Ahmad Sadaat = mindst seks sæder i Knesset

Electronic Intifada

Ahmad Sadaat = mindst seks sæder i Knesset

Skrevet af Rifat Odeh Kassis, d.19/3 2006

I 2006 blev Ahmed Sadaat, generalsekretær for PFLP (Popular Front for the Liberation of Palestine), og fire andre arresteret af den palæstinensiske autoritet efter pres fra USA og Israel. De blev anklaget for at være involveret i mordet på den israelske turistminister Rehavam Zeévi i januar 2002. Denne arrestation blev foretaget som del af en aftale mellem Israel og PA og sponsoreret af USA og England.

I bytte for at at få ophævet den militære belejring af forhenværende præsident Arafats hovedsæde, gav den palæstinensiske autoritet efter for Israels krav om, at de fem skulle overføres til et fængsel i Jericho, overvåget af den palæstinensiske myndighed og kontrolleret af amerikansk og britisk personale.

I løbet af sin levetid havde Zeévi været en konstant torn i siden på palæstinenserne. Han fik tilnavnet ”Gandhi”, fordi han gik rundt i lange arabiske klædedragter som ung og slank, og denne sarkastiske morsomhed blev understreget under hans tid i den israelske hær som en ironisk benævnelse til hans langt-fra-Gandhi-agtige politik og karakter.

Han etablerede sin politiske bevægelse ”Moledet” i 1988. Hans bevægelses program bestod primært i, at palæstinensere skulle flyttes fra Vestbredden (inkl. Jerusalem) og Gazastriben til arabiske nabolande. Zeévi gjorde det ret tydeligt for enhver, at han støttede tvangsforflyttelse af palæstinensere, som han blev berømt for at sammenligne med ”lus” og ”kræft”. Han var oven i købet imod israelsk-palæstinensiske midlertidige fredsaftaler, og gik så vidt som til ved mere end en lejlighed at opfordre Israel til at besætte Jordan, selv efter at dette land havde indgået en formel skriftlig fredsaftale med Israel.

Han trak sig tilbage fra Likud regeringen under Yitzhak Shamir, fordi han var meget skuffet over resultatet af Madrid konferencen i 1991. Om onsdagen, 17.oktober 2001, blev han skudt ned af fire mænd, og døde. PFLP tog senere skylden for mordet, idet de sagde, at det var hævn for det israelske planlagte mord på den daværende generalsekretær for PFLP, Abu Ali Mustapha, det foregående år.

For nylig har der været forhandlinger mellem PFLP og den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas m at frigive Ahmad Saadat. Abbas sagde, at ingen kunne garantere Saadats sikkerhed, og at hvis PFLP ville tage dette ansvar på sig, så ville han ikke modsætte sig ideen, især idet den palæstinensiske højesteret havde beordret hans løsladelse i 2002. PFLP forkastede dette forslag, og insisterede på, at hele aftalen havde været forkert fra starten, og at PA skulle tage det primære ansvar, de har for deres borgere, mere seriøst.

Efter disse indledende forhandlinger besluttede Israel, højst sandsynligt i samarbejde med USA og briterne, at invadere fængslet i Jericho, og kidnappe Saadat og hans fæller.

En amerikansk talsmand annoncerede på en større tv-kanal, at ansvaret ligger fælles hos Israel, USA, England og PA, mens Luisa Morgantini, MEP og præsidenten for ”the European Parliament Development Commision” sagde i en pressemeddelelse at:” Amerikanerne og briterne må tage ansvar for deres handlinger. Beslutningen om at overgive Jericho fængslet er en seriøs overtrædelse af de tilsagn, der var givet, og leder tankerne tilbage til Sharon og Shabra Shatila massakren.”

Der er mange grunde til operationen ved Jericho fængslet. En af dem er det israelske valg. Palæstinenserne ved af erfaring, at før ethvert valg bliver Israel mere brutal. Den seneste stemmeoptælling udført af Haaretz viser en seriøs øget støtte til Kadima og lederen af partiet Ehud Olmert. En anden begrundelse er, at man vil sende en hilsen til Hamas: De vil ikke blive accepteret, og de hidtidige aftaler mellem Israel og PA gælder ikke længere. De israelske tanks ankomst til fængslet blot 20 minutter efter at amerikanerne og englænderne havde trukket sig ud som vogtere af fængslet, viser, at Israel ikke er den eneste afsender af denne besked.

Dette kommer som endnu et slag af åbenlys modsætning i ansigtet, idet EU og USA konsekvent har krævet, at Hamas respekterer alle tidligere indgåede aftaler med Israel.

Invasionen af fængslet og kidnapningen af Ahmad Saadat og hans fæller d.14 marts beviser endnu engang, at Israel er, indenfor alle gældende regler, et land der sætter sig over loven. Scenerne med palæstinensiske politifolk og andre civile (tillad mig at minde om, at fanger er ubevæbnede civile) der blev tvunget ud halvnøgne og med hænderne over hovedet, understreger Israels ønske om at ydmyge palæstinensernes værdighed. Det beviser også, at Israel arbejder med komplet accept, beskyttelse og støtte fra USA og England. Det er intet under, at palæstinenserne tvivler på disse landes evne til at formidle en fredsløsning mellem Palæstina og Israel på en ærlig facon.

Hamas´ politiske program for dannelse af regeringen og specielt punktet om ikke at anerkende Israel kunne vise sig at være korrekt. Det såkaldte ”Internationale samfund” kræver af Hamas, at de omgående anerkender Israels ret til at eksistere, men igen er dobbeltmoralen og forvirringen tydelig. For det første er kravet fuldstændig ensidigt, og for det andet er implikationerne af et sådant træk uklare. Ønsker det internationale samfund, at Hamas anerkender Israel som det det er – som en stat der hæver sig selv over loven, med ret til at udføre enhver aktion ustraffet?

Jeg tror, at hvis palæstinenserne som en følge af denne anerkendelse ville være i stand til på en effektiv måde at holde Israel ansvarlig for dets handlinger, så ville enhver palæstinensisk regering gøre dette. Og dog er der endnu et presserende spørgsmål, som kræver et svar: hvis det internationale samfund er den, der allerede anerkender Israel, skulle det så ikke, som en naturlig følge heraf, være forpligtet til at erkende de absolutte uhyrligheder, som Israel har begået imod det palæstinensiske folk; Jericho kan nævnes som bare ét eksempel?

Det er rigtigt nok at næsten hele verden ”anerkender” Israel som en stat, men Israel har aldrig overholdt internationale love, og er heller aldrig blevet tvunget til dette. I stedet kan landet regne med konstant blind støtte fra USA og flere andre lande. Den legendariske fredsproces var bare et teater for det virkelige mål, som var og er, at udrydde palæstinenserne fra deres eget land. Israel formåede at udnytte fredsretorikken til at skrabe mere land til sig og fortsætte sin aggressive færd overfor palæstinenserne.

Hvor ondt det gør mig at sige dette, men tiden er kommet, hvor vi må se tingene i øjnene, og kalde en spade for en spade: Israel ønsker ikke fred. Dette faktum afhænger ikke af hvilket parti, som har magten i landet, men er snarere relateret til en rodfæstet zionistisk ideologi, som er fremført af alle regeringer i landet indtil nu, og denne ideologi er racistisk og ekskluderende, og anerkender ikke palæstinensernes ret til deres hjemland.

Israel ønsker ikke fred med palæstinenserne, for en hver fredsaftale vil uomtvisteligt betyde indrømmelser til palæstinenserne, og dermed sætte deres plan i fare: Planen om en fuldstændig jødisk stat på hele det historiske Palæstina.

Hvornår vil det internationale samfund samle mod til at indrømme, at Israel kæmper en ensidig kamp imod mestendels palæstinensiske civile? Hvis de virkelig ikke tror på, at dette er en krig, hvorfor så ikke begrænse deres militære aktioner til nogle få sporadiske forsvarskampe? Hvis dette er en krig, hvorfor så ikke holde sig til reglerne for krigsførelse? Denne ”krig”, meget passende intensiveret her op til valget, og indenfor rammerne af ensidig våbenhvile, som har været respekteret af Hamas siden marts 2005, vil uomtvisteligt lede til mere blodsudgydelse og mere ustabilitet i regionen. Er dette hvad Det internationale samfund anbefaler? Er dette hvad det ønsker?

Er tiden ikke kommet, hvor det ”internationale samfund” bør tage ansvar på mere seriøs vis og stoppe den israelske aggression? Skal vi vente indtil det langtrukne folkemord på palæstinenserne er komplet? Som ved mange andre episoder vil ”Det internationale samfund” vågne op for sent, for at græde krokodilletårer og love, at dette aldrig vil ske igen.

I mellemtiden er mange menneskers indtryk af sagen blevet påvirket af nogle palæstinenseres reaktion på Jericho angrebet. Jeg fordømmer disse irrationelle angreb på udlændinge og internationale institutioner, og min sympati går til de individer og de institutioner, det er gået ud over. Dette vil ikke gavne, og vil kun skade vores sag mere. Selvom det er utilgiveligt, så vil jeg alligevel ønske en større refleksion fra omverdenen over det, som sker. Palæstinenserne er vrede, ydmygede og dybt sårede over det, som skete torsdag i Jericho. De er frataget enhver mulighed for officielt at protestere overfor denne seneste aggression fra Israel.

De få palæstinensere som er ansvarlige tror sandsynligvis, at de ved at kidnappe udlændinge og smadre vinduerne i den britiske bank, kan formidle en protest til ”Det internationale samfund”. Og hvorfor respektere ”Det internationale samfund”? Det er det selv samme samfund som delte Palæstina op, og derefter ikke gad gøre arbejdet færdigt, efter at have lovet palæstinenserne at hjælpe dem med at opbygge deres stat på det, som var tilbage af deres hjemland. Det er det samme samfund, som sponsorerede Oslo aftalen, men ikke respekterede den, eller i hvert fald ikke gjorde noget for at sørge for, at den blev overholdt.

Dette er den dobbeltmoral som dette samfund præsenterer og dobbeltmoralen ved dets slogans. Et blindt øje vendes mod det, der overgås araberne og muslimerne, men når det kommer til de andre, så vil ”Det internationale samfund” stå fast.

Denne dobbeltstandard hjælper ikke på anstrengelserne for at skabe bro mellem øst og vest. Hvordan skal palæstinenserne forstå Bush-regeringens attitude, når den accepterer, modtager og velkommer alle arabiske ledere, af hvem ingen var demokratisk valgt af deres folk, og på samme tid boykotter de arabiske ledere i Palæstina: først Arafat og nu Hamas? Hvilken besked er det så, de sender til vores børn, som oplært til at tro på værdien af demokrati, tilsidesat mange gange af USAID. Det beviser bare, at retorikken omkring demokrati er et redskab for enhver, som har magten til at definere det, men at i virkeligheden er det interesserne, der skal beskyttes for enhver pris.

Dette skal og bør ikke fortsætte sådan.

Israel må stoppes. Den israelske regering kan ikke fortsat sidde ustraffet.

Man bør stoppe alle diplomatiske bånd til Israel og suspendere landet fra alle internationale institutioner og aftaler straks. En videre opfordring til sanktioner, boykot og stop for investeringer bør der også opfordres til.

Israel skal ikke have lov til at bruge palæstinenserne som et objekt for deres valgkampagne. Hvis Ahmad Sadaat gav Kadima seks sæder, hvad mon Olmert så næste gang har i ærmet for at få flere sæder? Intet er umuligt for Israel, efter at de har fået ”det grønne lys” til en operation som den i Jericho. Specielt ikke hvis ”det internationale samfund” fortsat vil tie stille og bare acceptere.

Nogle vil måske læse dette og tænke, at ” Det internationale samfund” (med al dets legitimitet og magt) ikke kan holdes ansvarlig for hvad der her sker. Hvis denne holdning er fremtrædende, kan nogen så venligst fortælle mig, hvad det er der for?

Hvilken gavn har vi af et sæt internationale regulationer og mekanismer og en institution med så stor politisk magt at de kan tvinge reglerne igennem, hvis vi ikke kan regne med, at de gør det?

Den internationale front mod Hitler kom alt for sent og først efter forfølgelsen af millioner af uskyldige mennesker, både jøder og andre.

Som Edmond Burke, medlem af det britiske parlament i det 18. århundrede, engang sagde: ” Den eneste nødvendige ting for at ondskaben kan triumfere er, hvis gode mænd intet gør.” Jeg vil så modificere denne udtalelse til ”den eneste nødvendige ting for at ondskab kan triumfere er, hvis retfærdige og magtfulde mænd og kvinder ikke gør hvad de kan, for at stoppe det”.

Oversat for DPV af Malene Agergaard Rasmussen.

Comments are closed.