Den (anti-) Palæstinensiske Myndighed

The Electronic Intifada

Den (anti-)Palæstinensiske Myndighed

Af Joseph Massad, The Electronic Intifada 18. juni 2006

En af de vigtigste forholdsregler som de israelske og palæstinensiske arkitekter bag Oslo-aftelen traf for at sikre den strukturelle overlevelse af det, der blev kendt som Oslo-”fredsprocessen”, var oprettelsen af strukturer , institutioner og klasser, der ville blive direkte forbundne med den – ”fredsprocessen” – og som kan overleve sammenbruddet af selve Oslo-aftalen men opretholde ”processen”, som kom til verden i kraft af Oslo-aftalen.

Denne garanti blev svøbt ind i jura og opretholdt ag international økonomisk bistand baseret på Oslo-”processens” fortsættelse så længe denne vedblev at tjene israelske og amerikanske interesser såvel som interesserne hos den korrupte palæstinensiske elite, som affandt sig med dette. De fem vigtigste klasser, som arkitekterne bag Oslo-aftalen skabte for at sikre ”processens” overlevelse er:

• EN POLITISK KLASSE opdelt mellem dem, der var valgt til at tjene Oslo-processen, hvad enten de sad i det Lovgivende Råd eller den administrative gren (i alt væsentligt stillingen som præsident for den Palæstinensiske Myndighed) og dem som er beskikkede til at betjene de valgte enten i ministerierne eller i forhold til præsidentens administration.

• EN POLITIKLASSE, hvis antal nåede op på nogle titusinder og hvis funktion det var at forsvare Oslo-processen mod alle de palæstinensere, som prøvede at underminere den. Den er opdelt i en række sikkerheds- & efterretningsorga-ner, der indbyrdes konkurrerer og alle kappes om at bevise, at de er dygtigst til at neutralisere enhver trussel mod Oslo-processen.

Under Arafats regime indledte medlemmer af denne klasse deres tjeneste med at skyde og dræbe 14 palæstinensere, som de anså for at være fjender af ”fredsprocessen”, i Gaza i 1994 – en præstation, der skaffe de dem den første respekt hos amerikanerne og israelerne, som insisterede på, at politiet skulle anvende mere repression, end den havde til rådighed for at være mest muligt effektiv.

• EN BUREAUKRATISK KLASSE knyttet til den politiske klasse og til politi-klassen, som udfører ordrerne fra dem , der er valgte og udpegede til at tjene ”processen”.

• EN NGO-KLASSE: Endnu en bureaukratisk og teknisk klasse, hvis finansielle situation er helt afhængig af at den tjener Oslo-processen og sikrer dens succes gennem planlægning og tjenesteydelser

• EN KLASSE AF FORRETNINGSFOLK bestående af udlandspalæstinensere såvel som lokale forretningsfolk – heriblandt især medlemmer af den politiske, klasse, politiklassen og den bureaukratiske klasse hvis indkomster stammer fra investeringer i Oslo-processen og fra profitable aftaler, som PA kan muliggøre.

Mens NGO-klassen for det meste ikke modtager penge fra PA, da de nyder godt af finansiel rundhåndethed hos udenlandske regeringer og NGO’er med tilknytning til Oslo-processen, modtager den politiske klasse, politiklassen og den bureaukratiske klasse alle deres legitime og illegitime indtægter fra PA.

Ved at knytte titusinder af palæstinenseres udkomme til Oslo-processen, havde arkitekterne bag processen givet dem en afgørende interesse i processens overlevelse; endog og især hvis det ikke lykkedes opnå nogle politiske resultater.

For den palæstinensiske politiske elite, som overtog PA, var hovedopgaven hele tiden at sikre, at Oslo-processen kan fortsætte (uanset om den frembringer resultater eller ej) og at eliten opretholder kontrollen med alle de institutioner, som garanterer ”processens” overleven.

Hvad eliten ikke forudså, var, at den kunne miste kontrollen til HAMAS, der var almindeligt kendt som modstandere af Oslo-processen og i samklang med forventningerne havde boykottet de manipulerede valg i 1994. Valget i 2006, som FATAH følte sig sikker på at vinde blev et jordskælv, som kunne nedbryde alle de strukturelle garantier og med dem den ”proces” som de skulle beskytte.

Hvis det i PLO-tiden var ”sagen”, som palæstinenserne normalt sluttede op om, skulle det under PA blive ”processen”, som de blev opfordret til at vie deres kræfter til. Det er i denne kontekst, at de finansielle incitamenter til at slutte sig til en af disse nævnte klasser, skulle garantere, at palæstinenserne fortsat engagerede sig i ”processen”. Den nylige panik i politiklassen og i den bureaukratiske klasse er en direkte følge af, at de indser at med mindre de omgør HAMAS’s sejr ved valget vil deres fortsatte status som begunstigede klasser være på vippen.

Faktisk begyndte selv de intellektuelle og teknikere fra NGO-klassen at forklare, at HAMAS’s sejr ikke var så stor som man først troede; og de fremkom med pertentlige analyser af valgdistrikter og deslige, ligesom de fandt på råd og vejledning for hvordan kunne underminere HAMAS. De palæstinensiske forretningsfolk holdt et møde i London, hvor de i alt væsentligt opfordrede HAMAS til at støtte ”processen”.

Så snart HAMAS havde vundet valget begyndte medlemmer af den politiske klasse åbenlyst og i hemmelighed at mødes med amerikanske og israelske embedsmænd for at planlægge, hvordan HAMAS skulle undermineres. Disse planer skulle snart inddrage arabiske nabolande helt på lige fod med PA i at tjene amerikanske og israelske interesser.

Den politiske klasse bekymrede sig ikke længere om, hvorvidt dens politiske spil blev offentligt kendt på grund af den opsigtsvækkende arrestation af en HAMAS-repræsentant for at bringe udenlandske donationer ind i Gaza, en forseelse, som han ikke ville være blevet straffet for, hvis han havde fulgt FATAH- og PA-repræsentanternes korrupte tradition for regelmæssigt at stjæle offentlige midler for at smugle dem ud af Gaza, snarere end ind i Gaza.

Politiklassen er gået grassat for at befæste sin magt og har afsløret sig selv som intet andet end nogle bander af bøller, der er opsatte på at undertrykke alle palæstinensere for at tjene ”processen”. Bureaukratiet afviste at samarbejde med HAMAS-repræsentanter og begyndte at true den og nægte dem adgang til deres egne ministerkontorer.

Det seneste angreb på premierministerens kontor og det palæstinensiske Lovgivende Råds bygning i Ramallah, som der blev sat ild til, viser klart, at disse tre sociale klasser, som blev skabt af PA vil gøre hvad som helst for at bibeholde fortsatte finansielle ydelser fra Oslo.

Snakken om de titusinder af PA-funktionærer, der ikke har fået løn i to måneder ville have fundet mere klangbund hos en palæstinensisk befolkning, som havde haft en regelmæssig indkomst. Eftersom flertallet af palæstinenserne har haft en meget lille, om overhovedet nogen, indtægt siden den Anden Intifada begyndte, blev PA-funktionærernes situation med rette anset for ikke at være enestående eller mere tragisk end resten af palæstinensernes situation.

Sagen er, at de Oslo-begunstigede klasser kommer til at dele vilkår med flertallet af den palæstinensiske befolkning (som faktisk er ”Oslo-taberne”) og det synes at være dette forhold, der forbitrer PA-klasserne. De er derfor besluttede på at forhindre tabet af deres klasseprivilegier for enhver pris.

HAMAS’s valgsejr fremmer virkelig enheden inden for FATAH, som var ramt af opsplitning og gensidig ødelæggende kamp forud for valget i en sådan grad, at der så sent som i januar 2006 var snak blandt FATAH-medlemmer om, at hvis Mahmoud Abbas udskød valget, så skulle de myrde ham.

Abbas, som i modsætning til Arafat ikke har noget folkeligt eller FATAH-baseret bagland, har friere hænder end den afdøde leder til at lefle for amerikanerne og israelerne med at de skal sikre, at ”processen” fortsætter. FATAH søger nu samling omkring Abbas ligesom han søger samling omkring FATAH.

Faktisk sluttede Abbas for nylig fred med resterne af PLO, som han ligesom Arafat var fortsat med at afvikle – ved efter måneders bitterhed at komme til en forståelse med Farouq Qaddumi og Saha Arafat (Yasser Arafats enke,o.a.). Det er imidlertid stadig uklart, om PA vil genoptage udbetalingerne af checks på mange millioner Dollars til Suha og hendes datter. Selv den oprørske Mohamed Dahlan, som ønsker hele kagen til sig selv, støtter Abbas.

Og i takt med at Abbas for første gang siden han kom til magten centraliserer myndigheden på egne hænder, har han for nylig oprettet en prætorianergarde til sikring af sin stilling som ”processens” øverste vogter (eller er dette som ”Godfather” ?). Israel skyndte sig at tillade, at der blev bragt våben ind i de besatte områder til udrustning af den nye repressive styrke.

Som det klart fremgår af Abbas’s offentlige udtalelser tager han kun til orde mod israelerne, når Ariel Sharon – og siden Ehud Olmert – truer med at afslutte ”processen” gennem ensidig aktion. Ellers har Abbas været ganske lydhør for hvert og et forslag fra Israel og USA.

HAMAS, på sin side, fører en politik der bringer Salvador Allende i erindring. Ligesom Allende bliver HAMAS ved med at insistere på de demokratiske spilleregler mens dets bølle- og gangstermodstandere ikke kender nogle grænser for deres konspiratoriske og forræderiske handlinger. Det er sandt nok, at angrebet på Ismail Haniyehs kontor ikke står mål med angrebet på La Moneda 11. september 1973; men bøllerne demonstrerer, at de er villige til at gå lige så langt som Pinochet gik, for at varetage FATAH- og israelske interesser.

Trods alt dette har HAMAS udvist en besynderlig tilbageholdenhed. HAMAS kunne – for eksempel – arrestere hele toppen af FATAH’s og PA’s lederskab og anklage dem for korruption og højforræderi, hvilket det har rigeligt med bevismateriale til, og give dem en fair retssag. Det kunne mobilisere befolkningen mod disse korrupte personer gennem demonstrationer og i medierne. At det ikke har gjort det, viser at det er engageret i opretholdelsen af en overflade og ikke reagerer på tilskyndelserne til en borgerkrig, som den slagne PA-ledelse ønsker at fremprovokere som en mulighed for at genoprette ”processen”.

Mens PA kæmper for at holde ”processen” i live har israelerne på enhver måde vist, at ”processen” for deres vedkommende for længst er afsluttet. For Israel var Oslo-processen et nødvendigt, men historisk bestemt skridt, hvis formål det var at overtage det palæstinensiske lederskab, styrke Israels greb om stjålen palæstinensisk jord og normalisere Israels status i den arabiske verden såvel som globalt. Nu da israelerne har nået disse mål, har ”processen” for dem ikke længere noget formål.

Lige nu viser deres fortsatte kampagne for bombning af og mord på civile palæstinensiske og pro- og anti-proces politikere på Vestbredden og i Gaza ikke noget tegn på afdæmpning. Fordi Oslo-processen har bragt ulykke efter ulykke over det palæstinensiske folk, er dens eneste begrundelse for fortsat eksistens de eneste begunstigedes, PA-klassernes overleven.

Joseph Assad er professor i moderne arabisk politik og åndshistorie ved Colombia University. Hans bog ”The Persistence of the Palestinian Question” blev for nylig udgivet på forlaget Routledge. Nærværende artikel blev først bragt i Al-Ahram Weekly og genoptrykkes her med forfatterens tilladeslse.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.