Desværre, forkert kontinent.

Uri Avnery, Gush Shalom

Desværre, forkert kontinent.

Den israelske politiker og leder af “Gush Shalom” (Fredslejren) skriver:

For nogle få uger siden blev de 15. asiatiske lege, “Asiaden”, afholdt i Qatar.

De israelske medier behandlede begivenheden med en blanding af hån og medlidenhed. En slags pittoresk asiatisk cirkus. Vort fjernsyn viste en eksotisk rytter med kefije, som red sin fine arabiske ganger op ad en stejl trappe ved åbningsceremonien for at tænde den olympiske flamme. Og det var så det.

Ét spørgsmål blev ikke stillet overhovedet i nogen af medierne: Hvorfor er vi ikke der? Ligger Isra-el ikke i Asien?

Det blev overhovedet ikke overvejet. Os? I Asien? Hvordan dog komme på den tanke?

Da jeg fulgte begivenheden på Aljazeera television, kom jeg pludselig i tanker om en privat årsdag, som jeg havde glemt.

For nøjagtigt 60 år siden var vi nogle få unge mennesker, en gruppe, som på hebraisk kaldte sig “Unge Eretz-Israel” og på arabisk “Unge Palæstina”.

For vore egne penge (på den tid var vi alle temmelig fattige) udgav vi af og til et tidsskrift, som vi kaldte Bamaavak (“I kampen”).

Bamaavak gav ofte anledning til ophidselse, fordi det gav udtryk for voldsomt kætterske meninger. I modsætning til den dominerende zionistiske beretning, understregede tidsskriftet, at vi, den unge generation som voksede op i landet, udgjorde en ny nation, den hebraiske nation. Til forskel fra gruppen af “kanaanæere”, som gik forud for os, proklamerede vi, a) at den nye nation er en del af det jødiske folk, næsten som Australien er en del af det angelsaksiske folk, og b) at vi er en søster-nation til den genopståede arabiske nation i landet og over hele regionen.

Og ikke mindst: at da den nye hebraiske nation er født i landet, og da landet hører til Asien, så er vi en asiatisk nation, en naturlig allieret til alle de asiatiske og afrikanske nationer, som kæmper for befrielse fra kolonialismen.

Onsdag den 19. marts 1947, nogle få måneder efter at den første udgave af Bamaavak var kommet ud, rapporterede dagbladet Hebrew Haboker: “Ved åbningen af den pan-asiatiske konference (i New Delhi) havde gruppen Unge Eretz Israel sendt et telegram til Jawaharlal Nehru, hvor der stod: “Modtag venligst Eretz-israelsk ungdoms lykønskninger for Deres historiske initiativ. Gid det nye Asiens folks stræben efter frihed må forenes, inspireret af Deres heroiske eksempel. Længe leve det forenede og kommende unge Asien, avantgarden for broderskab og fremskridt.”

En lignende nyhed dukkede samme dag op på forsiden af Palestine Post (forgængeren for Jerusa-lem Post), med navnene på underskriverne: Uri Avnery, Amos Elon og Ben-Ami Gur.

Bamaavak udkom en gang imellem, når som helst vi havde nok penge, indtil udbruddet af krigen i 1948. I den hebraiske presse blev mere end hundrede reaktioner offentliggjort, næsten alle negative, mange af dem udskældende. Den berømte skribent Moshe Shamir, dengang venstreorienteret, lave-de et elegant ordspil, idet han kaldte os Bamat-Avak (“støvstadiet”).

Da krigen brød ud, blev alt dette overskygget – og glemt. Men næsten alt, hvad vi sagde for 60 år siden, er stadig relevant i dag. Og det mest relevante spørgsmål er: Hvilket kontinent hører staten Israel faktisk til?

Jeg tror, at en af de mest grundlæggende årsager til den historiske konflikt mellem os og den arabi-ske verden i almindelighed og det palæstinensiske folk i særdeleshed er det faktum, at den zionisti-ske bevægelse lige fra begyndelsen erklærede, at den ikke hørte til den region, som vi lever i. Må-ske er det en af grundene til det faktum, at selv efter fire generationer er såret ikke helet.

Theodor Herzl skrev i sin bog ”Den jødiske stat”, som er zionismens grundlæggende dokument: ”For Europa skal vi (i Palæstina) blive en del af muren mod Asien, avantgarden for kultur imod barbarismen.” Denne attitude er typisk for hele zionismens og staten Israels historie op til i dag.

Og sandelig, for få uger siden erklærede den Israelske ambassadør i Australien, at ”Asien tilhører den gule race, mens vi er hvide og har ikke øjne som sprækker.”

Man kan måske tilgive Herzl, en typisk europæer, som levede i en periode, hvor imperialismen dominerede europæisk tankegang. Men i dag, fire generationer senere fortsætter de, som danner den offentlige mening i Israel, folk født i landet, ad samme spor. Tidligere premierminister Ehud Barak erklærede, at Israel er ”en villa i midten af junglen” (den arabiske jungle, selvfølgelig), og denne attitude deles af praktisk taget alle vore politikere. Tsipi Livni ynder at tale om ”det farlige nabolag” som vi bor i, og Ariel Sharons ledende rådgiver sagde en gang, at der ikke vil blive fred, ”før palæstinenserne bliver til finner.”

Vore fodbold- og basketballhold spiller i de europæiske ligaer, Eurovisionens grand prix -konkurrence er en national begivenhed i Israel. 95% af vor politiske aktivitet er fokuseret på Euro-pa og Nordamerika. Men fænomenet rækker langt ud over den politiske arena – dette er en ver-densanskuelse i bogstavelig forstand. I vor verden er Israel en del af Europa.

I 1950’erne, da jeg var udgiver af nyhedsmagasinet Haolam Hazeh, offentliggjorde jeg en gang en vittighedstegning, som jeg stadig er stolt af: Den viste et kort over det østlige Middelhav med en arm, der strakte sig ud fra Grækenland, og som holdt en saks, der skar Israel væk fra Asien. Det er en skam, at jeg ikke tilføjede en anden tegning, som viste Israel i færd med at blive hæftet til Frank-rigs kyst, eller hellere Miami.

I dag ville det blive svært at finde nogen, som ville påstå, at Asien – Indien, Kina – er barbarisk. Men det er nemt at finde folk i Israel og i hele den vestlige verden, som opfatter den arabiske ver-den, og faktisk hele den muslimske verden, som ”en jungle”. Med en sådan attitude kan man ikke skabe fred. Trods alt skaber man ikke fred med giftslanger og forslugne leoparder.

I Bamaavak’s tid skabte vi slagordet ”Integration i den semitiske region”. Men hvordan kan man integrere sig i en region, som ses som en jungle?

En verdensanskuelse er ikke en akademisk sag. Den har en vældig virkning på tilværelsen. Den øver indflydelse på folk, når den er bevidst, og endda mere når den er ubevidst. Den former de praktiske beslutninger, uden at beslutningstagerne er opmærksomme på det. Også politikere er kun mennesker (hvis de er det), og deres handlinger er styret af deres skjulte overbevisninger.

I Israel er vi vant til at se ubestridte begreber som oprindelse til alle vore fejlgreb og nederlag. Men er det andet end udtryk for en ubevidst verdensanskuelse?

Verdensanskuelsen har indflydelse på mange områder af staten. Den er kærnen i undervisningssystemet, som former tankegangen i næste generation. Vi har måske det eneste undervisningssystem i verden, som ikke underviser i dets hjemlands historie. I vore skoler undervises der meget lidt i landets fortid. Hvad der i stedet undervises i, er ”det jødiske folks” historie. Den begynder med de gamle israelitiske kongedømmer før det sjette århundrede før Kristi fødsel (”det første tempel”), så det jødiske samfund i landet før begyndelsen af den kristne periode og nogle år efter (”det andet tempel”). Så forlader den landet og opholder sig ved den jødiske diaspora i nogle tusinde år, indtil begyndelsen af den zionistiske bosættelse. Næsten 2000 år af landets historie forsvinder fra skolen.

Jeg holdt engang en tale om dette i Knesset. Jeg sagde, at et israelsk barn, som var født i landet, hvad enten det var jødisk eller arabisk, burde studere landets historie, som skulle omfatte alle lan-dets tidsaldre og folk: kanaanæere, israelitter, grækere, romere, arabere, korsfarere, mameluker, tyrkere, englændere, palæstinensere, israelere og andre. Derudover kunne det så lære om jødernes historie i diasporaen. Undervisningsministeren svarede humoristisk og insisterede på derefter at kalde mig ”Mameluken”.

I den seneste tid er det blevet moderne for politikere og kommentatorer i Israel at tale om den fare for tilintetgørelse, som efter hvad de siger, svæver over Israel. Det er næsten ikke til at tro: staten Israel er en regional supermagt, dens økonomi er robust og i udvikling, dens teknologiske niveau er et af de mest avancerede i verden, dens hær er stærkere end alle de arabiske hære tilsammen, den har et vældig stort arsenal af atomvåben. Selv om iranerne skulle opnå at skabe deres egen atom-bombe, ville det være vanvittigt af dem at bruge den med tanke på den israelske gengældelse.

Så hvor kommer denne frygt for udslettelse fra i statens 59. år? En del af den kommer sikkert fra mindet om Holocaust, som er dybt præget i den nationale mentalitet. Men en anden del kommer fra følelsen af ikke at høre til, af midlertidighed, af manglen på rødder.

Den har naturligvis også hjemlige implikationer. Bevidsthed berører også praktiske interesser. På-standen om, at vi er et europæisk folk, understøtter automatisk vor herskende klasse, som stadig i overvældende grad er Ashkenazi-europæere, over og imod flertallet af Israels borgere, som er af asiatisk-afrikansk-jødisk og palæstinensisk-arabisk oprindelse. Den dybtgående ringeagt for deres kultur, som har fulgt staten fra dens første dag, skaber diskrimination imod dem på mange områder.

En forandring, som påvirker et samfunds bevidsthed, er ikke en hurtig proces. Den kan ikke opnås pr. dekret. Det er en langsom og gradvis proces. Men på et tidspunkt bliver vi nødt til at begynde på den, og først og fremmest i undervisningssystemet.

Jeg indledte mit hæfte ”Krig eller fred i den semitiske region”, som blev udgivet i oktober 1947, kun nogle få uger før 1948-krigen brød ud, med ordene: ”Da vore zionistiske fædre besluttede at skabe et ”trygt hjem” i Eretz Israel, havde de valget mellem to veje: De kunne dukke op i Vest-asien som en europæisk erobrer, som ser sig selv som et brohoved for den ”hvide” race og som herre over de ”indfødte” …. eller se sig selv som en asiatisk nation, som vender tilbage til sit hjem-land.”

Da jeg skrev disse ord, var Asiens fremgang endnu en drøm. Den anden verdenskrig var slut kun to år før, og De Forenede Stater så ud som en almægtig supermagt. Men nu foregår der en stille revo-lution af enorme dimensioner. Asiens nationer, med Kina og Indien i spidsen, er ved at blive øko-nomiske og politiske supermagter. Skulle vi ikke gradvis bevæge os mod denne lejr?

Dette hæfte, 60 år gammelt, sluttede med ordene fra en hebraisk sang: ”Vi står overfor den opgåen-de sol/ Mod Østen, vor hjemstavn…”

Uri Avnery

23.12.2006

Oversat for DPV af Dagmar Dinesen.

Comments are closed.