En boykot vil gavne både palæstinensere og israelere

The Guardian

En boykot vil gavne både palæstinensere og israelere

Ronnie Kasril og Victoria Brittain, The Guardian 25. maj 2005

I oktober 2004 blev den 13-årige Iman al-Hams skudt og [dødeligt, red] såret af en israelsk hærenhed i byen Rafah i den sydlige del af Gaza-striben på trods af, at hun var var identificeret som en lille pige og iklædt en skoleuniform. Iman blev skudt ned med maskingeværild af enhedens kommandant. Der var 17 kugler i hendes krop og 3 i hovedet, fortalte en palæstinensisk læge The Guardian.

Iman er et af 654 palæstinensiske børn, der er blevet dræbt i de besatte territorier siden september 2000. Mange af dem blev dræbt mens de sad ved deres borde i klasseværelserne. 3500 børn er blevet sårede. Mere end 300 er spæret inde i israelske fængsler.

Under den sydafrikanske undtagelsestilstand i midt-1980’erne, der blev indført som svar på en landsomfattende protestkampagne, blev 321 børn dræbt, mere end 2.000 blev såret, 2.000 børn under 16 år blev tilbageholdt uden retsag, tusinder andre blev arresteret, hundreder flygtede i eksil; og en generation blev mærket for resten af livet.

Ærkebiskop Desmond Tutu skrev om et barn, Johnny, som han et stykke tid efter så i politiets varetægt: ” Jeg havde lyst til at græde, jeg fyldtes af en flammende vrede mod et system, der kunne gøre dette mod et barn…. Johnnys tilfælde alene burde være tilstrækkeligt til at gennemtrænge ethvert anstændigt menneske med væmmelse og harme.”

Iman er et sådant tilfælde, 20 år senere. Ærkebiskop Tutu har beskrevet palæstinensernes situation under besættelsen som værre end sydafrikanernes under apartheid.

I juli 2004 afsagde den internationale domstol dom om, at Israels 280 miles lange mur, den seneste byrde der er blevet påtvunget palæstinhenserne, er illegal. Men Israel ignorerede –ligeom det nu hedengangne sydfrikanske apartheidregime- simpelthen kendelsen.

For 20 år siden svarede 496 britiske akademikere på en appel fra ANC [African National Congresss)’s ledere i eksil efter at akademikere fik forbud mod at deltage i offentlige møder. De udsendte et brev med en opfordring til akademisk boykot af Sydafrika.

Idag er der nogle i den nye generation af britiske akademikere, der ikke kan acceptere Israel’s besættelse af Østjerusalem, Vestbredden og Gaza og ej heller den politik der har frembragt muren og en ny generation af lidende børn, hvis sår på legeme og sjæl aldrig heles, ligesom tilfældet var det med de sydafrikanske børn.

Iman og Johnny kommer aldrig på college. Men nogle af de israelske soldater der er involverede i forbrydelser lige som den, der dræbte den lille pige, forelæser på universiteter og gør hvert år tjeneste i besættelseshærens reservestyrkerog resten af året arbejder de med deres akademiske metier ”som sædvanligt”.

Ingen akademisk israelsk institution har i protest afbrudt organisatoriske bånd til det militære sikkerhedsestablishment.

Ingen af dem har med en offentlig udtalelse fordømt de graverende krænkelser af palæstinensernes menneskerettig- heder. Det er en del af forklaringen på, at palæstinensere har opfordret verdensoffentligheden til at boykotte israelske akademiske institutioner.

Den vulkanagtige politiske reaktion på AUT(de britiske universitetslærere)’s beslutning om en akademisk boykot af israelske universiteter har affærdiget den afgørende sammenligning mellem Israel og Sydafrika, som var hovedbegrundelsen for palæstinensernes opfordring til boykot.

Israelske universiteter bliver ikke ramt af boykot på grund af deres etniske eller religiøse identitet, men alene på grund af deres meddelagtighed i det israelske apartheid-system, som mange ser som tilstrækkeligt beslægtet med dets hedengangne

forgænger i Sydafrika til at berettige sanktioner.

I de besatte områder opretholder Israel en stram racemæssig og kolonoial adskillelse mellem israelske jødiske bosættere og de indfødte palæstinensere(muslimer og kristne).Den førstnævnte gruppe nyder godt af økonomisk støtte, specielle veje, kraftigt susidierede og svært beskyttede boliger og fulde politiske rettigheder.

Selv under det sydafrikanske apartheidstyre fandtes der aldrig nogle kun-for-hvide-veje. Der var aldrig nogen sammenlignelig langstrakt belejring eller udgangsforbud, der afskar sorte afrikanere fra at kontakte hinanden.

Palæstinenserne derimod lider under en militær besættelse, der dræber og ødelægger, men også til stadighed fratager dem deres land til fordel for de jødiske bosættere.

Ønsket om et etnisk-religiøst flertal af israelske jøder er sivet igennem fra de besatte territorier og har gennemtrængt Israels ”nationale dagsorden”, som i stigende grad anskuer Israels palæstinensiske borgere som en ”demografisk trussel”, som den forhernværende statsminister Benyamin Netanyahu udtrykte det.

Den palæstinensiske minoritet i Israel er i årtier blevet nægtet basal lighed hvad angår sundhed, uddannelse, boliger og retten til at eje jord, alene fordi den ikke er jødisk. Den kendsgerning at denne minoritet får lov at stemme retter langt fra op på den tiltagende uret hvad angår alle de andre basale menneskerettigheder.

De er forvist fra selve definitionen af hvad ”den jødiske stat” er og har praktisk taget ingen indflydelse på lovene, den førte politik og sociale og økomnomiske forhold. Så derfor minder deres situation meget om de sorte sydafrikaneres under apartheiden i Sydafrika.

Tilmed -og i sammenhæng med det demografiske spørgsmål- nægter Israel vedvarende de palæstinensiske flygtninge, der blev etnisk udrenset under krigen i 1948, deres ret til at vende hjem til deres jorder og ejendomme.

Israel baserer sin stillingtagen, som er i modstrid med fundamentale menneskerettighedsbestemmelser og international lov, på sin ret til at oprethjolde sin jødiske etnisk-religiøse forrang. Ingen anden stat i verden af idag vover at kræve noget lignende.

Og hvor mange israelske akademiske institutioner har som reaktion på alt dette kritiseret statens racistiske og koloniale politik ? Hvor mange israelske akademikere har af samvittighedsmæssige grunde nægtet at gøre militærtjeneste i de besatte territorier ?

Hvor mange universitetesundervisere har offentligt vendt sig mod besættelsen og koloniseringen af palæstinesisk land ? Professorerne Ilan Pappé og Tanya Reinhart skiller sig ud og og står i spidsen for nogle få israelske akademikere, der opfordrer til at støtte palæstinensiske akademikeres opfordring til en selektiv akademisk boykot.

Boykotter og sanktioner hjalp i sidste ende med til at befri både hvide og sorte i Sydafrika. Palæstinensere og israelere vil på lignende vis nyde godt af denne ikke-voldelige kamapgne, som palæstinensere opfordrer til.

Ronnie Kasril er minister for efterretningstjenesten i Sydsfrikas regering og forhenværende kommandant for Umkhonto we Sizwe, den militære gren af ANC

Victoria Brittain er journalist

Oversat fra engelsk og redigeret for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.