Dagbog “Live fra Palæstina” – 9

Chamila Sten, DPV

 Dagbog “Live fra Palæstina” – 9

  Chamila Sten AfChamila StenBirzeit

Fredag den 9. december

Kære Alle sammen!

For nogle dage siden modtog jeg en e-mail fra en veninde, der forsigtigt foreslog, at jeg måske var en smule ”farvet” i mine udtalelser vedrørende mine medstuderende på Birzeit University. Min første reaktion var irritation. Min veninde har besøgt mig her i Palæstina og også besøgt universitetet i Birzeit. Alt i alt var hun to uger i Palæstina, Jordan og Israel. Så på en eller anden måde følte jeg ikke, at hun havde med nok viden til at kunne udtale sig om situationen. På den anden side må man også kigge indad, når nogle er af den opfattelse, at man er farvet. Dagbogen vedrørende mine medstuderende var på ingen måde løgn. Men hvad der måske kunne været pointeret bedre var mine medstuderendes anden side. Hvis folk fik den opfattelse, at mine medstuderende helt og holdent er imod Palæstinenserne, var det forket. Måske skulle jeg have givet et mere nuanceret billede af dem og også have nævnt, at disse mennesker også har deltaget i forskellige respektive demonstrationer etc. på vegne af Palæstinenserne. Mit formål med dagbog nummer 7 var, at vise hvordan os udlændinge og mange i Europa tænker vedrørende den Palæstinensiske situation og om muslimer. Derfor valgte jeg at beskrive hændelser, som på ingen måder var fiktive, men situationer som jeg har oplevet. Men, hvis dette efterlod en for subjektiv vurdering af mine medstuderende, undskylder jeg.

Den ene del af muren ved Kalandia check point Den ene del af muren ved Kalandia check point

Jeg vil gerne kort fortælle om mit synspunkt vedrørende det, at vare ”farvet”, eller mere politisk korrekt, at tage parti. Ja, der er ingen tvivl om, at mine beretninger i denne dagbog tit tager parti. Jeg bor og lever i Palæstina og min hverdag er i mange henseender, selvfølgelig ikke alle, identisk med Palæstinensernes. Det betyder også, at jeg bliver betragtet som mistænkelig, at jeg venter ved check points, at jeg er fortvivlet, når israelerne gang på gang dræber børn uden nogen form for omtanke. Derfor tager jeg parti med Palæstinenserne. Hvorom alt er, er jeg dog mere end noget andet farvet af en ting: retfærdighed. Jeg vælger ikke side med Palæstinenserne fordi de er Palæstinensere eller fordi jeg er modstander af den hetz, som muslimer over hele verden oplever i dag. Jeg tager parti med Palæstinenserne, fordi jeg ønsker retfærdighed for alle. Ligesom vi ville ønske retfærdighed for os, skulle Norge besætte os i morgen og 50-60 år frem og ligesom jeg ønsker retfærdighed for tibetanerne i deres kamp mod den ulovlige kinesiske besættelse i Tibet.

Derfor tager jeg også helt og holdent parti med retfærdighed for Palæstina og for det palæstinensiske folk. Hvad jeg ønsker mere end noget andet er, at implementere denne retfærdighed via international lov, der opretholder og legitimiserer Palæstinensernes ret til selv-bestemmelse, retten for flygtninge til at vende tilbage til deres hjemsted og land og sidst men ikke mindst Palæstinensernes landmæssige ret til Palæstina.

Soldat overvåger palæstinenserne, mens de krydser Kalandia Soldat overvåger palæstinenserne, mens de krydser Kalandia

I denne anden sidste dagbog vil jeg kort fortælle om situationen hernede.

Hamas var i denne uge tæt på at afbryde sin fredsaftale med Israel, men efter interne forhandlinger valgte de at opretholde deres del af aftalen. Efter bomben i Natanya anholdte den palæstinensiske autoritet ca. 20 medlemmer af Jihad Islamia og folk hernede fortæller, at gentager sådanne anholdelser sig, er en civil krig, nøjagtig som Israel ønsker det, ikke langt om hjørnet. De ulovlige check points forbliver en forhindring for folks bevægelsesfrihed og sætter mange restriktioner vedrørende folks liv og færden. Gaza er nu et stort fængsel hvor Hamas, Jihad Islamia og de andre slås indbyrdes. Muren skyder stadigvæk op, som sommerblomster gør det i det tidlige forår: med lynets hast. Efter en israelsk soldat blev dræbt af knivstik fra en palæstinenser ved Kalandia check point er denne ”grænseovergang” blevet lukket og vil forblive lukket i endnu en uge frem. Kalandia er den eneste direkte vej til Al Quds (Jerusalem) for os her i Vestbredden. Israelerne har sagt, at kun humanitære sager kan få lov til at passere ved Kalandia. Er vi mennesker her i Vestbredden ikke ”humanitære” nok til stadigvæk at have vores ret til at rejse frem og tilbage mellem Al Quds og Vestbredden? Nu må vi tage en ”lille” omvej, hvor det tager  mere end en time, dette er uden check points, at komme til Al Quds. Før kunne man gøre det på 10-15 minutter. Hvis man, vel at mærke, har en tilladelse til at forlade Vestbredden. Til sidst vil jeg nævne, at fra i aften, lørdag, og 48 timer frem bliver alle de store check points, der opdeler Vestbredden i nord og syd lukket. Kollektiv afstraffelse betyder derfor, at vi må blive hvor vi er. Det betyder at vi må blive hvor vi er. At vi er endnu mere fanget end før.

Palæstinensere der venter på at kommer igennem ved Kalandia. Mænd og kvinder har forskellige indgange, men mænd over 65 kan bruge kvindernes indgang Palæstinensere der venter på at kommer igennem ved Kalandia. Mænd og kvinder har forskellige indgange, men mænd over 65 kan bruge kvindernes indgang

I dag da jeg var færdig på universitet tog jeg til Kalandia. Taxa-chaufføren, der kørte mig derud, spurgte hvorfor jeg ville derud. Jeg sagde til ham, at jeg ville se om det virkelig var rigtigt. Det var det. Kalandia var lukket og soldater patruljerede i den åbning, der er i den mur som på nær et sted ved Kalandia afskærer Vestbredden fra forstæderne i Al Quds. Jeg ville tage billeder, men for det første fandt jeg ud af, at jeg havde glemt mit kamera og for det andet begyndte Israelerne pludselig at skyde gummikugler efter nogle børn, der kastede sten efter en pansret militærjeep. Så jeg fornemmede, at det var godt det samme at jeg havde glemt mit kamera. Jeg er før blevet truet med  M16’s af israelske soldater og efter den oplevelse prøver jeg ikke at glemme fornuften, når jeg bevæger mig indenfor rækkevidde af de israelske soldater. Jeg tog tilbage til Birzeit og på en eller anden måde føltes det nu endnu mere som om vi lever i en fængsel. Murens effekt følte jeg også stærkt i dag. Når muren er færdig kan israelerne åbne og lukke de forskellige steder, som de ønsker. Så kan vi kun håbe, at verden ikke glemmer os helt, der bag høje mure af racisme og exterminations politik.

 

 

 

 

 

 

Comments are closed.