Grunden til at de hader os ligger begravet i Qana

Electronic Lebanon

Grunden til at de hader os ligger begravet i Qana

Electronic Lebanon, af Jonathan Cook, 31.07.2006

Folkemasserne i Beirut sidste år, der krævede en Cedertræs-Revolution, “de første kim til demokrati”, antageligt plantet af USA, er en fjern erindring. I går så vi Libanons vrede vendt mod hovedstadens FN-bygning – en tidlig “abort” i Condoleeza Rice’s nye Mellemøsten.

Hvis Israel ønskede at udvide sin krig, kunne det ikke have valgt nogen bedre måde til at opnå dette end ved at sende sine krigsfly tilbage til den blandet muslimsk-kristne landsby Qana i det sydlige Libanon for at massakrere civile der, som for at markere en makaber årsdag. For et årti siden blev mere end 100 libanesere, der havde søgt tilflugt i en lokal FN-post, dræbt under israelsk granatbeskydning af landsbyen.

For libaneserne og de fleste i den arabiske verden symboliserer FN nu alt hvad der er korrupt i det internationale samfund og dets “samvittighed”.

Verdensorganisationen er- og det bliver mere åbenlyst dag for dag – blot et stykke legetøj for USA og i en stedfortræderrolle også for Israel.

Det er intet andet end en diskussionsklub, tilmed en så svækket en af slagsen, at det endog mangler den moralske rygrad til utvetydigt at fordømme den israelske hærs mord på fire af sine ubevæbnede observatører i sidste uge. Hvordan kan Libanon forvente beskyttelse fra et internationalt organ, der er så kraftesløst ?

Det raseri vi så rette sig mod FN-bygningen i Beirut, som om der var noget behov for at bliver mindet om det, vil med tiden blive til mere vold mod Vesten, til flere 11. September-aktioner og til flere bombninger som dem i London og Madrid.

Vil disse angreb opvække de slumrende vestlige offentligheder og få dem til at stoppe deres ledere i iscenesættelsen af en verdensomspændende krig, eller vil flere af os blive overtalt til at tro på, at den arabiske verden fundamentalt er irrationel og barbarisk ?

Hvorfor hader de os ? Qana giver svaret, men det lader til at kun få i Vesten lytter. Hele morgenen, mens arabiske TV-kanaler viste de smadrede bygninger i Qana og Røde Kors-arbejderne bar mere end 60 lig ud af dem, de fleste børn, smurt ind i blod og støv, viste Israel familiefilm på sine største TV-kanaler.

Udenlandske kanaler var ikke meget bedre. Det er i de første reaktioner fra de vestlige sendere – før de har haft til at finpudse og pynte på deres manuskripter og dække hele spektret – at deres partiske dagsorden er mest gennemskuelig.

Så hele morgenen var deres opmærksomhed i mindre grad rettet mod massakren i Qana end mod ødelæggelsen af FN-bygningen i Beirut, som om den var vort sidste værn mod Islams hærgende horder. I denne præsentation af verden fremtræder vore provokatoriske handlinger så meget mindre betydningsfulde end det mystificerende svar, de andres fejlrettede vrede.

Det var bemærkelsesværdigt, at hovedhjørnestenene i vores nyhedsformidling omhyggeligt undlod at referere til massakren på libanesiske børn i Qana som en israelsk “optrapning”. Det ord som blev så højtideligt udtalt da otte israelske jernbanearbejdere i Haifa blev dræbt af en Hezbollah-raket for 14 dage siden, blev ikke sagt ved denne lejlighed.

Som vore medier anskuer det, forholder det sig sådan, at når VI lider, er der tale om en optrapning, som kræver gengældelse. Når DE lider er det kanske på tide at begynde samtaler om samtaler om en våbenhvile.

BBC’s programvært i Beirut, Lyse Doucet er en personliggørelse af denne moralske blindhed. Hun brokkede sig over for den ene libanesiske speaker efter den anden over folkemassernes angreb på FN-bygningen. “Hvorfor gør de det her, når FN prøver at få mæglet en våbenhvile i stand ?” og forbløffede dem alle.

Overskriften kl. 11 am GMT begyndte endog med, at hun citerede en beklagelse, hun havde fået hevet ud af et Hezbollah-medlem af parlamentet, som om ødelæggelsen af FN’s ejendom midt i hele denne morgens blodbad, var hovedsagen.

Det er formentlig hvad vore medier har i tankerne, når de taler om “balance”. Jim Muir, BBS’s sobre reporter i Tyre, bemærkede i den samme udsendelse, at det var ikke-kombattanter, der betalte prisen i denne krig; og at flertallet af døde på begge sider var civile. Hvor fik han den idé fra?

I Israel er flertallet af de døde soldater, men man ville næppe finde ud af det ved at lytte til vore medier. På samme måde bemærkede Jonathan Charles i Haifa, at det havde været en “hård dag“ for begge lande og tilføjede – for det tilfælde, at vi ikke kunne forstå hvad han mente – at Israel havde haft en hård dag på den diplomatiske front. Så stor umage må vores mediekanaler gøre sig for at forblive upartiske, når vi massakrerer uskyldige.

Af Israel kan man som sædvanlig forvente, at det vil forsvare det uforsvarlige. En regeringstalsperson fortalte BBC i endnu et overfladisk interview, at den israelske hær aldrig ville måludpege et område, når den vidste, at der befandt sig civile libanesere der.

Hvorefter hun i flere omgange slog en logisk koldbøtte ved at argumentere med, at hæren ved, at Hezbollah skjuler sig blandt civile. Hvis hun har ret i det, så er sagen jo, at da piloten affyrede raketten mod de Hezbollah-krigere, som han formodede, var inden i bygningen, så vidste han, at også civile ville komme til at betale prisen. Men -. naturligvis befandt Hezbollah’erne sig ikke i bygningen.

Dette uophørlige sofisteri tager sigte på at lulle os til at samtykke. Kun årvågenhed får os til vedholdende at stille de rette spørgsmål. Hvorledes kunne for eksempel Israel, efter at dets rekognosceringsfly og førerløse spionfly gennem det mest af tre uger havde kredset over det sydlige Libanon, være uvidende om, at der stadig var hundreder af civile i Qana ? Men ingen stillede det spørgsmål.

Ønsker den israelske hær efter sit fejlslagne forsøg på at vinde en konventionel krig at få friere hænder til at til at begynde arbejdet med at brænde Hezbollah med anvendelse af klynge- og brandbomber, Mellemøstens napalm ?

Skærer gennem forsvarssnakken fra både Israel og vore medier og luftangrebet på Qana ser i den mildest mulige fortolkning ud til at

være blevet gennemført med en hensynsløs usikkerhed hvad angår de sandsynlige civile dødsofre. En kynisk fortolker kunne gå videre. Var angrebet ment som en advarsel til andre civile, der stadig befandt sig i det sydlige Libanon om at komme væk – og det hurtigt.

Skulle svaret findes i udtalelsen af Israels premierminister Ehud Olmerts i går om, at han generøst gav civile 24 timers frit lejde til at komme væk fra det sydlige Libanon.

Eller vat massakren planlagt som afstraffelse af landsbyboerne i Qana, af dem, der boede blandt Hezbollah, af dem, der havde forbindelser til Hezbollah, af dem, der tror, at Hezbollah er deres bedste håb for at forhindre en ny israelsk besættelse ?

Pegede Israels Justitsminister Haim Ramon ikke lige netop på dette punkt da han i sidste uge i et kabinetsmøde sagde: ”Enhver i det sydlige Libanon er en terrorist og har forbindelse med Hezbollah” ?

Moshe Marzouk, en forhenværende højtstående officer i den israelske hær, der nu giver den som “kontra-terror ekspert” i en af landets førende akademiske institutioner, fortalte det amerikanske jødiske ugeblad The Forward, at et af Israels mål med denne krig var at belære Libanons shia-muslimske samfund om, at det vil kommer til at betale en meget høj pris for Hezbollahs aktioner. Måske var Qana en del af den høje pris han talte om.

Israel fremfører en anden undskyldning for massakren: Det siger, at det nedkastede løbesedler over Qana og advarede civile om at forlade området. Her må en kyniker igen påpege, at de blev nedkastet for 10 dage siden, som de blev det over det meste af det sydlige Libanon.

Qana havde ingen grund til at frygte mere end andre steder – og muligvis forventede Qana-boerne, at de ville slippe billigere end andre steder ud fra den antagelse, at Israel ikke ville turde foranstalte en krigsforbrydelse i byen for anden gang, efter at dets tropper massakrerede flere end 100 civile i 1996.

Vor kyniker kunne også sige, at Israel har bombet flugtvejene fra det sydlige Libanon og skyder på hvad som helst der bevæger sig på hvad der er tilbage af dem. Og han kunne påpege, at mange af Qanas familier ikke har nogen bil de kan tage afsted i, at de ikke kan få fat i benzin til at fylde på de biler, der er tilbage, efter at Israel har bombet tankstationerne og at de ikke har noget andet sted at tage hen.

Alt dette er korrekt, men det bortleder vores opmærksomhed fra sagens kerne: Israel har ingen ret til at tømme det sydlige Libanon for dets befolkning, ingen ret til at gøre en million mennesker hjemløse, blot fordi der på de israelske løbesedler står, at de skal tage af sted.

Jim Muir lod os og sig selv i stikken , da han bemærkede, at det sydlige Libanon “ikke er et område, der kan affolkes fra en aften til den følgende morgen”. Nej, det er det ikke, men det dybereliggende spørgsmål er hvorfor det skulle affolkes ? På hvilket tidspunkt åd de internationale sendere i ubemærkethed en dagsorden, der kræver, at det sydlige Libanon

skal etnisk udrenses for at tilfredsstille Israel ?

Vore medier er glemsomme når det drejer sig om dobbeltmoral. Advarede Hezbollahs leder Hassan Nasrallah ikke offentligt om, at han ville angribe Haifa fire dage før han gjorde det, hvis Israel fortsatte sin aggression og afviste at forhandle om en fangeudveksling ? Blev israelerne ikke også advaret om at tage af sted. Og ville vi tillade Hezbollah at bruge det som en begrundelse dets raketangreb på Israel ?

I fredags affyrede Hezbollah sit første Khaiber-missil, lastet med 100 kilo sprængstof–vi kunne mærke jorden ryste ved nedslaget tæt på Nazareth. Shia-militsen advarede mere end to uger før det affyrede et sprænghoved af den kaliber, efter at det gentagne gange havde truet med at gøre det, hvis Israel fortsatte sine voldsomme angreb. Hvem påpeger, at hvis Hezbollah havde ønsket det, hvis Israels ødelæggelse var det virkelige mål, kunne det have affyret disse Khaibar-raketter fra dag ét ?

Og lørdag lovede Nasrallah at slå til “længere borte end Haifa” med endnu mere dødelige våben, hvis Israel afviste at gå med til en våbenhvile. Hvem på BBC, eller CNN eller nogen af de andre kanaler vil citere den advarsel som retfærdiggørelse hvis Hezbollah udvider sine angrebsmål til Hadera eller Tel Aviv i de kommende dage ?

Dette er ikke en krig mellem to opfattelser, ej heller mellem to verdensopfattelser. Det er en krig i hvilken vi – Vesten – taler for begge sider. En krig, hvor vi definerer hvad lidelse og død, sejr og fred betyder. En krig hvor alene vores menneskelighed tæller, fordi vi kun føler vort eget ubehag, når fejlslagenes smerter melder sig.

Jonathan Cook, med base i Nazareth, er forfatter til bogen “”Blood and Religion: The Unmasking of the Jewish and Democratic State” udgivet af Pluto Press, som i USA kan købes hos University of Michigan Press. Hans hjemmeside er www.jcook.net

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.