Et liv under angreb i en splittet by

The Guardian

Et liv under angreb i en splittet by.

Palæstinensiske familier jages bort fra deres hjem af bosættere der vil rense ud i Hebron på Vestbredden.

Af Chris McGrean fra Tel Rumeida, Hebron, The Guardian 9. december 2005

De mennesker der besøger Abu Aishes familie i hjertet af den meget omstridte og bibelske by Hebron, må ledsages af militæret frem mod det værn af fintmasket stål, der beskytter det tre-etagers hus. Uden ledsagelse risikerer besøgende at få kastet en syndflod af sten og rådden mad efter sig sammen med tilråb som “død over arabere” fra de omliggende nabohuse.

Tre generationer af Abu Aishe familien er de sidste arabere der bor i deres gade. De holder trodsigt fast i retten til at bo i en af de gader, som internationale kontrollører har beskrevet som “dele af byen hvor messianske jøder ²renser ud.”

I løbet af de de sidste par år, er dele af Hebron blevet rømmet for palæstinensere når deres forretninger lukkes ned og gaderne bliver blokeret.

“Alle naboerne er rejst,” siger Reem Abu Aishe, en mor til seks børn, der lever midt i den lille, men stødt voksende bosætter-enklave ²Tek Rumeida² som visse jøder hævder er Abrahams oprindelsessted, og derfor verdens ældste jødiske bosættelse.

“De kunne ikke udholde truslerne og den konstante chikane. Deres børn blev overfaldet, deres vinduer smadret. Nogle gange skød jøderne tilmed ind i deres huse. Så de rejste og jøderne overtog deres huse,” siger hun.

“Bosætterne vil ikke have arabere i området. De mener det er deres område. Vi tør ikke forlade huset uden at lade nogle tilbage. Der skal altid være en tilbage. Der er en stor risiko for, at bosætterne vil bryde ind hvis de ser os forlade det. En gang stod de i vores bagdør”.

Massakre.

Palæstinesiske og israelske samfund lever tættere sammen i Hebron – nogle gange i samme gade,- end i noget andet besat område udenfor Jerusalem. Ca. 500 jøder lever i byens midte mellem 130.000 palæstinensere. I gå-afstand herfra kommer man til bosættelsen Kiryat Arba, som huser yderlige 6000 israelere, og som er hjemstedet for støtten til Kach-organisationen, en terroristgruppe, Israel har bandlyst.

Forholdet har altid været problematisk. Bosætterne ankom efter at Israel besatte byen i 1967. De proklamerede, at de nu vendte tilbage efter at de i 1929 blev fordrevet fra byen efter en arabisk massakre på 66 jøder. En erindring om massakre af nyere dato kan palæstinenserne se tilbage på.

Baruch Goldstein, en ultra nationalistisk jøde,slagtede i 1994 29 bedende muslimer i en moske i Hebron.

Byen blev delt i 1997, da palæstinenserne overtog 80 procent af administrationen i Hebron, mens israelerne beholdte den militære magt over den gamle bydel.

Men det israelske område var stadig hjemstedet for fire gange så mange palæstinensere som jøder. Pælæstinenserne blev betragtet som utidige af bosætterne, der satte sig for at tvinge palæstinenserne ud af deres forretninger og deres hjem, ofte med assistance fra militæret og israelske officeres accept.

I de seneste år , er mere end halvdelen af de 2500 palæstinensere der boede i Hebrons gamle bydel, drevet ud, og mange hundrede er blevet tvunget længere ud i udkanten af bosættelserne. Palæstinenserne er nu forment adgang til hovedvejen, Shuhada Street, hvor butikkerne er skoddede til.

Andre steder i byen, har de kun lov til at gå rundt. FN har talt 101 vejblokader og checkpoints der alle kontrollerer palæstinensernes færden i det

centrale Hebron.

Militæret siger at disse tal er et resultat af en kompleks virkelighed, skabt af den palæstinensiske intifada, og mere end 30 selvmordsbomber fra Hebron, samt et hadsk klima, der er taget til i styrke efter at bl.a. en palæstinensisk snigskytte skød en jødisk baby og en bande bosættere myrdede en 14-årig pige.

Bosætterne kalder palæstinensernes forsvinden for “en gave fra himlen.”

Jan Kristensen, en tidligere oberstløjtnant i den norske hær der tidligere har

stået i spidsen for FN`s fredsstyrke, har tidligere uddtalt, at palæstinensernes forsvinden mere skyldes en bevidst strategi fra hæren og bosætternes side, om at drive palæstinenserne ud af den gamle bydel.

Flere og flere mennesker forlader stedet, der rømmes på effektivt vis. Bosætternes aktiviteter, der sigter på at palæstinensernes flytter, tillige med hærens aktiviteter der forårsager alvorlige restriktioner, skaber en virkelighed, der ikke kan “vendes til det bedre”, har han udtalt til Haaretz.

“Bosætterne er ude næsten hver aften for at komme i slagsmål med palæstinensiske naboer. De smadrer vinduer, laver hærværk og bestræber sig virkelig på at tvinge palæstinenserne til at forlade stedet. Man kan godt sige at det er en udrensning, de laver.”

I Tel Rumeida, måtte Abu Aishes naboer flygte over hals og hoved.

Der ligger et tæppe af knust glas hele vejen op til Abu Aishes dør. På den anden side af gaden bor bosætterfamilier. Da et nyt boligområde kom til først på året, måtte hæren holde familien, incl. den 71 årige bedstefar, lukket inde på et af værelserne, da de frygtede at familien planlagde terrorhandlinger og dermed udgjorde en sikkerhedsrisiko.

“Min bedstefar nægter at rejse”, siger Raja, den 16-årige datter. “Han har

sagt at han hellere vil dø i dette hus, der altid har været vores hjem, end

han vil rejse. Men det er svært at blive.”

Raja løber ind i et hav af fornærmelser og vold hver eneste dag på vejen til Qurtuba-skolen for piger.

“De smider sten, vand og gammelt mad efter os. Nogle gange forsøger soldaterne at beskytte os, men det er ikke altid, de er der.”

Raja siger, at hun og hendes bror Walid på fire år begge er blevet lemlæstet.

Walid fik brækket en arm. Qurtuba skolen er blevet samlingsstedet for bosætterne, der indimellem blokerer indgangen og laver hærværk på skolens døre. En kvinde der står udenfor skolen, råber til mødre der kommer med deres børn.

“Tag til Auschwitz og tag alle arabere med jer.”

En eller anden har hængt et skilt op udenfor, hvor der står “Gas araberne”.

David Wilder, talsmand for de jødiske bosættere i i det centrale Hebron, benægter at palæstinenserne bliver tvunget til at flytte.

“Vi har ikke tidligere, ej heller vil vi i den nære fremtid, kunne tvinge nogle

til at flytte. Enhver araber der rejser, gør det af egen fri vilje. Vi har ikke

tvunget nogen ud. Det samme gælder hæren, så vidt jeg er orienteret. Folk rejser fordi de skal rejse af en eller anden grund,” siger han.

I de forløbne uger har det israelske militær opsat nye hegn imellem jødiske og palæstinensiske boligområder. Militæret siger at hegnet forbedrer arabernes dagligdag.

Palæstinenserne er mistænksomme, og tror hegnets formål er en afmærkning, der skal iværksætte yderligere ekpansion af de jødiske bosættelser.

FN beskriver hegnene som en måde at fuldende indkredsningen af den gamle bydel på.

Engang var denne bydel Hebrons kommercielle og culturelle center, nu er der affolket og øde.

Imad Hamdan, leder af Hebron Rehabilitation center, ønsker en begrænsning af de jødiske bosættelser.

“De arbejder på at få os ud. Det er et langsigtet mål. De er tålmodige, men det er det de vil.”

Mr. Wilder vil ikke benægte dette udsagn, men han advarer om at hvis Ariel Sharon forsøger at fjerne flere bosættelser på Vestbredden, vil det kunne give jøderne i Hebron et påskud i retning af af nå deres mål.

“Alle disse mennesker der ser ud til at have fordel af disse unilaterale udvisninger, burde have god grund til at være nervøse, da udvisningen er som et

tveægget sværd. Hvis det er i orden at udelukke jøder i fredens navn, er det også i orden at udelukke andre i fredens navn”.

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Klip fra pressen. Bogmærk permalinket.