Brev fra en palæstinensisk flygtning
Mit navn og min baggrund spiller ingen rolle. Vore navne er alle sammen ens, og de begynder med det samme øgenavn: Flygtning!
31. august 2005, af Abdullah Hourani
Da du tog de første skridt for at opfylde din pligt som formand for PLO og som præsident for de palæstinensiske selvstyremyndigheder (PNA), erklærede du dig forpligtet af de nationale, palæstinensiske krav; nemlig palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til deres hjem, retten til selvbestemmelse og retten til at oprette en uafhængig, palæstinensisk stat med Jerusalem som hovedstad. Du ønskes alt muligt held på din lange og vanskelige rejse i din stræben for at opnå disse mål og som en start: at få sat skik på det ‘palæstinensiske hus’.
Samtidigt føler jeg mig forpligtet til at sende dig et budskab, som en palæstinensisk flygtning har bedt mig om at overbringe til dig. Han mener at kunne udtale sig på vegne af sine medflygtninge, og at han giver udtryk for alle palæstinenseres synspunkt.
Brevet lyder således:
Kære Broder Abu Mazen. 1)
Formand for PLO`s eksekutivkomité
Præsident for Det Palæstinensiske Selvstyre
Mit navn og min baggrund spiller ingen rolle. Vore navne er alle sammen ens, og de begynder med det samme øgenavn: Flygtning! Min bopæl er heller ikke vigtig.
Da vi ikke bor i vort eget land, deler vi alle den samme midlertidige adresse. Vores skure har ikke gadenumre og vore gader bærer ikke navne. De, der slog sig ned i lejren og de, der bor i udkanten, er de samme. Og det gælder også for de, der forblev i deres hjemland og de, der lever i udlændighed.
Vores faste adresse står mejslet i de træstubbe, der blev tilbage for at våge over jorden og slå endnu dybere rødder og i vore kaktus, hvis torne stikker dem, der forsøger at rive dem op med rode.
Vores faste adresse markeres af vore forfædres skeletter. De nægtede at drage væk, og blev sammen tilbage for at trøste hinanden, mens de afventede tilbagekomsten for de børn og børnebørn, som har været væk så længe.
Vi har valgt dig
Vi kender dig alle sammen. Vi har set dig, men aldrig mødt dig. Vi har valgt dig, men eksilets begrænsninger forhindrede os i højlydt at give vor mening om dig til kende og at tilslutte os vort folk, der stemte på dig. Båndene mellem os er en pagt, en patriotisk kontrakt.
Den er stærkere end enhver anden kontrakt, som er nedfældet på papir. Ifølge denne pagt, påtog du dig forpligtelsen til at forsvare vor sag, som vi mener, du bedre end nogen kender til mindste detalje.
Ifølge denne pagt lovede du at genetablere vores rettigheder i henhold til den kontrakt, der blev indgået mellem os og PLO på det tidspunkt, da vi valgte organisationen til vores repræsentant. Som advokat ved du at en kontrakt udspecificerer de vilkår, som parterne er forpligtede til at opfylde.
Vore lejre i eksilet lagde den nationale bevægelses frø, vi vandede dem med vort blod og nærede dem med vore ofre. Når de var i fare, var vore kroppe de barrikader, som beskyttede dem.
Flygtningelejrene i hjemlandet var ikke mindre aktive eller mindre loyale over for sagen. Da PLO stod ansigt til ansigt med truslen om at blive udraderet og havde behov for et skjul for at kunne overleve, kom hjælpen indefra og Intifada`ens fakkel tændtes.
Det virkede som om revolutionen var vendt hjem. Lejrene blev atter et varmt og trygt hjem. Du har set begge dele: kampen ude og kampen hjemme. Du var til stede, da selvstyremyndighederne kom til verden, som et resultat af vor kamp. Du spillede også dengang en fremtrædende rolle i PLO, og nu har du påtaget dig det største ansvar.
Vi kender dig
Vi anerkender, at du står over for enorme vanskeligheder, når du forsøger at forsvare vor ret til at vende tilbage. Vi er bevidste om den zionistiske fjende konstante afvisning af vore rettigheder.
De fornægter al moralsk eller politisk ansvar for at have gjort sig skyldig i at terrorisere det palæstinensiske folk og for at have drevet dem på flugt fra deres eget land. Vi hørte Benjamin Nethanyahus første reaktion på valget af dig.
Han udtalte, at du vil afstå fra kravet om tilbagevenden, og at du vil være modig nok til at træffe en sådan beslutning. I de seneste to år har den israelske regering gjort sig de største anstrengelser for at opnå palæstinensisk og international støtte til at annullere denne ret.
Det er årsagen til at Sharon ønskede at ‘Køreplanen’ skulle indeholde et klart budskab om afvisning af retten til tilbagevenden og derfor arbejdede hårdt for at få garantier fra USA`s præsident, ikke blot vendt imod en total israelsk tilbagetrækning til grænserne før den 4. juni 1967, men også imod de palæstinensiske flygtninges tilbagevenden til Israel.
Vi hører Sharons gentagne udtalelser, der understreger Israels jødiske karakter. Disse udtalelser har til formål både at smække døren i over for flygtningene, der ønsker at vende hjem og samtidig – når det er muligt – at holde den åben for udvisninger af vore brødre, der er forblevet i Galilæa og Naqab, fordi de udgør ‘en trussel og forurener’ den jødiske stat.
Vi kender også alt til de kneb, den israelske regering anvender over for visse arabiske stater, og som – ved at udnytte de arabiske regimers svagheder og deres totale underkastelse over for USA`s regering – er et forsøg på at udnytte international bistand til genbosættelse af de palæstinensiske flygtninge.
Pas på brådne kar
Vi ved det udmærket, og vi fortsætter med at være på vagt. Vi erkender også den fare, vor sag udsættes for. Vi ønsker samtidigt at advare dig om den indre fare, som svækker palæstinensernes evne til at imødegå udefrakommende farer.
Årsagen til denne fare omfatter ledere, blandt disse medlemmer af PLO`s eksekutivkomité og mennesker i ledende stillinger i selvstyret. Andre er tilknyttet det såkaldte Genéve-Initiativ og Nusseibeh Ayalon-Initiativet, der frivilligt giver afkald på vores ret til at vende tilbage, som om palæstinensisk jord og ejendom var deres private anliggender, som de frit kan disponere over uden at skulle stå til regnskab.
Det er denne uansvarlige adfærd, vi gerne ville gøre dig bekendt med, fordi det underminerer vore rettigheder.
Vi kræver at du sætter en stopper for dette og for de ansvarlige. Lad det blive en væsentlig del af din kampagne med at få sat styr på ‘det palæstinensiske hus’ i overensstemmelse med de palæstinensiske krav – først og fremmest retten til at vende tilbage.
Du kan kun finde styrke til konfrontationen med fjenden, hvis du styrker PLO`s enhed og troværdighed. Lad os smække døren i synet på de, der blot venter på at kunne bryde vort folks sammenhold. Vi tror på, at du sidder med nøglen.
Når vi beder dig om at fastholde vore rettigheder og undgå ethvert forsøg på at gøre dem til genstand for forhandlinger eller manipulationer, så baserer vi os på PLO`s krav og mål. Det er vores fællesnævner og grundlaget for vort sammenhold.
Vore anmodninger udspringer af din egen erklæring om at være forpligtet af de nationale krav, som var den platform, du bad folket om at vælge dig på – hvilket de også gjorde.
Vi stoler på det vi kender dig for: at du – under din periode som premierminister for PNA – modstod israelsk og international pression for at acceptere den israelske stats jødiske karakter, så de ikke kan fremvise et dokument, som de kan lukke munden på dig med, når du står fast på vor ret til tilbagevenden.
Vi stoler på dét, vi hørte om dit svar til en ven, som bad dig forsvare retten til at kunne vende hjem, da du forlod Camp David-forhandlingerne i 2000: ‘Jeg vil hellere miste en arm end give afkald på retten til tilbagevenden!’
Din holdning til retten til at vende hjem var årsagen til at dit folk i lejrene Yarmouk og Rashediya troppede op i titusindvis for at modtage dig og bære dig i guldstol. Hvis dine landsmænd i samtlige flygtningelejre – fa Nahr al-Bared lejren i det nordlige Libanon til Ayn al-Hilweh i syd; fra Nairab-lejren i Aleppo i det nordlige Syrien hele vejen ned til al-Awda-lejren i Deraa: fra Gaza-lejren i Jarash til Baq`a og Wihdat i Jordan – havde haft muligheden, ville de have hilst dig på samme måde.
Alt dette udgør et budskab til dig og er et signal om den tillid, de nærer til dig. Det er også en påmindelse til resten af det palæstinensiske lederskab, som individer og som institution, om hvad de skylder disse lejre.
Broder Abu Mazen, dette er dit folks vilje – de fordrevne og dem derhjemme.
Plads til begge parter
Når Israel rejser spørgsmålet om genbosættelse af flygtninge uden for deres hjemland, så sig til dem, at dit folk har afvist dette i over 50 år. Sig til dem, at hvis det havde været rede til at acceptere et andet hjem eller et andet land, ville dette folk ikke have ventet så længe.
De ville ikke være blevet ved med at være flygtninge og have lidt igennem alle disse år,
Hvis Israel anvender den gamle tese om ‘landet, som er blevet lovet jøderne’, så lad være med at høre efter eller diskutere. Sig blot, at hvis én af parterne skal protestere over den anden parts tilstedeværelse – så er det os, som protesterer! Vi er dette lands retmæssige ejere – det er dem, som er de fremmede!
Hvis de påstår, at Palæstina ikke er stort nok til begge folk, så mind dem om, at der på 80 procent af det israelske territorium kun bor 20 procent af den israelske befolkning, hvilket indebærer at den meste af jorden på det nærmeste ligger øde hen.
Der er plads til de retmæssige ejere – de, som er bedst i stand til at fylde det med liv og udvikling. Disse palæstinensiske ejere fortjener jorden mere end de, som er bragt dertil af den israelske regering fra Ruslands frosne sletter eller fra heden i Etiopien og Mexico, eller hvor de nu kommer fra.
Flygtningene er Palæstina
Hvis de presser dig med løfter om en del af Jerusalem eller én af helligdommene. eller frister dig med en stat, hvis grænsedragning er indrettet efter deres hoved, og som er under deres kontrol – mod til gengæld at give afkald på retten til hjemvendelse, så sig til dem:
Jerusalem er en del af vor sag, men retten til hjemvendelse er sagen!
Jerusalem udgør en del af Palæstina, men flytgningene er Palæstina. Vi synes ikke at du skulle give det ene forrang frem det andet, men i stedet understrege den værdi, begge har for det palæstinensiske folk og den arabiske nation.
Vi forsøger på ingen måde at stille retten til at vende hjem op som en hindring for at få Jerusalem – eller en del af den – tilbage, hvis en sådan mulighed faktisk eksisterede.
Vort folk vil hilse ethvert fremskridt for enhver af vore rettigheder velkommen, men det vil ikke acceptere at opnå en uafhængig stat eller Jerusalem ved at ofre flygtningenes ret til at kunne vende hjem.
Israel vil forsøge at forvanske retten til tilbagevenden. De vil forsøge at fordreje indholdet ved at begrænse det til at handle om at flygtninge – eller nogle af dem – kan vende tilbage til selvstyrets områder eller til den palæstinensiske stat.
Vort og dit svar må være: Det er enhver palæstinensers ret – uanset hvor han kommer fra – at vende tilbage til den palæstinensiske stat, at bo og at besidde statsborgerskab dér.
Flygtningenes ret til hjemvenden kan kun defineres på én måde: at kunne vende tilbage til deres ejendom og deres hjemland, som blevet taget fra dem i 1948.
Det gælder for de, som søgte asyl uden for Palæstina og for de, der blev flygtninge i Palæstina, for eksempel de 1,5 millioner flygtninge, der bor på Vestbredden eller i Gaza-striben.
Hjemvenden er desuden en uafviselig ret for de 250.000 palæstinensere, der blev fordrevet fra deres landsbyer i Galilæa, Trekantsomådet og Naqab, men som er forblevet på det område, der blev til Israel.
Palæstinensernes folkesjæl
De vil tilbyde dig erstatning, men lad være med at acceptere det. Vi vil ikke godkende det som erstatning for et hjemland. Det er ikke dødt – vort land ligger stadig her foran vore øjne. Vort land er plantet dybt i vore hjerter.
Det blomstrer og sætter kærlighedens frugter, medfølelse og beslutsomhed hver eneste dag, afhængig af hvilken sæson, det er. De vil forsøge at udnytte flygtningenes miserable tilværelser. Sig til dem, at fattigdom ikke er en skændsel.
Vi har boet i lejre siden fordrivelsen, men det mindskede ikke vor beslutsomhed. Det svækkede ikke vort folks ønske om at vende hjem, men bidrog snarere til at holde fast for at opnå vor ret.
Hvis nogen skulle tvivle på om hvor dybt sagen stikker i den palæstinensiske folkesjæl, skulle de besøge én af lejrene inden for eller uden for Palæstina.
De burde møde nogle af børnene – også selv om de kun er fem år gamle – for at se hvor hårdt de lider under mangelen på grundlæggende nødvendigheder, og de skal spørge dem – før de spørger forældre og bedsteforældre – om de ville acceptere en erstatning for deres hjemland. Det er én måde at undersøge omfanget af vor afvisning af en sådan tanke.
Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke kræver en forbedring af vor levestandard. At kunne forbedre levestandarden er muligt uden til gengæld at afvige fra kravet om retten til vort land.
Flygtninge kræver erstatning for værdien af udbyttet fra deres jord, der er blevet stjålet, og som de ikke har kunne anvende i årene i eksil. Det er ét af de naturlige krav.
En sådan erstatning ville række til at forbedre deres levestandard. De er ikke nødt til at forhandle om deres jord. Den eneste form for erstatning, som kan forhandles, er erstatningen for mistede indtægter i alle årene.
Vi ved at nogle af værtslandenes regeringer i vor region er stærkt opsatte på at opnå erstatninger og derfor vil være modtagelige for fristelser og pression udefra.
Til dem vil vi sige: Vor sag er ikke til fals, den er ikke til salg. Til de, der vil handle med vort land, siger vi: den er ikke på auktion! Vi vil også minde dem, der – med vilje – har mistet hukommelsen om, at det er en illusion at gå ud fra at alt kan købes eller sælges for penge, både under indflydelse af USA-monstrets terror og frygt, og under dække af at ‘være realistiske’ eller i sammenhæng med ‘de ændrede politisk forhold i den arabiske verden og på resten af kloden’.
Vi minder den slags mennesker om, at vi ikke har studeret ‘lærebog i realisme’ eller nogen anden tekst, som slår til lyd for at en helt land skulle afstå fra alle deres rettigheder til fordel for andre.
Vi har heller ikke megen forståelse for, at vi skulle holde op med at kræve vor ret eller underskrive dokumenter, der ville forhindre os eller fremtidige generationer i at kræve vor ret.
Vi er meget bevidste om at vi muligvis ikke vil kunne opnå vor ret nu eller under de nuværende omstændigheder. Men det vil ikke desto mindre være muligt at få opfyldt nogle af kravene nu, mens andre må vente til senere. Det kan muligvis også betyde at den nuværende generation ikke vil have held til at opnå dette, men vi vil ikke berøve den kommende generation deres ret og retten til at kæmpe for den. Selv hvis retten til at vende hjem ikke opfyldes nu, vil opgivelse af denne ret aldrig blive tilladt.
Det vil tage sin tid
Vi kender til den mængde forhindringer, der blokerer for flygtningenes tilbagevenden til deres hjem og ejendomme. Disse forhindringer kan imidlertid ikke overbevise vort folk om det umulige i at få Israel til at acceptere kravet om at samtlige flygtninge har ret til at vende tilbage.
Opfyldelsen af denne ret vil fortsat være et diskussionsemne, hvad angår de ‘praktiske’ anliggender og den nødvendige tid.
De passende forhold for koncentration og genetablering af flygtningene i deres hjemland, må nødvendigvis diskuteres, lige som en aftale om det årlige antal af flygtninge, der kan vende hjem. Denne proces kan komme til at tage mange år.
Det ovennævnte tillader os at opnå to ting: nemlig en garanti for retten til hjemvendelse og en afvisning af Israels påstand om, at der ikke vil være plads til at opsuge millioner af flygtninge.
Desuden vil vi blive i stand til at udstille Israels kolonialisme og racisme, der udgør problemets kerne.
Samtlige palæstinensere, uanset om de lever i eksil, på Vestbredden eller i Gaza, eller de lever inden for ‘Den Grønne Linie’ 2), er enige i disse synspunkter. Vi besidder alle den samme ret og den samme trang til at vende tilbage:
Rige eller fattige, indbyggere i lejre eller indehavere af paladser, flygtningene med pas, som finder de arabiske landes porte slået i, eller de med europæiske pas, der mødes af venligt smilende sikkerhedspersonale i de arabiske lufthavne.
Broder Abu Mazen, der er sådan vi udlægger vore rettigheder, og det er på denne måde vi mener, de skal opfyldes. Din bevidsthed kombineret med din beslutsomhed vil være afgørende.
På denne baggrund beder vi fortsat om held og lykke for dig.
Din broder
En palæstinensisk flygtning.
Noter:
1) Abu Mazen er palæstinensernes navn for præsident Mahmoud Abbas
2) Den Grønne Linie er 1967-grænsen mellem Israel og Vestbredden, som indtil 1967 var en del af Jordan.