Mens palæstinenserne lider under deres lederes kævl

Jordan Times

Mens palæstinenserne lider under deres lederes kævl

Af Hasan Abu Nimah, The Jordan Times, 30. Marts 2006

Palæstinenserne, lader det til, er I sandhed blevet Mellemøstens jøder, jaget fra land til land og tillagt skylden for begivenheder, som de ikke har fremkaldt og som de ikke har nogen kontrol over.

Begyndelsen på historien bliver – skønt den burde være velkendt – stadigvæk rutinemæssigt benægtet i de vestlige medier. I 1947 – 48 blev tre fjerdedele af den palæstinensiske befolkning brutalt fordrevet fra deres fædrene hjem for at give plads til skabelsen af en ”jødisk stat”, som briterne havde lovet det i den berygtede Balfour-erklæring, som på urimelig vis blev legitimeret af FN’s Generalforsamlings Delingsresolution i 1947.

Hundredtusinder af palæstinensere endte i flygtningelejre på Vestbredden, i Gaza, Libanon, Syrien, Jordan og Irak. I dag udgør flygtningene og deres direkte efterkommere mere end fire millioner.

I Syrien og Irak fik palæstinenserne tilkendt de fleste af de rettigheder, som disse landes egne borgere havde – herunder retten til at arbejde, indgå i forretningslivet og retten til at nyde godt af statslige tjenesteydelser så som sundhed og uddannelse om end de er afskåret fra at få statsborgerskab og politiske rettigheder.

Jordan er det eneste arabiske land, som systematisk gav statsborgerskab til næsten alle de palæstinensiske flygtninge som rykkede ind på dets territorium eller som befandt sig på Vestbredden, herunder Østjerusalem, da enheden blev etableret mellem Vestbredden og Jordan i 1950.

Som følge heraf var palæstinenserne i stand til fuldt ud at tage del i det økonomiske liv og opnå ansættelser på alle niveauer inden for regeringsadministrationen og i det civile liv. De havde naturligvis også pas som gjorde det muligt for dem meget lettere at rejse til USA, Canada og Europa, hvor de bosatte sig.

Palæstinensernes integration i det jordanske samfund blev ved at gøre fremskridt og være en succesfuld model for den imødesete bredere arabiske enhed indtil 1967, da Vestbredden blev besat af Israel.

Det andet slag mod integrationen indtraf i 1970 da konflikten mellem PLO og den jordanske stat afstedkom en ødelæggende vold, der forårsagede sår som det tog tid at hele. Det til trods har Jordan fortsat levet op til sit ansvar over for de palæstinensiske flygtninge indtil i dag. Jordan, der huser den største palæstinensiske flygtningebefolkning bruger fortsat en betragtelig del af sit magre budget på at supplere UNWRA’s skrabede nødhjælpsprogram.

I Libanon var situationen til en begyndelse sammenlignelig; palæstinenserne blev budt velkommen som de uskyldige ofre for den zionistiske overtagelse af deres land og nogle af dem fik statsborgerskab.

Efter begivenhederne i Jordan i 1970 blev PLO fordrevet til Libanon, hvor det gentog meget af sin tidligere adfærd fra tiden i Jordan og optrådte som om det var mere legitimt end værtslandet. PLO gjorde brug af det sydlige Libanon til at videreføre en ineffektiv væbnet kamp mod Israel med det resultat til følge, at Israels daglige og grusomme gengældelse ofte ramte libanesiske byer og landsbyer, hvilket optændte lokal vrede mod den palæstinensiske tilstedeværelse.

Men PLO’s største fejltrin var, at det valgte side i den libanesiske borgerkrig og yderligere forskubbede den delikate ligevægt, som havde opretholdt Libanons politiske struktur.

Det libanesiske samfund der aldrig helt er nået frem til at kunne leve med årsagerne til og eftervirkningerne fra den grufulde konflikt, synes nu tilfreds med for størstedelens vedkommende at skyde skylden for mange af de onder, der hjemsøger det over på palæstinenserne.

Men PLO-lederne er for længst borte. Det er nu ulykkelige palæstinensiske flygtninge, hvoraf de fleste end ikke var født da fortidens fatale beslutninger blev truffet, som må betale prisen. Forment adgang til alle andre end de mest usle jobs, til en anstændig uddannelse og til statsborgerskabets basale rettigheder, udgør de en foragtet og overset underklasse mens mange libanesere klager over den gemene behandling de selv bliver udsat for af andre.

Efter Kuwaits befrielse for den irakiske besættelse i 1991 blev hundredtusinder af palæstinensere, hvoraf mange aldrig havde kendt noget andet hjemland, fordrevet som åbenbar gengældelse for PLO-lederskabets tåbelige omfavnelse af Saddam Hussein efter hans ulovlige invasion.

De palæstinensere, der havde slået sig ned i Golf-staterne og gennem årtier bidraget til at udvikle dem og påtaget sig hårdt arbejde som lærere, bankfolk og regnskabskyndige, ingeniører og embedsmænd i disse unge udviklingsstater, fandt sig pludseligt omgivet af fjendskab, anklaget for medløberi eller det, der var værre.

De af dem, der var jordanere kunne vende hjem, skønt de for manges vedkommende aldrig havde boet i Jordan og stod over for enorme udfordringer med at klare en situation med tab af status, ejendom og stabilitet.

Andre uden noget statsborgerskab blev spredt ud over hele kloden. Hundredtusinder af palæstinensere blev sat på gaden og fik som resultat gjort en ende på deres etablerede liv.

Nu er turen kommet til palæstinenserne i Irak. Mange af de anslået 34.000 palæstinensiske flygtninge dér befinder sig i en tilstand af panik. Deres forbrydelse består i, at de bliver anklaget for at være blevet behandlet godt af Saddam Husseins regime på bekostning af irakerne selv.

Embedsmænd fra UNHCR har fortalt journalister, at palæstinenserne, de fleste af dem bosiddende i Bagdad, tager de trusler og den intimidering som de bliver udsat for, meget alvorligt; tager deres børn ud af skolerne og undlader at bevæge sig uden for deres boliger fordi de frygter for deres liv.

Det spørgsmål bliver sjældent rejst i pressen, hvorfor alle disse palæstinensere ikke blot kan vende hjem til deres eget land eller få en rimelig behandling indtil der findes en løsning på deres genvordigheder. Hvorfor skal overhovedet nogen palæstinenser være flygtning efter alle disse år?

Hvorfor kræver man ikke af Israel, at palæstinenserne skal have lov til at vende hjem som led i en forligsproces, som i væsentlig grad ville bidrage til den længe ventede fred; hvis ikke til selve Israel så i det mindste til de i 1967 besatte områder, hvorfra mange stammer?

Hvis palæstinenserne havde mulighed for det, ville de blot kunne slutte sig til deres trosfæller, der lider og sulter under en brutal kolonial besættelse uden nogen nok så svag protest, for slet ikke at tale om aktion fra det internationale samfunds side.

Palæstinensernes situation overalt i verden er skrøbelig. I stedet for at spare tid og kræfter til at gå i gang med de problemer, som palæstinenserne står over for, har den Palæstinensiske Myndighed slået hånden af dem, trods det, at en stor del af palæstinensernes lidelser blev forårsaget af lederskabets store fejltrin.

Hvad der imidlertid er lovende, er at den nyvalgte regering – i modsætning til sin forgænger – som foretrak at lade det gå i glemmebogen har slået til lyd for de palæstinensiske flygtninges rettigheder, også i forbindelse med de flygtninge, der lever en truet tilværelse i Irak.

Men den ny regering står i spidsen for en Palæstinensisk Myndighed, som ikke en gang kan skaffe brød til Gaza, oveni dens unødvendige kævl vedrørende sager af perifær betydning, som sinker enhver bestræbelse fra regeringen side på at gøre noget ved påtrængende problemer.

Omsider og i sidste ende kan Hamas sætte de palæstinensiske flygtninges genvordigheder tilbage øverst på den politiske dagsorden; og det vil være begyndelsen til enden på deres unormale situation og uudholdelige lidelser.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Kommentarer. Bogmærk permalinket.