Dagen derpå

Alternative Information Center

Dagen derpå

Byrden ved dannelsen af en koalition

af Sergio Yahni, AIC, 29. marts 2006

Sharons ”big bang” ændrede det politiske kort i Israel, men ikke som han håbede. Ved at splitte Likud og danne Kadima i november 2005, håbede Sharon at vinde 55 pladser ved valget i marts 2006 og danne en ny stærk magt i centrum af Israels politiske kort. Virkeligheden efter valget ser helt anderledes ud.

Med 28 medlemmer i Knesset ( MK´s) er Kadima, som udgør den største parlamentariske repræsentation, langt fra en stærk magt. Dette betyder, at for at danne en regerings-koalition skal det forhandle med mindst tre politiske partier. Imidlertid, i forhold til Olmerts begrænsede forhandlingsmargin, vil hans fremtidige regeringspartnere fremsætte deres politiske krav, så vel som fordelingen af ministertaburetter i det nye ministerium.

Olmert vil tilsyneladende nyde godt af støtten fra det splinternye Pensionistparti, men Labor og Meretz vil muligvis betinge deres støtte på at fortsætte løsrivelses – processen.

Desuden vil Meretz og Labor, under visse betingelser og svarende til fremmede initiativer, presse på for forhandlinger med Hamas.

De politiske forbindelser med andre potentielle medlemmer af koalitionen vil være mere indviklede. De jødiske ortodokse partier – Shas og Yahadut Ha´torah ( Torah Judaism ) – er ivrige efter at komme med i koalitionen, men især Sha ´s medlemmer er som regel imod løsrivelsen.

Partiet vil være sårbart overfor politiske angreb, hvis løsrivelsen resulterer i bosætter–hær-politi-vold, og de vil forlange udsættelser ved gennemførelsen.

På den anden side vil det være vanskeligt for Meretz at være i koalition med Shas som partner. Med støtte fra centrum og centrum – venstre og de ortodokse partier er Olmert i stand til at få en koalition med støtte fra 78 MK´s. Den samme koalition uden Meretz vil få støtte fra 74.

Den støste politiske svaghed ved en koalition, sammensat af Kadima, Labor, Pensionistpartiet, Shas og Tora Jusdism, er, at den i offentlighedens øjne vil fremstå som en centrum – venstre regering (Labor, Meretz og Shas udgjorde Rabin – regeringen 1992).

Højresiden vil angribe denne regering under løsrivelsen for ikke at være national nok og for at deportere jøder fra deres hjem. Derfor vil Olmert ønske Meretz i opposition for at forbedre sit image som et midterparti.

Som et alternative kan Olmert beslutte at danne en højrefløjs–koalition af 66 MK´s i partnerskab med Liebermans Israel Betenu (Israel er vort hjem), Pensionistpartiet, Shas og Toah Judism. Dette betyder imidlertid meget komplicerede forhandlinger hen imod gennemførelsen af løsrivelsesplanerne.

Labor, ja selv Meretz kan gå ind i denne koalition, men højrefløjs – partnerne vil så højst sandsynligt beslutte sig for at stemme imod løsrivelsen i regeringen og for løsrivelsen i parlamentet.

Olmert kan måske skaffe sig samarbejdspartnere ved at stemme for frihed i alle forhold , der angår løsrivelsen. I dette tilfælde vil koalitionen nyde godt af støtten fra 86 MK´s uden Merets eller 90 MK´s med det.

Olmerts problem vil være, hvordan han skal fordele ministerposterne, særligt dem med stærk indflydelse, så som Sikkerhed, Udenrigspolitik og Undervisning.

Med 28 MK´s i parlamentet har Kadima en meget begrænset margin at forhandle på. På den anden side er Kadima en ny type parti : Det har ingen forfatning, aktivister eller parti institutioner. Public relations og midlertidige ansættelses – selskaber kører kampagnen.

Ved dagens slutning er det, der holder Kadima sammen, ikke ideologi eller en vision om almene interesser , men magtbegær. Indrømmelser om ministerpladser, som Kadimas regeringspartnere forlanger ,vil gøre mange Kadima MK´s vrede og parate til at gå over til oppositionen, hvis de føler, det tjener deres interesse.

For at opbygge en stabil regering i et højst omskifteligt parlament vil Olmert være nødt til at give politiske og ministerielle indrømmelser til dets fremtidige koalitionspartnere.

Disse indrømmelser kan øge Kadimas egen indre usikkerhed.. Overraskende nok i øvrigt, har det israelske politiske system gennem de sidste ti år vist sig at være yderst omskifteligt ,men samtidigt stabilt : Trods de hyppige skift i regerings – koalitionerne og manglende evne hos noget regeringsparti til at holde sin fire -års periode, er der en vedvarenhed i Israels social-økonomiske politik, så vel som i den førte politik overfor den palæstinensiske befolkning. Den kommende regering vil ikke være anderledes.

Oversat fra engelsk for DPV af Birthe Høje Christensen

Comments are closed.