Israel år 2007: En tro kopi af Apartheid regimet i Sydafrika

Roni Kasserlz, Mail and Guardian

Israel år 2007: En tro kopi af Apartheid regimet i Sydafrika

Af Roni Kasserlz (Chef for den sydafrikanske efterretningstjeneste under den nuværende præsident Tabo Mbeki). Roni kæmpede sammen med Nelson Mandela, Tabo Mbeki og mange andre under ANCs faner mod det forhadte Apartheid regime i Sydafrika. Han er hvid – og jøde. Hans indlæg blev bragt den 25. maj 2007 i den Sydafrikanske avis ”Mail and Guardian”. Oversat af Fathi El-Abed

At rejse rundt på Vestbredden i Palæstina, som jeg for nyligt besøgte, er som at rejse tilbage til tiden under det racistiske apartheid-regime i Sydafrika.

Det er en forfærdelig og frygtindgydende oplevelse at passere de mange checkpoints på Vestbredden – og der er efterhånden omkring 500 af dem spredt over hele Vestbredden. De bevogtes af velbevæbnede soldater og selv om de er unge er de meget strikse og ubehagelige. De holder øje med enhver bevægelse med fingeren på aftrækkeren. Heldigt for mig – og fordi jeg kørte i en sydafrikansk diplomat bil –  var jeg ikke i fare.

At se palæstinenserne vente i lange køer såvel gående som kørende minder afsindigt meget om de tavse og triste køer af ventende sorte foran kontorerne for ”Kørsels Tilladelser” under Apartheid regimet i det gamle Sydafrika. For palæstinenserne betyder det, at turen fra den ene by til den anden på Vestbredden som tidligere kun varede i 20 minutter,  nu nemt kan tage op til 7 timer med utallige ydmygende hændelser undervejs fra de israelske soldater, som for de flestes vedkommende er under 20 år.

En god veninde, Terry Bolata, overvejer efterhånden at opgive sin stilling som skolelærer. Den frygtelige Apartheid Mur – på Vestbredden – har isoleret hendes hjem i Østjerusalem fra den skole hun arbejder i, som ligger på den anden side af gaden. Nu tager det hende ca. en time at nå skolen. Alligevel er hun bedre stillet end landmændene i den palæstinensiske by Qalqilia, som før Apartheid Muren var et blomstrende landbrugssamfund og som nu er total omringet af Apartheid Muren og lider økonomisk død. Der er en enkelt port ved indgangen til Qalqilia. Nøglen til porten er i de israelske soldaters lommer. Ved mange tilfælde er ingen af de israelske soldater tilstede for at give folk lov til at komme ind og ud.

Og byen Betlehem er også efterhånden totalt omringet af Apartheid Muren med to porte til ind- og udgang. Og for at gøre ondt værre, har israelerne dækket indgangene med reklamebannere, som hilser turisterne velkommen…til Jesu fødeby!!

Israel påstår at have konstrueret det de selv betegner som ”Sikkerheds Muren” for at tilintetgøre den palæstinensiske vilje og for at omringe dem i isolerende lommer (ghettoer). Som en krybende dyr ændres Murens form og skærer sig igennem landbrugs jorden som en barriere af stål og pigtråd, med udkigstårne og grøfter, veje til de israelske vagtpatruljer, og varslingssystemer. Apartheid Muren vil ende med at være på 700 km med en højde på mellem 8 og 9 meter visse steder og dermed vil den overgå Berlin Muren i såvel højden som længden. 

Formålet med Muren i det åbne landskab er efterhånden mere end tydelig. Apartheid Muren hugger store arealer af Vestbredden af for at indlemme de ulovlige israelske bosættelser – en del af dem er efterhånden voldsomt store byer – i Israel og dermed en de facto annektering af endnu store områder af palæstinensisk land af Israel.

Israelerne påstår at formålet med Muren KUN er at forhindre ”terroristerne” i at komme ind i selve Israel. Og palæstinenserne svarer, at hvis det er tilfældet hvorfor bliver den så ikke bygget langs den grønne linje – 1967 grænsen. Og man kan ikke længere være andet end enig i hvad ministeren i den sydafrikanske republik Issob Bhad sagde: ” ..det er tydeligt for alle at Muren og kontrolposterne har det ene formål; at sørge for de jødiske bosætteres ve og vel”. 

Landarealet som det er muligt for palæstinenserne at leve i på Vestbredden – og som udgør 22% af det historiske Palæstina –  er efterhånden skrumpet til mellem 10-12%. Den procentdel er oven i købet skåret og delt til mindre og usammenhængende områder. Derudover er hele det frugtbare område langs Jordan Floden blevet til et område med karakter af natur reservat forbeholdt de jødiske bosættere og de israelske soldater.

Ligesom tilfældet er med Gaza, er Vestbredden praktisk talt også forvandlet til et stort lukket fængsel. Derudover chokerede det mig totalt at opdage, at der faktisk findes mange veje som er forbudt for palæstinenserne at færdes på og som er forbeholdt de jødiske bosættere og jeg har siden prøvet virkeligt hårdt – men uden held – at huske lignende uhyrligheder under det racistiske styre i Sydafrika.

Gaza repræsenterer et godt billede på forarmelse, fattigdom og trøstesløse bygninger der enten er mærket eller destrueret af bombardementerne. Og midt i al det oplevede jeg noget så surrealistisk som at fejre Sydafrikas frihedsdag på en palæstinensisk restaurant, der ligger ud til Gazas fantastiske fiskehavn og strand. Kun en salve fra maskingevær her og der forstyrrede festen. Vi fik senere at vide, at en gruppe bevæbnede fejrede, at en af deres sårede var blevet udskrevet af hospitalet. Fiskerbådene er lagt stille til havn i lange rækker. Situationen er rigtig slem. Fiskerne  må kun fiske tre kilometer fra kysten og af den grund er det ikke længere hverken muligt eller indbringende at fiske. På trods af den forfærdelig situation for fiskerne blev det til et stort lækkert bord, der levede op til de bedste palæstinensiske traditioner.

I afgangshallen i lufthavn i Tel Aviv genkendte en af de ansatte min accent og spurgte mig med en Khautneg accent (distriktet hvor byer som Johannesburg og Pretoria ligger): ”Er du sydafrikaner?” Denne unge mand rejste som barn fra Binoni – et forstad til Johannesburg – og kom til Israel i 1985.

Jeg spurgte ham om, hvordan det er i Israel? Han svarede; ”Up place – Ked. xxF” (et udtryk der signalerer kraftig misfornøjelse). Han tilføjede at han snart vil immigrere til Australien. Jeg spurgte, ”til Down Under?” (et udtryk om Australien og New Zealand).

Jeg tænkte, at jeg er på en rejse som Alice i Eventyrland til en fantasifuld verden, der er meget værre end det racistiske Sydafrika. Om få timer vil jeg befinde mig i Nord Irland som gæst til en middag i forbindelse med edsaflæggelse til magtdeling mellem Ian Paisley (protestant og DUP leder) og Martin McGuinness (katolik og tidligere kommandør i Sinn Fein). Der var en tid, hvor ikke en gang B.M Bota – en af de værste ledere i det racistiske Sydafrika – og Ariel Sharon kunne være så ekstremistiske som Ian Paisley var i sin værste periode som fanatiker med hang til konstant at skabe ballade.

Irland var i 800 år under den engelske magt og besættelsen i Sydafrika og Apartheid styret varede i 350 år. Den zionistiske besættelse og koloniseringsprojekt i Palæstina har været i gang siden 1880´erne.

Det er ikke længere muligt for det korrupte og visionsløse israelske politiske establishment at fortsætte med at reagere på samme ældgamle måde. Palæstinenserne vil ikke længere finde sig i yderligere undertrykkelse. Behovet er nu palæstinensisk enighed bag den demokratisk valgte palæstinensiske samlingsregering og opbakning i form af folkelig modstand fra det palæstinensiske folk og progressive israelere samt ikke mindst støtte gennem international solidaritet.

Sydafrikas holdning er kendt og klar og kan karakteriseres med kravet om en snarlig anerkendelse af den palæstinensiske nationale samlingsregering, ophævelse af den økonomiske og politiske boykot. Men ikke mindst en afslutning på belejringen af de palæstinensiske områder og den israelske besættelse, som nu har varet i 40 år. De politiske forhandlinger må genoptages for at nå frem til en to-stats løsning.

Til sidst vil jeg gøre opmærksom på, at præsident Mahmoud Abbas har hilst invitationen til Ismail Hanieh, som er leder af den palæstinensiske samlingsregering, til at besøge Sydafrika velkommen. Den sydafrikanske regering vil samarbejde med den palæstinensiske regering. ”Inshallah”, som de siger på arabisk.

Comments are closed.