“Musikken blev ”mit våben”

Tamuz

Musikken blev ”mit våben”

Rim Banna: Jeg føler mig mere som en frontkæmper end som en musiker.

Af Noam Ben Ze’ev, Tamuz, 21 juli 2005

Det dejlige landskab fra ørkenen til havet, palæstinensisk kultur og historie, folklore digte og samtidsdigte omhandlende hendes folk, – dette er inspirationskilder for Rim Banna – en palæstinensisk sangerinde fra Nazareth.

Hun har altid set det som hendes mission at udbrede palæstinensiske sange internationalt, og med det mål for øje, at de ikke mister deres oprindelige autencitet. Sådan er det stadigvæk, selvom disse mål er er skubbet lidt i baggrunden, ” fordi de sidste 5 år har forårsaget megen ødelæggelse og meget er forandret”

Hun siger:” Jeg har altid videreformidlet den palæstinensiske sag og sunget politiske sange. Jeg voksede op i et sådant hjem, – med en mor der altid kæmpede imod diskrimination og for menneskerettighederne.

Der var dog ingen kunstneriske restriktioner. Jeg kunne dedikere mig selv til musikken. Jeg deltog i palæstinensiske festivaler, ligeså meget jeg ville, i relativ sikkerhed – og koncentrerede mig om at finde en musikstil der samtidig med at den var original og uforfalsket palæstinensisk, – samtidig var min egen personlige.

”Nu, – siger hun derefter ”har atmosfæren ændret sig, og jeg føler mig lidt mere som en ”kriger” end en musiker.”

I denne ånd vil Rim Banna sammen med sit til lejligheden norske band, synge sangene fra hendes nye cd ”the mirrors of my soul” ved den 10. musikfestival fra Øst Jerusalem

Banna vil optræde – som vanligt – i en palæstinensisk traditionel kjole med broderier. ”Jeg optræder i en sådan kjole. Det giver mig styrke som en dronning på en scene”.

I hendes sofa i hjemmet i Nazareth ligger puder hun selv har broderet, og et stort vægtæppe i smukke farver hænger foran et lille vindue.

”Der er intet mere smukt end palæstinensisk broderi.

Det er der bare ikke, du kan lede over hele verden, men intetsteds finder du så smukt broderi.”

”Farverne er som ild. – okay vi er nok et entusiastisk folk, fulde af energi” griner hun.

Hun læste musik i Moskva, på Gnessin Musikakademi, og siden hun færdiggjorde sine studier i 1991, har hun forfulgt en international karriere sammen med en medstuderende som hun giftede sig med. – den ukrainske musiker Leonid Alexienko. De indspiller og optræder med musik de har lavet i fællesskab. De optræder overalt i Europa og den arabiske verden.

Rim Bannas musik er kendt af mange og hun har bl.a. vundet den palæstinensiske kunstnerpris som den eneste kvindelige sangerinde nogensinde. Hendes musik har også været brugt som filmmusik i bl.a. Elia Suleimans ”Arab dream” samt i libanesiske og schweiziske film.

Hvordan skete forvandlingen fra at være musiker til at være ”forkæmper for dit land”?

”Alting skete så hurtigt, hurtigere end jeg kunne følge med til. Pludselig døde mennesker, og tanksene skød i gaden, der var bombardementer og blod: Jeg kunne ikke forstå det, er vi lige her eller er det Afghanistan?

Som palæstinensisk kvinde måtte jeg gøre noget konkret – hjælpe mit folk, selv være der og støtte dem, og jeg vidste det indebar at jeg måtte optræde i byer på Vestbredden med den fare for liv der hersker her: Jeg ville at min musik skulle høres på trods af kontrolposter og soldater.

På den måde blev musikken en slags våben. Det er ærgerligt at jeg skal bruge militaristiske symboler som ”kriger” og ”våben” , men er det ikke hvad vi ser overalt omkring os?

Rejsen fra Nazareth til Ramallah, som normalt tager godt og vel to timer, er pludselig besværliggjort for Rim Banna. Ikke desto mindre tog hun turen i begyndelsen af intifadaen i efteråret 2000, for at give en udendørskoncert mens helikopterne bombarderede fra oven.

”Vi ville mærke at livet fortsatte på trods, siger hus – vi ville bevare kontakten til folk og ikke svigte dem i den svære tid med tragedier og bombardementer.”

Vejen ind i Ramallah var ubegribelig for hende. ”De udbombede veje bestrøet med sten, overgik alt jeg hidtil havde set. Det var et kæmpe chok

Lugten af krig i luften, træerne på alleen var væk og jeg tror jeg skreg mere end jeg sang den dag”

Siden den dag er hun ofte blevet inviteret til at afholde koncerter på Vestbredden i små landsbyer og i flygtningelejre omkring Nablus, Hebron; Ramallah og Jenin.

Hendes fortolkninger af vuggesange og hendes børnesange har givet hende mange yngre fans. Hun taler entusiastisk om børnenes respons ved koncerterne;

”Engang sagde en soldat ved en kontrolpost at der ikke er børn i flygtningelejrene. Men det er der! Og de venter med store øjne på at høre og se en koncert.

For mange af dem er det den første musikalske optræden de oplever i deres liv og i Qalandiyah lejren var de eksempelvis klædt i det fineste puds.

Ved musikkens hjælp kan jeg lindre den sorg de oplever i deres hverdag og berolige dem en lille smule.

Parret optræder ofte udenlands og Banna udnytter disse koncerter til at fortælle lidt om Palæstina. Desuden fortæller sangene om vores lidelseshistorie.

Er det en form for protestsange?

”Ja, en form for protestsange, men det er ikke propaganda sange.”

På festivalen vil hun bl.a. synge ”Sarah” og Fares Odeh” som er sange om palæstinensiske børn der er blevet skudt af de israelske sikkerhedsstyrker. ”Carmel of my soul” refererer til palæstinensiske og israelske politiske fanger i de israelske fængsler.

Det er dem hun har dedikeret sin seneste cd til.

”Faktisk er det de individuelle historier i disse sange der om noget andet fortæller om vores tragiske historie”

”Indtil krigen slutter”

Deres hjem er flersprogligt og multikulturelt. Hun taler med deres børn – en 12 årig pige og 3 årige tvillinger, – på arabisk, og Leonid taler med dem på russisk. De taler også russisk indbyrdes.

De har altid børnene med rundt til deres koncerter. ”På den måde lærer de at sidde og lytte med tålmodighed og de lærer folk at kende. De lærer at det omrejsende liv er vores families vilkår, siger Rim Banna.

”Tvillingernes første tur var dengang de var 11 mdr. Vi måtte bære dem ind til Hebron hvor vi skulle give koncert”

Hun glemte næsten at tale hebræisk da hun læste i Moskva. Det russiske fortrængte det lidt, siger hun, men nu følger jeg op på det igen med hjælp fra min datter som lærer hebræisk i skolen.

Har du nogensinde tænkt på at optræde for et israelsk publikum på samme måde som du optræder for europæere?

”Mener du at jeg bør gør noget sådant? Jeg mener at det er et job for israelske musiker – det er ikke mit job.

”Jeg er heller ikke sikker på at et israelsk publikum vil acceptere en sang der er dedikeret de palæstinensiske fanger i fængslerne eksempelvis. Desuden vil jeg ikke risikere at blive mødt med negative ytringer fra publikum.”

Er du nogensinde blevet inviteret til at give koncert i en ikke-arabisk by i Israel?

”Ja, for længe siden, og de bad mig om først at måtte se teksterne på mine sange, oversat til hebræisk. Det minder mere om end afhøring end om end koncert, ikke?”

I mellemtiden vedbliver Banna med at være en sanger ”på fronten” som hun kalder det, og at tilsidesætte musikken ”for kunstens skyld”

”Efter at have brugt timer på vejene, og efter mange forsinkelser på grund af vejspærringer, må jeg ofte gå direkte i gang med min koncert,- med rodet hår og i støvede sko.”

”Det er jo ikke ligefrem en glamourøs optræden vel?”

”Så ber jeg publikum om ikke at kigge på mig, men lukke øjnene, lytte og synge med.”

På spørgsmålet om hvorvidt det er vigtigt for hende at vise at professionelle musikere kan og vil synge på en improviseret scene i en flygtningelejr i Hebron eller med udsigten til skarpskytter på et tagryg(faktisk var det en god koncert og mon ikke også soldaterne lyttede) svarer hun

”selvom de forbryder sig imod os, vil vi ikke stoppe vores kamp, vi vil fortsætte”

Indtil hvornår?

”Indtil krigen er ovre, og besættelsen er ovre og indtil det palæstinensiske folk har fået deres rettigheder tilbage. Så måske vil jeg vende tilbage til at kunne være ”musiker””

Oversat for DPV fra engelsk af Lisbeth Koitz

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.