Den israelske politistat
Avigail Abarbanel, The Electronic Intifada 09.07.2007
Fredag 08.06.2007 fløj min mand Ian til Israel. Han var faktisk på vej til en IT-konference i Wien, men vi syntes, at det var en god lejlighed til at gøre en kort 3-dages afstikker til Tel-Aviv for at besøge min bror og hans familie og især møde mine niecer på fem og syv år for første gang.
I Ben-Gurion Lufthavnen blev Ians pas konfiskeret uden nogen forklaring. Han blev ført ind i et lille forhørsrum og måtte finde sig i at blive underkastet et truende forhør om ikke-eksisterende saudiarabiske og libanesiske visa i sit pas. Han blev udspurgt af en barskt udseende, uniformeret kvindelig politiofficer mens en ikke-uniformeret betjent så til.
Politiofficeren spurgte ham, hvorfor han havde saudiarabiske og libanesiske visa. Da han svarede, at der ikke kunne være tale om hans pas, da han ikke havde nogle sådanne visa, fortsatte hun med at spørge om hans faders og bedstefaders navne. Til trods for at Ian besvarede spørgsmålet første gang, gentog hun det yderligere tre gange.
Nu forstod Ian, at de prøvede at true han og skønt han var lidt bange, påpegede han, at hun stillede det samme spørgsmål flere gange og at han allerede havde besvaret det. Efter at der var forløbet 25 minutter på denne måde, blev Ian endelig sluppet fri uden nogen forklaring og med en dårlig undskyldning for at han var blevet forsinket.
Som forhenværende israelsk borger med en militær baggrund er jeg bekendt med den psykologiske taktik, der anvendes af det israelske Grænsepoliti (MAGAV) og af militæret. De prøver helt bevidst at true deres offer og holde ham/hende i en tilstand af uvished – om hvad der foregår, hvad det hele drejer sig om og hvor pågældendes identitetspapirer befinder sig.
De ved, at udenlandske statsborgere må føle en høj grad af usikkerhed uden deres pas og at usikkerhed hos de fleste mennesker fører til frygt og stress. De ved også, at de fleste menneskers selvtillid plejer at vakle under sådanne forhold og hvis der er noget at afsløre, er det mere sandsynligt at få det frem i lyset på denne måde.
Israelske officerer er blevet optrænet til at iagttage kropssprog, meget små udtryk for følelser, åndedræt, hvad som helst. Selve spørgsmålene er ofte blot et påskud for at frembringe stress, så de omhyggeligt kan observere offeret for at finde ud af om han/hun har nogle hemmeligheder.
De havde Ians pas og de vidste meget vel, at der ikke var nogle af de omtalte visa i det. (Og du undrer dig måske og tænker: “Hvad nu hvis der var? Hvad ville der så være sket med ham. Australske statsborgere kan frit besøge ethvert land de måtte ønske. Men det viser sig, at i Israel gør det at have “forkerte” visa i passet en til en mistænkelig person. Vi får naturligvis aldrig at vide hvorvidt historien med de famøse visa var den virkelige grund til Ians kortvarige tilbageholdelse).
Israel og dets apologeter bliver ved med at fremstille Israel som “det eneste demokrati i Mellemøsten”, et unikt demokratisk regime i en ikke-demokratisk region. Det formodes på en eller anden måde at gøre os mere sympatisk indstillede over for Israel og begrunde vor støtte til Israel. Men det israelske demokrati er en myte.
I mine 27 år i Israel tilhørte jeg det store flertal. Jeg var jødisk, israelsk født og sekulær. Jeg var en almindelig borger, der aftjente sin militære værnepligt, en typisk israeler der ikke var involveret i politik eller aktivisme af nogen slags. Jeg holdt mig for mig selv og bekymrede mig om penge, arbejde, studier, mit eget lille liv.
Jeg var ikke nogen “ballademager” i nogen som helst forstand. Enhver der havde mødt mig dengang ville have troet, at jeg var enig i den fremherskende israelske ideologi. Og det ville oprigtigt talt have været helt berettiget.
Om end dagliglivet i Israel kunne være frustrerende, i særdeleshed når det drejede sig om byrokratiet, følte vi os sikre med vores viden om, at hvor irriterende de end kunne være, så ville vore myndigheder aldrig vende sig mod os. Faktisk faldt den tanke os overhovedet ikke ind. Da jeg tilhørte denne veletablerede midtergruppe i det israelske samfund, var jeg også uvidende om hvilke midler staten Israel kunne tage i brug og om hvad det kunne indebære at være udenfor i kulden.
Min allerførste forsmag på denne indtil da ukendte “status” fik jeg for omkring 17 år siden, da min eksmand og jeg var i færd med at planlægge vores emigration til Australien og var gang med de sidste byrokratiske formaliteter vedrørende vore permanente opholdstilladelser.
Min eksmand, ingeniør og kaptajn i den israelske hær på en kontrakt hvis ophør var nært forestående, fik pludseligt en eftermiddag uden nogen forklaring at vide, at han skulle henvende sig på en bestemt lokalitet til en lille “sludder” med en eller anden fra Militærpolitiet.
Vore planer om at forlade Israel var ikke nogen hemmelighed. At forlade Israel er ikke nogen forbrydelse, og Australien var ikke på den liste af lande som israelske officerer der var involverede i hemmelige militære projekter havde forbud mod at besøge eller bo i, efter at deres tjeneste var ophørt (JA, der findes en sådan liste). Under alle omstændigheder var der ingen grund til at min eksmand skulle tro, at denne “sludder” havde noget som helst med vore planer afgøre.
Han blev ført ind i et lille rum og fik besked om at sætte sig på en stol midt i rummet. En kvindelig sergent fra Militærpolitiet gik rundt om ham og lagde ud med at sige: ”Vi har fundet ud af, at du planlægger at udvandre til Australien”, hvortil han svarede: “Har I det? Det er ikke nogen hemmelighed”.
Hun svarede aggressivt, at han skulle klappe i og at det var hende der stillede spørgsmålene. Hun fortsatte med at spørge: “Hvorfor rejser du?” og “Ved din kone at du planlægger at udvandre?”. Det lader til at militæret fik oplysninger om vore planer hos politiet mens vi var i gang med at skaffe tilladelsespapirer til de australske immigrationsmyndigheder. De må have fået at vide at vi begge to ville udvandre.
Spørgsmålene tog klart nok ikke sigte på at blive taget for pålydende. Til en begyndelse svarede min eksmand på spørgsmålene, men da han forstod hvor absurd situationen var, blev han irriteret. Han sagde så til sergenten fra militærpolitiet at han ikke kunne se at samtalen havde noget formål, og at med mindre hun havde nogen anklage mod ham ville han skride.
Da hun svarede aggressivt igen, rejste han sig og mindede hende om at han var kaptajn og hun sergent og forlod lokalet. Da der ikke forelå nogen information om denne tildragelse, gik vi ud fra at der var tale om et forsøg på at skræmme os til ikke at forlade Israel. Det hele foregik naturligvis på et psykologisk plan, for militæret havde hverken grund til eller lovhjemmel til at stoppe os.
Indtil hæren fandt ud af at vi ville forlade Israel, blev min mand som karriereofficer og jeg selv som “medfølgende hustru” behandlet med stor respekt i det israelske samfund og i militæret. Vi var ikke blot inde i varmen, vi havde en hædersplads. Valget af en kvindelig sergent havde til formål at ydmyge ham (Dette er ikke nogen fornærmelse af kvindelige sergenter, men sådan er kulturen i det israelske militær).
Hvem end der udtænkte denne trussel, var ønsket at gøre det klart for min eksmand at hans rang og status kun havde ringe betydning hvis han valgte “forkert”. Vi var vrede, men mest chokerede, over at han kunne blive behandlet på den måde blot fordi vi ønskede at forlade Israel.
En ting er at blive mødt med afvisning blandt venner og bekendte i almindelige samtaler. Noget ganske andet er at blive underkastet truende forhør af Militærpolitiet. Vores beslutning om at udvandre placerede os åbenbart i en ny social situation uden for den etablerede hovedstrømning. Da vi endelig udvandrede i slutningen af 1991, gjorde vi det med en bitter smag i munden efter at have set et glimt af et Israel som vi ikke kendte.
Spørg hvilke som helst palæstinensere, og de vil kunne fortælle dig langt værre historier – der er i grunden slet ikke noget sammenligneligt. Palæstinensere kan ikke undgå at blive anset for outsidere hvad enten de er borgere i Israel eller flygtninge i BPT (de Besatte Palæstinensiske Territorier), hvad enten de er børn eller voksne, mænd eller kvinder.
Alle palæstinensere lever under konstant overvågning af militær og politi. De mærker intet til det mytiske israelske demokrati. “Israelsk demokrati” er noget der er forbeholdt den privilegerede, og mestendels uvidende, elite som jeg også selv tilhørte indtil jeg besluttede at udvandre.
Palæstinensiske borgere i Israel lever et liv i underkastelse under en vilkårlig og brutal politistat. Deres kontakt med israelsk byrokrati er ikke blot frustrerende, men kan være slet og ret farlig. Palæstinenserne i BPT lever under et Pinochet-agtigt regime. De kan forsvinde – og forsvinder – midt om natten.
De får bind for øjnene, bliver lagt i håndjern, slået, ydmyget, ført til ukendte opholdssteder uden at de selv eller deres familier får nogen information om hvorhen. De bliver underkastet fysisk og psykisk tortur og fængslet på ubestemt tid, ofte uden nogen anklage og uden hensynstagen til om de er skyldige i noget som helst. Det er vilkårligt og kan ske for hvem som helst.
Der er her tale om en langt værre udgave af de episoder jeg har beskrevet i det foregående, men de grundlæggende principper er de samme. Under et sådant regime behøver man faktisk ikke begå noget ulovligt for at blive udsat for denne behandling. Sådan er det, fordi systemet ikke blot tager sigte på at fange forbrydere; det er udformet som en salgs advarselssystem, en halvkvædet trussel.
Det eksisterer for at prale med statsmagten, vise folk hvor små og svage der er sammenlignet med den mægtige stat og give en forsmag på hvad der kunne ske hvis de blot så meget som overvejer at vende sig imod staten. I palæstinensernes tilfælde er formålet med en sådan taktik at nedbryde deres modstandsvilje og true dem til at udvandre.
Det Israel i virkeligheden ønsker, er hele landet uden [den palæstinensiske, o.a.] befolkning, hvilket er et forhold som mange i Vesten stadig nægter at erkende. Israel er ikke noget rart land. Det er en magtfuld politistat, omhyggeligt udformet og opretholdt af hensyn til dem der stadig tror på myten om israelsk demokrati.
Det store flertal af almindelige israeleres liv foregår i en fantasiverden der adskiller dem fra virkeligheden. Hvis der findes demokrati i Israel, nyder kun denne udvalgte gruppe godt af det – ligesom den konforme hvide befolkning i det gamle Sydafrika. At støtte Israel i dag er det samme som at påstå, at Sydafrika under apartheiden var et acceptabelt demokrati. Det er også at svigte palæstinenserne, ligesom verden svigtede de sorte sydafrikanere (og de hvide dissidenter) gennem 45 lange år.
Avigail Abarbanel er forhenværende israeler og stabssergent i den israelske hær. I dag er hun bosiddende i Australien og aktiv i NGO’en ‘Deir Yassin Remembered’. Hun kan kontaktes via websitet http://avigail.customer.netspace.net.au
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen