Gang i Abbas

DPV

Gang i Abbas

Af Jeff Halper

The Electronic Intifada, 25. oktober 2005

Fra Sharons synspunkt er det en færdig aftale .Israel har vundet sin hundrede år gamle aftale med palæstinenserne. Overvågning af landskabet – fysisk og ligeledes politisk – den israelske premierminister har endelig fuldført den opgave, som han var blevet pålagt for 38 år siden af Menachem Begin:

At sikre permanent israelsk kontrol over landet Israel samtidig med at udelukke dannelsen af en levedygtig palæstinensisk stat.

Med ubegrænsede ressourcer til sin rådighed startede Sharon på at oprette sin uomstødelige “kendsgerningerne på bordet “, som skulle komme enhver forhandlingsproces i forkøbet. Støttet af både Likud og Labor regeringer, så han gennem fingre med ca. 200 bosættelser ( næsten 400, hvis man medregner “yderposter ” ) på jord , der var blevet eksproprieret fra palæstinenserne på Vestbredden, Øst Jerusalem og Gaza.

I dag bor der næsten en halv million israelere på den anden side af 1967-grænsen. Med finansiel opbakning fra Clinton administrationen blev der konstrueret et system af 29 hovedveje i de besatte områder for at indarbejde bosættelserne ordentligt i Israel.

I mellemtiden blev 96 % af palæstinenserne låst inde i, hvad Sharon kalder “cantons.

Dusinvis af små bitte enklaver, berøvet deres rettigheder til at bevæge sig frit, og nu bogstavelig talt lukket inde bag betonmure to gange så høje som Berlinmuren samt elektriske hegn.

Skønt de udgør halvdelen af landets befolkning mellem Middelhavet og Jordanfloden, er palæstinenserne – incl. dem med israelsk statsborgerskab reduceret bare 15 % af landet.

For at sikre permanent israelsk kontrol, skulle “kendsgerningerne på bordet” imidlertid legitimeres som permanente politiske facts. International lov definerer besættelsen som en midlertidig situation, som kun kan løses gennem forhandlinger. Den forbyder en besættelsesmagt at foretage noget som helst skridt, der gør dets kontrol permanent, især at overflytte ens egen befolkning til et besat område og bygge bosættelser.

Sandelig international lov holder en besættelsesmagt som Israel ansvarlig for trivslen hos den civile befolkning under dets kontrol. Til at hjælpe sig med at omgå international lov og forandre Israels besættelse til permanent virkelighed, vendte Sharon sig mod Israels eneste beskytter i den slags sager, nemlig USA, som promte viste sig imødekommende.

I april 2004 anerkendte Bush administrationen formelt Israels bosættelsesblokke, “optimistisk kaldet ” større befolknings centre – således at de ensidigt fjernede 20-30 % af det allerede afskårne område, hvor palæstinenserne ønskede at oprette deres egen lille stat.

Det svarede til, at Mexico forlangte, at Spanien skulle returnere Bush´s Texas. Israels annektering af dets bosættelses – blokke blev efterfølgende anerkendt næsten enstemmigt af Kongressen : I Overhuset med stemmerne 407-9, og i Senatet med 95-3.

Alligevel behøver Israel en palæstinensisk stat. Selvom annekteringen af bosættelses – blokkene giver Israel fuldstændig kontrol over hele landet mellem Middelhavet og Jordanfloden, bliver det nødt til at “blive af med ” de næsten fire millioner palæstinensiske indbyggere i de besatte områder, som det hverken kan give statsborgerskab eller holde i en tilstand af permanent slaveri.

Hvad Sharon ønsker, og hvad Bush er gået med til, er en isoleret palæstinensisk mini – stat, et Bantustan, en fængselslignende stat på 10 – 15 % af landet, som befrier Israel for den palæstinensiske befolkning, samtidigt med det bevarer den sikre kontrol over landet og dets ressourcer.

Enten vi kan lide det eller ej, må dette betegnes som fuldt udviklet apartheid, den permanente og institutionaliserede dominans af en befolkning over en anden.

Efter at have skabt de uomstødelige ” kendsgerningerne på bordet ” og fået amerikansk politisk anerkendelse af et udvidet Israel, mangler Sharon kun en sidste brik til at gøre israelsk apartheid officielt:

Enten underskriften fra en palæstinensisk quisling – leder, som siger ja til en mini – stat eller en undskyldning for ensidigt at trænge sig ind på den. Arafat nægtede at spille den rolle. Nu er det den palæstinensiske Præsident Mahmoud Abass´ tur.

Da Eyal Arad, Sharons strategiske rådgiver, netop i denne uge omtalte muligheden for at vende ensidig løsrivelse til en strategi, som ville tillade Israel at trække sin egne grænser, var budskabet til Abbas klart :Enten samarbejder du eller mister enhver indflydelse overhovedet på en politisk løsning af konflikten.

Sharon prøver kort sagt at få Abbas “sat op” ved at tilbyde ham et nyt “ædelt tilbud.”

Det virkede for Barak, hvorfor ikke prøve igen, denne gang for hele møllen? Hvad ville Abbas sige, hvis Sharon tilbød Gaza, 70 – 80 % af Vestbredden samt en symbolsk tilstedeværelse i Øst Jerusalem?

Rigtigt, det er ikke en retfærdig og levedygtig løsning.

Palæstinenserne skulle nøjes med fem eller seks kantoner i 15 % af hele landet eller mindre, uden egen kontrol over deres grænser, deres vand, ja selv deres luftrum. Jerusalem , nu indlemmet i et massivt “stor Jerusalem,” ville blive nægtet dem, hvorved man fjerner det politiske, kulturelle, religiøse og økonomiske hjerte i en eventuel palæstinensisk stat.

Israel ville beholde dets bosættelses – blokke og 80 % af dets bosættere. Men Sharons ” ædelmodige tilbud ” ville se godt ud i Køreplanen, tror han, og gennemførlighed er simpelthen for kompliceret en løsning for de fleste mennesker, incl. beslutnings-tagere, at fatte.

Men for Abbas udgør det en ikke-vind-situatioen. Sig ” ja ” og du vil blive den quisling leder, Israel har ledt efter i alle disse år, den, som sagde ja til en ikke levedygtig mini – stat, til apartheid.

Sig “nej ” og Sharon vil slå ned som en høg : ” Se selv? Palæstinenserne har nægtet endnu et generøst tilbud ! De ønsker åbenbart ikke fred ! ” Og Israel, der er sluppet af krogen, vil være fritstillet til at udvide dets kontrol over de besatte områder i årevis fremover, beskyttet mod kritik af den amerikansk – støttede annektering af bosættelses – blokkene.

Israelsk ensidighed betyder kun en ting : Den har intet at tilbyde palæstinenserne, intet, der er værd at forhandle om. Køreplanen hævder, at kun en reel udgang på besættelsen og oprettelsen af en levedygtig palæstinensisk stat omsider vil se enden på denne konflikt med dens globale indvirkninger.

En ægte to-stat løsning kan allerede være død, offer for en israelsk ekspansionisme.

En to-stats løsning, baseret på apartheid, kan ikke være et alternativ, som nogen af os kan acceptere. Dog er apartheid over os atter engang. Sharon må handle hurtigt for at fuldføre sit livsværk, før hans embedsperiode udløber indenfor det næste år. Dette er humlen. Vi har ikke råd til at have vores opmærksomhed vildledt af noget andet tema, lige meget hvor vigtigt det kan synes.

Det er enten en retfærdig og levedygtig løsning nu – eller apartheid nu. Vi kan nemt komme til at stå ansigt til ansigt med udsigt til endnu en flyvefærdig anti-apartheid strid, blot 1½ ti – år efter tilintetgørelsen af apartheid i Sydafrika.

Efter min opfattelse vil de næste tre til seks måneder vise det.

Jeff Halper er Koordinator af den Israelske Komite mod Bolignedrivninger.

Oversat fra engelsk. for DPV af Birthe H.Christensen

Dette indlæg blev udgivet i Analyser, Gamle indlæg, Kommentarer. Bogmærk permalinket.