Om den akademiske boykot af Israel

Virginia Tilley, The Electronic Intifada

Om den akademiske boykot af Israel

Virginia Tilley, The Electronic Intifada 27.05.2007

Akademikere bryder sig ikke om boykotter. Faktisk afskyr vi udefra kommende begrænsninger af enhver art. Vi sætter meget stor pris på vore egne universiteter fordi de skaber mulighed for dyrebare fristeder for kritisk debat (om end de sjældent debatterer) og vi bryder os ikke om at se nogle af dem bandlyst, selv af angiveligt prisværdige grunde.

Det er sandt nok, at universiteter i nogle lande er lidet mere end figenblade for deres regimer. Men det er sædvanligvis ikke deres fejl. Så vi undgår belæringerne om statslige marionetter snarere end at undsige dem og vi beskytter universiteterne så de kan udvikle det sparsomme råderum.

Og dog kommer en boykot meget undtagelsesvis på vores dagsorden. Det sker når et lands universiteter erkendes som centrale medspillere i legitimeringen af et regime, som systematisk påfører sit eget folk massive menneskerettighedskrænkelser og ethvert foregivende af, at universiteterne er uafhængige bastioner for intellektuel tænkning baseret på principper bliver for fornærmende for den menneskelige bevidsthed.

Men eftersom universiteter i mange undertrykkende regimer er omfattet af disse kriterier, er der i praksis behov for endnu en betingelse: De skal have frihed til at optræde anderledes.

I demokratiske lande, hvor menneskerettighedskrænkelser i tiltagende omfang breder sig mere og mere som i Israel, er det ikke holdbart, at fakulteter indtager og fremmer den opfattelse, at deres institutioner – der sprøjter arkitekter og professionelle fodfolk og besættelsessoldater ud – ikke har nogen andel i disse krænkelser og kan indgå i joint venture selskaber som retskafne medlemmer af den internationale akademikerstand.

Der er i særdeleshed ikke holdbart, når universiteter selv diskriminerer i forbindelse med med deres forsknigs-, legat- og optagelsespolitik. Universitetsfakulteter formodes at sørge for at deres institutioner lever op til basale standarder for objektivitet, rimelighed og ikke-diskrimination. Hvor der er mulighed for at træffe beslutninger om disse standarder og man afviser at gøre det, bliver systemets tilhænger til en hykler. Moralsk lammelse bliver til moralsk skyld.

Ud fra disse anskuelser igangsatte udenlandske akademikere tilbage i 1980’erne en akademisk boykot af apartheidens Sydafrika, hvis universiteter til slut med rette blev blotlagt som bastioner for hvidt overherredømme og hvis hvide fakulteter, privilegerede under det racemæssige demokrati, kunne gøres ansvarlige.

På lignende vis ser vi nu en boykot af israelske universiteter blandt andre tilskyndet af Britain’s University and College Union. Israelske akademikere er – naturligt nok – forfærdede over idéen om en boykot og den israelske regering er bekymret over at idéen vinder tiltagende opbakning.

Derfor er der kommet en israelsk akademisk delegation til England for at modarbejde boykotten og alle de gamle slagord, der engang blev fremført af apartheidens apologeter – ‘akademisk frihed’, ‘ligevægtighed’ , ‘proportionalitet’ – bliver igen taget i anvendelse mod den nye boykot.

De israelske argumenter minder virkelig for meget om apartheidens Sydafrika til at slippe for at blive sammenlignet. Især prøvede sydafrikanske akademikere i deres forsøg på at overvinde boykotten typisk at undgå en diskussion af apartheidens overgreb.

Israelske akademikeres argumenter imod boykotten kommer heller ikke ind på begrundelsen for den, som er Israels besættelse af palæstinensiske områder og underkastelsen af næsten fire millioner under militært styre.

Faktisk understreger de behovet for ‘ligevægtighed’ ,som – i israelsk sprogbrug – er et kodeord for at helt at fjerne opmærksomheden fra besættelsen for i stedet at gentage en fortærsket kanon om israelsk uskyld, offerrolle og benægtelse. Og fordi de ikke diskuterer besættelsen, kommer de ikke ind på deres egne universiteters delagtighed i den.

Hvad vi end mener om politisk neutralitet, arbejder akademikere aldrig i et tomrum. I konfliktområder er vort arbejde i sig selv lige så politisk som enhver anden aktivitet.

Lad os for eksempel droppe mistro og acceptere Ben Gurion University-professor Zvi Hacohens påstand i Ha’aretz (15.05 2007) om, “at der foregår et vidtgående samarbejde mellem vore universiteter og palæstinensiske og jordanske universiteter”, skønt han ikke specificerer hvori dette “vidtgående” samarbejde består. Hans argument finder næppe nogen støtte hos det palæstinensiske fakultet, hvis enlige offentlige stemme i det spørgsmål har været en støtte til boykotten.

Men i hvert fald kan han ikke foregive, at et sådant samarbejde er apolitisk, når palæstinensiske forskningspartnere af hans egen regering bliver holdt fangne under et uhyggeligt strengt militært regime og besættelsesmagten ødelægger deres familiers forhåbninger og liv, deres institutioners fremkommelighed og hele deres samfunds basale sikkerhed.

Ej heller kan han foregive, at hans eget universitet er neutralt, når det bliver opretholdt delvist på grund af privilegier, der er opnået på grundlag sådanne grufulde menneskerettighedskrænkelser og forskningsadfærd, der tager sigte på at opretholde og forstærke disse privilegier.

At ignorere en sådan delagtighed er ikke ar være neutral: Det er at være med til at muliggøre overgrebene. Det bidrager til at lægge et skin af normalitet over en uhyggelig menneskerettighedssituation og bidrager så til at skærme den mod en grundig undersøgelse.

Israels apologeter i denne kontorvers protesterer også med, at boykotten krænker den moralske økonomi ved akademisk arbejde. “Kommunikation, forståelse og internationalt samarbejde er alt hvad det drejer sig om på dette område”, sagde professor Miriam Schlesinger fra Bar Ilan University, som blev bedt om at trækker sig fra bestyrelsen af et tidsskrift med internationale oversættelser, fordi hun er israeler.

Imidlertid er etik i forbindelse med kommunikation, forståelse og samarbejde med palæstinensiske universiteter lige netop hvad israelske universiteter har afskrevet. I stedet tillader israelske forskere nu og da palæstinensiske institutioner at vente endeløst ved indgange, som deres egen regering har kontrol med mens de selv deltager i diskussioner på højt plan i de bekvemme saloner i Oxford og Cambridge.

Et tredje argument går ud på, at en boykot er for omfattende og straffer Israels progressive intellektuelle sammen med nationalistiske reaktionære og passive medløbere. Schlesinger taler endda om ’kollektiv afstraffelse’ – en uheldig reference eftersom Israels besættelse og brutalisering af omkring 4.000.000 mennesker ofte bliver fordømt som kollektiv afstraffelse og udtrykket antyder – igen – den særlige israelske fortolkning af ordet “ligevægt”

Men kollektiv afstraffelse er forkert, hvor der ikke findes noget kollektivt ansvar. Civile palæstinensere i en flygtningelejr har ikke mulighed for at udøve nogen kontrol og er derfor ikke ansvarlige for, hvad nogle militante foretager sig for at modsætte sig besættelsen; og at gøre modstand mod besættelse er under alle omstændigheder en menneskeret. Israelske professorer har muligheden for at vende sig mod menneskerettighedskrænkelser, der fremmes af deres egne institutioner og har derfor også den moralske forpligtelse til at gøre det.

Heraf fremgår også at Dr. Schlesinger fremfører en falsk moralsk symmetri når hun sætter lighedstegn mellem sin ret til at arbejde i bestyrelsen for et akademisk tidsskrift og palæstinensiske studenters ret til en universitetsuddannelse. Hun blev frataget sin plads i bestyrelsen ikke blot fordi hun er israeler , men fordi hun er medskyldig – via de privilegier og den magt hun nyder godt på grund af sin natitonalitet og sit job – i en brutal besættelse.

Palæstinensere nægtes deres ret til en uddannelse alene fordi de ikke er jøder. Den første udelukkelse afspejler – selv hvis den er kontroversiel – en moralsk holdning – den sidste en racistisk holdning.

Et fjerde argument, der fremføres er at Israel på urimelig vis bliver fremhævet. For eksempel at i betragtning af at USA og Storbritanien for nylig er gået sammen om at dræbe eller sørge for at hundredetusinder irakere bliver dræbt, kunne man helt sikkert med større ret boykotte dem.

Dette argument prøver imidlertid at skræve over den grav, som apartheidens Sydafrika faldt ned i, for Sydafrika prøvede den samme påstand om proportionalitet og verden tog den ikke til sig. Staters forsyndelser kan ikke alene måles i antallet af dødsfald og ej heller rangeres efter i hvor høj grad ulykkernes alvor kan måles. Hvis det var tilfældet ville vi blot sætte fokus på én konflikt af gangen.

For det andet er Israels besættelse af Vestbredden og Gaza ikke en udenrigspolitik, der er slået fejl. Hele det israelske statslige system – dets love, dets politik, dets ideologi om den jødiske stat, de privilegier der er tilgængelige for det jødisk-nationale samfund – er en del af en storstilet demografisk strategi, der tager sigte på at udelukke, fængsle og undertrykke 50 % af statens egen territoriale befolkning alene på grund af dens etniske identitet. Dette adskiller Israel fra andre stater, der udøver en dårlig adfærd og henviser det til en apartheidstats særlige moralske afgrund.

Og der er dér hunden ligger begravet. Den beskedne men tiltagende boykot af Israel sender et signal om, at det politiske landskab er ved at ændre sig – at grundlaget for den israelske besættelse er ved at skride begrebsmæssigt, hvis endnu ikke legalt, over i en apartheid-model.

FN’s Internationale Konvention om Afskaffelse og Afstraffelse af Forbrydelsen Apartheid definerer ‘forbrydelsen apartheid’ som ‘inhumane handlinger’, så som ‘den tilsigtede frembringelse af vilkår der kan forhindre de fulde udviklingsmuligheder for en sådan gruppe eller grupper’ ved at nægte dem ‘retten til uddannelse, retten til at rejse ud af og ind i deres eget land, retten til en nationalitet [statsborgerskab], retten til frit at bevæge sig og bosætte sig, retten til menings- og ytringsfrihed og retten til fri og fredelig forsamlings- og foreningsfrihed’.

Konventionen forbyder specielt enhver forholdsregel, ‘der tager sigte på at opdele befolkningen efter skel ved at skabe separate reservater og ghettoer’.

Hvis ikke dette er en beskrivelse af Israels militære regimente i forholdet til palæstinenserne, er det svært at forestille sig hvordan apartheid uden for Sydafrika skulle tage sig ud eller hvordan Konventionen igen skulle kunne anvendes.

Israel afviser naturligvis ophidset apartheid-analogien, dels med den begrundelse at palæstinenserne ikke er en race, men en national eller etnisk gruppe (negativt defineret som ikke-jøder). Derudover formodes palæstinensere ikke at være israelske borgere, men anses snarere for at være borgere i en ikke-eksisterende stat, som muligvis kan opstå på et tidspunkt i fremtiden.

Men ingen der ser på de opsplittede og indhegnede enklaver på Vestbredden, der er blevet tilbage til palæstinenserne kan forestille sig, at disse fængselslejre er oprettet med henblik på at udgøre en stat og en skelnen mellem etnicitet og race i denne sammenhæng mister enhver mening.

A-ordet ses nu overalt og boykotten er et tegn på opråbet om boykot slår rod bredt i det internationale civilsamfund. Israels uheldige akademikere mister hurtigt terræn over for den hastigt tiltagende boykot.

Fordi israelske akademikere benægter selve besættelsens rædsler, begriber de israelske akademikere, der protestrerer mod boykotten måske ikke dens virkelige formål, som er at tvinge dem til en konfrontation med disse rædsler. Det er ikke acceptabelt , at de insisterer på privilegier i et elfenbenstårn med besættelsesmagtens så frygtelige menneskerettighedskatastrofer lige på deres eget dørtrin, begået af deres egen regering og med inddragelse af deres egne institutioner i sine grusomheder og bedrag.

Når Dr. Schlesinger protesterer med at det at blive behandlet ud fra sin nationalitet snarere end ud fra sin individuelle karakter, var “et hårdt slag”, fatter hun ikke hele pointen. For at hævde et krav om at blive behandlet ud fra principper, må man udstrække kravet til også at omfatte andre.

Israelske akademikere må seriøst over for deres palæstinensiske kollegaer iagttage den værdighed og respekt, som de forventer selv at blive mødt med. Når de gør det, vil besættelsen – i betragtning af deres formidable talenter og ressourcer – komme til at stå over for sine mest slagkraftige modstandere.

Virginia Tilley er amerikansk statsborger og seniorforsker ved the Human Sciences Research Council i Pretoria. Hun er forfatter til bogen The One-State Solution: A Breakthrough for Peace in the Israeli-Palestinian Deadlock

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.