det er skrevet på, uden fuld deltagelse fra alle grupper i det palæstinensiske samfund. Selvom det er sandt, at alle Hamas’ udtalelser har afvist enhver anerkendelse af Israel, har vi endnu ikke set, hvilke resultater man kunne opnå ved at forhandle med dem. Mange andre grupper har ændret deres tonefald pga. engagement og forhandling. Vi ved, at Hamas har brug for at se sig selv som en populær bevægelse, og at palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza går helhjertet ind for produktive forhandlinger. Eftersom strategien med isolation og afskæring er en klar dødssejler, hvorfor så ikke prøve det lige så indlysende alternativ ?

Tilsvarende viser en lignende undersøgelse i Syrien klar støtte til fred med Israel til gengæld for tilbageleveringen af Golan-højderne, såvel som overbevisende støtte til at samarbejde med USA om at løse belejringen af Irak. I betragtning af al den blodsudgydelse disse udviklinger kan forhindre, er det samvittighedsløst, at de ikke forfølges.

I de palæstinensiske områder

Gaza-striben fortsætter med at koge, selv om Hamas har sørget for orden og kontrol, hvor adskillige rapporter beskriver den kontrol som jernhård .Den Internationale Krisegruppe beretter om vilkårlige arrestationer, tortur og dødsfald i varetægt, såvel som fortsatte angreb på Fatah-medlemmer. Der er også rapporter om, at Gaza-beboerne forventer en yderligere fraktionskonflikt, denne gang mellem Hamas og Islamic Jihad (som det rapporteres i al Hayat, som kun fås på arabisk), hvorimod ICG hævder, at Hamas anvender både tvang og forhandling i sin taktik over for andre, mindre fraktioner.

Det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder har offentligt udsendt en klage over chikane over for en af deres advokater i Gaza fra den væbnede fløj af Hamas. Episoden skete, da advokaten var ved at undersøge nogle andre anklager mod Hamas-magthaverne i Gaza, herunder at bevæbnede Hamas-militser var ved at oprette tilbageholdelsescentre uden om de lovlige jurisdiktioner, og at der blev øvet tortur samt andre former for grov behandling.

Imidlertid var der to tilfælde på Vestbredden, der afspejlede den daglige virkelighed med besættelse for palæstinenserne. En vandtank og en traktor blev konfiskeret, fordi en fårehyrde havde bevæget sig lidt ud af kurs ifølge IDF (det israelske militær). Det pågældende stykke land var blevet erklæret for lukket militær zone, og de folk, der boede der, var blevet beordret til at flytte i 2006. Noget af denne jord var privatejet, og beboerne har prøvet lovlige metoder for at blive der.

Ved et andet tilfælde angreb nogle bosættere en FN-bil. Bosætterne hævdede, at folkene fra FN, hvoraf mindst én var israelsk jøde, og som var ledsaget af en Ha´aretz-journalist og en fotograf, prøvede at rive deres oliventræer op med rode. Angrebet var temmelig voldsomt, hvor den første mand, som nærmede sig bilen, smadrede frontruden og sendte glas ind i øjet på føreren .Bosætterne blev til sidst gennet væk af en militærpatrulje, som blev tilkaldt af journalisten, og blev afhørt af politiet.

Disse er kun små episoder, men de er også rutinemæssige. Det er præcist den slags ting, der skaber de ulykkelige tilstande, forstærker harmen blandt palæstinenserne og hælder benzin på bålet af en konflikt, som ikke behøver den slags bidrag.

Oversat fra engelsk for DPV af Birthe H. Christensen

Comments are closed.