Hvem fordømmer misdæderen ?

EI

Hvem fordømmer misdæderen?

Maarten Jan Hijmans og Fadi Hirzalla, The Electronic Intifada 25. juli 2006

“Ethvert kvarter har en af slagsen, et gabehoved af en bølle, hvis vrede man ikke bør fremprovokere. Bliver han fornærmet ? I så fald hiver han en kniv op fra lommen. Var der nogen der spyttede ham i hovedet ? Så hiver han et gevær frem. Ikke at bøllen ikke har ret – der VAR nogen der gjorde ham vred“.

“Men reaktionen – en overreaktion ! Ikke at man ikke frygter ham, men ingen sætter virkeligt pris på ham. Virkelig respekt er forbeholdt de stærke, der ikke øjeblikkeligt og ufortøvet udnytter deres styrke. Beklageligvis giver de Israelske Besættelsesstyrker den endnu en gang i rollen som kvarterets bølle (……) Israel taler ét og kun ét sprog – magtens sprog“.

Således skrev Gideon Levy i sin klumme i den israelske avis Ha’aretz (16. Juli 2006) om Israels aggressive politik over for Gaza og Libanon. Han påpeger, at Israels aktuelle bølle-artige adfærd så at sige er blevet et israelsk varemærke.

De Israelske Forsvarsstyrker blev tilføjet et slag nær ved grænsen til Gaza: Palæstinensiske militsfolk dræbte to soldater og en korporal blev taget til fange. Israels reaktion blev ikke en målrettet militær gengældelse; ej heller afventede det politisk mægling fra Ægyptens side. Nej – Israel bombede hele Gaza, ødelagde infrastrukturen og dræbte mange uskyldige.

To uger senere blev den israelske hær tilføjet endnu et slag nær ved grænsen til Libanon: Hezbollah dræbte otte israelske soldater og tog to til fange. Israel reagerede på ny med stor voldsomhed. Hele Libanon, som stadig var ved at komme sig efter en årelang dødelig konflikt, blev et mål, for det var Libanon, der affandt sig med Hezbollah inden for sine grænser; som om den vakkelvorne libanesiske regering havde nogen som helst evne til at dæmme op for eller endog afvæbne Hezbollah. Libanon så igen sine broer, olielagre, kommunikative infrastruktur, havne, lufthavne og kraftværker blive ødelagt. Hundreder af uskyldige døde som følge af Israels raseri.

Hvad angår Israels “forsvars”-retorik burde man stille nogle centrale og basale spørgsmål og overveje de åbenlyst uafviselige besvarelser på dem. Sikrer Israels magtanvendelse de tre tilfangetagne soldaters liv? Nej; den sætter snarere deres sikkerhed på spil. Fører Israels bombningspolitik frem til fred ? Nej; strukturelt set tilspidser Israels politik på græsrodsniveau antikisraelske følelser, som er af fundamental betydning for Hezbollahs eksistens.

Det forklarer også hvorfor Hezbollah nu affyrer sine missiler mod Israel. Er Israels vold legitim ? Nej; Israels vold er først og sidst til skade for uskyldige civile, ikke Hezbollah eller HAMAS .Fordømmelsen af HAMAS’s og Hezbollah’s må derfor ledsages af en endnu stærkere fordømmelse af Israels militante fremfærd i betragtning af dets illegale traditioner, som forårsager HAMAS’s, Hezbollahs og andre bevægelsers militans. For eksempel anneksion og besættelse af arabisk område og – glem ikke det – tilbageholdelse af civile arabere på arabisk område.

Den pågående konflikt gør det klart, hvorfor Israels krig ikke vil føre til fred, for begge Israels modstandere opstod som følge af Israels politik. I begyndelsen af den Første Intifada (1987 – 1992) opstod HAMAS for at kæmpe mod Israels undertrykkelse og anneksionspolitik. Siden 2005 har HAMAS vist interesse i også at påtage sig et politisk ansvar.

Efter valget i Palæstina sidste januar blev HAMAS den største politiske bevægelse i Palæstina. HAMAS’s popularitet er i hovedsagen en følge af den stadigt forværrede levestandard på Vestbredden og i Gaza og det nationalistiske FATAH’s manglende evne til at opnå nogle konkrete resultater under de forskellige “fredsprocesser” (især Oslo-forløbet og “Køreplanen”).

Hezbollah opstod i en meget anderledes sammenhæng. Det startede som en bevægelse, der kæmpede imod den israelske invasion i det sydlige Libanon i 1982. Hezbollah vandt megen popularitet efter i 2000 at have befriet libaneserne for den israelske besættelse. Mens Hezbollah ikke har mistet meget af sin popularitet siden da, argumenterer kommentatorer med, at ved at besejre den israelske besætter mistede Hezbollah meget af sin eksistensberettigelse.

Dette forklarer delvist hvorfor Hezbollah i de seneste få år har været aktiv som et politisk parti i Libanon og hvorfor Hezbollah nu vurderede, at det ville være nyttigt at svare igen på Israels kvælende aktiviteter vendt mod palæstinenserne, Israels kidnapning af libanesere og andre arabere, og Israels besættelse af Shebaa-farmene.

Fortidens konfrontationer mellem Israel og Hezbollah gør det derfor til overmål klart, at vold ikke løser nogle problemer. Ulykkeligvis synes denne erfaring ikke at trænge igennem i Israel. Ved kategorisk at fordømme HAMAS og Hezbollah som ‘terroristiske organisationer’ afviste Israel begge partier som spillere på den politiske scene. Israel foretrak en dødelig konflikt.

Ved at tage palæstinensiske, libanesiske og – i meget mindre udstrækning – israelske tab for uundgåelige, synes Israel at have

behov for voldelig konfrontation for at demonstrere sin “afskrækkelses-kapacitet og skjule sine ambitioner om anneksion (på Vestbredden og andre steder) med mantraet om at “vi er nødt til at forsvare os mod terroristerne”.

Åbenlyst uholdbart som dette argument er, burde Vestens politiske ledere afvise dette dogme og medierne burde blotlægge dets forløjethed. Det internationale samfund burde intervenere.

Men hvilken part intervenerer faktisk ? Som altid for at beskytte Israel mod alvorlige følger af dets illegale praksis, anvendte USA endnu en gang sit veto i FN’s Sikkerhedsråd for at gøre kort proces mod et resolutionsforslag, der opfordrede alle parter til at indgå en våbenhvile.

På G8-topmødet i Sankt Petersburg fangede en åben mikrofon en fortrolig ordveksling mellem George Bush og Tony Blair. Bush gjorde klart, at han ikke kritiserer Israel, men Syrien. ”[Syrien burde få ] Hezbollah til at stoppe med det lort, og så er det slut”. Åbenbart mener Bush, i modstrid med kendsgerningerne, at Hezbollahs politik bliver fastlagt i Damascus.

Virkningsfuld pression mod Israel fra USA kan man klart nok ikke forvente; ej heller skal man forvente nogen snarlig indgriben i Libanon fra FN eller NATO – d. v. s. ikke før Israel anser sin mission i Libanon

for at være afsluttet.

EU’s politik er ikke meget bedre. EU opfordrede faktisk alle parter til at indstille kampene og det kaldte Israels politik for “ude af proportioner”. Men da Israel som forventet vendte det døve øre til EU’s standpunkt, foretog EU sıg intet udover at reagere med “at være skuffet”.

Ikke overraskende er der ingen part, der er villig til og i stand til at gribe effektivt ind i den kaotiske situation. Resultatet af denne mangel på virkningsfuld indgriben er, at Israel – som sædvanligt – ikke vil blive tvunget til at overholde internationale aftaler (i særdeleshed Geneve-konventionerne og FN’s resolutioner).

Intet sætter en stopper for krænkelserne af menneskerettighederne begået af “det eneste sande demokrati i Mellemøsten” – Israel. Disse krænkelser er åbenlyse i Libanon. Det der sker i Gaza er endnu alvorligere. På grund af volden i Libanon synes politikere og den internationale presse at bekymre sig mindre og mindre om situationen i Gaza: Mangel på frihed (Israel overvåger stadig alle grænser), mangel på sikkerhed, intet arbejde, ingen penge, mangel på fødevarer, , mangel på drikkevand, mangel på adgang til lægelig behandling, truslen om epidemier, ingen elektricitet etc.…

Og Israel spekulerer og spekulerer “Hvorfor hader de os ? Vi trak os ud af Gaza, gjorde vi ikke ?” Og vi i Vesten, der udgør den såkaldte

“civiliserede verden” sidder og ser på, at disse grove uretfærdigheder finder sted. De som formodes at være vore ledere viste sig mere opsatte på at placere skylden hos de palæstinensiske ofre og deres modstandsbevægelser, men er knap nok villige til at udtrykke nogen misbilligelse af misdæderen, Israel. Det er en skændsel.

Maarten Jan Hijmans er forhenværende Mellemøsten-korepondent for dagbladet De Volkskrant. Fadi Hirzalla er statsvidenskabgelig kandidat. Begge er de redaktører på ZemZem, et nederlandsk blad, der beskæftiger sig med Mellemøsten, Nordafrika og islam

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.