Far, lad os gemme os
Af Marwan Diab, Gaza Kommunes Distriktspsykiatri, October 2005
“Far, bliv hos mig, og så snart du hører granaterne, så luk mine ører”.
“Vær ikke bange Husam, sov bare”.
“Jeg kan ikke sove, jeg er bange”.
“Hvad er du bange for?” Barnet tier. De to sidder og lytter til stilheden i deres åndedrag. Husam frygter hvad han vil komme til at høre. Natten synes rolig. I dette øjeblik trænger ingen lyd ind i hjemmet udefra.
“Jeg er bange for de israelske granater”, svarer Husam.
“Bryd dig ikke om det, det er ikke granater, det er bare lyde for at skræmme folk”.
“Hvorfor skræmmer de folk?” Hvorfor vil nogen skræmme en familie? Sådanne uskyldige spørgsmål et barn stiller, minder os om vores menneskelighed.
“Det er noget militæret finder på. De vil have at alle skal være bange i disse tider. Det er deres straf til os for deres egen frygt. Måske vil de have os alle til at føle deres frygt”. Hvad kan en far sige som svar på kollektiv afstraffelse?
“Jeg er bange. Jeg vil ikke i skole i morgen”. Husam håber på et eller andet som kan give ham støtte.
“Hvorfor ikke?”
De vil måske skyde granater når jeg er i klassen, børnene vil skrige og så vil jeg begynde at græde”.
Vær ikke urolig, læg dig bare til at sove”. Hvad kan en far sige? Husam kender dette fra tidligere.
“Okay, jeg vil prøve. Men kan du ikke gøre mig en tjeneste? Luk mine ører. Jeg vil ikke høre granaterne”.
Okay, bare læg dig og sov”. Faderens stemme er beroligende for Husam. Hans tilstedeværelse trøster barnet.
“Far, kan du ikke gemme dig med mig under tæppet?”
“Hvorfor skulle vi gemme os?”
“Hvis vi gemmer os, så vil vi ikke høre granaterne”.
“Det er i orden, min dreng, vær ikke bange, vi vil være i sikkerhed. Bare prøv at sove, jeg er ved siden af dig”. Faderen skjuler sin rysten af kulde. Han vil ikke have at hans barn skal tro han er bange.
“Far, jeg vil gerne gå på wc.
“Det er i orden, gå bare”.
“Nej, jeg kan ikke. Jeg vil gerne have du går med ud til badeværelset”.
“Hvorfor det?” Hans far prøver at give ham selvtillid.
“Jeg er bange for at de vil skyde, mens jeg er i badeværelset”.
“Okay, jeg kommer med dig”:
Så farer Husam ud på badeværelset, med faderen lige bagefter. Han farer tilbage til sin seng og dækker sit hoved med tæppet. Han beder faderen læse op af Koranen, da han ikke kan falde i søvn, fordi han venter på lyden af endnu et granatbombardement. Faderen læser i håbet om at hans barn vil sove i nat.
“Far, du må ikke gå, bliv hos mig”.
“Okay min dreng, jeg er hos dig”.
Denne samtale er alt for typisk for en far og hans søn kl. 2 om morgenen. Selv under den hellige måned Ramadan forgifter de israelske F-16 jagerfly luften med deres hvinende brag.
Børnene viser ekstrem tilknytningsadfærd til forældrene på grund af frygten for lydene af jagerfly der kommer uvarslet om dagen eller natten.
En time senere genoptages lydene. Børnene er vågne igen. Moderen, gravid i syvende måned, er også vågen. Klokken er 3 om morgenen, tiden til at tilberede Sehour, måltidet før fasten. Hun er bange for at gå alene ud for at tilberede måltidet. Hun beder sin mand hjælpe sig. Hendes mand, som behøves to steder, svarer: “Jeg ville hjertens gerne hjælpe dig, men jeg er nødt til at blive hos børnene for det tilfælde at der kommer endnu et brag”.
Selv om hun er bange, går moderen ud for at tilberede måltidet. Kort efter begynder bragene igen. Børnene var vågne igen. Hun vender tilbage for børnenes skyld og for at få trøst fra sin mand. De beder hende om at sætte sig ved siden af dem. Maden forlader hendes tanker, og hun trøster dem indtil de falder i søvn. Senere, mens forældrene spiser, siger hendes mand: Jeg er glad for at jeg ikke hjalp dig med maden, børnene vågnede rædselsslagne”.
Mens hun sluger sin frygt, svarer hun: “Ja, du havde ret”.
“Sjovt nok gjorde de israelske brag os en tjeneste. Vi behøvede ikke at sove igennem vækkeuret, og de vækkede os lige i tide til at spise inden morgenprædikenen”. De to ler ad hans spøg. Sommetider er det alt der hjælper.
“Ja, du havde ret”, gentager moderen. “Jeg fryser”, siger hun. De kan ikke lukke vinduerne. De er nødt til at holde dem åbne. Ellers ville vinduerne sprænges af de høje lyde og kunne såre børnene. De holdt alligevel det kolde vejr ud.
Næste morgen gik Husam ikke i skole. Han var alt for bange for at bragene ville fortsætte. Da han blev hjemme, og bragene begyndte, sagde han: “Gudskelov, jeg ikke gik i skole. Jeg ville være blevet skrækslagen og græde”. Han tænkte på de andre børn i skolen den dag.