Et israelsk synspunkt:
Fangernes dokument – godt for palæstinensisk enhed – dårligt for freden
Af Yossi Alpher
Fangernes dokument ville med næsten sikkerhed aldrig kunne udgøre noget grundlag for succesfulde forhandlinger mellem Israel og det palæstinensiske lederskab. Bl. a. af den grund, at det insisterer på 1948-flygtningenes ret til at vende tilbage.
Den fremherskende tendens i Israel har konkluderet på baggrund af fiaskoen i Camp David og de efterfølgende års vold og den tiltagende bevidsthed om det demografiske aspekt, at enhver israelsk anerkendelse, implicit eller eksplicit, af flygtningenes ret til at vende tilbage er i modstrid med en ægte to-statsløsning som skal oprette en palæstinensisk stat ved siden af et jødisk, demokratisk og sikkert Israel.
Faktisk accepterer Fangernes Dokument intetsteds udtrykkeligt to-statsløsningen. Kendsgerningen er, at det intetsteds tilbyder Israel fred eller specifikke garantier for dets eksistens eller blot omtaler den mere logiske og moderate plan fra den Arabiske Liga/Saudiarabien fra marts 2002.
Dokumentet er i de seneste uger blevet et samlingspunkt for FATAH og fokus for samtaler med det sigte at tvinge HAMAS til nogle indrømmelser for at fremme palæstinensisk enhed. Dets indhold peger i retning af, at dets forfattere og støtter i Israels Hadarim-fængsel enten er ude af trit med israelsk-palæstinensiske politiske realiteter eller primært tillægger dokumentet internt palæstinensiske politiske formål såsom enhed og samklang.
Selv hvis vi antager, at den sidstnævnte mulighed er det, der er tale om – så handler hele 16 ud af 18 paragraffer om internt palæstinensiske spørgsmål snarere end om konflikten i sig selv – og dokumentets konsekvenser for israelsk-palæstinensisk fred er negative.
Fangernes Dokument er ikke det eneste forsøg på at nå frem til en konsensus mellem FATAH og HAMAS , som afspejler disse negative konsekvenser. For lidt over et år siden underskrev præsidenten for Den Palæstinensiske Myndighed (PA) Mahmoud Abbas en aftale med HAMAS i Cairo – den aftale som officielt lancerede den nuværende uformelle gældende-igen-ikke-gældende-igen våbenhvile og banede vejen for HAMAS’s valgsejr i januar – som garanterer “flygtningenes ret til at vende tilbage til deres hjem og jorder”. Dette er en særdeles ekstrem udgave af retten til at vende tilbage. Men dokumentet har en meget mere generel formulering, en konklusion, der ikke er til at komme uden om: Hvad enten dette dokument bliver godkendt eller ej af HAMAS og/eller ved en folkeafstemning, så vil fremtidige palæstinensiske forhandlere være så meget mere bundne til at insistere på retten til at vende tilbage og dermed sikre, at forhandlingerne slår fejl.
Palæstinenserne vil utvivlsomt svare med argumentet om, at der er langt mere påtrængende spørgsmål – et minimum af krig, at forhindre anarki og borgerkrig – som kræver deres opmærksomhed og at et konsensus-emne som retten til at vende tilbage er en basal og indlysende del af enhver aftale mellem FATAH og HAMAS .
Palæstinensiske ledere synes også at tro, at en succesfuld opbygning af konsensus på grundlag af Fangernes Dokument vil svække Israels formåen til at fortsætte med ensidig tilbagetrækning fra Vestbredden og tvinge det til at indgå i positive forhandlinger.
Faktisk vil der sandsynligvis ske det modsatte. Selv i det bedst mulige scenarie – set med palæstinensiske øjne – hvor Mahmoud Abbas får mandat fra en bred konsensus, der omfatter HAMAS, vil resultatet af Fangernes Dokument for Olmert-regeringen og den centristiske israelske strømning, som den repræsenterer, være at det opfordrer til mere ensidig tilbagetrækning snarere end til forhandling om en endelig løsning.
Dokumentets stillingtagen til retten til at vende tilbage og til voldsanvendelse mod israelere og dets undladelse af at komme ind på det internationale samfunds tre forudsætninger for at anerkende HAMAS, er på det nærmeste en garanti for, at det går sådan. Det kan højst komme dertil, at Israel først må forhandle med Mahmoud Abbas og gøre det klart, at hans nye eller fornyede mandat udelukker en succesfuld fredsslutning.
Og lige præcis fordi han vil have mandat til – på uacceptable betingelser – at diskutere en to-statsløsning, vil muligheden for at han accepterer at diskutere en angiveligt mindre sag – måder hvorpå palæstinenserne kan drage fordel af, snarere end lide under en yderligere israelsk tilbagetrækning – blive mindsket.
Apropos Mahmoud Abbas tillader vi os at stille det spørgsmål hvordan en palæstinensisk leder, som har givet afkald på alle former for voldelig kamp mod israelere og specifikt støtter en to-statsløsning kom så vidt som til at acceptere et manifest, som ikke alene ignorerer to-statsløsningen, men også accepterer voldelig modstand, selv om der kun “fokuseres” på Vestbredden
Og Gaza ? Mohammad Dahlan besvarede tilsyneladende spørgsmålet for nylig over for New York Times: “Jeg sagde til Mahmoud Abbas, du skal end ikke læse dokumentet, blot acceptere det”.
Dokumentets potentielt positive konsekvenser for Mahmoud Abbas’s status som leder men mangel på bidrag til at fremme en ægte to-statsløsning gælder også for Marwan Barghouthi, den fængslede FATAH-leder som var drivende i dokumentets udformning og publicering. Israel har indrømmet Barghouthi en temmelig vidtrækkende frihed til at opretholde kontakt til hans palæstinensiske ledelseskollegaer og aktivister, inden for såvel som uden for fængslet.
Dette synes at sfspejle en vurdering af, at hans bidrag til en mere moderat palæstinensisk holdning er positivt og at han i en ikke alt for fjern fremtid kunne blive sat på fri fod og bidrage yderligere til israelsk-palæstinensisk forståelse. Det er klart nok, at Israel ikke kan diktere Barghouthi, hvilken stilling han skal indtage i spørgsmål som retten til at vende tilbage. Han er utvivlsomt også på baggrund af HAMAS’s kommen til magten en vigtig stemme for moderation blandt palæstinenserne. Han kunne hvis og når han bliver sat på fri fod blive en meget fremtrædende palæstinensisk leder.
Men det dokument, som han var med til at skrive i fængslet i sidste måned påviser – set fra israelsk side – klart den væsentlige afstand, der adskiller israelere og palæstinensere hvad angår en aftale om endelig status. Israelerne synes at være mere bevidste om dette end palæstinenserne.
Yossi Alpher er forhenværende direktør for Jaffee Cennter for Strategic Studies ved Tel Aviv University og forhenværende rådgiver for Ehud Barak
Oversat fra engelsk for DPV Af Karl Aage Angri Jacobsen