Vi har ingen filmindustri, fordi vi ikke har noget land

The Guardian

Vi har ingen filmindustri, fordi vi ikke har noget land

Af Xan Brooks, The Guardian d. 12 april 2006

Elia Suleiman sender mig en e- mail med sit telefonnummer og beder mig om at ringe til ham midt på dagen ang. et interview.

Dette lyder enkelt nok. Der er bar det, at jeg ikke ved, hvor hans hjem er, eller hvilken tidszone det er i, og i min forvirring ender det med, jeg ringer til ham en time for tidligt, ” Åh ”, siger han, “du troede formodentlig jeg var i Ramallah. ” Elia Suleiman er en palæstinensisk film- skaber, som bor i Frankrig. Hans film laves med europæiske midler og israelsk støtte.

I den henseende har han meget tilfælles med andre palæstinensiske film – skabere.

I denne uge udsendes Hany Abu- Assad´s Oscar – nominerede ” Paradise Now “( Paradis nu ). Senere i denne måned er Londons Palæstina – filmfestival vært for en spændende række af forevisninger, kortfilm og dokumentarfilm, som sætter fokus på livet i de israelsk – besatte områder. Men medens kun få vil sætte spørgsmålstegn ved den kunstneriske side i disse film, er deres nationale identitet et vanskeligt tema.

I 2002 afviste Hollywood Suleiman som Oscar-deltager med den begrundelse, at “Palæstina ikke er et land.” Da akademiet slugte kamelen i år og nominerede Paradise Now som en palæstinensisk film, var den israelske presse hurtig til at råbe frispark. Dette var ikke en “palæstinensisk film “, hævdede de, men ” en europæisk co- produktion af en arabisk – israelsk instruktør.”

Selvom den er blevet feteret af kritikkerne og af offentligheden, så forbliver palæstinensisk film en kultur i eksil uden hjem. ” Lad mig fortælle om den palæstinensiske filmindustri, ” udtaler skuespiller – instruktør Mohammed Bakri, som lavede dokumentarfilmen Jenin, Jenin efter nedrivningen af flygtningelejren. ” Meget enkelt, vi har ikke nogen. Vi har nogle meget talentfulde film – skabere, men det er så det. Vi har ingen filmskoler, og vi har ingen studier. Vi har ingen infrastruktur, fordi vi ikke har noget land. “

Sådan som det lyder, har de ikke noget distributions – netværk, heller. “Der er en biograf i Ramallah , og ingen nogen andre steder, ” udtaler Bakri. ” Og dette er måske det største problem. Vi når ikke ud til de folk, vi taler om. For mig er det meget smertefuldt, for det er jo indlysende, at jeg ønsker, at mit folk skal se mine film. ” Ironien er klar : Besøgende på den palæstinensiske filmfestival i London har haft større adgang til palæstinensiske film end flertallet af palæstinensere.

Så hvordan forklarer man stigningen i palæstinensisk filmproduktion ? Omar al -Qattan, bosiddende instruktør og fordeler i London, beskriver nogle forhold, som er skabt af modgang og koblet sammen af en fløj og en bøn. Alligevel kan resultatet være overraskende varieret og omfatter alt, lige fra video dagbøger til prangende co -produktioner, fra drama, så som Rashid Mashrawis bittersøde ” Waiting ” ( Venten ) til dokumentarer som Jenin, Jenin eller den rystende ” Arnas børn “, i hvilken en flok dukkeagtige flygtningebørn ender som dødsdømte, lasede militanter.

” Selvfølgelig er der mange problemer,” indrømmer Qattan. Uden et ægte marked og en ægte professionel base, er det meget vanskeligt at kalde dette en “filmindustri ” som sådan. Og alligevel, på trods heraf, bliver der lavet film. “

Sådan var det ikke altid. I flg. Nurit Gertz, filmprofessor ved Tel Aviv Universit eksisterede palæstinensisk filmindustri ikke effektivt mellem 1948 og 1967. Derefter fungerede den fra en midlertidig base i Libanon. Det var først sent i 1980, at den fandt fodfæste på hjemlig grund med udsendelsen af Michel Khleifi´s pionerprojekt. ” Wedding in Galilee”, Bryllup i Galilæa.

“Den konstante kamp for palæstinensisk film har været at finde en balance mellem det

personlige og det politiske,” udtaler Gertz. “De film , der kom fra Libanon, prøvede at beskrive palæstinenserne som et forenet folk stillet overfor et forenet trauma. Der var ingen plads for individuelle, menneskelige historier. Men instruktører som Michel Khleifi og Elia Suleiman er anderledes. Det interessante er, at det drejer sig om mænd, som voksede op i Israel og har muligheden for et mere varieret syn på det palæstinensiske samfund. De repræsenterer ikke bare en side af historien. “

Og alligevel her er vi ude i vanskeligt terræn . Hvad Gertz beskriver som komplekst, opfatter andre som kompromitterende. Man påstår f. eks, at den internationale succes hos folk i eksil så som Suleiman, i hvert fald delvis skyldes deres villighed til at samarbejde med besætteren – hvad enten det drejer sig om at bemande deres film med jødisk- israelske talenter eller at acceptere støtte fra den israelske regering.

Al- Qattan advarer imod at se disse to opfattelser under et. “Jeg ville ikke have noget problem med at arbejde sammen med en israelsk producent ,” udtaler han. Men jage ville aldrig tage imod penge fra en stat, som jeg anser for racistisk og diskriminerende. Det er en sag om principper. Når du tager imod penge fra en regering , som ikke anerkender din eksistens, kompromitterer du automatisk dig selv.

Jeg fortalte Suleiman om denne diskussion og forventede et vredt forsvar, en eksplosion af harme. I virkeligheden var han helt optimistisk ved tanken. ” Selvfølgelig er det en farlig ting at gøre,” udtaler han. “Hvis man modtager penge fra israelerne, går man rent faktisk i seng med Mefisto. De vil bede dig om at deltage i deres festivals. De vil prøve at forvrænge dine ord, og annektere dine film. Der følger altid forpligtelser med. ”

“Hvis du kan slippe for at gøre det, så er det selvfølgelig bedre for dit helbred og bedre for din sjæl.” Så hvorfor gøre det ? “Fordi palæstinenserne betaler skat. Mit argument var, at dette var vores skattepenge, og vi fik ikke noget ud af det. Så jeg rådførte mig med et hold af advokater, og vi satte en sag sammen. ”

Man kunne mene, at Suleiman var bannerfører I 1995 blev han den første palæstinenser der med succes fik penge ud af statens filmfond til sin debut- film ” Chronicle of Disappearence ” (En historie om en forsvinden). Til gengæld for sit besvær blev han angrebet fra alle sider. De israelske myndigheder hadede filmen, som de beskrev som “et sammensurium, ikke en film. “

Palæstinenserne misfortolkede slutscenen, som viste instruktørens forælder slumre foran det israelske flag, og stemplede han som forræder.

“Araberne hadede min film,” erindrer Suleiman. “De opfattede den scene med flaget som en komplet overgivelse til status quo. De fattede ikke ironien, at mine forældre sad og snorkede. ” Sagen nåede et højdepunkt, hvor han blev inviteret til en festival i Tunis. “De buede af filmen og fik mig sparket ud af festivalen. De spyttede på jorden , når jeg gik forbi. Jeg hørte, at jeg var blevet sat på en dødsliste. Så ja, det var en vanskelig tid for mig. “

I årene efter er fremgangsmåden imidlertid blevet mere accepteret. Paradise Now ophidsede mange israelere med beretningen om et par selvmordsbombere, men udsendelsen af filmen var underskrevet af statens filmfond, og dets producenter er tæt på at underskrive en aftale med israelsk fjernsyn.

“Jeg afviser totalt anklagen om, at jeg samarbejder med fjenden,” udtaler Amir Harel, dens israelsk- jødiske producent. “Vi lever sammen her, og vi må lære at dele dette sted. Mange af os har fundet en måde at arbejde på og være i fred.”

Set ud fra den mest positive vinkel, peger “Paradise Now ” i retning af en harmonisk ny retning for israelsk – palæstinensisk samarbejde – i det meste så langt som den hjemlige film scene rækker. “For det første mener jeg, at vi måske er mere naturligt liberale og progressive end andre samfundslag ,” udtaler Harel. ” I den henseende er vi ikke anderledes end kunstnere andre steder fra.

Men det afgørende er, at ingen af os er religiøse. Religionens genfærd, hos begge parter, er meget farligt, særligt når det spiller en rolle i politik. Det faktum, at alle, der arbejde på Paradise Now, ikke var religiøse, bidrog til en følelse af forståelse og tolerance.

Den israelske presse insisterer på, at Paradise Now en europæisk co- produktion. På dette års Golden Globes blev den beskrevet som en ” palæstinensisk film. “Ved at omgå emnet omtalte Oscar -komiteen den som en film fra “fra det Palæstinensiske Selvstyre.” Alligevel tvivler Harel ikke på, hvor filmen kommer fra.

“Jeg håber, at vi en dag kan knytte Paradise Now til et håndgribeligt land,” udtaler han. Indtil da, bliver man nødt til at holde sig til instruktørens egen definition ; det er det, som er i hans hjerte, der tæller. Hvis instruktøren definerer sig selv som palæstinensisk, så er filmen også palæstinensisk.”

Oversat fra engelsk for DPV af Birthe Høje Christensen

Dette indlæg blev udgivet i Analyser, Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.