Overgreb i ugens løb
Det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder(PCHR)’s resumé for perioden 14. – 20. juli 2005
Israelske krænkelser af international lov fortsatte i de besatte palæstinensiske områder i perioden.
Overlagte drab: I løbet af den rapporterede periode dræbte de israelske besættelsesstyrker 14 palæstinensere ( 8 på Vestbredden og 6 i Gaza-striben, herunder 2 børn)
På Vestbredden
14.07.2005: På Vestbredden dræbte de israelske besættelsesstyrker med skud en civil palæstinenser i Nablus.
15.07.2005: De israelske besættelsesstyrker dræbte udenretligt 3 palæstinensere i landsbyen Salfit nær Nablus og dræbte under de efterfølgende sammenstød et barn.
19.07.2005: 2 palæstinensere blev dræbt i landsbyen Al-Yamoun nær Jenin, da de kom i skyderi med de israelske besættelsesstyrker.
20.07.2005: En palæstinenser døde på grund af et sår, som han blev tilføjet i sidste uge under et israelsk angreb i Tulkarm.
I Gaza
15.07.2005: De israelske besættelsesstyrker henrettede udenretligt 4 palæstinensere i Gaza by.
17.07.2005: De henrettede også udenretligt en femte palæstinenser i Khan Yunis
18.07.2005: Israelsk besættelsesstyrke posteret ved et checkpoint i den centrale Gaza-stribe dræbte et palæstinensisk barn, da den åbnede ild mod en flok civile palæstinensere, der stod og ventede ved checkpointet.
Beskydning med granater: Ud over at anvende luftfartøjer ved de ovennævnte udenretlige drab igangsatte de israelske besættelsesstyrker i den rapporterede periode 9 angreb fra luften mod civile mål i Gaza-striben. De affyrede 14 missiler mod disse mål og ødelagde dem. Derudover blev mindst 10 civile palæstinensere, herunder 3 børn, såret som følge af disse angreb.
Angreb: De israelske besættelsesstyrker foretog 47 militære angreb ind på palæstinensisk territorium (45 på Vestbredden og 2 i Gaza-striben) af hvilke det mest omfattende var det i Tulkarm. Under disse angreb sårede de israelske besættelsesstyrker 20 civile palæstinensere. De gennemførte razziaer i 20 huse og arresterede 79 palæstinensere. Derudover lagde de israelske besættelsesstyrker beslag på 21 huse og omdannede dem til militære forlægninger.
Begrænsning af bevægelsesfriheden: De israelske besættelsesstyrker opretholdt en stram belejring af det besatte palæstinensiske territorium, herunder Jerusalem. De opdelte Gaza-striben i 3 separate zoner. De har også fortsat opretholdt lukningen af overgangen ved Erez for anden uge i træk. Og de israelske besættelsestyrker har besluttet at forhindre civile palæstinensere mellem 16 og 35 år i at rejse ud gennem Rafahs Internationale Overgangsted.
På Vestbredden oprettede de en række militære checkpoints. De arresterede 6 civile palæstinensere, herunder 2 børn. De har også dekreteret udgangsforbud i en række palæstinensiske lokalsamfund. Endvidere blev en civil palæstinenser såret af besættelsesstyrkerne i nærheden af et militært checkpoint.
Annektionsmuren: De israelske besættelsessstyrker er fortsat med at bygge Annektionsmuren inde på Vestbreddens territorium. Og de har fortsat bygningen af en sektion af Muren nordøst for Østjerusalem. De oprettede endvidere en militærpost nær ved checkpointet i Qalandya, syd for Ramallah.
I den rapporterede periode fortsatte de israelske besættelsesstyrker med at rasere palæstinensisk landbrugsjord i landsbyen Amatin nær Qalqilyja for at bygge en sektion af Muren i området. 19. juli 2005 udstedte de 3 militære ordrer til konfiskering af 15 dunam (1 dunam = 1.000 kvadratmeter,o.a.) palæstinensisk jord i nærheden af Qalqilya for at bygge veje, som skal forbinde en række bosættelser med Muren.
Derudover har de israelske besættelsesstyrker anvendt magt for at sprede fredelige demonstrationer, der var organiseret af civile palæstinensere, internationale og israelske solidaritetsaktivister i protest mod bygningen af Muren. 7 civile palæstinensere og 1 israelsk solidaritetsaktivist blev såret og 3 israelske solidaritetsaktivister blev arresteret.
Illegale bosætteraktiviteter: Israelske bosættere bliver i modstrid med international humanitær lov ved med at være bosiddende i det besatte palæstinensiske territorium, og har igangsat en række angreb på civile palæstinensere og palæstinensisk ejendom. 3 civile palæstinensere, herunder et barn, blev såret. De israelske besættelsesstyrker raserede også palæstinensisk jord i landsbyen Shoufa nær Tulkarm men henblik på udvidelse af bosættelser.
http://www.pchrgaza.org
Hele rapporten kan downloades:
html-format http://www.pchrgaza.org/files/report/English/2005/21-07-2005.htm
Pdf-format http://www.pchrgaza.org/files/W_report/English/2005/pdf/weekly%20report%2028.pdf
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen