En længe forberedt krig

Arbejderen

En længe forberedt krig

Vi står over for en omfattende amerikansk-israelsk plan for ‘at tegne et nyt kort over Mellemøsten’. Angrebene mod først Gaza og dernæst Libanon er led i denne plan, som også omfatter fjernelse af regimerne i Syrien og Iran.

12. august 2006

af Sven Tarp

For præcis en måned siden, den 12. juli, gik Israel til angreb på Libanon. Den umiddelbare anledning var, at Hizbollah under en træfning havde dræbt tre israelske soldater og taget to til fange.

Alene den hurtighed, hvormed Israel reagerede, taler imidlertid for, at angrebet må have været forberedt længe forinden. Og samtidig viser omfanget af Israels aggression, at målet er langt mere end befrielse af de to tilfangetagne soldater.

I virkeligheden står vi over for en omfattende amerikansk-israelsk plan for ‘at tegne et nyt kort over Mellemøsten’. Angrebene mod først Gaza og dernæst Libanon er led i denne plan, som også omfatter fjernelse af regimerne i Syrien og Iran og knægtelse af modstandsbevægelserne i Irak og Afghanistan.

Humanitær katastrofe

Israels massive bombardementer af infrastruktur, boligkvarterer og landsbyer er intet mindre end en national katastrofe for Libanon. Landet er med ledende politikeres ord ‘bombet tredive år tilbage i tiden’. De civile institutioner er stort set holdt op med at fungere.

Over tusind civile har indtil nu mistet livet, heraf en femtedel børn. Tusinder er såret og lemlæstet. Omkring en million mennesker er på flugt, hvoraf 200.000 er flygtet til nabolandet Syrien. Og hertil kommer de mange libanesiske emigranter, som var på ferie hos deres familie, og som under stor medieopmærksomhed måtte lynevakueres i krigens første dage.

Traumerne fra den libanesiske borgerkrig er igen dukket frem som spøgelser fra fortiden. En ny generation af børn og unge har fået sår på sjælen.

FN`s generalsekretær, Kofi Annan, har ikke uden grund efter massakren i Qana konkluderet:

‘Angrebet mod Qana den 30. juli må ses i en bredere kontekst. Den må ses som et eksempel på krænkelse af den internationale ret, herunder den internationale humanitære ret og lovene om menneskerettigheder’.

Uvederhæftighed som dyd

En nylig opinionsundersøgelse viste, at et lille flertal af den danske befolkning støtter Israel i krigen og forstår dets bevæggrunde.

Dette kan næppe undre, når hovedparten af de danske massemedier øjensynlig betragter ensidighed, manipulation og fordrejning af sandheden som de højeste dyder.

Israels begrundelse for krigen sluges ukritisk. Dets ærkefjender Hamas og Hizbollah dæmoniseres og hænges ud som religiøse fanatikere og terrorister af Al Qaeda-typen. Staten Israels racistisk-zionistiske grundlag forties derimod konsekvent. At Israel har verdensrekord i overtrædelse af FN-resolution forbigås i stilhed. I stedet præsenteres landet som det eneste ‘demokrati’ i regionen.

Israels overtrædelser af menneskerettighederne og dets gentagne aggressioner mod nabostaterne retfærdiggøres under devisen om, at det har ret til at forsvare sig, som om palæstinenserne og nabolandene ikke havde samme ret.

Den danske regering stemte i krigens første dage i FN`s sikkerhedsråd imod en resolution om øjeblikkelig våbenhvile. Den viste dermed, at den intet havde lært af krisen omkring Muhammed-tegningerne. Den viste endnu engang, at den beredvilligt stiller sig på krigsforbrydernes side i deres kamp mod de arabiske folk.

Israel og Libanon

Staten Israel og dens nuværende grænser er blevet skabt på grundlag af aggression og besættelse af arabisk land. Et stadigt mål i den sammenhæng har været bestræbelsen på at skabe svage og opsplittede nabostater.

I en nylig artikel gør redaktøren af Voltaire Net, Thierry Meyssan, opmærksom på, at Israel længe har ønsket at opløse Libanon, danne en kristen ministat og annektere en del af dets territorium (1). Det fremgår for eksempel af et berømt brev, som Israels første premierminister, David Ben Gourion, i 1957 skrev til Moshe Sharett (2).

Bestræbelserne i denne retning var også synlige i årene efter 1982, hvor Israel holdt en stor del af Libanon besat og i alliance med kristne falangister med et vist held formåede at spilde de forskellige befolkningsgrupper ud mod hinanden.

Nykolonialisering af Mellemøsten

I 1996 indskrives disse bestræbelser i en omfattende plan for at nykolonialisere Mellemøsten.

Denne plan kan læses i en rapport med den sigende titel Et rent snit: en ny strategi for at sikre riget (3). Rapport blev udarbejdet for den daværende israelske premierminister Benjamin Netanyahu af en nykonservativ tænketank, der talte folk som Richard Perle, James Colbert, Charles Fairbanks og David Wurmser, hvoraf de fleste senere fik høje poster i Bush` administration.

Hovedideen i rapporten var, at Israel skulle opgive den fallerede ‘jord-for-fred’ politik og i stedet arbejde på grundlag af ‘styrkeforholdet’, idet det med amerikansk hjælp skulle opbygge sig som en militær stormagt i området. Derudover lagde rapporten op til:

– ophævelse af Oslo-aftalerne

– eliminering af Yasser Arafat

– anneksion af de palæstinensiske landområder

– omstyrtelse af Saddam Hussein for at destabilisere Syrien og Libanon

– opløsning af Irak og dannelse af en palæstinensisk stat på dets territorium

– udnyttelse af Israel som en komplementær base for USA`s stjernekrigsprogram.

Som det fremgår, er flere af disse mål allerede blevet virkeliggjort. Og resten af dem kan genfindes i den nuværende situation.

De konkrete krigsplaner

Israels overfald på Libanon var planlagt længe før Hizbollahs tilfangetagelse af de to israelske soldater. Dokumentation herfor kan blandt andet findes i en interessant artikel, som San Francisco Chronicles Jerusalem-korrespondent, Matthew Kalman, publicerede den 21. juli (4).

Kalman har lavet omfattende research og citerer blandt andet Gerald Steinberg, der er professor i politisk videnskab ved Bar-Ilan Universitetet, for følgende udtalelse:

‘Af alle Israels krige siden 1948 er denne krig den, som Israel var bedst forberedt på. På sin vis startede forberedelserne i maj 2000, umiddelbart efter Israels tilbagetrækning [fra Libanon, st.], da det blev klart, at det internationale samfund ikke ville forhindre Hizbollah i at oplagre missiler og angribe Israel. Den militære kampagne, som vi oplever, blev i 2004 planlagt til at vare omkring tre uger, og inden for det sidste år eller to er den blevet simuleret og afprøvet over hele linjen.’

Matthew Kalman skriver videre:

‘For over et år siden begyndt en israelsk hærofficer at vise PowerPoint præsentationer – uden for referat – til amerikanske og andre diplomater, journalister og tænketanke, hvor han skitserede planen for den nuværende operation i afslørende detaljer.’

Den israelske officer beskrev ifølge Kalman en tre ugers kampagne:

‘Første uge drejede sig om at ødelægge Hizbollahs langtrækkende missiler, bombe dets kommando- og kontrolcentre og afbryde transport- og kommunikationslinjerne. I den anden uge skiftede fokus til angreb mod individuelle affyringsramper og våbenlagre. I den tredje uge blev store landstyrker sat ind, men kun for at ødelægge mål, som var blevet opdaget under rekognosceringstogter i løbet af kampagnen. Ifølge dette scenario var det ingen planer om at langvarig genbesættelse af Sydlibanon.’

Ifølge Thierry Meyssan blev planen seneste diskuteret på det Verdensforum, som American Entreprise Institute organiserede i Beaver Creek den 17.-18. juni i år (1). Her mødtes Benjamin Netanyahu med den amerikanske vicepræsident Dick Cheney samt Richard Perle og Nathan Sharansky. Få dage efter gav Det Hvide Hus grønt lys for planen.

Krigens mål

USA`s og Israels langsigtede mål i Libanon er at svække landet og gøre det til en pro-vestlig lydstat. Herunder indgår givetvis også Israels interesse i at anlægge en landbaseret olie- og vandledning fra den tyrkiske by Ceyhan i stedet for den dyrere undersøiske pipeline, som nu er under forberedelse (5).

For at nå de langsigtede mål må imperialismen og dens israelske spydspids imidlertid knække Hizbollah, der i dag udgør det stærkeste bolværk til forsvar for Libanons nationale suverænitet. Det var årsagen til, at USA til at begynde med afviste alle forslag om våbenhvile. Det fremgik blandt andet af følgende udtalelse fra udenrigsminister Condoleezza Rice lige før hendes første ‘diplomatiske’ rundtur til Europa og Mellemøsten:

‘Jeg har ingen interesse i et diplomati, der sigter på at få Libanon og Israel tilbage til status quo. Jeg mener, at det ville være en fejl. Hvad vi ser her, er på sin vis de voksende fødselsveer til et nyt Mellemøsten. Hvad vi end gør, må vi være sikre på, at vi presser på for et nyt Mellemøsten og ikke går tilbage til det gamle’. (6)

Rene ord for pengene. Krigen skal fortsætte, indtil Israel har nået sine mål. Hizbollah skal smadres, ikke bare med bomber, men også ved at isolere organisationen og splitte den libanesiske nation.

De massive bombardementer af ikke bare shia-muslimske, men også sunni-muslimske, kristne og andre kvarterer i Beirut og andre byer havde blandt andet til formål at få disse befolkningsgrupper til at vende sig mod Hizbollah, fordi organisationen angivelig var årsag til, at helvedes porte nu igen åbnede sig over dem. Den amerikanske ambassadør i Beirut var også uhyre aktiv med at opsøge repræsentanter for de nævnte befolkningsgrupper (7).

Foreløbig fiasko

Trods massiv ødelæggelse af Libanon har Israel endnu ikke nået sine mål.

Hizbollah er ikke blevet isoleret i Libanon. Tværtimod er organisationens prestige større end nogen sinde, ikke blot blandt shia-muslimer, men også blandt sunni-muslimer, kristne og andre befolkningsgrupper i Libanon. Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, er i dag uden sidestykke den mest populære skikkelse i den arabiske verden.

De politiske kræfter i Libanon er rykket sammen til forsvar af nationen. Den libanesiske regering, som Hizbollah er en del af, har i stigende grad fået karakter af en national enhedsregering, der forsvarer nationale interesser.

Libanons hær har gennemført de første fælles aktioner sammen med Islamisk Modstand, der er Hizbollahs væbnede fløj. En fælles plan er udarbejdet for beskyttelse af Sydlibanon.

Den kristne maronit og tidligere hærchef Michel Aoun er gået i tæt alliance med Hizbollah. Amal-militsen og Libanons Kommunistiske Parti har ligeledes kastet sig ind i modstandskampen og har fået sine første martyrer (8).

På den militære front har modstandsbevægelsen, der er organiseret som guerillastyrke, ydet overraskende modstand og tilføjet den israelske hær store tab. På intet tidspunkt siden Israels dannelse i 1948 har et arabisk land holdt stand så længe. Israel er nu tvunget til at sætte store landstyrker ind, hvad der øger risikoen for nye tab. Den ‘uovervindelige’ israelske hær har lidt et prestigetab af dimensioner.

Hvad Israel ikke har opnået på slagmarken, søger dets imperialistiske venner nu at opnå på den diplomatiske front. De barsler i FN`s sikkerhedsråd med et resolutionsforslag, der skal afvæbne den libanesiske modstandsbevægelse. Men det positive er, at selv de pro-vestlige arabiske stater af deres befolkninger er presset til at sige fra over for de værste imperialistiske rævekager.

Den eneste mulige fred er en omfattende fredsaftale, der indbefatter hele regionen. En sådan aftale må som minimum indfatte respekt for den nationale suverænitet, israelsk tilbagetrækning til grænserne før 1967-krigen, oprettelse af en palæstinensisk stat med Jerusalem som hovedstad og løsning af det palæstinensiske flygtningespørgsmål.

Kilder

1. Thierry Meyssan: Lebanon as a new target. The Neo Conservatives and the Policies of Constructive Chaos

2. Lettre de David Ben Gourion sur la constitution d`un État maronite au Liban.

3. A Clean Break: A New Strategy for Securing the Realm. Report prepared by The Institute for Advanced Strategic and Political Studies` ‘Study Group on a New Israeli Strategy Toward 2000’. . Se endvidere: David Wurmser: Coping with Crumbling States: A Western and Israeli Balance of Power Strategy for the Levant.

4. Matthew Kalman: Israel set war plan more than a year ago. Strategy was put in motion as Hezbollah began gaining military strength in Lebanon. San Francisco Chronicle, 21. juli 2006.

5. Michel Chossudovsky: The War on Lebanon and the Battle for Oil. Centre for Global Research, 26. juli 2006.

6. Special Briefing on Travel to the Middle East and Europe. Secretary Condoleezza Rice. US Department of State, 21. juli 2006.

7. Sawt el Shaab interview with the Secretary General of the LCP. 31. juli 2006.

8. The Lebanese Communist Party mourns its heroes. 7. august 2006.

Comments are closed.