Israel leger smagsdommer ved valg

Arbejderen

Israel leger smagsdommer ved valg

Israel tillader palæstinenserne at føre valgkamp i Østjerusalem, men har ikke givet palæstinenserne ret til at stemme

10. januar 2006

Israel har givet tilladelse til, at palæstinenserne kan føre valgkamp i det besatte Østjerusalem, men kun for visse kandidater.

Det oplyser Israels minister for indre sikkerhed Gideon Ezra, ifølge den arabiske tv-station Al-Jazeera.

– Det er blevet besluttet, at kandidater kan føre valgkamp, hvis de ikke tilhører bevæbnede grupper som Hamas, erklærede Ezra i går.

Tidligere har regeringen ellers forbudt palæstinenserne at føre valgkamp i Østjerusalem, som Israel besatte i 1967. Det fik præsident Mahmoud Abbas og premierminister Ahmed Qurei til at true med at udsætte valget.

Opblødningen i den israelske holdning betyder imidlertid ikke, at alle andre kandidater ved parlamentsvalget 25. januar frit kan føre valgkamp.

– Alle, der vil føre valgkamp skal sende en ansøgning på forhånd til politiet i Jerusalem, og kun de, der ikke repræsenterer en ekstremistgruppe, vil få tilladelse, fortsætter Gideon Ezra.

Fatah har fået tilladelse til at føre valgkamp i Østjerusalem, men at partiet skal forhånd informere israelsk politi om alle valgmøder.

Den israelske regering har dog ikke tilladt selve valghandlingen den 25. januar, der bliver overvåget af observatører fra EU.

EU har ikke kritiseret Israels indblanding i det palæstinensiske valg, men opfordret Israel til at træffe en beslutning om valget i Østjerusalem.

Comments are closed.