Israelske krænkelser af internationale menneskerettigheder
EU-rapport: Reaktioner på israelske krænkelser af internationale menneskerettigheder
Undersøgelse publiceret af det Euro-Mediterrane Menneskerettigheds-Netværk (EMHRN)
Indledning
Denne undersøgelse udgør den første årlige EMHRN-bedømmelse af den Europæiske Unions (EU) overholdelse af dens egne menneskeretsforpligtelser i forhold til et tredje land i Barcelona-processen.
Den undersøger EU’s forpligtelser til at respektere og fremme menneskerettigheder i forbindelse med dens handlinger med hensyn til Israel.
Den gennemgår EU’s og væsentlige medlemsstaters faktiske positioner og reaktioner på israelske krænkelser af internationale menneskerettigheder og humanitær lov i de besatte palæstinensiske territorier og i Israel.
Undersøgelsen publiceres af det Euro-Mediterrane Menneskerettigheds-Netværk (EMHRN), et netværk af 80 arabiske, europæiske, israelske og tyrkiske menneskerettigheds-organisationer,-institutioner og -personer, som er engageret i universelle menneskerettigheder og baseret i mere end 20 lande i den Euro-Mediterrane region.
Undersøgelsen blev gennemført af Susan Rockwell og Charles Shamas fra MATTIN-gruppen og baseret på vidensopsamling, case studies og interviews med embedsmænd i det Europæiske Fællesskab. Tidsrammen for undersøgelsen er juli 2003 til september 2004.
Vidensopsamlingen og anbefalingerne i undersøgelsen blev grundigt diskuteret af EMHRN-arbejdsgruppen vedrørende Palæstina3 i perioden fra begyndelsen af juni til slutningen af november 2004.
Konklusionerne er som følger:
– Israel implementerer dets aftaler med EU under overtrædelse af almen international lov, og under overtrædelse af aftalerne selv. EU har gentagne gange valgt ikke at forhindre dette.
– I det omfang EU har taget fat på spørgsmål om international lov, har de positioner som er blevet taget, været konsistente og juridisk korrekte, selv om der i EU’s erklæringsdiplomati om sager vedrørende Israel kun kunne findes få om overhovedet nogen bekræftende referencer til de elementer af international lov som pålægger stater almene forpligtelser i forhold til tredjestaters ulovlige handlinger.
– Desuden viser en gennemgang af flere nøgleelementer i EU’s udøvende diplomati5, herunder dets kontraktmæssige forbindelser med Israel, en slående mangel på sammenhæng med EU’s juridisk korrekte erklæringsdiplomati.
– EU kan faktisk have gjort det lettere for Israel at krænke internationale menneskeret-tigheder og humanitær lov ved at overlade dem til sine egne aftaler med Israel. Oversigten præsenterer flere tilfælde hvor Israels implementering af dets egne aftaler med EU er blevet baseret på dets afvisning af dets vigtigste internationale forpligtelser som besættelsesmagt og som en stat for alle dets borgere. EU kan ikke bevidst tillade, at dets kontraktlige forbindelser med noget tredjeland virker på denne måde, uden selv at krænke Europæisk Fællesskabs-lov og international lov.’
EU’s juridiske forpligtelser
EU’s engagement mht. at fremme respekt for menneskerettigheder i Israel såvel som andre tredjelande er baseret på juridiske forpligtelser. Nogle af de vigtigste forpligtelser præsenteres nedenfor:
– Den Europæiske Union må opbygge og implementere dens eksterne relationer i overensstemmelse med kravene i almen international lov, herunder de bestemmelser i almen international lov som medvirker til beskyttelsen af menneskerettigheder.
– Artikel 2 i hver Euro-Mediterranean Association-overenskomst forpligter den Europæiske Union og dens medlemsstater, såvel som hvert partnerland, til at basere deres relationer, og bestemmelserne i selve overenskomsterne, på respekt for menneskerettigheder og demokratiske principper.
– I deres aftaler med stater engageret i væbnet konflikt eller krigerisk besættelse, såsom Israel, er alle medlemsstater og EU bundet af den pligt der er fastslået i Artikel 1, fælles for Geneve-konventionerne af 1949, til at ‘respektere og sikre respekt for [de] konven-tioner under alle omstændigheder’.
– Fællesskabspolitik inden for alle områder af økonomisk, finansielt og teknisk samarbejde, såvel som udviklingssamarbejde, er pålagt at medvirke til EU’s almene formål om at respektere menneskerettigheder og fundamentale friheder6. EU’s Fælles Udenrigs- og Sikkerheds-Politik har til formål at ‘udvikle og konsolidere demokrati og lovstyre samt respekt for menneskerettigheder og fundamentale friheder. (7)
Medlems-staterne og EU-institutionerne har derfor ansvar for at sikre, at alle de ovennævnte politiske principper implementeres på en måde der ikke svækker den juridiske og politiske styrke af den internationale lov som beskytter menneskerettigheder.
Undersøgelsens hovedresultater
Israel og international lov
De mest systematiske og alvorlige krænkelser af menneskerettigheder inden for de territorier der har været besat af Israel siden 1967, involverer krænkelser af et antal af de obligatoriske regler i international humanitær lov.
De pågældende regler forbyder overførsel af dele af en besættelsesmagts civilbefolkning til besat territorium. De for-pligter en besættelsesmagt til at respektere og bevare det offentlige liv, det økonomi-ske liv og bostedet for de beskyttede civilpersoner under dens effektive kontrol. De forhindrer en besættelsesmagt i at udnytte dens effektive kontrol over territorium og beskyttede personer til at fremme dens politiske interesser til tab eller skade for de beskyttede personers velfærd og menneskerettigheder.
Israel har karakteriseret disse regler som ‘politiske’ og har indført offentlig politik og retslige positioner som forkaster dets retmæssige de jure status og pligter som besættelses-magt i et forsøg på at undslippe behovet for opfylde dem.
Inden for Israel er systematiske menneskerettighedskrænkelser imod den palæstinen-sisk-arabiske minoritet resultatet af diskriminerende statspolitik og administrative foranstaltninger som stiller etablerede arabiske samfund ugunstigt, gør dem fattige, forstyrrer og forflytter dem.
Undersøgelsen er klar mht. at Israel krænker reglerne i almen international lov ved implementeringen af dets aftaler med EU.
EU’s erklæringsdiplomati
EU, herunder EU-institutionerne og medlemsstaterne, har reageret på den ovennævnte politik og praksis med en række erklæringshandlinger som gennemgås i denne undersøgelse. Nogle af disse erklæringshandlinger er blevet udført i sammenhæng med dens bilaterale dialog med Israel.
Andre er blevet fremkaldt af behovet for at indtage positioner vedrørende sager indbragt for organer i De Forenede Nationer. Endnu andre er blevet foranlediget af behovet for at svare på henvendelser fra parlamentariske og civilsamfunds-aktører om klarlæggelse af EU-positioner vedrørende et bredt område af juridiske og politiske sager opstået ud fra Israels politik og praksis og dens indvirkning på menneskerettigheder. I den udstrækning de har beskæftiget sig med spørgsmål om international lov, har de positioner, der er blevet indtaget, været konsistente og juridisk korrekte.
Imidlertid kunne der, som vist ved gennemgang af EU’s erklæringsdiplomati om sager vedrørende Israel, kun findes få om overhovedet nogle bekræftende henvisninger til de elementer i international lov som tildeler almene forpligtelser til stater mht. tredjestaters ulovlige handlinger.
Disse inkluderer en almen pligt til ikke at anerkende eller acceptere sådanne ulovlige handlinger og ikke at hjælpe eller assistere med at opretholde den ulovlige situation som stammer fra dem; og den dermed forbundne pligt accepteret af alle stater der har tilsluttet sig Geneve-konventionerne af 1949, til at respektere og sikre respekt for de Konventioner under alle omstændigheder. En lignende tavshed eksisterer mht. de elementer i EU-politik og Europæisk Fællesskabs-lov der fastlægger forpligtelser til at respektere og fremme respekt for menneskerettigheder i tredjelande, herunder ‘menneskerettigheds-artiklen’ inkluderet i Euro-Mediterranean Association-aftalerne.(8)
EU’s udøvende diplomati
Undersøgelsen undersøger derpå flere elementer i EU’s udøvende diplomati: rækken af engagementer og transaktioner hvorigennem EU søger at øve indflydelse på tredjestaters adfærd og hvorigennem den kan opfylde, negligere eller endog krænke de ovennævnte forpligtelser i forhold til tredjestats respekt for menneskerettigheder og international lov.
EU’s kontraktlige relationer med tredjestater, herunder relationerne oprettet under EU-Israel-Associeringsaftalen og flere andre EU-Israel-aftaler baseret på andre Fællesskabs-samarbejdsinstrumenter, er de vigtigste diplomatiske og politiske instrumenter for EU i denne henseende.
Reglerne i international lov der tjener til at beskytte menneskerettig-heder, og en tredjestats parathed til at opfylde dem, forstærkes af at de bliver implementeret korrekt, så kontraktlige relationer må implementeres i overensstemmelse med de regler.
Derfor er den omhu som EU udviser mht. at sikre, at dens aftaler med Israel udformes, anvendes og implementeres i overensstemmelse med kravene i offentlig international lov, måske den mest grundlæggende, afgørende og overbevisende implementering af dens egen almene indstilling til at respektere og fremme respekt for menneskerettigheder uden for dens grænser.
Undersøgelsen belyser et mønster af EU-hensyntagen, grænsende til juridisk indvilligelse, til Israels krænkelser af dets aftaler med EU og til Israels insisteren på at anvende disse aftaler som dets egen internationalt ulovlige politik dikterer.
Der præsenteres eksempler, hvori EU’s interesse i at bevare, uddybe og udvide det privilegerede EU-Israel-forhold citeres som en grund til at undgå at indtage ‘positioner baseret på blind accept af juridiske regler’9, eller at ‘skade nogen af parternes positioner. (10)
Undersøgelsen viser klart, at EU’s udøvende diplomati ikke stemmer overens med dens juridisk korrekte erklæringsdiplomati.
EU’s lettelse af Israels krænkelser af internationale menneskerettigheder og humanitær lov
I forbindelse med Israels politik for at inkorporere de i 1967 besatte territorier, herunder Østjerusalem, i det territoriale omfang af dets aftaler med Det Europæiske Fællesskab, og dets politik for at tiltage sig mandat til ulovlig brug af magt over for civilpersoner og ulovlig ødelæggelse af civil ejendom, præsenteres tre tilfælde, hvori EU faktisk kan have lettet Israels krænkelser af internationale menneskerettigheder og humanitær lov.
Dette er gjort ved at beskytte Israel mod juridisk og politisk ansvarlighed og ved at hjælpe Israel med at undgå de normale straffe eller omkostninger som krænkelserne almindeligvis ville medføre.
De i undersøgelsen præsenterede tilfælde er:
– Den israelske regerings praksis med at attestere produkter der stammer fra bosættelser som værende af israelsk oprindelse under krænkelse af den territoriale klausul i EU-Israel-Associeringsaftalen, og EU’s føjelige svar.
– Det Europæiske Fællesskabs svigt mht. at sikre, at ulovligt etablerede bosættelses-enheder ikke deltager i de forskellige sfærer af EF-Israel bilateralt samarbejde ud over fortrinshandelsforholdet, såsom videnskabelig og teknisk forskning.
– EU’s forsyning af humanitær nødhjælp og genopbygnings- og udviklingsassistance til den palæstinensiske befolkning i de besatte territorier. Hjælpen er beregnet til at afhjælpe virkningerne af den uretmæssige skade som er forårsaget af Israels krænkelser af international humanitær lov.
Israel fastholder at skaden ikke er forårsaget uretmæssigt. EU forkaster Israels position, afleverer sin hjælp, men holder sig tilbage fra at kræve, at Israel bærer det finansielle ansvar placeret på det af international lov.
Undersøgelsen undersøger også virkningen af Israels institutionaliserede diskrimination over for dets palæstinensisk-arabiske minoritet på implementeringen af EF-Israel-samarbejde.
Undersøgelsen påpeger svigtet fra EU’s side mht. at tage skridt til at forhindre den effektive udelukkelse af den minoritet fra ligeværdig deltagelse i gevinsterne af samarbejdsinstrumenter der bl.a. har til hensigt at fremme respekt for menneskerettig-heder og demokratiske principper.
ANBEFALINGER
Baseret på konklusionerne i denne undersøgelse anbefaler EMHRN følgende:
1. EU bør etablere en offentlig undersøgelsesmekanisme med klare målelige fix-punkter som vil gøre det muligt for den at bedømme hvordan dens aftaler med tredjelande implementeres og anvendes med hensyn til respekt for menneskeret-tigheder.
2. Konklusionen og implementeringen af en Handlingsplan med Israel i henhold til Den Europæiske Naboskabs-Politik (ENP) bør betinges af en klar israelsk anerkendelse af dets status og pligter som besættelsesmagt, og af inkorporering i Handlingspla-nen af en bestemmelse om teknisk dialog og praktisk samarbejde med sigte på at fremme implementeringen af internationale menneskerettigheder og humanitær lov i det besatte palæstinensiske territorium.
3. EU bør presse på for etablering af en menneskerettigheds-underkomité under EU-Israel-Associerings-aftalen. Menneskerettigheds-NGO’er bør systematisk konsulteres og informeres om arbejdet i en sådan komité.
4. Medlemmer af Det Europæiske Parlament bør gå i dialog med Den Europæiske Kommission for at fremme etableringen af klare og transparent anvendte fixpunkter for bedømmelse af tredjelands menneskerettighedspraksis i lyset af Unionens egne forpligtelser over for menneskerettigheder.
Etableringen af sådanne fixpunkter ville desuden skabe en lejlighed for parlamentarikere til at stille målrettede spørgsmål til Kommissionen og Rådet angående Israels menneskerettighedspraksis og EU’s reaktioner.
5. Den Europæiske Kommission bør inkludere relevante civilsamfunds-organisationer blandt de organisationer som den vil konsultere, når den udfører periodiske meneskerettighedsundersøgelser af implementeringen af Handlingsplanen og EU-Israel-Associeringsaftalen.
6. Israel anser de i 1967 besatte territorier, herunder Østjerusalem, for at falde ind under dets traktatindgåelses-autoritet. Denne fortolkning står i klar modstrid med det i EF-Israel-aftalerne angivne territoriale anvendelsesomfang.
Generaldirekto- ratet for Ydre Forbindelser og Kommissionen på det højeste niveau bør derfor sikre at alle generaldirektorater gøres opmærksomme på Israels traktatbrydende fortolkning og pålægges at tage rigtig handling for at sikre aftalernes lovmedholde-lige anvendelse og implementering i overensstemmelse med princippet om at gøre menneskerettigheder til hovedstrømning.
Desuden bør EU sikre at:
a. Assistancefonde rettet igennem implementeringsagenturer, som arbejder i de besatte palæstinensiske territorier, ikke anvendes i modstrid med Den Internationale Domstols pålæg om at stater ikke yder hjælp eller assistance til at opretholde den situation der er skabt ved konstruktionen af barrieren/muren.
b. Enheder som deltager i den ulovlige konstruktion af infrastruktur i besat territorium ikke får lov til at deltage i noget EF-Israel-samarbejdsinstrument.
c. Enheder oprettet i ulovlige israelske bosættelser ikke deltager på nogen som helst måde i Fællesskabets bilaterale og regionale samarbejdsinstrumenter som er forudset i EF’s aftaler med Israel eller med Den Palæstinensiske Myndighed.
d. Alle offentlige EU-fremskaffelseslicitationer foreskriver, at enheder lokaliseret i israelske bosættelser, eller enheder med afdelinger eller underleverandører i bosættelser, ikke er kvalificeret til at deltage.
————————————————————————-
Noter
(7) “Olmert-Arrangementet” bør ikke formelt accepteres af EU og heller ikke bifaldes af EU-Israel-Associerings-organerne. At godkende ‘Olmert-Arrangementet’ ifølge Kommissionens anbefaling ville bemyndige Israel til at fortsætte med at anvende Associeringsaftalen på de besatte territorier. Af denne samme grund bør den Europæiske Union ikke virke for at bringe Israel ind i det Pan-Euro-Mediterrane frihandelsområde, mens Israel fortsætter med at anvende aftalen på de besatte territorier og fortsætter med at attestere produkter fra ulovlige bosættelser som stammende fra Israel.
(8) EU bør foretage forøget og regelmæssig offentlig henvisning til ulovlige handlinger udført af Israels væbnede styrker, som forårsager den humanitære krise i det besatte palæstinensiske territorium. EU bør opfordre Israel til at stoppe disse ulovlige handlinger, afhjælpe deres virkninger i den højest mulige udstrækning og give korrekt erstatning for den skade de uretmæssigt har forårsaget.
EU bør også gøre det klart for Israel, at EU’s tilvejebringelse af humanitær assistance er under reglerne for international humanitær lov og ikke løser Israel fra dets ansvar som besættelsesmagt.
EU bør forlange refundering fra Israel for alle yderligere omkostninger påført leverancerne af humanitær hjælp som konsekvens af adgangs- og bevægelsesbegrænsninger pålagt ulovligt af Israels militære myndigheder.
(9) I lyset af virkningerne af Israels systematiske diskriminerende behandling af dets arabiske borgere på deres muligheder for deltagelse i rækken af EU-Israel-samarbejdsinstrumenter bør EU tage skridt til at sikre at dets samarbejde med Israel er betinget af konkrete og effektive skridt til at afslutte al diskriminerende statspraksis og afhjælpe dens virkninger.
(10) Skulle Israel ansøge om en lånefacilitet fra Den Europæiske Investeringsbank eller noget andet Fællesskabs-finansieringsinstrument, bør den relevante finansielle EU-institution gøre en klar og bestemt anstrengelse for at muliggøre minoritetsadgang til de nye lånemuligheder. I tilfælde af Fællesskabs-bevilling bør EU øremærke en væsentlig andel af midlerne til minoritetsanvendelse