Har Israel en politik for drab på civile palæstinensere?
Af Nigel Parry, The Electronic Intifada, 13. Juni 2006
“IDF [det israelske militær] er det mest moralske militær i verden; der har aldrig været – og det der er helle ikke nu – en politik for angreb på civile”.
Premierminister Ehud Olmewrts ord ved åbningen af det ugentlige kabinetsmøde 11. Juni 2006. Kommunikeret videre af premierministerens medierådgiver.
På den anden side af mediernes optik
Da jeg boede i Ramallah fra 1994 til 1998, årene under den såkaldte fredsproces, oplevede jeg måske så mange som 30 sammenstød mellem unge palæstinensere og israelske soldater, så jeg meget bevidst kunne dokumentere og fotografere, hvad der skete.
Jeg fik helt ondt indvendig, når jeg læste medierapporter fra udenlandske korrespondenter, der beskrev begivenhederne på denne måde: “Israelske soldater og palæstinensere stødte idag sammen i udkanten af Ramallah. To palæstinensere blev dræbt og fire såret”.
Bortset fra sammenstødene i de fem dage i september 1996, da der skete en optrapning fra brugen af sten til geværer efter, at fem palæstinensere blev dræbt af skud i begyndelsen af den første dag, var ingen af palæstinenserne ved disse sammenstød bevæbnede med andet end sten og en meget tilfældig molotovcocktail.
Det var enklere i de dage, helt ulig den hastige militarisering under den Anden Intifada på grund af Arafats FATAH-bevægelse. Med kun den ene side bevæbnet med geværer var den skræmmende baggrund med dens ulige magtforhold helt åbenlys.
Af de adskillige palæstinensere, som jeg så blive skudt til døde i disse 30 sammenstød, blev ikke én eneste dræbt inden for en afstand, hvor han kunne have ramt en israelsk soldat med en sten. Ved det ene sammenstød, hvor jeg så en israelsk soldat blive strejfet af sten, skete det efterfølgende drab meget senere. På intet tidspunkt forekom der nogen livstruende situation, som gjorde det påkrævet, at disse soldater opførte sig anderledes end uropolitiet i et mere civiliseret land.
Under disse sammenstød foretog de israelske soldater sig ting, der fik det til at svimle for mig. De udvekslede forbandelser med de unge palæstinensere mens de lo og råbte til de andre soldater. De hængte deres rifler på skulderen og kastede sten mod palæstinenserne. De udstødte dyrelyde og gryntede og hoppede rundt ligesom aber for at ægge palæstinenserne til at vove sig ud fra deres skjul.
Soldaterne brugte skarp ammunition og “mindre dødelig” ammunition (så som gummiovertrukne metalkugler) samtidigt og ophævede således selve begrundelsen for at forsyne tropper med “mindre dødelig” ammunition.
Fra en uset position , når energien i sammenstødene syntes at være ved at ebbe ud, skød en soldat pludseligt et barn eller en teenager på 100 fods afstand eller mere fra soldaterne og lige foran mig. Næste gang du står under åben himmel uden nogle andre i nærheden, så prøv hvor langt du kan kaste en sten. Du vil finde ud af, at det er langt mindre end 100 fod.
Jeg vil udtrykke mig helt klart. De tildragelser, jeg beskriver fra sammenstødene, hvor mennesker døde, var ikke undtagelser. De var reglen. Og ikke så meget som én soldat blev nogensinde straffet.
Jeg ønsker at tro
Efter at man har set en eller anden dræbe et barn, får man et meget anderledes syn på mennesker. Vi vil gerne tro, at når en sådan fuldstændigt uundskyldelig tildragelse finder sted, så skyldes det en eller anden form for “ulykke” eller “fejl”. “Krydsild” var Israels måske mest succesfulde løgn i begyndelsen af den Anden Intifada og intet antal statistikker, der viste det modsatte, syntes for alvor at trænge ind i vores bevidsthed og gøre en forskel.
Det gjorde ingen forskel, fordi vi inderst inde desperat ønsker, at mordere og massemordere i denne verden er sjældne vildfarne eksistenser, at de er syge eller på anden måde anderledes. Denne konklusion er ikke mulig, når man med egne øjne bliver vidne til et helt almindeligt gentaget mønster hos en hel hær. På et tidspunkt er der noget inde i en selv, der bryder sammen og ens fantasier om menneskelig anstændighed smuldrer.
På et højere plan har Israel opført sig med lignende afstumpethed, som dets soldater gør under sammenstødene. Et af de tydeligste eksempler fra den nuværende Intifada fandt sted 23. Juli 2006. 14 palæstinensere, de fleste af dem kvinder og børn, blev dræbt da et israelsk F-16 jagerfly kastede en 1000-kilo bombe over en beboelsesejendom i al-Daraj-kvarteret i Gaza by fro at myrde Salah Shehadeh, dengang leder af HAMAS’s militære organisation.
Et stort antal civile ofre var den uundgåelige følge på grund af den anvendte bombes størrelse og befolkningstætheden i det område, hvor den blev kastet. En journalist spurgte efter mordaktionen generalmajor Dan Halutz, der er en nøglefigur bag Israels mordpolitik, hvorvidt han følte nogen anger over aktionen.
Efter at være fremkommet med en indholdsløs udtalelse om, at han beklagede, at børnene var blevet dræbt og efter at have forsvaret den politik, der var baggrunden for det, sagde han “Når du insisterer på at få at vide, hvad jeg føler, når jeg udløser en bombe, så vil jeg fortælle dig det. Jeg føler et let stød gå gennem flyet som følge af bombens udløsning. Et sekund senere er den på vej, og det er det hele. Det er hvad jeg føler”.
Misionformation er et masseødelæggelsesvåben
“Hvad enten der er tale om om et langdistancevåben eller en selvmordsbombe – så er et ondt sind et masseødelæggelsesvåben. Hvad enten du er Soaraway Sun eller BBC One – så er misinformation et masseødelæggelsesvåben.”
Vers fra “Mass Destruktion “ af Faithless
Vor blindhed og ønsketænkning om, at sådan forholder det sig ikke er en væsentlig del af det system der dræber. Vi er adskilt fra disse tildragelser af afstanden og er afhængige af, at andre fortæller os hvad, der foregår.
De udenlandske journalister, hvis opgave det i teorien er at viderebringe de rene facts til os, lider af disse samme svagheder og gør det endnu sværere for sig selv at finde frem til det egentlige indhold i sagerne, fordi de næsten uden undtagelse bor i områder med en israelsk befolkning.
Og fordi deres endnu fjernere redaktører ubøjeligt kræver de “seneste” informationer snarere end insisterer på at få hele historien, kan de blot slå smut op overfladen af virkeligheden, en proces der lige så uundgåeligt som en 1000-kilo bombe, der kastes over en beboelsesejendom, vil dræbe civile.
De, der tager sig bedre tid, graver dybere ned i sagerne og rapporterer om de åbenlyse forhold, ser deres rapporter blive tilsidesat og deres redaktørers postkasser fyldes med vrede breve fra folk, der aldrig læser et ord af, hvad de skriver – og hvis det er nødvendigt for at gøre det af med dem – bliver de udsat for fremhviskede anklager om, at deres motivation er jødehad.
Efter at Israel 9. Juni 2006 granatbeskød stranden i Gaza og dræbte 8 palæstinensere, deriblandt syv medlemmer af én familie og sårede 32 civile, deriblandt 13 børn, udtrykte den israelske regering indledningsvis sin “dybeste beklagelse” af det skete. Premierminister Ehud Olmert lovede en undersøgelse og sagde: ”Der har aldrig været – og der er ikke nu – en politik for angreb på civile”, en skamløs men beroligende løgn for de af os der ønsker at tro, at det ikke forholder sig sådan.
I dagene efter angrebet øjnede Israel en mulighed og ændrede sin historie. I dag bringer udenrigsministeriets hjemmeside en stort opsat artikel fra Jerusalem Post, som benægter, at Israel var ansvarlig og lufter som alternativ mulighed en palæstinensisk mine. Mediemaskinen træder i funktion, folk begynder at overveje for og imod på begge sider og – pludselig – er verden paralyseret og aner ikke hvem eller hvad den skal tro, uanset hvor lidet troværdig Israels seneste version er.
Idag så vi den fulde effekt af Olmerts løgn, da endnu et angreb blev bragt til udførelse i Gaza ved højlys dag. Vidner berettede, at et israelsk fly affyrede et missil mod en lastvogn på en tæt befærdet landevej. Civile palæstinensere strømmede til for at hjælpe passagererne, to medlemmer af Islamic Jihad, og flyet affyrede endnu et missil ind i folkemængden.
I alt 11 personer blev dræbt, ni af dem civile og yderligeree 30 civile blev såret. Blandt de døde var der to læger og to børn. Ligesom i episoden med 1000-kilo bomben, hvilket andet resultat end dette blodbad var der mulighed for at frembringe på en tæt befærdet landevej ? Med det højt udviklede målsøgningssystem på et F-16 fly, hvordan kan måleudpegningen af folkemængden henregnes under “ulykker” ?
Mord udført med tunge våben i tæt befolkede områder er ikke nogen nyhed. Fra begyndelsen af Intifadaen og indtil 1. Maj 2006 er 552 palæstinensere blevet dræbt ved israelske mordaktioner. Af dette antal var 181 – eller en tredjedel af det samlede antal – sagesløse og tilfældigt nærtstående; eller simpelthen folk, der løb til for at hjælpe og blev dræbt da de opfølgende missiler blev affyret. (Kilde Den Palæstinensiske Mennerskerettighedskommission)
Israelske besættelsestropper har dræbt over 3.000 civile palæstinensere, siden Intifadaen brød ud. Israels foragt for palæstinensiske liv strækker sig fra de menig soldater i besættelseshæren til landets premierminister. Israel dræber ikke blot forsætligt, men også rutinemæssigt civile palæstinensere og sådan har det været gennem årtier. Mønstret taler for sig selv.
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Agri Jacobsen