Eftersøgt for forbrydelser mod staten

Rory McCarthy, The Guardian

Eftersøgt for forbrydelser mod staten

Rory McCarthy, The Guardian 24.07.2007

I mange år har Azmi Bishara været en af de mest fremtrædende stemmer, der har taget til orde på vegne af Israels 1.500.000 arabere. Men nu er han flygtning og genstand for de alvorligste anklager der nogen sinde er blevet fremsat mod et israelsk parlamentsmedlem. Hvad er der sket? I et sjældent interview taler han her med Rory McCarthy.

Da krigen mod Libanon brød ud i sommeren 2006 var der kun få i Israel, der talte imod den. Meningsmålinger viste en opbakning til konflikten i befolkningen uden fortilfælde. Politikere og eksperter flokkedes i Tv-studierne for at argumentere for, at Israel kæmpede for sin overlevelse i kampen for at tilintetgøre Hizbollah.

Men ét israelsk parlamentsmedlem så anderledes på sagen. Hizbollah, skrev han, var en modstandsbevægelse, der udkæmpede en krig, som var blevet fremkaldt af en israelsk regering under ledelse af “middelmådigheder, kujoner og opportunister”, der var ansvarlige for “barbarisk vandalisme og overlagt udpegning af civile ofre”.

Efter et årti som MP’er i Knesset havde Azmi Bishara, der er politiker, forfatter og akademiker, for længst fået ry for at være den mest fremtrædende politiske skikkelse, der var fremkommet i Israels arabiske minoritet.

Snart efter krigens slutning rejste Bishara og en håndfuld andre MP’ere fra hans Balad-Parti til Syrien og Libanon, der begge er “fjendestater”, hvor han fortsatte med at undsige sin egen regering. Han kom ikke til at vente længe på reaktionen: I september 2006 gav den israelske justitsminister politiet ordre til at gå i gang med en kriminalitetsefterforskning.

Det var ikke den første undersøgelse af Bisharas aktiviteter, så det kom ikke som nogen overraskelse for ham, da han seks måneder senere blev indkaldt til forhør hos politiet i Petah Tikva i nærheden af Tel Aviv. Han mødtes to gange med to politiofficerer og tog så af sted på, hvad han insisterer på var en på forhånd arrangeret mødetourné i Jordan.

Det var først da han befandt sig i udlandet, at der fra efterforskningsteamet blev lækket detaljer til den israelske presse. Skønt Bishara ikke er anklaget er det nu blevet klart, at hans forhold bliver undersøgt angående hvidvaskning af penge, kontakt til en udenlandsk agent, udlevering af informationer til et fjendeland og , alvorligst af alt, støtte til fjenden under en krig – en anklage, der kan medføre dødsstraf.

Bishara er ikke vendt hjem. I april indgav han sin begæring om udtræden af Knesset på den israelske ambassade i Cairo. Nu bor han sammen med sin kone og to mindreårige børn i en vens ledige lejlighed i en beboelseskarré i Amman i Jordan.

“Den symbolske Handling at stille mig for en domstol og dømme mig – det er hvad de vil. Det ved jeg de vil”, sagde han i et sjældent interview med The Guardian. “Det vil jeg ikke lade lykkes for dem. Jeg er altid to skridt foran”. Han læner sig tilbage i sofaen, iklædt en poloskjorte og kakibukser og med mobiltelefonen anbragt på sofabordet foran sig. På et skrivebord bag ham står der en bærbar computer med udkastet til en ny bog han er i færd med at skrive om demokrati i den arabiske verden.

Bishara benægter de anklager, der er blevet rejst imod ham og fremfører, at den virkelige grund til undersøgelsen imod ham ikke er, hvad han foretog sig under den seneste Libanon-krig men hans mangeårige og vidt og bredt publicerede opfordring til en ændring af den israelske stats karakter: Hans overbevisning om, at Israel ikke længere bør være en jødisk stat, men skal respektere arabernes rettigheder og blive “en stat for alle sine borgere”.

“De ønsker at fordømme hele den politiske ideologi og fremstille det som om den er et dække over en aktivitet af en anden karakter, hvilket ikke er tilfældet”, siger han. I marts 2007 bragte det store israelske dagblad Yedioth Aharonoth en artikel, der berettede, at Shin Bet, Israels indenlandske efterretningstjeneste, havde optaget Bisharas telefonsamtaler under krigen.

I denne artikel hed det sig, at han talte med “Hizbollah-kontakter” og vejledte dem til at finde frem til “optimale mål for deres raketter”. Det blev også meddelt, at han havde fået fat i “hundredtusinder af dollars i kontanter” via vekselerere i Østjerusalem og anvendt sådanne kodeord som “book”, som ifølge avisen betød “$ 50.000“, “English” som skulle betyde “dollars” og “Hebrew”, som skulle stå for “shekels” [den israelske valuta, o. a.] .

“Efterforskerne sagde, at de vidste at Bishara anvendte kodeord, fordi han nærede mistanke om, at han blev aflyttet; de sagde, at de brød ud i latter, når Bishara bestilte ‘en halv bog på engelsk’ – koden for $ 25.000” stod der at læse i avisen.

Bishara insisterer på, at disse beskyldninger er usande. Han siger, at han ikke har talt med nogen fra Hizbollah under krigen. “Er det sandt at jeg har talt i telefon? Ja. Men talte jeg med Hizbollah? Svaret er nej”. Han talte med politikere og journalister i Syrien og Libanon, men forklarer, at han ikke havde nogle hemmelige informationer at videregive.

Vi har ikke den slags informationer, som vi kan give til nogen som helst”, sagde han. “Hvad kunne jeg fortælle, som ikke allerede var ude i medierne? Det er utroligt. Det er overhovedet ikke seriøst”.

Anklagerne om hvidvaskning af penge er “noget sludder” og da han brugte ordet “book” i sine samtaler med en vekselerer, drejede det sig blot om bøger de havde udvekslet med hinanden. “Det drejede sig om bøger, virkelige bøger. Han fik hele tiden bøger af mig og forærede mig bøger. Han er en virkelig bogorm. Han er en læsehest. Men det er alt hvad der er tale om”, siger Bishara. “Det hele går ud på at gøre politisk, ideologisk og intellektuel aktivitet til noget sikkerhedsmæssigt mistænkeligt”.

Bishara er romersk-katolsk og venstreorienteret, født ind i en familie i den lavere middelklasse i Nazareth. Hans fader var sundhedsinspektør, fagforeningsmand og forhenværende kommunist og hans moder var skolelærer. Under krigen i 1948, da hundredtusinder af palæstinensere forlod eller blev fordrevet fra deres hjem, forblev Bisharas familie i det land, der blev til Israel.

Bishara læste på universitetet i Haifa og på det Hebræiske Universitet i Jerusalem og hans forbindelser i kommunistpartiet gav han muligheden for at tage en doktorgrad i filosofi ved Humboldt-universitetet i Østberlin i 1980’erne. Lige som de fleste arabere i Israel forkaster han de etablerede definitioner og betegner slet og ret sin nationalitet som arabisk-palæstinensisk.

Han blev født i Israel otte år efter at staten Israel blev oprettet, han er israelsk statsborger, hvilket gør ham til en del af landets arabiske minoritet på 20% og giver ham ret til at stemme og opstille til parlamentsvalg. Han kan spore sin familie hundreder af år tilbage til en landsby nord for Nazareth i hvad der i dag er det nordlige Israel.

Før hans udtrædelsesbegæring havde hans Balad-parti blot fire mandater i Knesset, i et land hvor mange arabiske israelere stadig er tilbøjelige til at stemme på de store politiske partier, især Arbejderpartiet – nu en del af den regerende koalition. Endog Bishara selv erkender, at der ikke er nogen udbredt folkelig opbakning til hans idéer i hans eget minoritetssamfund.

Dette forhold er imidlertid i de senere måneder begyndt at ændre sig. Til en begyndelse er racisme vendt mod arabere i Israel i tiltagen ifølge i det mindste én for nylig foretaget meningsundersøgelse. I en undersøgelse foretaget for Centre Against Racism blandt jødiske israelere fremgik det, at flere end halvdelen mente, det for en jødisk kvinde var forræderi at gifte sig med en arabisk mand; 40% sagde, at arabere ikke længere skulle have stemmeret ved valg til Knesset; og 75% var modstandere af blandede jødisk-arabiske boligkarréer.

Samtidig godtager flere og flere fremtrædende arabiske israelere idéer, der minder meget om Bisharas og fremsætter forslag om en fundamental ændring af statens karakter. Der er siden december fremkommet fire dokumenter, der hver især fremlægger et forslag. ADALAH, en menneskerettighedsgruppe, har publiceret et forfatningsudkast, hvori det hedder, at Israel ikke bør defineres som en jødisk stat, men som en “demokratisk, tosproget og multikulturel stat”.

Det opfordrer til en ophævelse af Loven om Tilbagevenden, som giver automatisk statsborgerskab til enhver der har mindst én jødisk bedsteforælder; og det opfordrer Israel til at “vedkende sig sit ansvar for fortidens uretfærdigheder, som det palæstinensiske folk har lidt under”.

Og så, tidligere i denne måned [juli 2007, o.a.] i et bemærkelsesværdigt interview i dagbladet Ha’aretz, fremkom Avraham Burg, forhenværende formand for Knesset og forhenværende formand for Jewish Agency med sin egen undsigelse af statens Israels struktur. “Den kan ikke længere fungere”, sagde han.

“At definere staten Israel som en jødisk stat er nøglen til dens endeligt. En jødisk stat er eksplosiv, er dynamit”. Også Burg opfordrede til at ændre Loven om Tilbagevenden og var yderst kritisk over for hvad han kaldte Israels “konfrontationsrettede zionisme”.

For Bishara kan sådanne synspunkter kun styrke de meninger, han har haft gennem lang tid. “Alt bliver sagt som om der er en elefant på scenen, som ingen ønsker at tale højt om og som hedder en stat for alle sine borgere”, siger han. Men den idé har vundet. Den er nu den virkelige rival til den zionistiske stat. Dette er den første virkelige udfordring”.

Loven om Tilbagevenden, fremfører han, er et fundamentalt problem, ligesom idéen om en stat, der både er jødisk og demokratisk. “Problemet ved denne stat er, at den ikke kan føre til lighed. Den kan ikke adskille religion og stat; og den vil altid have en ideologisk mission, som vil afholde den fra at integrere sig i regionen eller tjene sine borgere”. Han beskriver Israel som et “kolonialt demokrati”.

“Det grundlæggende forhold mellem staten og dens borgere bør være statsborgerskabet, ikke et etnisk eller religiøst tilhørsforhold”, siger han. “Hvem er borger i Israel? Kan min fætter eller kusine som forlod landet i 1948 komme tilbage eller ej? Det er grundlæggende. Men en eller anden fra Brooklyn, som kan bevise at have en jødisk moder – han/hun kan indvandre”.

Imidlertid ser virkeligheden sådan ud, at der kun er liden mulighed for at nogen som helt af disse idéer kan blive til lov i den nærmeste fremtid. Israel har ikke nogen forfatning, og skønt det hyppigt bliver drøftet, hvordan et forfatningsudkast kunne se ud, er der andre store forskelle end de jødisk-arabiske relationer, især spørgsmålet om det anstrengte forhold mellem de sekulære og religiøse jøder.

Det er kommet til en barsk reaktion på denne ideologiske udfordring. Yuval Disken , chefen for Shin Bet. blev tidligere i år i pressen citeret for ar sige, at en radikalisering af Israels arabiske minoritet var en “strategisk trussel mod statens eksistens”. I marts måned fremlagde et højrefløjsmedlem af Knesset et lovforslag, som fremover ville kræve, at alle Knesset-medlemmer skulle aflægge ed om loyalitet over for Israel som en jødisk stat og over for nationalsangen Ha Tikva og det israelske flag med Davidstjernen.

“Vi må gøre alt for at opretholde Israel som en jødisk stat”, sagde Arnon Soffer, leder af afdelingen for Geostrategi ved Haifas universitet og en ledende talsmand for argumentet om, at de arabiske israelere og palæstinenserne udgør en “demografisk trussel” mod jøderne.

“Det står klart for mig, at hvis vi bliver en minoritet i dette område, er det slut med det jødiske folk, den jødiske drøm, den jødiske stat”, sagde han. “De bruger ord som ‘demokrati’, men hvis de får magten er det slut med demokratiet. Vi må holde op med at være naive”.

Bishara er afvisende over for dem, der påstår, at araberne i Israel allerede har tilstrækkelige rettigheder – navnlig statsborgerskab, stemmeret og ytringsfrihed. Det ikke andet end indrømmelser, mener han. “I tog jorden og gav os ytringsfrihed. Hvem vinder i det spil? Lad os revidere den ordning. Tag jeres ytringsfrihed og giv mig Palæstina. Hvad siger I til det?”

Jo længere konflikten mellem israelere og palæstinensere fortsætter, siger han, jo mere vil de arabiske israelere og palæstinenserne i BPO (de Besatte Palæstinensiske Områder ) nærme sig til hinanden og argumentationen til støtte for én enkelt binational stat vil blive styrket, et argument, som han helt klart støtter.

“Hvis det fortsætter som situationen er nu, vil araberne i Israel og palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza gøre samlet front”, siger han”. Binational betyder, at araberne også skal anerkende, at jøderne er en nation. Det betyder ikke statens ødelæggelse. Det betyder, at to politiske enheder må leve med hinanden. Det er en meget stor forpligtelse”.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.