Uden nogen palæstinensisk stat i sigte bliver hjælp et tilbehør til besættelsen

The Guardian

Uden nogen palæstinensisk stat i sigte bliver hjælp et tilbehør til besættelsen

Israelsk politik er grundårsagen til nød i de besatte territorier, men donorer bidrager uden at imødegå den

af Ghada Karmi, The Guardian Lørdag den 31. december 2005

Denne måned har set en opblussen af aktivitet på højt niveau for at finansiere palæstinenserne under besættelse. En konference af investorer i den private sektor fandt sted i London for at diskutere veje til at ophjælpe den palæstinensiske økonomi.

Den fulgte efter G7-finansministrenes møde i begyndelsen af december som lovede sin støtte med begrundelsen at “økonomisk udvikling af Vestbredden og Gaza er et uundværligt element i en vedvarende fred i regionen”.

Og i sommers lovede G8-topmødet i Gleneagles den Palæstinensiske Myndighed 3 mia. $ årligt i tre år. Næste marts vil donorlandene beslutte deres tildelinger til Den Palæstinensiske Myndighed

Det lyder godt. Men vil disse donorer stoppe op for at overveje at Israels besættelse af Palæstina er berammet til at fortsætte så længe de stadig er parat til at underskrive den?

Palæstinensernes skrækkelige behov for hjælp er indiskutabelt: Den Palæstinensiske Myndighed er praktisk taget bankerot og har anmodet om en umiddelbar indsprøjtning på 200 mio. $, blot til basistjenester, mellem nu og næste februar. Men humanitær hjælp alene vil ikke løse problemet.

At arbejde i Ramallah, som jeg har gjort, gør dette skærende klart. Kidnapningen af hjælpearbejderen Kate Burton og hendes forældre i Gaza denne uge er en skarp påmindelse om den politiske sammenhæng af hjælp. Normalt når international hjælp palæstinenserne direkte, men også gennem myriader af internationale NGO’er.

Der er tykt af dem på grundniveau i Palæstina: det blev estimeret i 2003 at der var 38 i Ramallah alene og 60 i alt, foruden 80 palæstinensiske NGO’er finansieret af dem. Forholdet mellem finansiører og NGO’er her er komplekst og potentielt tvingende.

Der er konsekvenser for de dygtigste og bedst uddannede palæstinensere som nu arbejder for disse NGO’er, mere og mere fjernt fra de mindre heldige i deres eget samfund, på projekter som ikke nødvendigvis reflekterer lokale prioriteter.

Behovet for fornyet finansiering nødsager ofte NGO’er til at udforme deres dagsordener efter donorernes, sommetider i modsætning til deres egne meninger. I 2004 for eksempel, insisterede US Agenturet for International Udvikling på at palæstinensiske NGO’er skulle love ikke at støtte nogen med “terroristiske forbindelser” som betingelse for yderligere finansiering.

Mere direkte truede EU i sidste uge med at trække al finansiering tilbage hvis militante grupper fik lov til at deltage i kommende palæstinensiske valg. Mere raffinerede former for pres er også almindelige og vil uundgåeligt påvirke den politiske beslutningsproces.

Jeg fandt at Ramallah vrimlede med godgørere af alle nationaliteter. At være rare over for palæstinensere er nu en stor industri, oprindelig udklækket af Oslo-aftalen fra 1993. På det tidspunkt troede det internationale samfund at dette ville føre til fremkomsten af en uafhængig palæstinensisk stat.

International hjælp strømmede ind for at understøtte den nyfødte Palæstinensiske Myndighed i at opbygge den infrastruktur som var skadet af årtiers israelsk besættelse. Fra 1995 og videre blev 7 mia. $ brugt på denne foretagsomhed, og mere blev lovet efter evakueringen af Gaza i august sidste år.

Til grund for denne hjælp lå den antagelse at en to-stats-løsning var det ønskede mål, og at palæstinenserne ville behøve hjælp til at forberede tilstanden som stat. Således blev indtil 2000 megen hjælp rettet mod statsopbyggende projekter og sådanne der fremmede et “positivt klima” for fredsforhandlinger.

Den anden intifada som brød ud i 2000 standsede denne proces. Donorer blev tvunget til at skifte fra statsopbygning til nødhjælp der nu beløber sig til 1 mia. $ årligt. EU og medlemsstaterne bærer hovedparten af denne finansielle byrde.

USA medvirker også, men meget mindre end det gør til Israel. Siden 2002 er det de arabiske stater der har reddet Den Palæstinensiske Myndighed fra sammenbrud. Den meste hjælp er til humanitær nødhjælp og genopbygning af grundlæggende infrastruktur ødelagt af israelske militære angreb.

Palæstinenserne er i dag de største modtagere af fremmed hjælp i verden pr. hoved. Ifølge Verdensbankens rapport 2004 lider de under “den værste økonomiske depression i moderne historie”. 75 % er forarmede, og arbejdsløshedstallene er 60-70 % i Gaza og 30-40 % i Vestbredden. Uden hjælp udefra ville den palæstinensiske infrastruktur og basistjenester ikke overleve. Palæstinenserne er blevet berøvet deres landbrugsjord og industri og har fået deres handel ødelagt af Israels indelukkelsesregime.

De har færre jobs i Israel som har planer om at holde op med at anvende palæstinensisk arbejdskraft i 2008. De har praktisk taget ingen uafhængige kilder til livets ophold tilbage.

Donorerne kender godt årsagerne til denne desperate situation. Ved en konference i Ramallah i juli sidste år indrømmede Verdensbankens repræsentant, Nigel Roberts, lige ud at Israels besættelse var problemet.

Alligevel fortsætter finansieringen som om for hele verden palæstinenserne ikke var ofre for en bevidst israelsk politik, men for en eller anden naturkatastrofe. I sammenhængen med en besættelse som fratager palæstinenserne deres land og ressourcer, holder dem indespærrede i ghettoer, og kontrollerer ethvert aspekt af deres liv, hvad burde så være rationalet for international hjælp?

Uden tvivl er nødhjælp vital for palæstinensisk overlevelse og kan ikke let trækkes tilbage. Men bør der ikke også gøres noget ved grundårsagen, den israelske besættelse? Ellers bliver hjælpen blot et tilbehør til besættelsen.

Ved blot at betale uden protest befrier donorerne faktisk Israel for dets forpligtelser i henhold til international lov. Som besættelsesmagten må Israel levere assistance og tjenester til den palæstinensiske befolkning. Som høje kontraherende deltagere i Geneve-konventionen er donorerne forpligtet til at sikre Israels overholdelse af loven.

Intet af dette er sket. I stedet har international hjælp gjort besættelsen omkostningsfri. Den har endog beriget Israels økonomi: ifølge FN’s Konference om Handel og Udvikling så flyder for hver dollar der produceres i de besatte territorier 45 cent tilbage til Israel.

Bortset fra den nylige EU-kritik af Israels politik i arabisk Jerusalem, som blev hurtigt dysset ned, har donorerne ikke gjort alvorlige anstrengelser for at imødegå Israels handlinger, ikke engang så langt som at kræve kompensation for dets ødelæggelse af palæstinensiske projekter de har finansieret. Tværtimod er processen med at forberede palæstinenserne til en “statsdannelse” efter vestlig stil accelereret.

Fremmedfinansierede projekter til “demokratisering”, “reform”, kapacitetsopbygning” og andre importerede modeord er fordoblet. I fraværet af en palæstinensisk stat eller ethvert håb om én bliver dette til en øvelse i kynisme. Donorernes anstrengelser for at sikre at de palæstinensiske sikkerhedstjenester kan kæmpe mod “terrorisme” (dvs. modstand mod besættelse), mens Israels hær frit myrder palæstinensere, bomber dem og nedbryder deres hjem, er umoralske.

Ved at fokusere på virkningerne af besættelsen frem for at afslutte den har donorerne gjort konflikten til et kapløb om socialøkonomisk overlevelse. Men at distancere palæstinenserne fra deres nationale kamp kan kun hjælpe Israel med at påtvinge dem dets endelige betingelser.

Hvis dette ikke skal ske, så må donorerne løse deres dilemma: ikke at overlade palæstinenserne til deres skæbne, og ikke at imødegå Israel, er uforeneligt. At gøre front mod bøllen er et moralsk bud og i sidste ende den eneste praktiske vej fremad.

Ghada Karmi var informationskonsulent hos Den Palæstinensiske Myndighed baseret i Ramallah.

[Fra: http://www.guardian.co.uk/israel/Story/0,2763,1675792,00.html]

Oversat fra engelsk for DPV af Jørgen Nyeng

Comments are closed.