Fagforbund i Israel og Palæstina styrker samarbejde

Dagbladet Arbejderen

Fagforbund i Israel og Palæstina styrker samarbejde

En ny aftale skal sikre palæstinensiske arbejdere værdige livsvilkår

Israelsk og palæstinensisk fagbevægelse har indgået en historisk aftale.

På et møde med Frie Faglige Internationale, FFI, besluttede de to landsorganisationer at øge deres samarbejde betydeligt:

Fremover vil de arbejde sammen om at skaffe palæstinensiske arbejdere adgang til job i Israel. De vil kæmpe for erstatning og understøttelse til palæstinensiske arbejdere og deres familie og mod udbytningen af arbejdere på Vestbredden og i Gaza, oplyser FFI.

– Debatten foregik i en ekstremt positiv atmosfære, og vi er overbeviste om, at arbejdere i de to lande vil få udbytte af aftalen i en nær fremtid. En retfærdig og varig fred kan kun opnås, hvis den økonomiske situation forbedres, især for palæstinenserne, siger Guy Ryder, formand for FFI.

Siden starten på den Anden Intifada er forholdene for arbejdere i Palæstina blevet kraftigt forværret. Tusinder har mistet deres job og besættelsesmagtens chikane har kun gjort den økonomiske situation værre.

Palæstinensiske arbejder har reelt ingen beskyttelse. I øjeblikket er 75 procent af dem arbejdsløse og 62 procent lever under fattigdomsgrænsen.

I Israel er arbejdsløsheden ti procent for mænd og 13 for kvinder.

Samarbejdsaftalen er baseret på ønsket om to selvstændige stater og støtte til den såkaldte ‘køreplan for fred.’

Den 1. marts i år startede syv danske fagforbund og LO et nyt fagligt støtteprojekt i Palæstina. Gennem tre år vil de danske forbund støtte uddannelse af tillidsfolk, demokratisering og ligestillingsarbejde i den palæstinensiske landsorganisation, PGFTU.

Comments are closed.