Boykotbevægelsen vender sig mod Israel

George Bisharat, The San Francisco Chronicle

Boykotbevægelsen vender sig mod Israel

Af George Bisharat, The San Francisco Chronicle, 15.08.2007

Hvornår bliver en af borgerne ledet boykot af en stat moralsk berettiget?

Det spørgsmål bliver rejst af en omsiggribende akademisk, kulturel og økonomisk boykot af Israel. Bevægelsen samler kirker, fagforeninger, liberale sammenslutninger og andre grupper med hjemsted i USA, Canada, Europa og Sydafrika.

Den har fremkaldt dramatiske reaktioner fra Israels støtter. Faglige ledere i USA har fordømt britiske fagforeninger, der repræsenterer millioner af arbejdere, på grund af deres støtte til boykotten af Israel. Amerikanske akademikere har med raseri indsamlet underskrifter imod boykotten og har igangsat en opmærksomhedsfremkaldende annoncekampagne i amerikanske aviser – og har uden selv at gøre sig det klart – i offentlighedens øje løftet kontroversen op på et højere niveau.

Israels apologeter har protesteret med at Israel ikke er verdens værste menneskerettighedskrænker og at udpege det alene er hykleri eller endog antisemitisme. Retorisk flytter det fokus fra Israels menneskerettighedsadfærd til de forestillede motiver hos Israels kritikere.

Men “de værste først” har aldrig været retningslinjen for hvem, man skal boykotte. Havde det været tilfældet, var Pol Pot-regimet og ikke Apartheid Sydafrika – i sin tid blevet boykottet. Men det blev Pol Pot-regimet ikke – Cambodias forbindelser til Vesten var for sparsomme til at en boykot på nogen måde kunne blive effektiv.

At boykotte Nordkorea i dag ville på lignende vis være forgæves. Skulle ethvert andet krav om retfærdighed stilles i bero på den konto? Derimod havde boykotten af Sydafrika en virkning. Den hårde kritik, der blev rettet mod hvide sydafrikanere hjalp utvivlsomt med til at presse dem til at give efter for det sorte flertals retfærdige krav.

Også Israel vogter meget omhyggeligt sit offentlige image. Et finmasket net af økonomiske og kulturelle relationer knytter også det til Vesten. Dette forhold – og dets uafviseligt dokumenterede menneskerettighedskrænkelser – gør det modent til at blive boykottet.

Hvilke statslige handlinger skal der til for at udløse en boykot? At fordrive eller true et lands flertalsbefolkning til at flygte og siden nægte det den internationalt anerkendte rettighed til at vende hjem? Det har Israel gjort.

Uden konpensation at tiltage sig hundredtusinder af flygtninges ejendomme? Det har Israel gjort.

Systematisk at tortere tilbageholdte, i mange tilfælde tilbageholdte uden rettergang. Det har Israel gjort.

At myrde modstandere, også modstandere, der er bosiddende i besatte territorier? Det har Israel gjort.

At nedrive tusinder af boliger tilhørende én national gruppering og bosætte sin egen befolkning på en anden nations område? Det har Israel gjort.

Intet land med et sådant generalieblad kan – hvad enten det er det første eller halvtredsindstyvende blandt de værste i verden – med nogen troværdighed i behold protestere mod en boykot.

Apartheid Sydafrika er en anden anvendelig målestik. Hvordan er Israels behandling af palæstinenserne sammenlignet med det tidligere Sydafrikas behandling af den sorte befolkning? Den er sammenlignelig

eller værre siger en række sydafrikanere, deriblandt ærkebiskop Desmond Tutu, FN’s specialrapportør for de besatte [palæstinensiske, o.a.] områder John Dugard og ANC-medlemmet og minister i den nuværende sydafrikanske regering Ronnie Kasrils.

Sidst nævnte påpegede for nylig, at Apartheid Sydafrika aldrig anvendte kampfly til angreb på ANC-aktivister og vurderede Israels voldelige adfærd over for palæstinenserne som “10 gange værre“.

Todelte lovsystemer for jødiske bosættere og palæstinensere. Raceopdelte veje og boliger og begrænsninger af palæstinensernes bevægelsesfrihed minder i høj grad om Apartheid Sydafrika. Når det var på sin plads at boykotte Apartheid Sydafrika, er det fuldt ud lige så rimeligt at boykotte Israel af de samme grunde.

Israel er blevet udvalgt, men ikke som dets apologeter klager over det. I stedet er Israel blevet indhyllet i en kokon af straffrihed. Vor regering har nedlagt veto mod 41 resolutioner i FN’s Sikkerhedsråd, der fordømte

Israels fremfærd – det er halvdelen af alle USA’s vetoer siden FN’s oprettelse – og således muliggjort Israels fortsatte overgreb.

Bush-regeringen har bebudet en vækst i den militære bistand til Israel på $ 30.000.000.000 i det kommende årti. Andre militære besættelsesregimer og menenskerettighedskrænkere er blevet en ramt af langt barskere forholdsregler. Tænk blot på Iraqs besættelse af Kuwait.

Måske skulle FN for længst have givet Israel det ultimatum, som det gav Iraq – og have gennemtrumfet det. Israels besættelse af arabisk jord har nu stået på i mere end 40 år. Iran, Sudan og Syrien er blevet udpeget som mål for føderale og delstatslige [d. v. s. USA-, o.a.] sanktioner.

Endog byen Beverly Hills overvejer aktioner i form af tilbagetrækning af investeringer efter Los Angeles’s eksempel, som tog form af tilbagetrækning af investeringer i Iran i juni måned. Og dog har den Islamiske Republik Iran aldrig angrebet sine naboer og ej heller besat deres territorium. Den mistænkes blot for at ville anskaffe de samme kernevåben, som Israel allerede har.

Politikere rundt omkring i verden – og især de amerikanske – har svigtet os. Vore ledere, fra den udøvende magt til Kongressen, har vaklet eller opmuntret Israel mens det tiltog sig det land, der skulle være grundlaget for en palæstinensisk stat. Deres kollektive uansvarlighed dømmer både palæstinensere og israelere til en fremtid med strid og usikkerhed og underminerer vor anseelse i verden.

Når politikerne ikke kan vise vej, må borgerne gøre det. Det er derfor boykotten af Israel er blevet både nødvendig og berettiget.

George Bisharat er juraprofessor ved Hastings College of the Law i San Francisco og skriver jævnligt om jura og politik i Mellemøsten.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.