Om boykot, aktivisme og dobbeltmoral

The Electronic Intifada

Om boykot, aktivisme og dobbeltmoral

James Brooks, The Electronic Intifada 16. juni 2006

Gideon Levy fra det israelske dagblad Ha’aretz er en kunstner inden for reportager og kommentarer. Meget produktiv og dog meget eftertænksom overfører han sine emner hele og ufiltrerede til avissiden og lader dem tale fra hjertet med deres egen stemme. Hans analyse er ærlig, indsigtsfuld og ofte knusende i sin analyse af den israelske besættelse.

Og dog vil selv den mest glødende fan fra tid til anden finde grund til at gøre indsigelser. I en tekst, der klart udstiller det hykleriske i Israels klage over boykotkampagnen og kampagnen for frigørelse fra økonomiske interesser for at være ”illegitime” (”Med lidt hjælp udefra”, Ha’aretz 8. juni 2006) anklager Levy også internationale aktivister for at være ”dobbeltmoralske”, når de retter deres harme mod Israel på et tidspunkt, da de burde gøre noget ved problemerne hjemme hos dem selv. F. eks. burde britiske og canadiske boykottilhængere påtage sig deres eget ansvar og arbejde for at bringe deres egne landes besættelse af Irak og Afghanistan til ophør.

Hvad end der er oprindelsen til denne kritik må den afvises, fordi den sætter politisk aktivisme ind i en begrebsmæssig og moralsk spændetrøje mens den benægter den israelske besættelses fundamentalt internationale karakter. Som borger i USA har jeg som aktivist arbejdet for at bringe USA’s støtte til Israels besættelse til ophør. Gideon Levys arbejde har været en del af min tilegnelse af viden om de menneskelige tragedier i denne krig.

Sammen med andre anti-besættelsesaktivister demonstrerede og skrev jeg gentagne gange imod Irak-krigen før den begyndte. Men da den var i gang måtte jeg træffe en vanskelig beslutning: Skulle jeg fortsætte som før eller sætte fokus på den langvarige kamp mod vores forbrydelser i Irak ?

Tanken om at blive endnu en, der droppede palæstinenserne er afskrækkende. Og det var åbenlyst, at Irak i endnu højere grad ville aflede amerikanernes og verdens opmærksomhed fra Israels besættelse, måske et af Irak-krigens tilsigtede mål. Så jeg forblev hvor jeg var. Det er stadig en vanskelig beslutning, endnu i dag. Men jeg fortryder den ikke. Er det udtryk for en ”dobbeltmoral”?

Når mine venner og jeg ”arbejder for et frit Palæstina” er vort hovedsigte at få sat en stopper for vores regerings finansielle, militære og diplomatiske støtte til besættelsen. Vi føler os forpligtede til at støtte palæstinenserne imod et modbydeligt angreb, der delvist finansieres med vores penge.

Vi ser også, at vores regerings langsigtede støtte til Israels krig er forbundet med andre skadelige tendenser i vores udenrigspolitik og politiske kultur som ødelæggelsen af Irak og USA’s krigeriske holdning til Iran og Syrien. Sekundært, men med langtrækkende og undertiden skæbnesvangre virkninger, bliver vi amerikanere også ofre for Israels besættelse af Palæstina.

Faktisk, jo bedre jeg forstår de kræfter og den historie, der er drivkraften i denne konflikt og mit lands rolle i den, jo mere værdsætter jeg styrken i det banale forhold, at vi alle er forbundne med hinanden, at hvad der sker for enhver af os, påvirker enhver anden på samme måde. Krig er en åndsformørket benægtelse af denne menneskelige kendsgerning.

Kampagner for boykot og frigørelse fra økonomiske interesser er græsrodsbestræbelser på at udbrede kendskabet til palæstinensernes ekstreme lidelser og på at protestere mod vestlige regeringers støtte til Israels krav. De kan blive kernen i en voksende offentlig bevidsthed, som med tiden kan medføre politiske ændringer.

I en ”fri markedsøkonomi” burde der ikke kunne sættes spørgsmålstegn ved forbrugernes ret til at træffe og fremme fælles beslutninger om indkøb og investeringer. Jeg formoder at aktivisterne bag CUPE-boykotten* og NATFHE-aktionen** har arbejdet mod besættelsen i lang tid. Det tager tid at udvikle den slags ”upopulær konsensus” i en hvilken som helst stor organisation. Og succes i en hvilken som helst bestræbelse afstedkommer sin egen vrimmel af moralske overvejelser.

Da den canadiske regering tåbeligt påtog sig besættelsesforpligtelser for ”koalitionen” burde CUPE-aktivisterne da have tilsidesat års fremgang med at højne bevidsthedsniveauet omkring Palæstina for at rette deres energi mod Afghanistan ? Ville det ikke have medført sin egen mangelfulde holdning og moralske pine, hvis ikke slet og ret fralæggelse af ansvar ?

Vi aktivister er visselig ikke immune over for dobbeltmoralens fristende tillokkelser. Men når vi arbejder for retfærdighed og fred, kan vi så kritiseres for den sag vi arbejder for ? Ofte synes sagen at vælge personen og vi bliver rodet ind i personlige og moralske forpligtelser, som vi aldrig havde forventet at skulle tage stilling til. Der er ikke noget eneste ærligt svar under disse individuelle omstændigheder.

Til slut vil jeg foreslå en afgørelse på den heftigt verserende debat om ”legitimiteten” af den tiltagende internationale kampagne for boykot af Israel og dets medskyldige. Den kan udtrykkes i to elementære betragtninger:

FOR DET FØRSTE går jeg ud fra, at vi er enige om, at den internationale blokade mod Apartheid Sydafrika var et moralsk vigtigt og effektivt redskab for fremskyndelsen af retfærdighed i det koloniserede land.

FOR DET ANDET veteraner blandt sydafrikanske frihedskæmpere fra ærkebiskop Desmond Tutu til arbejderledere og talspersoner for den sydafrikanske regering har i flere år givet udtryk for, at den nuværende situation i det besatte Palæstina er værre end den undertrykkelse, som de selv led under i det hvidt beherskede Sydafrika (og det sagde de før den nuværende økonomiske belejring og det nye drakoniske system med tilladelser, der kvæler Vestbredden og tvinger palæstinenserne ud af Jordan-dalen, før den omsiggribende lammelse af det palæstinensiske sundhedssystem, etc….).

Hvem vil argumentere mod mennesker, som besejrede den sydafrikanske apartheid og har stiftet bekendtskab med Israels udgave af det samme system ? Sydafrika-boykotten og kampagnen for at befri terroristen” Nelson Mandela var internationale, bevidstgørende aktioner vendt mod en kolonimagt, som nægtede at ændre sig. Vi ville være dobbeltmoralske, hvis vi i dag ikke handlede ud fra den samme bevidsthed for at boykotte Israel og fjerne dets økonomiske midler og presse det til at bringe sit eget system for etnisk betinget overherredømme til ophør.

* CUPE(Canadian Union of Public Employees, Den Canadiske Sammenslutning af Offentligt Ansatte)’s Ontario-afdeling vedtog i marts 2006 Resolution 50 og tilsluttede sig den internationale kampagne for boykot af, frigørelse fra økonomiske interesser i og sanktioner imod Israel.

** NATFHE (National Association og Teachers within Further and Higher Education, Den Nationale Sammenslutning af Lærere inden for Videregående og Højere Uddannelse) er den største sammenslutning af universitetslærere i Storbritannien.. Den besluttede på sin kongres i slutningen af maj 2006 at anbefale sine medlemmerne at boykotte akademiske institutioner og akademikere i Israel som ikke undsiger den israelske besættelse i Palæstina.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angrı Jacobsen.

Comments are closed.