Palæstina på vej mod demokrati

Arbejderen

Palæstina på vej mod demokrati

29 gange har Bent Hansen været i Palæstina. Her beretter han om oplevelser på valgdagen den 29 . september, og vurderer dele af den politiske situation

Dagbladet Arbejderen 25. oktober 2005

af Bent Hansen, valgobservatør i Palæstina

Endnu engang besøgte jeg Palæstina. Denne gang var det 29. gang jeg var der. På opfordring af den palæstinensiske fagbevægelse PGFTU, deltog jeg som observatør ved lokal valget den 29 september.

Valget var det andet skud af den tretrins raket der, skulle gennemføre valg af ny præsident som det første, hvilket som bekendt endte med at Fatah-formanden Mahmoud Abbas overtog præsidentposten efter Yassir Arafat. Dernæst valg til lokalrådene (vores amter og kommuner). Det sidste er parlamentsvalget den 26 januar i 2006, hvor jeg forventer at deltage igen som observatør. Hermed en tak til Forbundet 3F, 3F Odense Industri og 1. Maj Fonden, der gjorde det muligt at yde solidaritet til et besat folk og for mig igen at få en af de bedre oplevelser, jeg har haft i hele den periode jeg har arbejdet med konflikten.

Valget havde ikke den store interesse fra det internationale samfund. Dette er velkendt fra vores egne valg i samme kategori. Interessen havde en afsmittende virkning på antallet af internationale observatører. Der deltog cirka 80 observatører fra 12 lande. De 46 var fra NDI-Carters institut i USA. Ved præsidentvalget i januar var der cirka 400 internationale observatører.

Forløbet af valgdagen

Jeg havde valgt at være i Ramallah og Jerusalem. Ved sidste valg var det her de fleste problemer opstod ved checkpointene og ved valgstederne i Jerusalem. I Jerusalem var det kun de tilknyttede landsbyer, der ligger i yderområdet af Jerusalem, som kunne stemme. Jeg havde hyret en taxa til at køre mig rundt til valgstederne. Vi startede klokken 07.00 og besøgte ni valgsteder i Ramallah og fem i Jerusalem. Omkring klokken fire om eftermiddagen blev jeg bedt om at tage til et af valgstederne i Jerusalem – Hizma. Der havde været problemer med de Israelske soldater, som havde arresteret to Hamas-tilhængere. Den ene var opstillet på Hamas` liste. Jeg lavede en rapport om episoden ud fra øjenvidne-skildringer.Ud over dette var der en episode i Rammallah hvor, det Israelske militær lukkede et valgsted uden nogen begrundelse.

Klokken 19.00 lukkede valgstedet, hvor jeg var blevet fra cirka 16.30.

Aftaler med besættelsesmagten

Også denne gang var der lavet en række aftaler med Israel. Som forventet blev disse ikke overholdt, men der var færre problemer denne gang, fordi det var et lokalvalg og færre skulle passere checkpointene. Så min oplevelse var en rolig valgdag uden de store problemer.

Selve organiseringen har fået et professionelt tilsnit. Sådan som jeg ser det, er det på niveau med det vi gør i Danmark – også selvom Israel skal godkende de fleste aftaler. Registreringen er stadig det store problem, på Vestbredden er cirka 60 procent registreret, men denne gang lidt flere end sidst, så en dag har de også dette i orden. Ingen kan med rette hævde længere, at der ikke er demokrati i Palæstina. Palæstinenserne har bevist, at de kan håndtere demokratiet.

Valgets resultat

Totalopgørelsen for valget blev følgende: Fatah 53,6 procent, Hamas 26 procent PFLP 4,9 procent, uafhængige 5,3 procent, andre 6,8 procent og de sidste 3 procent fordelte sig på DFLP, PPP og Jehad.

Alle havde forventet at Fatah tog de fleste stemmer, det meste interessante er det store stemmetal til Hamas, som får reel indflydelse i flere af lokalrådene.

For Hamas er det en helt ny situation, at være en del af det politiske liv og være blevet en del af det ‘gode selskab’. Samtidig er det et signal til den palæstinensiske ledelse, at store dele af den palæstinensiske folk, ønsker en mere konsekvent politisk holdning over for Israel.Det vil blive interessant at se Israels kommentar i den forbindelse. Vil de på sigt acceptere Hamas på linje med andre partier i Palæstina. Israel har i flere år betragtet Hamas som en terrororganisation og tidligere nægtet Hamas at opstille til valgene som parti, men accepteret at enkelt-personer med tilknytning til Hamas har stillet op.

Udviklingen i området

I forbindelse med tilbagetrækningen af bosætterne fra Gaza-striben, så palæstinenserne frem til en lettere hverdag. Men som altid i denne konflikt skuffes alle, der vil en fredelig løsning af konflikten.

De restriktioner, der begrænser det palæstinensiske liv, bliver ikke ophævet: Vandrationerne, kommunikationen, import/eksport fra Gaza, som er altafgørende for den palæstinensiske økonomi, er stadig under Israelsk kontrol.

En aften sad jeg og diskuterede fremtiden og Sharons strategi med en kreds af palæstinensere.

Flere af palæstinenserne havde den opfattelse, at Sharon vil beholde Vestbredden og – hvis det bliver nødvendigt – så afgive Gaza til palæstinenserne som en Palæstinensisk stat. Meget tyder på, at det er denne strategi, der arbejdes hen imod fra Israelsk side.

Valgkommissionens opgørelse af valgresultatet:

Valgkreds/by, pladser, Fatah, Hamas, PFLP, DFLP, Andre

Jerusalem, 118, 92, 20, 0, 2, 6

Tubas, 24, 17, 6, 1, 0, 0

Tulkarem, 116, 61, 29, 8, 1, 17

Nablus, 159, 77, 53, 10, 5, 14

Qalqilya, 94, 64, 21, 4, 1, 4

Salfit, 85, 34, 17, 6, 1, 27

Ramallah, 251, 105, 70, 14, 2, 60

Betlehem, 116, 68, 30, 5, 1, 12

Hebron, 55, 28, 19, 2, 0, 6

I alt, 1018, 546, 265, 50, 13, 144 (1)

I procent, 100, 53,63, 26,03, 4,91, 1,28, 14,14

(1) Palæstinas Folkeparti (PPP) får 17 lokale politikere valgt, heraf de 6 i Ramallah.

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.