Sprog som forbrydelsens redskab – en begynderbog om israelsk “doublespeak”
Af Rannie Amiri, Counter Punch, 14.07.2007
Det er i sandhed dybt ironisk, at George Orwell skrev romanen 1984 i 1948, samme år som staten Israel blev oprettet. For denne nation har, frem for alle andre, vist sig at være en sand mester i brugen og udbredelsen af doublespeak.
I Websters Dictionary defineres den som “undvigende, tvetydig, højtravende sprogbrug med det sigte at narre eller forvirre” og den israelske regering har altid tyet til den for at retfærdiggøre den israelske stats ekspansive natur, undskylde konfiskeringen af jord og nedtone den udstrækning i hvilken indbyggerne er blevet mishandlet eller udsat for overgreb.
Nogle få eksempler:
Sikkerhedshegnet
Det monster som Israel er i færdsmed at bygge langs hele Vestbredden er ikke sikkerhedsbegrundet lige så lidt som det er noget hegn. Barrieren, der blev påbegyndt i 1993 og nu er mere end halvt færdigbygget, skal efter planen nå op på at være 450 miles [720 km, o.a.] lang og 25 fod [7,6 m, o.a.] høj, dvs. fire gange så lang og dobbelt så høj som den nu hedengangne Berlin-mur.
Bygget af beton og strømførende ledninger og forsynet med strategisk anbragte snigskyttetårne som den er, er det mere end farceagtigt at kalde den et “hegn”.
I 2004 kendte den Internationale Domstol i Haag bygningen af barrieren ulovlig (en kendelse, der naturligvis blev ignoreret). Inden for den seneste uge har FN’s Kontor for Koordinering af Humanitære Anliggender (OCHA) udgivet en rapport, hvoraf det fremgår, at den vil “begrænse adgangen til arbejdspladser, sundhedsinstitutioner, uddannelsessteder og religiøse bedesteder”.
Endvidere erkender rapporten fuldt ud, at det overvejende arabiske Østjerusalem vil blive adskilt fra Vestbredden af barrierens ruteføring. I et andet område vil 50.000 palæstinensere blive fuldstændigt isoleret og spærret inde i zonen mellem barrieren og Israel og som følge deraf blive afskåret fra adgang “til kritisk nødvendige tjenesteydelser såsom skoler, klinikker, og butikker i enten Israel eller på Vestbredden, uden særlige tilladelser”.
Endnu mere sigende er det, hvor barrieren bliver bygget. Ifølge FN-rapporten er 80 % af den beliggende inde på Vestbredden. “Sikkerhedshegnet” er således en offensiv struktur snarere end den defensive foranstaltning, det foregiver at være. Dét er blot ét eksempel på hvorledes Israel forsøger at tilsløre virkeligheden, i dette tilfælde et meget bekosteligt tyveri af land – ved hjælp af sproget.
Moderat fysisk pres og arbejdsulykker
Israel er samtidig det eneste land, der officielt tillader anvendelse af tortur, der eufemistisk omtales som “moderat fysisk pres”. Lea Tsemel, forsvarsadvokat og grundlægger af den Offentlige Komité mod Tortur i Israel (PACTI) bemærkede, at “Israel er det eneste vestlige land, der åbenlyst anvender tortur. Der er ikke tale om en eller anden bølle, der tæsker en fange. Det foregår åbenlyst. Der er tale om stiltiende godkendelse fra en højtrangerende kommission og ministre i regeringen”.
(New York Times, 08.05.1997).
Sunday Times var allerede nået til den samme konklusion i juni 1997: “Tortur af arabiske fanger er så udbredt og systematisk, at det ikke kan affærdiges som ’uregerlige betjente’, der går længere end de har ordre til. Det synes at være godkendt som en bevidst politik”.
Når som helst en anholdt døde under tortur, blev det affærdiget som en beklagelig “arbejdsulykke”. Det krævede en kendelse fra den israelske Højesteret i 1999 at få sat en stopper for den praksis. Ulykkeligvis har den nu ændret holdning i modsat retning. En dom, der blev afsagt sidste juni, giver Shin Bet [den israelske efterretningstjeneste, o.a.] lov til at anvende metoder, som af PACTI anses for at være tortur, i en “tikkende bombe”-situation.
Med en sandsynlig bred fortolkning af sådanne tilfælde, ser det ud til, at der er blevet givet grønt lys for at genindføre anvendelsen af tortur.
De tilstedeværende fraværende
Denne bizarre betegnelse blev brugt som reference til de palæstinensere, som ikke blev fordrevet fra Palæstina i 1948, men forblev inden for, hvad der senere blev til staten Israel. Hvis de forbigående forlod deres hjem eller var borte fra deres jord under krigen, blev de afskåret fra at gøre krav på den. Konfiskation af den “tilstedeværende fraværendes” ejendom blev så tilladt (Ha’aretz 14.01.1955)
De forladte områder
“Først tager vi jorden og siden kommer loven” – Yehoshafat Palmon, rådgiver i Arabiske Anliggender til Jerusalems borgmester (Guardian, 26.04.1972),
Hvad enten det var for at berolige emigrerende jøders samvittighed eller ej, vedtog de zionister, der grundlagde staten Israel, en række diskriminerende love med overskrifter, der var formuleret som harmløse beskyttelsesforanstaltninger, med det klare sigte at ekspropriere beboet palæstinensisk område. I nogle tilfælde blev disse love vedtaget med tilbagevirkende kraft.
De havde overskrifter som Forholdsregler til Forsvar i Nødsituationer, Forordningen om Forladte Områder, Nødparagraffer om Udnyttelsen af Uopdyrkede Jorder og som beskrevet ovenfor, Loven om Fraværendes Ejendom.
Disse love var alle en bestræbelse på at forstærke den af zionisterne udbrede myte, der fremstillede Palæstina som “et land uden folk”. Ikke desto mindre er de meget dækkende af den jødiske forfatter Moshe Keren blevet beskrevet som “storstilet røveri med legalt overtræk”.
Definition af israelsk doublespeak: Anvendelse af sproget til at skjule statens forbrydelser. Det ville helt sikkert få Big Brother til at føle sig stolt.
Rannie Amiri er free lance kommentator vedrørende den arabiske og islamiske verden. Man kan kontakte ham på adressen rbamiri@yahoo.com
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen