Resolution efter Israels ønsker

Arbejderen

Resolution efter Israels ønsker

FN`s resolution giver Hizbollah ansvaret for krigen og sætter ingen frist for Israels tilbagetrækning fra libanesisk jord

15. august 2006

Både den israelske og den libanesiske regering godkendte søndag FN`s Sikkerhedsråds resolution 1701, der kræver ‘indstilling af fjendtlighederne’ fra begge sider.

Det skete mandag klokken otte lokal tid, blot et kvarter efter at et israelsk luftangreb havde dræbt ni civile nær Libanons grænse til Syrien.

Resolutionen kræver, at Hizbollah ‘øjeblikkeligt indstiller alle angreb’, mens Israel forbydes at udføre ‘offensive militæroperationer’.

Jakob Feldt, der er Israel-ekspert og adjunkt ved Syddansk Universitet, vurderer indstillingen af fjendtlighederne som meget skrøbelig.

– Hvis Israel vurderer, at det er strategisk fornuftigt at knuse en bunker, så gør de det. Resolutionen giver Israel ret til at handle defensivt, men Israel lancerer altid sine angreb som defensive, forklarer Jakob Feldt til Arbejderen.

Ifølge resolutionen skal det israelske militær ud af Libanon ‘snarest muligt’. Samtidig skal en styrke på 30.000, deraf halvdelen fra det libanesiske militær og halvdelen i form af en FN-styrke, overtage kontrollen med området fra Litani-floden til den israelske grænse.

Hizbollah`s leder Hassan Nasrallah sagde søndag, at organisationen accepterer resolutionen med visse reservationer. Først og fremmest er de vrede over, at den skyder skylden for konflikten ensidigt på Hizbollah.

Sven Tarp, der er international sekretær for DKP/ML, er ikke i tvivl.

– Resolutionen retfærdiggør Israels invasion, siger han til Arbejderen.

– Den bakker Israel op på et tidspunkt, hvor Israel er trængt fordi det ikke kan opnå de militære mål, der var sat. Den viser samtidig, at FN ikke fungerer. De skulle have krævet øjeblikkelig våbenhvile for lang tid siden, mener Sven Tarp.

Siden den israelske invasion begyndte for 30 dage siden er 1109 libanesere blevet dræbt, oplyser Libanons regering. I samme periode er 148 israelere blevet dræbt, oplyser FN`s nyhedsbureau IRIN.

Resolutionen pålægger ikke Israel nogen form for erstatningsansvar for den ødelagte libanesiske infrastruktur.

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Kommentarer. Bogmærk permalinket.