Gravplads ødelægges i tolerancens navn
Opførelsen af et enormt ‘tolerance-museum’ på en tusindårig muslimsk gravplads mødes med voldsomme protester. Nu skal Israels Højesteret tage stilling.
23. februar 2006
Opførelsen af et såkaldt ‘museum for tolerance’ på en 1500 år gammel muslimsk gravplads i Vestjerusalem møder hård kritik fra både muslimer og israelske parlamentsmedlemmer.
Museet til i alt 150 millioner dollars er sponsoreret af det amerikanske Simon Wiesenthal Center, der beskæftiger sig med oplysning om holocaust. Centret driver et lignende museum i Los Angeles, Californien.
Gravpladsen er omkring 1400 år gammel og omfatter blandt andet en række palæstinensiske familiegrave. Tre af familierne har hyret advokaten Durgham Saif, der har indbragt sagen for den israelske Højesteret.
– Det er utroligt, det er umoralsk. Man kan ikke bygge et museum for tolerance på andre menneskers grave. Tænk, hvis det skete i USA eller England. Og dette er Mellemøsten, hvor den slags er meget følsomt, siger Saif til det britiske dagblad The Independent.
Jerusalems mufti siger, at byens religiøse myndigheder ikke er blevet hørt om sagen, og tilføjer at venner af profeten Muhamed skal være begravet på stedet, hvilket understreger dens hellige status blandt muslimer.
Over 250 skeletter er indtil videre blevet fjernet fra gravpladsen, der nu er omkredset af et fire meter højt metalhegn og patruljeres af sikkerhedsvagter.
Onsdag tog det israelske indenrigsministerium sagen op, og anbefalede at byggeriet stoppes øjeblikkeligt. Dagen efter blev den desuden diskuteret i det israelske parlament Knesset, hvor budskabet var det samme.
– Folkene bag tolerance-museet kunne have vist et minimum af tolerance ved at bygge det et andet sted, specielt fordi alle kendte til gravpladsens eksistens, sagde Knessets formand Reuven Rivlin fra Likud-partiet.
De israelske antikvitetsmyndigheder, der foretager udgravningerne, afviser til gengæld kritikken.
– Israel er mere fyldt op med antikke genstande end noget andet land i verden. Hvis vi ikke byggede på tidligere gravpladser, ville vi aldrig bygge, siger talskvinde Osnat Goaz.
Museets første sten blev lagt i 2004 af blandt andet fungerende premierminister Ehud Olmert og den californiske guvernør Arnold Schwarzenegger.
En talsmand fra det amerikanske Wiesenthal-center sagde i torsdags, at de vil respektere Højesterets beslutning. Den forventes i denne uge.