Israelske krænkelser af Folkeretten fortsatte

PCHR

Israelske krænkelser af folkeretten fortsætter

Ugerapport 15. – 21. juni 2006 No. 24 / 2006 – fra PCHR (Palestinian Center for Human Rights) www.pchr.org

Om israelske krænkelser af Menneskerettighederne i de besatte palæstinensiske områder (BPO)

Israelske krænkelser af Folkeretten fortsatte i den rapporterede periode (15. – 21. juni 2006).

DRAB: I den rapporterede periode dræbte de israelske besættelsesstyrker (IBS) otte palæstinensere, deriblandt tre børn og en gravid kvinde. Syv af ofrene, deriblandt fem civile nærtstående blev dræbt ved tre udenretlige henrettelser i Gaza-striben; og det ottende offer blev dræbt under en skudveksling med IBS i flygtningelejren Ein Beit al-Maa’ vest for Nablus.

I den rapporterede periode begik IBS tre udenretlige henrettelser i Gaza-striben. I den første operation blev to medlemmer af Islamic Jihad dræbt og i den anden og tredje episode overlevede de udpegede ofre angrebet, mens tre børn, en gravid kvinde og en mand blev dræbt og 30 andre palæstinensere, deriblandt 13 børn og tre kvinder, blev såret.

IBS vedkender sig ansvaret for disse angreb. Angrebene følger efter en række beslutninger, der blev taget af den israelske forsvarsminister, Amir Peretz for at optrappe udenretlige henrettelser af militante palæstinensere i en bestræbelse på at sætte en stopper for affyringen af lokalt fremstillede raketter mod israelske byer.

På Vestbredden blev 17 civile palæstinensere såret af beskydning fra IBS.

ANGREB: I den rapporterede periode gennemførte IBS tillige mindst 20 militære angreb ind i palæstinensiske lokalsamfund på Vestbredden. Under disse angreb gennemførte IBS kommandoaktioner mod huse og arresterede 57 civile palæstinensere, deriblandt fem børn og 2 kvinder. Dermed er antallet af palæstinensere der er blevet arresteret af IBS siden begyndelsen af 2006 steget til 1.780. IBS omdannede også fire huse til militære forlægninger. Under disse angreb anvendte IBS hemmelige enheder og optrænede hunde.

INDSKRÆNKNINGER I BEVÆGELSERSFRIHEDEN: IBS opretholder fortsat en omfattende belejring af BPO og krænker de civile palæstinenseres borgerlige, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. IBS har fortsat opretholdt en skærpet belejring af Gaza-striben og gjort den til ét stort friluftsfængsel. De har fortsat med at overvåge civile palæstinenseres færden gennem det internationale overgangssted ved Rafah på grænsen til Egypten.

21. juni suspenderede det internationale observationshold arbejdet ved overgangsstedet. Skønt IBS tillod transport af fødevarer fra Ægypten ind i Gaza-striben gennem det handelsmæssige overgangssted ved Keren Shalom, sydøst for Rafah, i april 2006, er overgangsstedet endnu ikke blevet officielt åbnet. IBS har også fortsat forhindret palæstinensiske arbejdere fra Gaza-striben i at nå frem til deres arbejdspladser i Israel via overgangsstedet ved Beit Hanoun (Erez).

De er fortsat med at forhindre hundredtusinder af palæstinensere bosiddende i Gaza i at rejse tril Vestbredden. IBS har delvist betjent det handelsmæssige overgangssted ved al-Mentar (Karni) øst for Gaza by. Som følge af de gentagne lukninger af overgangsstedet er den økonomiske situation blevet forværret.

IBS har fortsat med at påtvinge palæstinensiske lokalsamfund på Vestbredden en skærpet belejring. IBS udstationeret ved forskellige checkpoints på Vestbredden har fortsat med at håndhæve alvorlige indskrænkninger i civile palæstinenseres bevægelsesfrihed. IBS har opretholdt adskillelsen af den nordlige og sydlige del af Vestbredden. Med dette formål for øje har de lukket Za’tara-checkpointet syd for Nablus og genoptaget deres tilstedeværelse ved ’Attara-checkpointet nord for Ramallah.

De har også oprettet to nye checkpoints i nærheden af Ramallah. IBS ved forskellige checkpoints i nærheden af Nablus håndhævede i den rapporterede periode alvorlige indskrænkninger i civile palæstinenseres bevægelsesfrihed. IBS udstationerede ved forskellige checkpoints på Vestbredden begik misbrug over for et antal civile palæstinensere. I den rapporterede periode arresterede IBS ved checkpoints på Vestbredden 15 palæstinensere, deriblandt fire børn.

ANNEKTIONSMUREN: IBS har fortsat bygningen af annektionsmuren inde på Vestbredden. I den rapporterede periode raserede IBS palæstinensiske landområder nær bosættelserne ”Shavi Shomron” og ”Ariel” på den nordlige Vestbred for at bygge en sektion af Muren i området. IBS har endvidere revet et hus ned i landsbyen Deir al-Ghosoun, nord for Tulkarm. 16. juni 2006 anvendte IBS magt for at sprede en fredelig demonstration organiseret i protest mod bygningen af Muren i landsbyen Bil’in vest for Muren ved Ramallah. IBS affyrede gummiovertrukne kugler, tåregascylindere og lydbomber mod demonstranterne. Som følge heraf blev tre palæstinensere, deriblandt et barn, såret.

ILLEGALE BOSÆTTERAKTIVITETER: Israelske bosættere er fortsat i modstrid med international humanitær lov bosiddende i BPO og har foretaget en række angreb mod civile palæstinensere og palæstinensisk ejendom, især i Hebron. I den rapporterede periode blev en civil palæstinenser såret og fem huse blev beskadigede under bosætterangreb. Og IBS rev to huse ned i Østjerusalem og landsbyen Silwad, nordøst for Ramallah.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.