Balladen om Israel-lobby’en

The New York Review of Books

Balladen omkring Israel-lobby’en

The New York Review of Books, vol. 53, No. 10

af Michael Massing, 8. Juni 2006

Ikke siden Foreign Affairs publicerede Samuel Huntington’s “The Clash of Civilizations?” i 1993 har et akademisk essay givet genlyd med en sådan styrke som “Israel-Lobby’en og USA’s udenrigspolitik” af professorerne John J. Mearsheimer fra University of Chicago og Stephen M. Walt fra Harvard University’s Kennedy School of Government.

Efter at være blevet publiceret i The London Review of Books og sendt ud på Internettet som et “arbejdspapir” på Kennedy School’s web site, er rapporten blevet diskuteret i caféerne i Cairo og i redaktionskontorerne på Haaretz. Det er blevet kaldt “ildelugtende” (Christopher Hitchens), “tosset” (Max Boot), “konspiratorisk” (Anti-Defamation League), “besynderligt amatøragtigt” (Forward) og “modigt” (Philip Weiss i The Nation).

Det har givet anledning til spekulationer over hvorfor The New York Times har ofret det så lidt opmærksomhed og hvorfor The Atlantic Monthly, som oprindeligt bestilte det, har afvist det.

Genstand for hele denne kontrovers er to fremtrædende medlemmer af det akademiske establishment. Mearsheimer er kandidat fra West Point, veteran med 5 års tjeneste i US Air Force på bagen og forfatter til tre bøger, deriblandt “The Tragedy of Great Power Politics” – “Stormagtspolitikkens Tragedie”).

I 1989 overtalte Mearsheimer Walt til at forlade Princeton og slutte sig til fakultetet i Chicago, og de havde et nært samarbejde indtil 1999, da Walt skiftede til Harvards Kennedy School; han har været dens dekan gennem de seneste tre år. Sidste år publicerede han “Taming American Power: The Global response to US Primacy” (“Tæmning af den Amerikanske Magt: Det Globale svar på USA‘s Herredømme”).

Som titlerne på deres bøger antyder, hører begge professorer til den “realistiske” skole i internationale forhold og anskuer nationale interesser som det eneste reelle grundlag for at føre udenrigspolitik. I deres arbejdspapir (netudgaven når op på 82 sider, deraf 40 sider fodnoter) argumenterer Mearsheimer og Walt for, at det vigtigste element i USA’s Mellemøsten-politik har været dets urokkelige støtte til Israel, og at dette ikke har været i USA’s bedste interesse.

Som de ser det, kunne “den ekstraordinære generøsitet” som USA øser ud over Israel – de næsten 3 milliarder dollars i direkte udenrigsbistand til Israel hvert år, den adgang det giver Israel til “førsteklasses” våben som F-16 jetfly, de 32 Israel-kritiske resolutioner i FN’s Sikkerhedsråd, som USA har nedlagt veto imod siden 1982, det “vide spillerum” det har givet Israel i forholdet til de besatte områder – alt dette “kunne måske være forståeligt hvis Israel var af vital strategisk værdi, eller hvis der var en overbevisende moralsk sag, der talte for fortsat opbakning fra USA”.

Faktisk, skriver de “er ingen af disse begrundelser overbevisende”. Israel kan muligvis have haft strategisk værdi for USA under den kolde krig, da Sovjetunionen havde stor indflydelse i Ægypten og Syrien, men den situation er for længst overstået.

Siden 11. September (2001,o.a.) har Israel fået tildelt rollen som en meget vigtig allieret i krigen mod terror, men har faktisk ifølge Mearsheimer og Walt i højere grad været en belastning; dets nære forbindelser til USA har fungeret som et samlingspunkt for Osama bin Laden og andre antiamerikanske ekstremister. Moralsk set hører Israel til i kategorien “demokratier”, skriver forfatterne, men det er et demokrati med meget store svagheder, der diskriminerer sine arabiske borgere og undertrykker de palæstinensere, der har levet under dets besættelse.

Hvis hverken strategiske eller moralske overvejelser kan begrunde USA’s støtte til Israel, spørger Mearsheimer og Walt, hvad kan så? De svarer: den “Israel-Lobby, hvis magt er uden sidestykke”. Kernen i det hele er AIPAC (Den Amerikansk-Israelske Komité for Offentlige Anliggender), der placeres som nummer to lige efter National Rifle Association (sammen med AARP) på National Journals 2005-udgave af ranglisten over Washingtons mest magtfulde lobbyer.

AIPAC fungerer – skriver de som “en de facto agent for en fremmed regering”. Lobbyen, siger de, har også forbindelse til evangeliske kristne som Tom DeLay, Jerry Falwell og Pat Robertson; til neokonservative, både jødiske (Paul Wolfowitz, Bernard Lewis og William Kristol) og kristne (John Bolton, William Bennett og George Will); til tænketanke (Washington Institute for Near East Policy, American Enterprise Institute, Hudson Institute); og til kritikere i pressen som Komitéen for omhyggelig rapportering om Mellemøsten i USA.

Der er godt nok andre særinteresse-grupper, siger Mearsheimer og Walt, der har indflydelse på USA’s udenrigspolitik, men ingen af dem “har været i stand til at afspore den så meget fra hvad USA’s nationale interesser ellers ville tilsige, samtidig med at de overbeviser amerikanerne om, at USA’s og Israels interesser i væsentlig grad er identiske”.

Som resultat heraf er USA blevet en “protektor” for israelsk ekspansion i de besatte områder “hvilket gør det til medskyldig i de forbrydelser, der bliver begået mod palæstinenserne”. Pression fra AIPAC var også et “kritisk element” i USA’s beslutning om at invadere Iraq, skriver de og argumenterer med, at krigen “for en stor dels vedkommende havde baggrund i ønsket om gøre Israel mere sikkert”.

Endelig, hævder professorerne, har Lobby’en frembragt et klima, hvor enhver, der henleder opmærksomheden på dens magt, bliver hængt ud som antisemit, et påfund, der tager sigte på at undertrykke diskussionen “ved hjælp af trusler”. De slutter af med en opfordring til en “mere åben debat” om Lobby’ens indflydelse og de konsekvenser den har haft for USA rolle i verden.

Sådanne argumenter er før blevet fremført, men sjældent af så nøgterne medlemmer af det akademiske establishment. Og reaktionen har været rasende. Mest højrøstet har The New York Sun været med sin tophistorie 20. Marts, som havde overskriften: “David Duke hævder at han bakkes op af en dekan fra Harvard”.

Duke, den hvide racist, blev citeret for at kalde de to professorers arbejdspapir for “excellent” og “et stort skridt fremad”. “Det er temmeligt tilfredsstillende”, sagde Duke, “at se et organ ved det fornemste universitet i USA melde sig på banen og i alt væsentligt underbygge ethvert vigtigt synspunkt, som jeg har fremsat fra endog før Iraq-krigen startede”.

“Harvards Arbejdspapir om Israel betegnet som Affald af Solon”, lød en anden overskrift to dage senere. Rollen som Solon blev i dette tilfælde indtaget af New Yorks kongresmedlem Eliot Engel, som udtalte: “I betragtning af hvad der skete under Holocaust, er det skændigt, at folk kan finde på at skrive rapporter som denne her”.

Kongresmedlemmet Jerrold Nadler kaldte arbejdspapiret “en forloren og uhæderlig omgang ævl, mens Marvin Kalb, som underviser på Kennedy School, gav udtryk for utilfredshed med, “at et arbejdspapir af denne standard fremkom i Kennedy School’s regi”.

I Washington Post skrev Eliot A. Cohen, professor ved John Hopkins University’s School of Advanced International Studies, at han var “en offentlig ýntellektuel og en stolt jøde” som stod over for at skulle fejre påske med sin ældste søn, som var

“på orlov fra Baghdads bombearrede gader….Andre formodede medlemmer af Lobby’en har også børn, der gør militærtjeneste.At så tvivl om deres eller min patriotisme er ikke udtryk for lærdom eller politisk stillingtagen. Det er blot, og det er utilgiveligt, fanatisme”.

David Gergen fra US News and World Report gav udtryk for at være chokeret over professorernes anklager og skrev, at de var “helt ude af proportioner med hvad jeg personligt har været vidne til i det Ovale Værelse” i den tid, hvor jeg arbejdede under fire præsidenter. “Jeg så aldrig nogen beslutning blive taget i det Ovale Værelse for at påvirke USA’s udenrigspolitik i Israels favør på bekostning af USA’s interesser”. “Som kristen”, skrev han

“lad mig tilføje, at det er også forkert og uberettiget at sætte spørgsmålstegn ved loyaliteten hos de millioner af amerikanske jøder, som trofast har støttet Israel og samtidigt utrætteligt og generøst arbejdet for at fremme USA’s interesser, både herhjemme og i udlandet. De er blandt vore bedste borgere og burde roses – ikke sættes i gabestokken”.

Ingen var imidlertid mere højrøstet end Alan Dershowitz, der er juraprofessor på Harvard og forfatter til bogen: “The Case for Israel”. Han blev i The Sun citeret for at hævde, at han havde bevis for at de to forfattere – Mearsheimer og Walt – havde noget af deres materiale fra neo-nazi hjemmesider. Dershowitz (som de to professorer kalder en “amerikansk Israel-apologet”) udarbejdede i al hast en 43-siders tilbagevisning og sørgede for at få den sat op på den samme side af Kennedy Schools web site for arbejdspapirer. “Som tilhænger af ytringsfrihed og modstander af censur på grundlag af politisk korrekthed”, skrev han, “byder jeg seriøse, afbalancerede, objektive studier af lobbyers, herunder israelske lobbyers indflydelse på USA‘s udenrigspolitik velkommnen”.

Men, tilføjede han:

“denne undersøgelse er så fyldt med forvrængninger, så indholdstom, hvad angår nyt bevismateriale, så tendentiøs i sin sprogbrug, så mangelfuld i nuancering og afvejning, så uvidenskabelig i sin tilgang, så befængt med faktuelle fejl, som let kunne være blevet checket efter (men åbenbart ikke blev det) og så afhængig af forudindtagne, ekstremistiske og antiamerikanske kilder, at man må rejse spørgsmålet om hensigten: Hvad kunne få to velanskrevne akademikere til at afvige så groft fra deres sædvanlige standard for akademisk arbejde og forskning for at frembringe et “arbejdspapir”, der bidrager så lidt til eksisterende lærdom og er så let fortolkeligt for misbrug ?”

Dershowitz fortsatte med at bemærke, at arbejdspapirets konklusion – at amerikanske jøder sætter Israels interesser over USA’s – “fremkalder den uhyggelige vision om “dobbelt loyalitet”, en skrøne som har hjemsøgt diasporaens jøder gennem umindelige tider”. Han sluttede af med at udfordre Mearsheimer og Walt til en debat.

Arbejdspapiret har også fået kritik fra venstre, navnlig fra Noam Chomsky. Mens Mearsheimer og Walt “fortjener anerkendelse” for en stillingtagen, der helt sikkert vil fremkalde raseri og fanatiske løgne”, skrev han, var deres tese “ikke særligt” overbevisende, for den ignorerede den indflydelse, som olieselskaberne har på USA’s politik i Persergolfen, og den overså det omfang i hvilket USA-Israel-alliancen udførte “en meget omfattende betjening” af “amerýkanske/saudýske energýkoncerner” ved at “smadre sekulær arabisk nationalisme, som truede med at omlede ressourcer til dækning af hjemlige behov”. USA’s politik i Mellemøsten, fremførte Chomsky, er ikke forskellig fra dets politik i andre verdensdele, og den israelske regering har hjulpet til med at implementere den ved – for eksempel – at sætte Reagan i stand til at “omgå blokeringer i Kongressen med henblik på at forestå masseterror i Centralamerika”. Mange ville finde Mearsheimers og Walts tese tiltalende, skriver han, fordi den lader USA’s regering forblive “uberørt oppe på dens høje ædelmodigheds tinde”, med dens impulser, der rækker tilbage til præsident Wilson, men er blevet forvrænget af “en almægtig kraft [i.e., Lobby’en] som den ikke kan undslippe”.

Rundt omkring har man hørt røster, der støtter de to professorer. Washington Posts Richard Cohen kaldte citatet af David Dukes´ støtte til arbejdspapiret for en McCarthy-istisk taktik og sagde, at sammenkædningen af Mearsheimer og Walt med hadegrupper var en form for “ren og skær beskyldning med baggrund i forbindelser”, som ikke på nogen måde tilbageviser det argument, der fremføres i arbejdspapiret “. Cohen sagde, at han fandt selve essayet “jævnt kedeligt, en kende sjusket og ensidigt (ikke noget her om den arabiske olielobby), men ikke noget, som selv en nonchalant avislæser ikke ved. Dets basale pointe – at Israels amerikanske støtter har en umådelig stor indflydelse på USA’s udenrigspolitik – findes der intet argument imod.”.

I en kommenter i New York Times , klagede Tony Judt over “den noget hysteriske reaktion ” på arbejdspapiret i USA og den “noget kunstige tavshed i de etablerede medier”.. Han så grunden hertil i en frygt for at puste til antisemitismen. Resultatet var “en beklagelig manglende evne til at tage et meget vigtigt politikområde op til overvejelse”, en form for selvcensur, som er skadelig for jøderne, skadelig for Israel, og frem for alt skadelig for USA. Med Østasien, der dag for dag får større betydning, mens “vore klodsede fejlslagne forsøg på en nyordning i Mellemøsten” i “høj grad kommer i fokus”, skrev Judt med ætsende ironi, undergår den strategiske debat hastige ændringer og “det vil ikke være indlysende for fremtidige generationer af amerikanere, hvorfor USA’s imperiale styrke og internationale omdømme er så snævert knyttet til en lille kontroversiel klientstat i Middelhavet”.

Nogle af de mest interessante reaktioner kom fra Israel. Haaretz, det liberale israelske dagblad, skrev i en lederartikel, at hvilke svagheder Mearsheimer og Walts arbejdspapir end måtte være behæftet med, så ville det være “uansvarligt” at ignorere dets “alvorlige og foruroligende budskab”. I stedet for at søge at styrke den israelske lobby, så den kan presse USA’s politiske beslutningstagere til “uden forbehold” at støtte Israel, hedder det i Haaretz, er det nødvendigt, at den “israelske regering forstår, at omverdenen ikke i al evighed vil vente på, at Israel trækker sig tilbage fra de besatte områder; og at de meninger der er udtrykt i arbejdspapiret kunne få rodfæste i amerikansk politik hvis ikke Israel hurtigt ændrer de politiske realiteter”.

De to professorers essay “opfordrer ikke til fordømmelse”, konkluderer avisen, “det burde snarere virke som et advarselsskilt”.

2.

Hysterisk forekommer at være et passende ord for reaktionen på “Israel-lobby’en”. Dette arbejdspapir synes at have bragt alt det værste frem i sine kritikere, som når Eliot Cohen snarere end at diskutere de foreliggende problemstillinger, gør et nummer ud af sin søns militærtjeneste. I The New Republic placerede Michael Oren, et ledende medlem af lærerstaben på Shalem Center i Jerusalem, skylden for essayet hos den nu afdøde Edward Said og anklagede ham for at have skabt et klima i universitetsmiljøer, hvor sådanne antiisraelske synspunkter kunne blomstre. Dækningen i The Sun er i særlig grad grov i sit forsøg på at sværte forfatternes omdømme til og aflede opmærksomheden fra deres idéer.

Det må imidlertid anføres, at “Israel-lobby’en” er behæftet med nogle alvorlige mangler, og at disse mangler har bidraget til reaktionernes voldsomhed. For det første har Mearsheimer og Walt begået nogle faktuelle fejl. Den mest eklatante er, som andre har påpeget det, deres påstand om at israelsk statsborgerskab bygger på princippet om “blodslægtskab”. Det gør det ikke – Israel har omkring 1,3 millioner arabiske statsborgere. Mearsheimer og Walt har åbenlyst sammenblandet Israels love vedrørende statsborgerskab med dets lov om retten til “at vende hjem”, som giver enhver jøde i verden ret til at slå sig ned i landet. Det er en flov fejltagelse, skønt knap nok en fatal en af slagsen – loven om at “vende hjem” favoriserer jøder. Arabere uden for Israel har ingen sådan privilegeret ret til at opnå israelsk statsborgerskab. Men kritikerne har reageret skarpt, som i tilfældet Alan Dershowitz, der erklærer, at “denne løgnagtige fremhævelse af jødisk ‘blod’ er et af den neonazistiske propagandas favoritnumre.”

Mearsheimer og Walt har også anvendt nogle citater af David Ben-Gurion slemt løsrevet fra konteksten. I en diskussion af zionistisk politik i Palæstina forud for Israels oprettelse, for eksempel, lader de to professorer Ben-Gurion sige, at “efter dannelsen af en stor hær lige efter statens oprettelse, skal vi afskaffe opdelingen (af Palæstina, o.a.) og ekspandere til hele Palæstina”. Den klare implikation er, som Dershowitz påviser det i sin tiltagevisning, at denne ekspansion vil blive opnået gennem magtanvendelse. Men, siger Dershowitz, Ben-Gurion blev efterfølgende spurgt om dette skulle opnås “gennem magtanvendelse”. Nej, svarede han, det ville blive opnået “gennem gensidig forståelse og jødisk-arabisk overenskomst” – en moderering, som Mearsheimer og Walt udelader.

Denne forvrængning af Ben-Gurions udtalelse forekommer i en sektion, hvori Mearsheimer og Walt præsenterer det “svindende moralske argument” for at støtte Israel. Deres konklusioner er meget barske. Mens oprettelsen af Israel var “et passende svar” på en lang historie med forbrydelser mod jøder, skriver de, at denne handling “medførte yderligere forbrydelser mod en tredje, stort set uskyldig part: Palæstinenserne.”

Talsmænd for Israel hævdede længe, at de 700.000 arabere, der flygtede under krigen 1947-48 gjorde det, fordi “deres ledere gav dem besked på at gøre det” skriver Mearsheimer og Walt, men israelske revisionister som Benny Morris, siger de, har vist, at de fleste af dem flygtede “på grund af frygt for, at de zionistiske styrker ville give dem en voldelig død”. Krigen, fortsætter de, “medførte eksplicit aktioner med etnisk udrensning, herunder henrettelser, massakrer og voldtægter begået af jøder”. Israels efterfølgende adfærd over for araberne og palæstinenserne har ikke været mindre brutal “og dementerer påstanden om en højere grad af moralsk adfærd”. De anfører mordene på hundreder af ægyptiske krigsfanger i 1956 og 1967, gennembankningen af unge mennesker under den Første Intifada og omdannelsen af det israelske militær til en “dræbermaskine” under den Anden Intifada.

Palæstinenserne “har anvendt terror mod deres israelske besættere”, skriver Mearsheimer og Walt og tilføjer at “villighed til at angribe uskyldige civile er forkert”. Men, skynder de sig at tilføje: “denne adfærd er ikke nogen overraskelse, for palæstinenserne tror ikke på, at der er nogen anden måde, hvorpå de kan tvinge israelerne til at gøre indrømmelser”.

Og endvidere anvendte zionistiske organisationer, der kæmpede for staten Israels oprettelse, også terror. “Hvis palæstinensernes brug af terrorisme i dag er moralsk kritisabel”, erklærer de, “så var Israels forladen sig på den i fortiden det også, og man kan således ikke retfærdiggøre USA’s støtte til Israel med den begrundelse, at dets hidtidige adfærd har været af en moralsk højere standard.”

Dette ræsonnement forekommer ikke overbevisende. Det gør nutidens bedømmelse i overdreven grad afhængig af begivenhederne i 1940 og kan også bruges som retfærdiggørelse af selvmordsbombere i dag. Der er ingen tvivl om, at israelske styrker har dræbt mange uskyldige civile under den Anden Intifada og med rette kan fordømmes for det. Men således at nedtone voldsanvendelsen mod Israel er både moralsk dubiøst og sårbart som argument.

Fraværet af en klarere og mere fyldestgørende beretning om palæstinensisk vold er en alvorlig mangel ved essayet. Dets tendens til at fremhæve Israels forbrydelser, mens det stort set overser modstandernes, har bekymret endog mange fredsduer. “Hvis man følger deres logik indebærer det, at USA skulle tillade, at Israel blev besejret”, fik jeg at høre fra Lewis Roth, administrerende underdirektør i Americans for Peace Now, en fremtrædende kritiker af den israelske besættelse og politik over for palæstinenserne.’

Benny Morris, som Mearsheimer og Walt hyppigt citerer, affærdigede i The New Republic deres arbejde som “en travesti om den historie, som jeg har studeret og skrevet om gennem de seneste to årtier”. Han kritiserede dem for bl.a. at overdrive Israels militære overlegenhed i forhold til araberne , for på falsk grundlag at anklage Israel for at fordrive arabere i 1948, for at nedtone palæstinensiske angreb på civile og overse Israels generelle accept af en to-statsløsning fra Rabins tid og siden. (Men Morris selv forekommer at være i høj grad selektiv; han ignorerer fuldstændigt Israels lange historie med bosættelser på Vestbredden og andre aktiviteter i de besatte områder. Og han går let henover det israelske militærs drab på civile under den Anden Intifada).

Et andet problem i Mearsheimer og Walts essay er dets tynde dokumentation. I deres forsøg på at demonstrere lobbyens negative indflydelse sørger de ikke for ordentlige beviser for deres beskyldninger. De hævder for eksempel, at AIPAC “holder USAs Kongres i et kvælertag”, som et resultat af “dens evne til at belønne lovgivere og kandidater til Kongressen for at få dem til at støtte dens dagsorden, og til at straffe dem, som gør indsigelse mod den”. Alligevel anfører de kun eet eksempel: AIPACs andel i, at senatoren fra Illinois Charles Percy blev slået i 1984, fordi han kritiserede Israel. Ikke nok med, at dette eksempel er mere end tyve år gammelt, men det kommer fra et praleri på to sætninger fra en tidligere AIPAC-ansat om, hvordan organisationen klarede at fordrive Percy. Ingen detaljer angives om, hvad Percy gjorde for at tiltrække sig AIPACs opmærksomhed, hvad AIPAC gjorde for at slå ham, eller hvad Percy selv har at sige om sagen. Som med praktisk talt alle deres beskyldninger, henholder forfatterne sig til offentliggjorte beretninger og har ikke interviewet hverken lobbyisterne, deres støtter eller deres kritikere.

På samme måde når Mearsheimer og Walt fremsætter deres påstand om, at den israelske lobby skubbede USA ind i Irakkrigen, så støtter de sig på flere forskellige mindre beviser: et citat fra Philip Zelikow, et tidligere medlem af præsidentens Foreign Intelligence Advisory Board (rådgivende råd for udenrigsefterretninger) om, hvordan den virkelige trussel fra Irak ikke var rettet imod USA men imod Israel; kommentarer fra tidligere premierministre Ehud Barak og Benjamin Netanyahu, som opfordrede Bush-regeringen til at handle imod Irak; en melding i Haaretz om, at det israelske “militære og politiske lederskab længes efter krig i Irak”; en leder i the Forward, som gør opmærksom på, at USAs ledende jødiske organisationer støttede krigen; og den opbakning som neokonservative som Paul Wolfowitz og Richard Perle og eksperter som Bernard Lewis ydede regeringen, da den forsøgte at vinde offentlig støtte til krigen. Fra den slags materiale konkluderer de: “Der er kun lidt tvivl om, at Israel og lobbyen var nøglefaktorer i at tilvejebringe beslutningen om krig.”

Måske er det rigtigt, men der er fremsat mange andre forklaringer på regeringens handling: fordrivelse af et regime, som man anså for at være en trussel mod USAs interesser, hvoraf beskyttelse af Israel var een; at vælte en tyran, som brutalt havde undertrykt sit folk; at befæste USAs magt i regionen med et øje på sikring af olieleverancerne i Saudiarabien så vel som i Irak; og at igangsætte en demokratiseringsproces som, i hvert fald i neokonservative fantasier, ville forvandle Mellemøsten. I lyset af disse andre forklaringer kunne der føres en langt mere fuldstændig diskussion med rigelige kilder end den ene, som forfatterne præsenterer for at få deres sag til at virke overbevisende.[1]

Alt i alt giver manglen på førstehånds undersøgelse i “The Israel Lobby” en andenhånds følelse. Mearsheimer og Walt tilvejebringer meget lidt forståelse af, hvordan AIPAC og andre lobbyist-grupper arbejder, hvordan de søger at skaffe sig indflydelse på politik, og hvad folk i regeringen har at sige om dem. Forfatterne synes at have konkluderet, at i betragtning af det følsomme emne ville kun få tale rent ud om det. I virkeligheden er mange mennesker lede og kede af lobbyen og ivrige efter at forklare hvorfor (skønt ofte ikke officielt). Føderale kampagne-dokumenter udgør en anden vigtig kilde til oplysninger, som forfatterne har overset. Gennem sådanne kilder er det muligt at påvise, at Mearsheimer og Walt har helt ret i deres centrale pointe med hensyn til den israelske lobby og den negative effekt, den har haft på USAs politik.

3.

Enhver diskussion af AIPACs aktiviteter må begynde med den politiske konference, som den sponsorerer hvert år i Washington, en kombination af forretningsshow, selskabelig sammenkomst og hollywoodsk ekstravagance, som synes skabt til at vise AIPACs nationale magt. Søndag den 5. marts 2006 startede dette års samling med at fem tusinde pro-Israel aktivister fra hele landet samledes i the Washington Convention Center. I de næste tre dage lyttede de til taler, sad i paneler, sludrede ved receptioner og så en bog blive signeret af Nathan Sharansky. Forsamlingen omfattede mere end tusind college- og high school-studerende, som var mobiliseret gennem AIPACs ambitiøse universitets-støtteprogram. Blandt talerne var et udsnit af Washingtons politiske establishment—John Bolton, Newt Gingrich, senatorerne Evan Bayh og Susan Collins, flertalsindpisker i Repræsentanternes Hus Roy Blunt—så vel som tre israelske kandidater til premierministerposten (som talte via satellit fra Israel, hvor de var i valgkamp). På adskillige kæmpemæssige skærme rundt omkring i hallen vistes skiftende klip af Adolf Hitler i gang med at fordømme jøderne og den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad i gang med at true med tilintetgørelse af Israel. Showet klingede ud i et efter-Holocaust-løfte: “Aldrig igen”.

Den næste dag gik deltagere i konferencen til Capitol Hill for at lobbye for AIPAC’s første prioritet med hensyn til lovgivning: the Palestinian Anti-Terrorism Act af 2006. Udkastet var blevet til ved AIPAC’s hjælp efter Hamas’s nylige valgsejr. Lovforslaget angav så mange restriktioner på støtte til og kontakter med det Palæstinensiske Selvstyre, som selv den israelske regering, som søgte mere fleksibilitet, havde udtrykt nogen uvilje imod.[2] Alligevel havde lovforslaget allerede mere end to hundrede forslagsstillere i Repræsentanternes Hus. For at understrege hensigten holdt støtter af AIPAC møder i mere end 450 kontorer i Kongressen. Ved middagen den aften oplæste AIPACs directør Howard Kohr, som han gør hvert år, listen over standspersoner, som var til stede. Den omfattede et flertal af Senatet, en fjerdel af Repræsentanternes Hus, mere end halvtreds ambassadører og dusinvis af embedsmænd fra administrationen. Oplæsningen af navnene tog 27 minutter ialt. Hvert navn blev hilst med et bifaldsbrøl, det højeste gik til Joe Lieberman.

Konferencen sluttede næste dag med en tale af vicepræsident Dick Cheney. Han brugte lejligheden til at overlevere regeringens hidtil strengeste advarsel til Irans regering, idet han lovede, at den ville blive stillet overfor “meningsfulde konsekvenser”, hvis den fortsatte med at stræbe efter atomteknologi. “Vi tilslutter os, at andre nationer sender dette regime en klar besked: Vi vil ikke tillade Iran at have atomvåben,” erklærede Cheney under stort bifald. For de trofaste tilhængere af AIPAC rangerer Cheney som en sand amerikansk helt.

For mange amerikanske jøder er Cheney selvfølgelig ikke sagen. I de fleste spørgsmål er jøder ganske liberale, og sagen Israel er ingen undtagelse. J.J. Goldberg, udgiveren af the Forward, bemærker at opinionsundersøgelser konsekvent viser, at “et flertal af amerikanske jøder støtter oprettelsen af en palæstinensisk stat, og at et markant flertal støtter afståelse af en betydelig del af Vestbredden og tilbagetrækning fra bosættelserne”.

AIPAC hævder at repræsentere de fleste fra det jødiske samfund. Dens hovedbestyrelse har et par hundrede medlemmer, som repræsenterer et bredt udsnit af amerikansk jødisk opinion, fra fredsbevægelsen Americans for Peace Now til den militant højreorienterede Zionist Organization of America. Fire gange om året mødes denne gruppe for at fastlægge AIPACs politik. Ifølge adskillige tidligere AIPAC-repræsentanter, som jeg har talt med, har hovedbestyrelsen imidlertid kun lidt reel magt. Magten ligger mere hos de halvtreds medlemmer af forretningsudvalget, som ikke er valgt efter hvordan de repræsenterer AIPACs medlemmer, men efter hvor mange penge de giver og skaffer.

Derfor er forretningsudvalget fyldt med virksomhedsadvokater, Wall Street investorer, forretningsdrivende og arvinger til familieformuer. Indenfor selve bestyrelsen er magten koncentreret i en ekstremt rig undergruppe, kendt som “the minyan club”. Og indenfor den gruppe er fire medlemmer dominerende: Robert Asher, en pensioneret forhandler af belysningstilbehør i Chicago, Edward Levy, en direktør i byggebranchen fra Detroit, Mayer “Bubba” Mitchell, forhandler af byggematerialer i Mobile, Alabama og Larry Weinberg, som er i byggebranchen i Los Angeles (og tidligere ejer af Portland Trail Blazers). Asher, Levy og Mitchell er trofaste republikanere, Weinberg er en “Scoop” Jackson demokrat, som har bevæget sig mod højre gennem årene.

The “Gang of Four,” (“Firebanden”) som disse mænd kaldes, deler ikke den interesse for at skaffe fred i Mellemøsten, som er udbredt i en stor del af det jødiske samfund. De går snarere efter at holde Israel stærkt, palæstinenserne svage, og USA fra at udøve pres på Israel. AIPAC’s direktør Howard Kohr er en konservativ republikaner, som længe har adlydt Firebandens befalinger. I mange år var Steven Rosen, AIPAC’s direktør for udenrigspolitiske anliggender, den ledende kraft i staben med hensyn til at føre Firebandens pro-Likud overbevisninger ud i den praktiske politik, som AIPAC kunne fremme i Kongressen. (I 2005 forlod Rosen og hans kollega analytiker Keith Weissman organisationen. Snart efter blev de af forbundsmyndighederne anklaget for at have modtaget klassificeret nationalt sikkerheds-materiale og udleveret det til fremmede (israelske) embedsmænd).

AIPACs forsvarere fremhæver gerne, at dens succes kan forklares med dens evne til at udnytte de muligheder, der er for organisationer i det demokratiske Amerika. Til en vis grad er dette sandt. AIPAC har et formidabelt netværk af tilhængere rundt omkring i USA. Dens 100.000 medlemmer (op til 60 procent fra de sidste fem år) ledes af AIPACs ni regionale kontorer, dens ti andre kontorer og dens mere end hundrede ansatte i Washington, en yderst professionel gruppe, som inkluderer lobbyister, undersøgere, analytikere, organisatorer og skribenter, godt hjulpet af et enormt årligt budget på 47 millioner dollars. AIPACs stab er berømt på Capitol Hill for dens dygtighed til at samle de nyeste informationer om mellemøstlige anliggender og forme dem til letfordøjelige og omhyggeligt vinklede politiske redegørelser, som mange kongresansatte er blevet afhængige af.

Et sådant udsagn overser imidlertid nøgleelementet i AIPACs succes: penge. AIPAC i sig selv er ikke en politisk aktionsenhed. Snarere skaffer den informationer ved at vurdere vælgeroplysninger og offentlige udtalelser til organisationer, som giver penge til kandidater. AIPAC hjælper dem til at afgøre, hvem Israels venner er i henhold til AIPACs kriterier. Centret for Ansvarlig Politik, en ikke-partibundet gruppe, som analyserer politiske bidrag, opregner en komplet liste på 36 pro-israelske politiske foreninger, som tilsammen bidrog med 3.14 millioner dollars til kandidater ved valget i 2004. Proisaelske donorer giver derudover mange millioner. I de sidste fire år har Robert Asher for eksempel sammen med sine forskellige slægtninge (et almindeligt påfund for at få så høje bidrag som muligt) givet 148.000 dollars, for det meste i beløb på 1000 eller 2000 dollars til forskellige kandidater.

Et tidligere AIPAC stabsmedlem beskrev for mig, hvordan systemet arbejder. En kandidat kan f.eks. kontakte AIPAC og udtrykke stærke sympatier med Israel. AIPAC pointerer, at det ikke støtter kandidater, men vil tilbyde at introducere ham til folk, som gør. En eller anden med tilknytning til AIPAC vil blive udpeget som kontaktperson for kandidaten. Checks på 500 dollars eller 1.000 dollars fra proisraelske donorer vil blive bundtet sammen og stillet til rådighed for kandidaten med en klar angivelse af donorernes politiske synspunkter. (Alt dette er helt lovligt.) Desuden vil indsamlingsmøder blive organiseret i forskellige byer. Ofte kommer kandidaterne fra stater med forsvindende små jødiske befolkninger.

Et stabsmedlem fra Kongressen fortalte mig om et tilfælde med en demokratisk kandidat fra en Mountainsstat, som var ivrig efter at drage nytte af proisraelske penge. Han kom i kontakt med AIPAC, som knyttede ham til en software forretningsmand fra Manhattan, som var ivrig efter at bevæge sig op i AIPACs organisation. Forretningsmanden holdt en indsamlingsreception i sin lejlighed på Upper West Side, og kandidaten kom derfra med 15.000 dollars. Da der i hans stat kun var et lille marked for støtteindsamlinger i presse og fjernsyn, viste denne sum sig at blive en vigtig faktor i et kapløb, som han vandt knebent. Kongresmanden blev således et af hundreder af medlemmer, som man kunne regne med ville stemme, som AIPAC ønskede det. (Stabsmedlemmet fortalte mig navnet på kongresmanden, men bad mig tilbageholde det for at spare ham for skammen).

Omvendt kan kandidater, som udfordrer AIPAC finde, at deres kilde til støtte pludselig er udtørret. To tilfælde, som er kendt offentligt, er Repræsentanterne Cynthia McKinney fra Georgia og Earl Hilliard fra Alabama, begge afroamerikanere. I 2002 (midtvejsvalg o.a.) blev det påstået, at McKinney og Hilliard havde fremsat udtalelser eller taget kritisk stilling til Israel, og deres primære opponenter modtog store pro-israelske beløb. Begge kandidater havde begrænset offentlig støtte og endte med at tabe. Sager som disse dukker sjældent op: en kandidats stillingtagen til Israel er sjældent nok i sig selv til at medføre nederlag. Men det kan have en meget stor effekt på fremskaffelsen af økonomiske midler. (McKinney blev genvalgt til Kongressen i 2004).

Da Adlai Stevenson III i 1981 havde forladt Senatet, besluttede han at stille op til valget til Guvernør i Illinois. I slutningen af 1970erne havde Stevenson fremsat et ændringsforslag til et forslag til bevillingslov i Senatet. Ændringsforslaget ville have skåret støtten fra USA til Israel ned med 200 millioner dollars, indtil Præsidenten kunne garantere, at Israels bosættelsespolitik var overensstemmende med USAs politik. Ændringsforslaget faldt, men, som Stevenson fortalte mig, “den israelske lobby satte bommen ned. Pengestrømmen tørrede ud.” Han fortalte mig, at hans kampagne blev demoraliseret, og meningsmålingerne faldt. Til slut var kampen så tæt, at den blev afgjort af Illinois’ Højesteret til fordel for hans modstander, Jim Thompson. Tabet af støtte var afgørende, sagde Stevenson.

Sager som disse “indtræffer næsten en gang om året”, sagde en demokratisk kongresmand (som bad om ikke at blive nævnt ved navn). Idet han understregede, at Israel “aldrig er det eneste”, som forårsager et nederlag, fortsatte han med at give en liste over politikere, som havde måttet undgælde, fordi de havde udfordret AIPAC. Således Tony Beilenson i Los Angeles fordi han havde ønsket at omdirigere en procent af al USAs støtte til udlandet – inklusive støtte til Israel – for at hjælpe tørkeofre i Afrika, John Bryant fra Texas for at forsøge at tilbageholde støtte med henblik på at protestere over Israels bosættelsespolitik og James Moran fra Virginia, som kunne konstatere, at hans forventede valgstøtte faldt med flere ti tusinder dollars, efter at han ved at bymøde i 2003 havde sagt, at Irak-krigen ikke ville være blevet udkæmpet, hvis det ikke havde været for den stærke støtte fra det jødiske samfund. (Både Bryant og Moran vandt alligevel).

I år retter proisraelske kræfter deres skyts mod Senator Lincoln Chafee fra Rhode Island, som er republikaner. Chafee har nogle gange taget stilling på en måde, som går imod AIPACs holdninger, inklusive en stemmeafgivning mod Syria Accountability Act, et lovforslag, som forberedte USAs sanktioner imod Syrien. Hans udfordrer i det republikanske primærvalg, Stephen Laffey, har indtaget en stærkt proisraelsk holdning, og han har allerede modtaget 5.000 dollars (det tilladte maksimum) fra den proisraelske Washington Political Action Committee (PAC). I en nylig rapport nævnte the Forward, at en advokat og pro-Israel aktivist ved navn Norman Orodenker var i gang med at forberede udsendelse af et brev til andre pro-Israel PACs, som roser Laffeys livslange dokumenterede støtte til Israel.

Dog får demokrater stadig de fleste af de proisraelske dollars. Blandt AIPACs mest standhaftige støtter i Kongressen er så velkendte liberale som Nancy Pelosi, Henry Waxman, Jerrold Nadler og Howard Berman. Steny Hoyer, Kongressens minoritets-indpisker, er så pålidelig, at “han kunne lige så godt være på AIPACs lønningsliste,” fortalte en kongres-ansat mig. Hillary Clinton er lige så driftssikker. Mens hun stadig forsøger at nedtone sin erklæring fra 1998 om støtte til en palæstinensisk stat og det kys, hun gav Suha Arafat i 1999, har Clinton forsøgt at kompensere ved at stemme efter AIPACs ønske i næsten enhver sag. I den nuværende valgperiode har hun modtaget 80.000 dollars i pro-israelske penge – mere end nogen anden kandidat.

Delvis som et resultat af sådanne ydelser, siger en Capitol Hill – ansat: “Vi kan regne med over halvdelen af Repræsentanternes Hus – 250 til 300 medlemmer, som refleksmæssigt gør, hvad AIPAC ønsker.”

4.

Det som AIPAC ønsker, kan opsummeres meget kortfattet : Et stærkt Israel, som frit kan besætte det område, det vælger ; svækkede palæstinensere ; og ubetinget støtte til Israel fra USA. AIPAC er skeptisk overfor forhandlinger og fredsaftaler, sammen med anstrengelserne fra de israelske duer, palæstinenserne og de amerikanere, der går ind for dem. I 1980 erne , da Israel udvidede deres tilstedeværelse aggressivt på Vestbredden, havde AIPAC et meget nært forhold til den israelske regering, særligt Likud lederen Yitzhak Shamir. Det ændredes hurtigt i 1992 med valget af Labors Yitzhak Rabin. Ved et besøg i Washington hurtigt efter magtovertagelsen, advarede han AIPAC om at have venskabelige bånd til Likud . Nu skulle organisationen ikke længere stå som Jerusalems fortaler i Washington, udtalte Rabin.

Da Rabin og Arafat underskrev Oslo – aftalerne i 1993, godkendte AIPAC dem officielt, men – som kontrast til dets tydelige støtte til Likuds politik – forblev det i det store og hele tavs. Da de opfattede palæstinenserne som terrorister, som man ikke kunne stole på, ledte lobbyen efter en udvej til at svække aftalerne på en snedig måde. Den fandt en i spørgsmålet om, hvor den amerikanske ambassade i Israel skulle placeres. Bortset fra to lande i verden ( Costa Rica og El Salvador), havde USA sin ambassade, ikke i Jerusalem men i Tel Aviv, i anerkendelse af Jerusalems omstridte status. Under Oslo forhandlingerne skulle byens endelige skæbne tages op gennem forhandlinger, som man havde fastlagt til at begynde i maj 1996 og afsluttes tre år senere.

Men pro – Israel aktivister i kongressen var ikke interesserede i at vente. De fik en uventet opmuntring tidligt i 1995, da Republikanerne blev styrende i Parlamentet. Den nye formand – Newt Gingrich – som ledte efter måder, han kunne kanalisere jødiske penge og stemmer væk fra Demokraterne – meddelte under et besøg i Jerusalem i januar, at han ville støtte overflytningen af den amerikanske ambassade til Jerusalem. I Senatet udtalte Bob Dole, som aldrig havde vist større interesse for Israel, men som arbejdede på at udfordre Bill Clinton som præsident, på dette års politiske konference, at han ville støtte en lovgivning, som foreslog overflytningen. Han fik stående bifald.

Både Rabin og Bill Clinton var imod at flytte ambassaden. De vidste, at et sådan trin kunne sprænge fredsprocessen ved at ophidse den arabiske verden. Men for AIPAC og dets allierede var det netop pointen. I oktober 1995 gik ambassade – forslaget ang. Jerusalem glat igennem begge kamre i Kongressen. Forslaget fik stemmer nok til at flytte ambassaden til Jerusalem i 1999, med mindre præsidenten forlangte et frafald af nationale sikkerhedsgrunde. Da han ikke havde lyst til at udfordre AIPAC, lod Bill Clinton forslaget ophøje til lov uden at underskrive det.

Som forventet kom der kraftige protester fra alle arabiske hovedsteder. Clinton forlangte frafaldet på behørig vis, så der ikke blev nogen overflytning, men hvert halve år skulle hans administration sende en rapport til Kongressen , som skulle forklare, hvordan den imødekom loven. Og medlemmer af Kongressen, som var ivrige efter at demonstrere deres støtte til Israel, fortsatte med at frembringe en strøm af beslutninger og breve, som krævede at ambassaden blev flyttet. Presset på Oslo aftalerne var intenst.

Det blev endnu større, da Hillary Clinton besluttede at stille op til Senatet i New York. Da hun ønskede at stille det altoverskyggende jødiske lovforslag for retten, erklærede hun allerede fra starten Jerusalem som ” den evige og udelelige hovedstad i Israel, ” og under resten af forløbet talte hun og hendes republikanske modstander Rick Lazio i synagoger og i foredrag om, hvem der ville være den hurtigste til at flytte ambassaden til Jerusalem.

På det tidspunkt var Bill Clinton optaget af Camp David fredsforhandlingerne. Hver gang temaet om ambassade – flytningen blev omtalt i nyhederne, protesterede palæstinenserne, og USA´s rolle som mægler blev undermineret. “Jeg var ikke glad for deres iver efter at flytte ambassaden, ” husker Dennis Ross, Clintons hovedforhandler. Efter hans opfattelse havde den israelske lobby til syvende og sidst ingen succes – ambassaden blev aldrig flyttet – men det halvårlige behov for at frafalde forslaget og rapportere til kongressen ” lagde en byrde på os. Det tog en masse af vores tid. “

Sent i år 2000, da intifadaen begyndte, fortalte den tidligere Clinton- rådgiver mig, var der tilfælde, hvor Israel brugte, hvad mange syntes, for voldsomme midler, så som at brække benene på unge palæstinensere, og derved forværre konflikten. Men hvis embedsmændene i administrationen havde sagt noget, der skulle slå an som ” moralsk ligevægt, ” bemærkede

Han, “ville vi have fået påtale fra Kongressen, medierne og interessegrupper.” Efter et stykke tid, fortsatte han, begyndte embedsmændene at vægre sig ved at sige noget, som kunne være kontroversielt på hjemmebane, og som kunne føre til selvcensur i tale og handling.

Der var mange politiske initiativer, hvor vi skulle overveje, hvordan visse hjemlige valgkredse ville reagere. Der var en følelse af at afveje, hvilke omkostninger det ville have offentligt at lægge pres på Israel. Som denne embedsmand fremhæver, mens AIPAC fokuserer mest på sin indflydelse i Kongressen er dem, der står frem, oftere støttet af Konferencen af Ledere for de store Amerikanske Jødiske Organisationer. Denne gruppe er langt mindre kendt end AIPAC, men næsten lige så mægtig.

Da den udgør overhovederne af mere end halvtreds amerikanske, jødiske organisationer, har konferencen til hensigt at repræsentere den kollektive stemme i det amerikanske, jødiske fællesskab, der som bekendt har en tendens til at være mere blødagtig ang. mellemøstlige forhold.

I praksis, er organisationen imidlertid styret af dens ledende vice-formand, Malcolm Hoenlein, som længe har været tæt på bosætter-bevægelsen ; I adskillige år i midten af 1990 erne tjente han som forbindelsesled for de årlige støttemiddage, som blev afholdt i New York for Bet El, en militant bosættelse nær ved Ramallah. I sine tyve år ved konferencen, har Hoenlein brugt den til at sikre, at Israel har ret til at udføre – hvilken politik det vælger incl. at udvide sin tilstedeværelse på Vestbredden uden nogen indblanding fra USA. Under Clinton årene, var Konferencen af Ledere en entusiastisk deltager i kampagnen for at flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem.

Alle de meddelelser, der strømmer ud fra Kongressen, sender et meget klart budskab. Som et kongresmedlem udtalte det :

Vi er så forudsigelige, så understøttende, så fordomsfri overfor Israels handlinger, at i det lange løb har vi distanceret os til den arabiske verden. Vi har vedtaget et hvilket som helst antal beslutninger, som gør det klart, at vi ikke ønskede, at Clinton eller Bush skulle lægge pres på Israel mht. bosættelser eller forhandlinger. Hvis vi vedtog en beslutning, som fuldstændigt omfattede Køreplanen, ville det gøre en enorm forskel i den arabiske verden, og det ville hjælpe til med at underminere terroristerne. Men man ville aldrig få et lovforslag som dette gennem de internationale relationer eller tilsvarende komiteer. Kongressen ville aldrig vedtage et lovforslag, som på nogen måde var kritisk overfor noget, Israel har gjort.

Jeg spurgte kongresmedlemmet, om han var villig til at stå frem. Han sagde nej.

5.

Det politiske landskab i Israel skifter hurtigt, og sammen med det udfordringerne, som den israelske lobby står overfor. Kademas fremgang og skiftet væk fra Likud har givet ny kraft til de tre hovedgrupper, som repræsenterer Amerikas mildere stemte forkæmpere : Amerikanere for Fred Nu, Brit Tzedek og det Politiske Forum for Israel ( IPF ). Politisk set repræsenterer mere trofast amerikanske jøders synspunkter, end AIPAC gør, men de har langt mindre indflydelse, delvis fordi de ikke skaffer penge. Tidligere var IPF´s årlige middage rolige sammenkomster i sammenligning med AIPAC´s , men på den sidste i juni dukkede Ehud Olmert op, og han spøgte over, hvor mærkeligt det var for en gammel Likud ´er som ham at være der.

Han snakkede om “en ny politik”, som skulle bringe ” fred og sikkerhed til os selv og til palæstinenserne,” som, “skal bo langs med Staten Israel i deres egen uafhængige stat.”

På trods af den slags udtalelser, mener nogle liberale kommentatorer i Israel og USA, at Israel ikke har til hensigt at overgive nok område og herredømme over en arbejdsdygtig stat til palæstinenserne. Men hvis det lykkedes for Israel at trække sig tilbage bag et sikkerheds hegn og tillod sådan en stat at blive til noget, hvad var der så tilbage for AIPAC at gøre ?

Masser. Samtidigt med den plejer sin traditionelle interesse for Israel, har lobbyen de seneste år stødt udvidet sin mission og blevet en stærk kraft i det udvidede netværk af nationale sikkerhedsgrupper og ledere, som har udnyttet d. 11 september, krigen mod terror og Israel som basis for at søge en mere aggressiv holdning fra USA i verden.

Dette er særligt tydeligt i AIPAC´s arbejde i Iran. Siden midt i 1990´erne har AIPAC brugt meget af sin energi på at advare mod Irans udvikling af atomvåben, til at fordømme mullaherne i Teheran og til at søge at få dem omstyrtet. Mearsheimer og Walt lægger stor vægt på lobbyens støtte til krigen i Irak , men AIPAC´s arbejde ang. Iran har haft langt større virkning i Washington ( kraftigt støttet af den aggressive retorik og handlinger fra præsident Ahmadinejad ).

Det Netværk, som AIPAC er knyttet til, skal det siges, er ikke ude på at skabe intrige eller ballade ; dets forskellige dele og medlemmer arbejder uafhængigt og tager ofte beslutninger på kant med hinanden. Det ville dog være dumt at ignorere den virkelige måde, som deres aktiviteter prøver at styrke hinanden på, når de agiterer for en mere muskuløs amerikansk tilstedeværelse i Mellemøsten og derudover.

En nøglefunktion i netværket er Washington Instituttet for Nærøstens Politik. AIPAC hjalp til med at skabe denne tænketank i 1985 med Martin Indyk, AIPAC´s research- direktør som sin første direktør. I dag er Washington Instituttet fuldstændigt uafhængigt af AIPAC, og der er en del forskellighed blandt dets medlemmer ( Dennis Ross er en af dem ). Gennemgående afspejler dets politik dog AIPAC´s .Dets udøvende direktør, Robert Satloff er nykonservativ

med høgeagtige synspunkter ang. Mellemøsten.

Dets vicedirektør for research, Patrick Clawson har været en ledende fortaler for regime skifte i Iran og for en USA konfrontation med Teheran om dets atomprogram. AIPAC beskriver ham som en ekspert på sin Webside ). Raymond Tanter en videnskabsmand, der er tilknyttet instituttet, har forsvaret the Mek, eller folkets Mujaheddin, en skyggegruppe af iranske guerillaer, som ønsker at omstyrte styret i Teheran ( og som forsvarsministeriet anser for terrorister). Medlemmer af Washington Instituttets panel af rådgivere omfatter Paul Wolfowitz, Richard Perle, James Woolsey, Jeane Kirkpatrick, Mort Zuckerman og Max Kampelman ; dets eneste vigtigste kilde til midler er Larry Weinberg , en af AIPAC´s Gruppe på Fire og hans kone Barbi.

Kampelman, Kirkpatrick, Perle og Woolsey er også med i det det rådgivende organ for det jødiske institut for Nationale Sikkerhedsaffærer ( JINSA ), som iflg. deres web – side søger

” at informere den amerikanske forsvars og udenrigs – gruppe om den vigtige rolle Israel kan spille og spiller i at støtte demokratiske interesser i Middelhavsområdet og i Mellemøsten. ” For At beskrive deres program mere enkelt, søger JINSA at uddanne ikke jødiske medlemmer fra Pentagon for at understrege Israels værdi for USA. Omkring halvdelen af dets 56 medlemmer er amerikanske generaler og admiraler.

Andre medlemmer indbefatter Stephen Solarz , som, mens han var kongresmedlem i New York, arbejdede utrætteligt for Israel; Eric Cantor, den eneste jødiske republikaner i parlamentet, som i 2002 blev udnævnt til den vigtigste vice rådgiver for det fortsatte, delvise republikanske program, som skulle lokke dollars til Israel fra Demokraterne; og endelig Stephen Bryen, en neokonservativ, som gjorde tjeneste under Richard Perle i Ronald Reagans Pentagon, og som nu arbejder for forsvarstjenesten.

Oversat fra engelsk for DPV af Dagmar Dinesen, Birthe H. Christensen og Karl Aage Angri Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Kommentarer. Bogmærk permalinket.