Fælles skæbne – fælles trodsighed

Jordan Times

Fælles skæbne – fælles trodsighed

Af Ramzy Baroud

Man siger, at såfremt man ikke lærer af historien, så er man dømt til at gentage den. At dette er sandt, kan man konstatere ved at sammenligne den skæbne, der er overgået de amerikanske indianere og det palæstinensiske folk.

Den beslutsomhed og den trods som gør sig gældende for begge gruppers vedkommende, og det under meget alvorlige forhold, tåler ingen sammenligning med andre. Ligeledes forekommer den mishandling og ensartetheden både hvad angår den taktik og de principper, som bliver anvendt af den indtrængende fjende, uhyggelig.

Lad os tage et kort historisk tilbageblik.

Hvad angår USA’s arv i forhold til landets oprindelige indbyggere, har få vel udtrykt det så ligefremt som USA’s 26. præsident, Theodore Roosevelt. I sin beretning ”Vestens erobring” omtaler Roosevelt ”udbredelsen af engelsktalende folkeslag over verdens ubeboede og øde områder”.

Han skriver: ”De europæiske kolonister flyttede til ubeboede og øde områder … landet ejes faktisk ikke af nogen … Kolonisten smider ikke nogen væk fra landet. Sandheden er, at indianerne aldrig har haft nogen ret til jorden.”

Den tidligere israelske premierminister Golda Meir hævdede det samme, da hun i et interview med British Sunday Times d. 15. juni 1969 erklærede:

”Der eksisterede ikke noget som hed palæstinensere. Det var ikke sådan, at der var et palæstinensisk folk i Palæstina, som betragtede sig selv som et palæstinensisk folk, og vi så kom og smed dem ud og tog deres land fra dem. De eksisterede ikke.”

Skønt de amerikanske indianere og palæstinenserne begge fra ældgammel tid var deres landes oprindelige indbyggere, var dette kun af liden eller ingen relevans for de fremmede kolonister. Hvad der virkelig var af betydning var ”Åbenbar skæbne”; hvad der virkelig betød noget var ”zionismen”.

Roosevelt fortsætter: ”Verden ville efter al sandsynlighed ikke have bevæget sig fremad overhovedet, hvis det ikke havde været for fortrængningen af eller det at vi oversvømmede de vilde og barbariske folkeslag.

Dette skete som en konsekvens af bevæbnede kolonier i fremmede lande – kolonier af de racer, som holder årenes skæbne i deres hænder.”

I midten af fyrrerne bekendtgjorde David Ben-Gurion, at Israel var ved at indføre et system, som bestod af ”aggressivt forsvar.

Efter ethvert arabisk angreb må vi svare hårdt igen: ødelægge stedet eller fordrive beboerne samtidig med, at vi overtager stedet.”

Næsten en million palæstinensere blev fordrevet fra deres land efter den brutale tilintetgørelse af 418 landsbyer og byer samt mordet på tusindvis af palæstinensere. De spredtes i alle retninger, for det meste til fods for at gøre plads til ”det udvalgte folk”. De slog sig ned i flygtningelejre, som stadig eksisterer den dag i dag.

Ben Gurion trak sig tilbage i 1963, fire år før Israel invaderede resten af Palæstina, Vestbredden, Gaza og Østjerusalem. Dette skabte endnu engang tragedie, fordrivelse – baseret på staten Israels håb om at kunne blive en rent jødisk stat.

Israel lod hånt om international lov som krævede, at de palæstinensiske flygtninge fik ret til at vende hjem. I stedet indførte man kort efter statens oprettelse i 1948 en lov, som udelukkende gav jøder lov til at vende tilbage. Hvem som helst af den jødiske race i hele verden fik og får stadig lov til at komme til Palæstina, får statsborgerskab og får gratis lov til at bo på noget jord, som ikke er hans, på et sted som ikke er hans.

Midt i al denne ”civiliserende” vildskab og tyveri af land, har både USA og Israel været i stand til at overbevise sig selv om, at den måde de behandlede deres ofre på, faktisk var human og civiliseret.

”Ingen anden erobrings- eller koloniseringsmagt har nogen sinde behandlet uciviliserede jordejere med så stor generøsitet som USA har,” sagde Roosevelt.

Den 2. april 2002 angreb Israel flygtningelejren i Jenin i to uger, mens det internationale samfund tav helt stille og i disse uger brutaliserede og terroriserede hundreder af israelske tanks, amerikanske Apache-helikoptere og tusinder af soldater de 13.000 indbyggere i den knapt en kvadratkilometer store lejr.

Indbyggerne i lejren kæmpede så langt, de kunne komme med hjemmelavet sprængstof, køkkenknive og nogle få kugler. De kæmpede og nægtede at give op fordi de vidste, at dette nederlag ville blive deres sidste.

Da invasionen var slut, lå dusinvis af palæstinensiske lig tilbage i Jenins gader for der at rådne op, idet israelerne nægtede at lade Røde Kors komme ind i lejren og evakuere de døde. Alle indbyggerne i lejren blev tvunget til at rømme den og næsten 2000 hjem blev ødelagt eller alvorligt beskadigede af israelske tanks, bulldozere og luftangreb.

Her er hvad en bulldozerfører, kendt som ”Kurdi Bear” fortalte i sin vidneforklaring om, hvad der skete i lejren og som han berettede om det til den israelske avis Yediot Ahronot: ”Mange mennesker var inde i de huse, som vi begyndte at ødelægge. De kunne ikke komme ud af husene, mens vi arbejdede på dem.

Jeg havde det fedt med hvert eneste hus, der blev revet ned, for jeg vidste, at de ikke havde noget imod at dø, men at de bekymrede sig for deres hjem. Når man ødelagde ét hus, så begravede man 40 til 50 mennesker i generationer.

Hvis der er noget, jeg er ærgerlig over, så er det over, at jeg ikke rev hele lejren ned. Sådan tænkte jeg i Jenin. Jeg var hamrende ligeglad. Hvis jeg havde fået tre uger, så havde jeg haft det meget sjovere. Altså, hvis de ville lade mig rive hele lejren ned. Jeg har ingen medlidenhed.”

Lad mig lige gentage, hvad Roosevelt sagde om den måde, hans hære opførte sig på: ”Ingen anden erobrings- eller koloniseringsmagt har nogen sinde behandlet vilde jordejere med så stor generøsitet som USA har.”

Hans ord genlød, da den israelske hærleder general Didi, som havde det overordnede ansvar for invasionen i Jenin i april 2002, sagde, at den israelske hær havde opført sig ”som den mest moralske hær i verden og den mest forsigtige hær i verden.”

Lad mig slutte med disse fremragende ord fra the Grand Council of American Indians i 1927: ”Vi vil hellere være fri for den hvide mand end være integrerede. Vi ønsker ikke nogen andel i systemet; vi ønsker frihed til at opdrage vores børn i vores religion, skikke, til at kunne gå på jagt og fiske og leve i fred.

Vi ønsker at være os selv. Vi ønsker beholde vores arv, thi vi er ejerne af dette land og hører hjemme her.

Den hvide mand siger, at der er frihed og retfærdighed for alle. Vi har været udsat for deres ”frihed og retfærdighed” og det er grunden til, at vi næsten er blevet udslettede. Dette vil vi aldrig glemme”.

Følelserne hos Abdelrazik Abu al Hayjah, den palæstinensiske administrator for flygtningelejren i Jenin, som udviste samme trodsighed, er de samme:

”Hvis de ødelægger lejren mange gange, så vil indbyggerne i Jenin genopbygge den, for hver gag bliver folkets mod og beslutsomhed intensiveret. Jo mere israelerne brutaliserer palæstinenserne, jo stærkere bliver deres modstand.

Israel kan ikke løse dets problemer med magt. De bliver nødt til at forstå, at palæstinensernes søgen efter frihed ikke kan stoppes. Det er en del af menneskers natur at gøre modstand for at genvinde deres frihed.

”Indbyggerne i Jenin hader ikke israelere fordi deres navne er anderledes eller fordi deres sprog er et andet. De hader dem heller ikke, fordi de har noget imod deres religion, men fordi de er en besættelsesmagt, og så længe de er det, vil modstanden fortsætte. Den palæstinensiske modstand vil bestå, så længe besættelsen består.”

Jordan Times 23. juni 2005

Forfatteren er rutineret arabisk-amerikansk journalist og chefredaktør på palestinechronicle.com. Denne artikel er et uddrag fra hans nye bog som hedder ”A force to be Reckoned With: Writings on the Second Palestinian Uprising. Han har stillet den til rådighed for The Jordan Times.

Comments are closed.