Hvorfor en økonomisk boykot af Israel er velbegrundet

Boykot Israel og Stop Terrorkrigen

Hvorfor en økonomisk boykot af Israel er velbegrundet

Af Norman Finkelstein

Udgiverens note: (Stop Terrorkrigen)

I begyndelsen af januar udtrykte Kristin Halvorsen, norsk finansminister og leder af Sosialistisk Venstreparti (der indgår i den siddende treparti-regeringskoalition) sin personlige og partiets støtte til en norsk boycot af israelske varer og tjenesteydelser.

Norman G. Finkelstein

Næsten øjeblikkeligt protesterede den israelske ambassadør i Norge, og Condoleezza Rice truede Norge med “alvorlige politiske konsekvenser” hvis Halvorsens udtalelse repræsenterede den siddende regerings politik.

Den norske udenrigsminister Jonas Gahr Støre skrev straks et uformelt brev til Rice (indledt med “Kære Condi”) og forsikrede hende om at Sosialistisk Venstrepartis indstilling til en økonomisk boycot af Israel “aldrig har været og aldrig vil blive” den norske regerings politik.

For sin del tog Halvorsen afstand fra sine tidligere udtalelser da topledere fra udenrigsministeriet kritiserede hende og drog paralleller mellem en boycot af israelske varer og nazisternes boycot af jødiske butikker. Finkelsteins artikel blev offentliggjort i Norges mest indflydelsesrige avis Aftenposten 14. januar 2006.

Den amerikanske professor Norman Finkelstein , søn af overlevende polske jøder fra Majdanek og Auschwitz, har (i samarbejde med Noam Chomsky) udgivet bogen Holocaustindustrien (dansk 2000)

—————————————————————-

Hvorfor en økonomisk boykot af Israel er velbegrundet

Oversat for Boykot Israel af Minna Skafte Jensen

Originalartikel Economic boycott of Israel?

Forslaget fornylig om at Norge skal boykotte israelske varer har fremkaldt lidenskabelig diskussion. Efter min mening ville en rationel undersøgelse af sagen rejse to spørgsmål:

1) Er israelske krænkelser af menneskerettighederne en berettiget grund til at beslutte sig for økonomisk boykot? og

2) Kan en sådan boykot være et meningsfuldt bidrag til at standse disse krænkelser? Jeg vil argumentere for at begge disse spørgsmål skulle besvares positivt.

Selv om Israels brud på menneskerettighederne i det besatte palæstinensiske område har været genstand for mange rapporter fra menneskerettighedsorganisationer, er de i almindelighed ikke særlig velkendt i udlandet. Det skyldes især den formidable propagandaindustri der drives af Israels forsvarere, og desuden deres effektive intimideringstaktik ved f. eks. at kalde kritikere af israelsk politik for antisemitter.

Ikke desto mindre er det en ubestridelig kendsgerning at Israel har begået en lang række brud på menneskerettighederne, mange af dem så alvorlige at de må regnes for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. De indbefatter:

Ulovlige drab

Mens palæstinensiske selvmordsangreb på israelske civile har tiltrukket sig stor opmærksomhed i medierne, er Israels kvantitativt langt værre statistik for drab på ikke-militære personer mindre kendt.

Ifølge de nyeste tal fra Det israelske Informationscenter for Menneskerettigheder i de Besatte Områder (B’Tselem) er 3.386 palæstinensere blevet dræbt siden september 2000, hvoraf 1.008 er identificeret som “kombattanter”, over for 992 dræbte israelere, hvoraf 309 var kombattanter.

Dvs. at tre gange så mange palæstinensere som israelere er blevet dræbt, og blandt dem næsten dobbelt så mange palæstinensiske som israelske civile. Israels forsvarere hævder at der er forskel på at have civile som mål og at dræbe dem ved tilfælde. Det stiller B’Tselem spørgsmålstegn ved:

“Når så mange civile er blevet dræbt og såret, gør tilfældighed ingen forskel. Israel er og bliver ansvarligt.” Endvidere rapporterer Amnesty International at “mange” palæstinensere ikke er blevet dræbt ved tilfælde, men har været “udvalgte mål”, mens den prisbelønnede journalist ved New York Times Chris Hedges rapporterer at israelske soldater “lokker børn i fælder som var de mus, og myrder dem for tidsfordriv”.

Tortur

“Siden 1967”, rapporterer Amnesty, “har de israelske sikkerhedstjenester rutinemæssigt torteret palæstinensiske politisk mistænkte i de besatte områder.”

B’Tselem har konstateret at 85 % af de palæstinensere der er blevet forhørt af de israelske sikkerhedstjenester, er blevet udsat for “metoder der udgør tortur”, mens Human Rights Watch allerede for ti år siden vurderede at “antallet af palæstinensere der er blevet torteret eller alvorligt mishandlet” kunne tælles “i ti tusinder, et tal der bliver særlig betydningsfuldt når man betænker at den samlede unge og voksne mandlige befolkning på Vestbredden og i Gaza er mindre end tre kvart million.”

I 1987 blev Israel erklæret for “det eneste land i verden der i praksis har legaliseret tortur” (Amnesty). Selv om den israelske højesteret tilsyneladende forkastede tortur i en afgørelse fra 1999, rapporterede Den Offentlige Komite mod Tortur i Israel i 2003 at de israelske sikkerhedsstyrker fortsat anvendte tortur på en “metodisk og rutinemæssig” måde. En undersøgelse fra B’Tselem dokumenterede i 2001 at de israelske sikkerhedsstyrker tit anvendte “streng tortur” mod “palæstinensiske mindreårige”.

Nedrivning af huse

“Israel har iværksat en politik for massenedrivning af palæstinensiske huse i de besatte områder”, rapporterer B’Tselem, og siden september 2000 “har man ødelagt ca. 4.170 palæstinensiske hjem”. Indtil for helt nylig greb Israel rutinemæssigt til nedrivning af huse som en form for kollektiv straf.

Ifølge Middle East Watch er der ud over Israel kun ét land i verden der har benyttet sig af så drakonisk en straf, nemlig Irak under Saddam Hussein. Derudover har Israel nedrevet tusinder af “ulovlige” hjem som palæstinensere har bygget fordi Israel har nægtet at stille byggegrunde til rådighed. Hensigten med nedrivningen af disse hjem er, ifølge Amnesty, at maksimere det område der er tilgængeligt for jødiske bosættere:

“Palæstinensere gøres til krigsmål udelukkende af den grund at de er palæstinensere.” Endelig har Israel ødelagt hundreder af hjem under påskud af sikkerhedshensyn, selv om en rapport om Gaza fra Human Rights Watch nåede frem til at “ødelæggelsesmønsteret stærkt antyder at israelske styrker ødelagde hjem i det hele taget, uanset om de udgjorde en særlig trusel”.

Amnesty fandt også at “Israels udbredte nedrivning af hjem og ejendele på hele Vestbredden og i Gaza ikke kan retfærdiggøres ud fra militær nødvendighed”, og at “nogle af disse nedrivninger udgør alvorlige brud på den fjerde Genevekonvention og er krigsforbrydelser”.

Bortset fra selve omfanget af Israels brud på menneskerettighederne fortjener den israelske politiks enestående karakter opmærksomhed.

“Israel har i de besatte områder skabt et adskillelsesstyre baseret på diskriminering, idet det anvender to adskilte retslige systemer i det samme område og fastlægger individers rettigheder ud fra deres nationalitet”, har B’Tselem konkluderet. “Dette regime er det eneste af sin art i hele verden og minder om usmagelige regimer fra fortiden som f. eks. apartheidstyret i Sydafrika.”

Hvis det var berettiget at udsætte Sydafrika for en international økonomisk boycot, synes det lige så berettiget at udsætte Israels besættelse for det, for så vidt som det i enestående grad ligner apartheidregimet.

Selv om økonomisk boycot kan retfærdiggøres ud fra moralske grunde, er det stadig et spørgsmål om diplomati måske ville være et mere effektivt redskab. De dokumentariske erfaringer på dette felt er imidlertid ikke opmuntrende.

De grundlæggende betingelser for at løse Israel-Palæstina-konflikten er beskrevet i FNs resolution 242 og senere FN-resolutioner, som kræver fuld israelsk tilbagetrækning fra Vestbredden og Gaza og oprettelse af en palæstinensisk stat i disse områder til gengæld for anerkendelse af Israels ret til at eksistere i fred og sikkerhed med sine naboer.

Hvert år har det overvældende flertal af medlemsstater i FN stemt for denne tostatsordning, og hvert år har Israel og USA (og nogle få Stillehavsøer) modsat sig den. Ligeledes anbefalede alle 22 medlemmer af Den arabiske Liga i marts 2002 denne tostatsordning så vel som “normale forbindelser med Israel”.

Men Israel har ignoreret forslaget. Og ikke blot har Israel stædigt afslået denne tostatsløsning, men den politik det følger i øjeblikket, vil ødelægge enhver mulighed for en levedygtig palæstinensisk stat.

Mens verdens opmærksomhed har været optaget af Israels tilbagetrækning fra Gaza, har Sara Roy fra Harvard Universitet bemærket at “planen for tilbagetrækning fra Gaza i bund og grund er et instrument for Israels fortsatte undertrykkelse af Vestbredden og den fysiske integrering af dette område i Israel”.

Specielt har Israel bygget en mur dybt inde på Vestbreddens område for at overtage de rigeste land- og vandressourcer, så vel som Østjerusalem, midtpunktet i palæstinensisk liv. Det vil også effektivt hugge Vestbredden over i to.

Selv om Israel fra begyndelsen af hævdede at det byggede muren for at bekæmpe terrorisme, er menneskerettighedsorganisationer enige om at det i virkeligheden er en annektering af jord for at inddrage illegale jødiske bosættelser i Israel. Fornylig har Israels justitsminister åbent indrømmet at muren vil tjene som “den fremtidige grænse for den israelske stat”.

Den israelske regerings nuværende politik vil enten føre til uendelige blodsudgydelser eller sønderdeling af Palæstina. “Det er i praksis umuligt at forestille sig en palæstinensisk stat uden hovedstad i Jerusalem”, konkluderede den respekterede Krisegruppe fornylig, og derfor er israelsk politik på Vestbredden “i krig med enhver gennemførlig tostatsløsning og ikke til støtte for Israels sikkerhed; tværtimod vil den underminere den, svække palæstinensiske pragmatikere og udså sæden til voksende polarisering”.

Med henvisning til FNs grundlæggende princip at det er utilladeligt at erhverve sig territorier gennem krig, erklærede Den internationale Domstol i en skelsættende dom i 2004 at Israels bosættelser i de besatte palæstinensiske områder og den mur der var under opførelse for at annektere dem til Israel, var ulovlige ifølge international lov. Den pålagde Israel at ophøre med bygningen af muren, rive de allerede opførte dele ned og give palæstinenserne kompensation for ødelæggelserne. Og helt centralt understregede den også det internationale samfunds juridiske ansvar:

“Alle stater har en forpligtelse til ikke at anerkende den ulovlige situation der følger af opførelsen af muren på besat palæstinensisk territorium, inklusive i og uden om Østjerusalem. De er også forpligtede til ikke at yde hjælp eller assistance med at opretholde den situation der er opstået som følge af dette byggeri. Alle stater har endvidere som opgave, under respekt for FNs charter og international lov, at holde øje med at enhver forhindring for det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse som følge af bygningen af muren bliver bragt til ophør.”

En senere resolution fra FNs generalforsamling til støtte for Den internationale Domstols mening vandt overvældende tilslutning. Men den israelske regering ignorerede domstolens afgørelse og fortsatte med opførelsen af muren i fremskyndet tempo, mens Israels højesteret erklærede at muren var lovlig.

På grund af taktisk obstruktion fra De forenede Stater har FN ikke været i stand til effektivt at modsætte sig Israels ulovlige praksis. Selv om det er sandt at FN forholder sig dobbeltmoralsk til Israel, er forholdet faktisk det modsatte af hvad Israels forsvarere påstår: Der kræves ikke en højere, men en lavere standard af Israel end af andre medlemsstater.

En undersøgelse af Marc Weller fra Cambridge Universitet, der sammenlignede Israel og de besatte palæstinensiske områder med lignende tilstande i Bosnien og Herzegovina, Kosova, Østtimor, det besatte Kuwait og Irak, og også Rwanda, har vist at Israel har nydt “virtuel straffrihed” for tvangsmidler som f.eks. en våbenembargo eller økonomiske sanktioner der typisk anvendes af FN mod medlemsstater der er dømt for tilsvarende krænkelser af international lov.

Bl.a. på grund af en aggressiv kampagne der har beskyldt Europa for “ny antisemitisme”, har Den europæiske Union også svigtet sin juridiske forpligtelse til at gennemtvinge international lov i de besatte palæstinensiske områder.

Selv om beskyldningen for “ny antisemitisme” er uden hold i virkeligheden (alle kilder peger i retning af stadig mindre antisemitisme i Europa), har EU reageret ved at stille Israel tilfreds. Det har endda undertrykt offentliggørelsen af en af sine egne rapporter, fordi forfatterne, lige som Krisegruppen og mange andre, konkluderede at det var israelsk politik der var grunden til at “udsigterne til en tostatsløsning med Østjerusalem som Palæstinas hovedstad fortoner sig”.

Den moralske opgave at afvende den truende katastrofe beror nu hos de enkeltstater der er parate til at overholde deres forpligtelser over for international lov, og hos individuelle mænd og kvinder med samvittighed.

I et modigt initiativ har det amerikanskbaserede Human Rights Watch fornylig krævet at USAs regering skal foretage en markant nedskæring i sin financielle støtte til Israel indtil Israel standser sin ulovlige politik på Vestbredden.

Økonomisk boycot må være en lige så velbegrundet aktion. En ikke-voldelig taktik med det formål at opnå en retfærdig og varig afgørelse på den israelsk-palæstinensiske konflikt kan ikke med nogen ret kaldes antisemitisk. Tværtimod er jødernes virkelige fjender dem der krænker mindet om jødiske lidelser ved at sidestille velbegrundet modstand mod Israels ulovlige og umoralske politik med antisemitisme.

Norman Finkelsteins nyeste bog er Beyond Chutzpah: On the misuse of anti-Semitism and the abuse of history ( University of California Press ). Han har hjemmesiden www.NormanFinkelstein.com .

Comments are closed.